Radionyt April-maj

RADIONYT APRIL-MAJ

Den franske Evropakoncert bragte et Værk af D. Milhaud: La Création du Monde - mindre kan ikke gøre det! Værket virkede ganske forældet; Melodik og Harmonik bliver vredet og drejet uden (log at naa den tonale Frihed som f. Eks. Strawinsky allerede er naaet. til i Sacre du Printemps. Instrumentationen, der plejer at være denne Komponistskoles Styrke, bestaar af lutter Paafund - Brummen paa Kontrabas, Klimpren paa Klaver, Basunbrøl og ski-attende dæmpede Trompeter - men (la disse Paafund kun er til for deres egen Skyld og ikke, som hos Klassikerne (og mange moderne Komponister), tjener til at fremhæve en melodisk Linje eller lignende, saa formaar heller ikke, denne Side af Værket at afvinde Tilhøreren større Interesse. Langt virkningsfuldere var Florc-nt Schmitts Salmekomposition. De vældige stærkt dissonante Klangflader, der bæres af en

stærk Rytmik, var ligefrem imponerende, og der manglede heller ikke tematisk Arbejde; saaledes udnyttes en opadgaaende Figur (lige før Solostedet) konsekvent, og et andet Sted afbrydes den unisone Korsats af mægtige Akkordindskud. Wagners Aand svævede over Værket, i Form af kromatiske Sekvenser, Modulationer til tertsbeslægtede Tonearter, og mod Slutningen fik man en hel Feuerzauberparafrase. Da Stykket næsten uafbrudt gik for fuldt Drøn og stillede vanvittige Krav til de udførende, kunde det ikke undgaas, at det virkede meget trættende til Slut.

Ved en af Erik Tuxen med stor Dygtighed ledet Orkesterudsendelse hørtes ogsaa et Par Stykker af Milhaud, der virkede mere tiltalende end det ovenfor omtalte. Her var dog Tilløb til teinatisk Arbejde f. Eks. i sidste Del af Foraarssymfonien med (let mor-~omme l,'olkedansernotiv, og her var ogsaa mange instrumentale Lækkerheder, saaledes en lysende Blæserklang i Begyndelsen af I,""oraaret eller en meget flot Strygervirkning i sidste Del af Serenaden. Efter en temmelig daarlig Fantasi over Weills prægtige Mahagonymusik, hørtes en fin Pastichemenuett af Hans Gal. Forbilledet er ffichard Strauss, og i Trioen nikkede man genkendende til den sølverne Rose, men nydeligt var det ,gjort med smaa polyfone Momenter og en gennemsigtig Orkestersats. Til sidst spilledes Ernst Tochs vældig morsomme Karussel af Bunte Suite; den jagende Rytme i' Strygerne i Forbindelse med modgaaende Bevægelser i andre Grupper' og iblandet søsyge Blæserskrig og Pift paa Piccolofløjten virker meget illuderende, man er helt svimmel tilsidst.

Ved 1. Maj-Udsendelsen hørtes et Par gode Korstykker af Jørgen Nielsen. Oscar Hansen skildrer i: »De ti Drenge fra Wien« en rystende Begivenhed under (te wienske Arbejderes heltemodige Frihedskamp, og Musikken uddyber denne Stemning meget med de haarde Dissonanser og Rytmer, (ler af og til afbry(les af Talekor og Solorecitation. »Foraaret og Arbejderen« (Bergstedt) er frisk og ren i Harmonik og Melodik, og (le polyfone Steder er saa naturlige som vel muligt, da de ofte er motiverede ved Teksten. Melodien gaar som Regel trinvis, derfor virker de store Skridt ogsaa friskt. Begge Vær~er blev udmærket udført af Arbejdernes Folkekor og Orkester under Komponistens Ledelse.

I denne Forbindelse er (ler Grund til at takke Radioen, fordi den genudsendte Skolen paa Ho'det som Led i en ung Aften. De store musikalske Skønheder (melodiske, harmoniske og rytmiske) som dette Værk af Firmaet Kristensen og Christensen riimmer, gik ved anden .Overhøring rigtig op for een, og Udførelsen under Elbirk var blevet endnu friskere og livfuldere.

V'ed en Orkesterkoncert hørtes Tarps Concerto 01). 18. Tarps Styrke ligger i hans klare Skrivemaade. Enkle, prægnante Temaer bærer Satserne og behersker dem helt; Orkesterbehandlingen skiller de enkelte Grupper tydeligt ud fra hinanden, og Musikken er i det hele taget meget overskuelig. Det foreliggen(le Arbejde lider dog af en Svaghed, idet 1~omponisten mere gentager end udvikler sine Temaer, herved hindres en virkelig Opbygning og Stigning; de korte Satser var da ogsaa, de bedste, saaledes

3. Sats med den morsomme Musettéagtige Trio,

Ogsaa Saxofonudsendelserne bragte et Værk af Tarp: Præludium og Scherzo; Stykket var plastisk -velformet med den melodisk naturlige Indledning, der over et recitativisk Mellemstykke førte til den rytmisk spændstige Scherzo. De. efterfølgende Stykker af Dressel og von Borck var derimod lidet spændende, nærmest skruet Salonmusik, men (le. var svære nok til at Sigurd Rascher kunde brillere. At man i det hele taget hverken er moderne eller Komponist, hare fordi man skriver for Saxofon, viste Klæbels Suite. En Række Toner uden Sammenhæng eller Mening udstyret med Chopin'ske Harmonier - kom der endelig noget, der lignede Musik, saa var det en Vending af Tschaikowsky, Strauss osv. Carl Hersteds Komposition, som Strøbech Kissbye ogsaa spillede, var ,,erligere - og især mere musikalsk.

Et meget betydeligt Arbejde lærte man at kende i Krsto Odaks Strygekvartet. Som (le fleste betydende moderne Komponister har Odak ladet sig paavirke af den folkelige (slaviske) 1N-lusik. Den har frigjort (let tonale og udviklet Sansen for (le ganske. smaa, men j)r«;aegnante Motiver, der er i Stand til at hære en stor Opbygning. Nifen samtidig er Odak Polyfoniker af Format; han fører sine Stemmer med imponerende Dristighed og Selvstændighed, og derfor bliver (le voldsomme dissonante Sammenstød af stor kunstnerisk 'Værdi og virker ganske naturligt. Som ægte Slaver skriver Odak en meget klangfuld og for Instrumenterne veltilrettelagt Sats, Helhedsindtrykket er rent og godt i alle Nifaader. I,',nsemblet - J. Koppel, Else Marie Bruun, S. Forchhammer og T. Anton Svendsen - spillede saa ypperligt baade klangligt og musikalsk, at man maa haabe paa fortsat Samarbejde. Blæserk-vintetten opførte et harmløst Divertimento af Paul Juon; det var en Blanding af al Slags Musik fra Haydn til Albeniz, men behændigt lagt for Instrumenterne. Det samme gælder det efterfølgende Udtog af Insekternes Liv af W. Smetacek; (let var ganske underholdende, men vor musikalske Mentalitet har dog fjernet sig noget fra Myrernes Marsch eller Loppernes Fuga eller lignende Eventyrminiature a la Debussy Ravel-Scott. Højst uhyggelig var Afdelingen for Klaver, Fløjte og Obo. Efter en køn Sonate af Loeillet fulgte nemlig Værker af Gaubert og Goosens. Alle Salontrick fra Aarhundredskiftet var her at høre; kromatiske Forskydninger efter Fermat, Kuren op og ned af Klaveret og den hanaleste Melodik a la Santa Lucia; man vægrer sig ved at tro, at tre saa smagssikre Folk som Mortensen, Bentzon og Wolsing frivilligt har villet' ofre Tid paa sligt.

Ingeborg Steffensen indledte sin svenske Romanceafdeling med et Par Sange af Gøsta Nystroern; (let var en Blanding af Impressionisme (Heltoneskridt) og Pentatonik og virkede svagt, ligesom ogsaa de efterfølgende Sange af Stenhammar syntes ubetydelige, Palmgrens Folkeviseudsættelser var stilløse takket være et altfor raffineret Akkompagnement. Langt mere Helhed var der over Poul Knudsens danske Sangafdeling. Omtales skal den især for Aage Larsens Skyld, da det her drejer sig om en Komponist, (ler er altfor lidt kendt og værdsat. Takket være en rig melodisk Opfindelsesevne har han kunnet udnytte Laubs og Carl Nielsens diatoniske Landvinding paa ganske selvstændig Maade og har skabt en Række Vokalarbejder af høj artistisk Værdi. Aakjærs: Ung Vise, som man hørte ved denne. Lejlighed, er en smidig og yndgfuld Melodi, om hvilken der slynger sig et Akkom

pagnement der dis~ret, men utvetydigt, fremkalder Forestillingen om et Landsbyorkester.

Walter Zacharias.

PS. Af principielle Grunde vil jeg gerne omtale endnu to Udsendelser, skønt (le falder udenfor disse Artiklers Ramme. Fra Nakskov Kirke hørtes nogle Melodier af Laub i fuldstændfi, harmonisk Forvanskning; dette er kunstnerisk usømmeligt og desuden misvisende, thi i Programmet stod der at Musikken var af Laub, hvad den altsaa. ikke var, Laub vilde sikkert ikke lægge Navn til disse Septimakkorder og Ge.nnemgangsnoder.

Randerstransmissionerne har altid været et stærkt Bevis paa Provinsens aktive M`usikliv. Ved Jubilæumskoncerten udsendtes Håndels Judas Maccahæus. Man maa beundre det kæmpemæssige Arbejde, som Stifteren og Dirigenten af Motetkoret har udført i (le 25 Aar, hvor de fleste berømte Storværker har været opført. Organist Niels Ander~ sen kunde ogsaa være glad for sit Jubilæurn; efter nogle Intonationsvanskeligheder i Begyndelsen sang Koret sig vældigt ol), og haade det og Orkesteret klang smukt - en lielt igennem værdig og festlig Opføre-,Ise, baaret af Flid og Begejstring.w. z.