Alexander Stoffregens klaverteknik

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 06 - side 140-146

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

ALEXANDER STOFFREGENS KLAVERTEKNIK

AF OLE WILLUMSEN

DENNE Artikel kan betragtes som et Supplenient til det Afsnit om Klaverteknik, jeg i sin Tid skrev til Olaf Jacobsens »Klaverpædagogik«. Meningen var ved den Lejlighed at orientere angaaende forskellige Tiders varierende Syn paa Klavermetodik. - Man ventede dengang, at Stoffregen selv i nær Fremtid vilde beskrive og gøre Rede for sit Syn paa Klaverteknikken, idet øvematerialet jo allerede længe havde existeret. Der foreligger imidlertid stadig intet fra Stoffregens Haand i den Retning, og der frem-kommer derved unægtelig en Mangel i Teknikoversigten i Jacobsens Bog - en Mangel, jeg paa dette Sted gerne vil udjævne. -

Indtil Slutningen af forrige Aarhundrede lærte man at lade Fingrene gøre alt Arbejdet paa Klaveret; Haand og Arrn skulde være fuldstændig ubevægelige, og Fingrene blev holdt hævet over Klaviaturet for efter Tur at slaa ned paa deres Tangent som smaa Hamre. Det var, som om man bevidst vilde modarbejde Naturen, og »Spillekrampen« var da ogsaa en vidt udbredt Klaversygdoni. For at tilegne sig disse mærkværdige Fingerbevægelser maatte man daglig i Timevis exercere med sine Fingre efter ligefrem militaristiske Principper.

Saa kom, i Begyndelsen af dette Aarhundrede, Breithaupts Værk »Die nat Urliche Klaviertechnik« som en vældig Befrielse. Det var en ,voldsom Reaktion mod »Czernyteknikken«. Breithaupt paaviste, hvilken Rolle Armens Vægt spiller. Ved at holde Armen helt slap og opfange dens Vægt paa Tangenterne (med Fingrene), kan man paa en naturlig Maade frembringe Tonerne med et Minimum af aktivt Muskelarbejde. - Samtidig gjorde Breithaupt opmærksom paa Armens roterende Bevægelse om sin egen Axe.

Man havde nu ligesom opdaget, at man havde Arme, naar man spillede Klaver, men Følgen var, at man omtrent glemte Fingrene. Man havde sin Opmærksomhed henvendt paa Armen, om den nu var afslappet, om den nu gjorde de rigtige Sving- og Rullebevægelser, men Kernepunktet, hvorledes Fingeren møder Tangenten, var mere eller mindre negligeret. - Man maa ikke tro, at dette vedkom de store tekniske Talenter, Virtuoserne. De har sikkert lige fra Bach til Borowsky spillet, som det passede dem - det er kun et Spørgsmaal om Metodik, men det er dog ogsaa et vitalt Spørgsmaal for Klaverstuderende, da det jo for dem betyder en Omvej eller en Genvej under Studiet.

Disse to Yderpunkter, Czernyteknikken og Breithaupts »Gewichtstechnik«, har ligesom banet Vejen for et frit Syn paa Klaverteknikken, idet Sandheden ligger et Sted imellem dem. Og her har Alex. Stoffregen gjort et Arbejde, som næppe kan overvurderes.

Stoffregens teknisk-pædagogiske Arbejde drejer sig først og fremmest om at lære Eleven selv at føle sig frem til Tangentbehandlingen og ikke paa Forhaand foreskrive Stillinger, at formidlle den levende Spillefornemmelse i sin Helhed og give Eleven Midler i Hænde til stadigt at fastholde og forfine denne Spillefornemmelse. - En skriftlig Redegørelse for denne Fornemmelse kan kun blive nogenlunde, det er en personlig Oplevelse, som vist,'kun kan overføres til andre gennem personlig Undervisning. I denne Artikel vil jeg blot forsøge at trække Hovedlinjerne op for de Principper, som ligger til Grund for Stoffregens Analyse af Klaverbevægelserne.

Fingeren er Hovedsagen; dér bør ens Opmærksomhed være hæftet. Lad Fingeren trykke Tangenten ned og undertryk ikke naturlige Følgebevægelser fra Haand og Arm, eller fra de andre Fingre, - i Modsætning til tidligere Tiders Fordring, at de ubeskæftigede Fingre skulde holdes i fuldstændig Ro, hvilket altfor tit havde Stivhed i Haanden til Følge. Efterhaanden, som man gennem øvelse lærer sig at tilpasse Bevægelserne bedre og bedre - d. v. s. man bliver mere fintmærkende overfor de forskellige Musklers Samarbejde - saa vil de kejtede Følgebevægelser svinde. Ens egen Haand lærer en at spille, man skal blot »lytte« til Fornemmelsen. Det maa være nok at tænke paa den Finger, eller de Fingre, der er beskæftiget i øjeblikket - med mindre de andre, ubeskæftigede, ligefrem paakalder sig Opmærksomheden ved Krampagtighed.

Den mest naturlige og frie Maade at holde Fingrene og Haanden paa finder enhver let for sig selv. Fra Begyndelsen maa. man være klar over, at det gælder Bevægelser og Bevægelsers Sammensætning - ikke urørlige Stillinger. Kun er det nødvendigt, at Fingeren, mens Tangentnedtrykket sker, har Støtte i Knoleddet, saa at dette ikke knækker sammen, ellers hæmmes Haandens og Armens naturlige Medvirken. Om Fingeren ellers er mere eller mindre strakt, eller om Haandleddet holdes højt eller lavt, det finder den enkelte sig efterhaanden uden Besvær selv tilrette med.

Fingrene har imidlertid foruden selve Tangentnedtrykket en anden Funktion at opfylde, som er lige saa vigtig i teknisk Henseende, nemlig at bringe den følgende Finger (de følgende Fingre) paa Plads. Disse »Transportbevægelser« er Stoffregen, saa vidt vides, den eneste, der hidtil har paapeget, selv om de fleste Pianister ubevidst betjener sig af dem. Man vil let kunne forstaa disse Bevægelser, hvis man tænker paa Gangen; her sker der jo ikke blot det, at man lader sit Legeme falde ned paa Fødderne efter Tur, det vilde kun resultere i en klodset, sjokkende Bevægelse - nej, efter at et Ben har opfanget Kroppens Vægt, balancerer det Kroppen over og frem paa det andet Ben, ligesom »giver over« til den anden Fod, som saa modtager Vægten i rette øjeblik. Derefter slapper det første Ben af; man har stadig den Fornemmelse, at det frie Ben bliver bragt frem af den Fod, der i øjeblikket har Kroppens Vægt hvilende paa sig. Det er i Virkeligheden en meget kompliceret Proces, som man paa egen Haand har tilegnet sig i sin spæde Barndom.

Men det samme foretager Fingrene sig. Haanden »gaar« eller »løber« paa Klaveret - eller springer. Naar man ude i Naturen maa. springe, f. Eks. over et Vandløb fra Sten til Sten, beregner man i Forvejen nøje, hvor man havner, man er i Tanken forud til Stede paa den næste Sten - ellers vil man før eller senere uvægerlig faa. vaade Fødder. En lignende Følelse har man, hvis man skal til et Sted paa Klaveret, man ikke kan række til, hvilket jo noksaa. ofte sker. - Dette kalder Stoffregen Fjernanslag, mens han ved Næranslag forstaar Tangentnedtryk indenfor Afstande, som Fingrene uden videre kan naa.

Det er selvfølgelig ikke Meningen, at hele Haandens og Armens Vægt ustandselig overføres fra den ene Finger til den anden; Armen og Haanden f ølger med hele Tiden under varierende Grader af Tyngde, saa villigt og smidigt, at den spillende slet ikke er sig deres Existens bevidst.

For at Armen helt uhæmmet og virkelig effektivt kan understøtte Fingrenes Bevægelser, maa den ikke alene bevæge sig med frem og tilbage paa Klaviaturet, men samtidig drejer den sig stadig om sin egen Axe, udad, saa Haanden gaar nedad paa Lillefingerens Side, og indad, saa at Lillefingersiden bevæger sig opad og Tommelfingersiden nedad. Stoffregen har her opstillet klare Regler for ethvert tænkeligt. Tilfælde - i det store kan siges, at i en given Kombination har Tommelen eller den Finger, der er nærmest Tommelfingeren, en Indaddrejning til Følge, mens den Finger, der er nærmest Lillefingeren, fører en Udaddrejning med sig. Det simpleste Tilfælde er en Gentagelse af to Toner, c d c d etc. Udført med 1'-2', eller 1'-3', 1'-4' eller 1'-5' giver det altsaa indad paa 1', udad paa den anden Finger. Hvis man vælger f. Eks. 2'-4', faar 2' Indaddrejningen; udført med 4'-5' er det 4', der har Indaddrejningen. (Nodeeks.)

Ofte spiller jo imidlertid Tommelen afvexlende med flere af de andre Fingre (Ex. 1). Her har l' Rotationen indad, mens de to andre Fingre deler Udaddrejningen. -Reglen er, at Tommelen, eller den Finger, der er nærmest Tommelen, har Indaddrejningen, mens de øvrige deler Beveegelsen udad. Erfaringen viser, at Indaddrejningen oftest bedst foretages sammen med en enkelt Finger, mens Udaddrejningen kan fordeles over flere Fingre (Ex. 2). Her har 2' Finger Indaddrejningen, 4' og 3' deler Udaddrejningen.

Ved Akcenter vil det falde naturligt at understøtte den kraftige Fingerbevægelse med en særlig stor Ind- eller Udaddrejning. - Hvis det er Tilfældet, hvor flere Fingre deler en Udaddrejning, og f.Ex. den sidste af disse skal have en Akcent, maa man altsaa »spare« paa Bevægelsen i Forvejen, saa der kan blive lidt extra til den sidste Finger i Udaddrejningen (Ex. 3). Her skal 4' og 3' have saa lidt af Udaddrejningen som muligt, for at der kan blive nok til at understøtte 2' Fingers Akcent.

Det er Stoffregens Overbevisning, at i den naturlige, frie Teknik er - i større eller ringere Udstrækning - disse Rotationsbevægelser uløseligt knyttet til alle tekniske Former, hvad enten det drejer sig om Arpeggier, Skalaer, femtonige Former, Triller, Dobbeltgrebs- eller Akkordfølger. - Men man maa stadig have for øje, at det kun er Følge- og Hjælpebevægelser. Fingerens Nedtryk er det centrale; Rotationen er en Bevægelse, som naturligt indfinder sig, hvis Spillet er frit og uhæmmet. Naar man en Gang har tilegnet sig Rotationsbevægelserne, er det kun i komplicerede Tilfælde, man behøver at gribe til Analyse; som Regel vil de komme ganske automatisk.

Staccato fremkommer ved at hæfte Opmærksomheden paa Bevægelsen væk fra Tangenten, i Stedet for som ved Legato blot at tænke paa Tangentnedtrykket. - Staccatoets Korthed afhænger jo af, hvor hurtigt man kan give Tangenten fri til at gaa op igen, saa Strengene kan blive dæmpet af. Det er ikke tilstrækkeligt. blot at slappe Fingeren af, for i saa Tilfælde vil Tangenten ogsaa have Fingerens Vægt at hæve, men Fingeren maa væ-k, førend Tangenten naar op; først da er Tangenten uhæmmet.

Denne Opadbevægelse er vanskelig at. beskrive; det føles som en Fjedren i Fingrene, som forplanter sig til Haand og Arm. Xlan kan maaske nærme sig Fornemmelsen, hvis man forestiller sig, at Tangenterne er meget varme, og at man vil brænde sig, hvis man ikke faar Fingrene til sig i Tide. - Selve Nedtrykket sker som sædvanlig, men altsaa nu forbundet med en aktiv Opadbevægelse.

Ved Tilrettelægning af Staccatofølger (hvad enten det er Enkelttoner, Dobbeltgreb (ogsaa Oktaver) eller Akkordfølger) gør man bedst i først at øve Legato eller omtrent Legato, for Transportbevægelsens Skyld. Naar man har tilegnet sig disse, kan man let tilføre Staccatobevægelserne uden derfor at bryde Kontinuerligheden.

Legato og Staccato udført samtidigt (i Flerstemmighed) er ikke noget Særproblem. Blot maa det lægges omhyggeligt tilrette. Særlig maa man passe paa ikke at negligere Transportbevægelserne i Staccatotonerne.

Der melder sig nu Spørgsmaalet: hvordan tilegner man sig praktisk disse Bevægelseskomplexer? - og her foreligger der en Del Værker fra Stoffregens Haand, som man roligt kan kalde epokegørende i Kraft af deres Grundsynspunkter og disses konsekvente Gennemførelse. Der er indtil Dato udkommet:

Forstudier til Klaverteknik.
Lette Forstudier til Klaverteknik.
Anslagsstudier I og II.
Dobbeltgrebsstudier.
Brudtakkordstudier.
Skalastudier.
Trillestudier.
Staccatostudier.
Pedalstudier.
Videreudvikling af Klaverteknik.

(Alle Skandinavisk og Borups Musikforlag).

Tidligere lavede man øvelser over de gængse tekniske Former: Tertser, Oktaver, Skalaer, Treklange o. s. v. - eller stillede Opgaver som f. Ex. øvelser med Liggetoner, eller Træffeøvelser (tænk blot paa Czerny, Pischna, o. lign.!). Stoffregen derimod konstruerer sine veølser saaledes, at der stedse er valgt de Tangentkombinationer, der direkte kalder paa den nødvendige Bevægelse - med Udelukkelse af alle Biproblemer. Endvidere er alle øvelserne for venstre Haand tangentsymmetriske med højre Haands øvelser, d. v. s. venstre Haand kommer til at udføre de samme Bevægelser som højre Haand - i Modsætning til tidligere Tiders øvelsesværker, hvor venstre Haands øvelser var en toneret Gentagelse af højre Haand en Oktav dybere. - Alle øvelserne udføres med een Haand ad Gangen, idet Sammenspillet mellem Hænderne jo er et Problem for sig.

I »Forstudier til Klaverteknik« er det nødvendige øvelsesmateriale samlet for den, der ønsker at bygge sin Teknik op fra Grunden.

Kapitel I omhandler det simple Tangentnedtryk, først adskilte Toner, een, to, tre og fire Tangenter ad Gangen - og derefter Enkelttoneforbindelser uden Over- og Undersætning. - Kapitel II behandler Rotationsbevægelserne, de simple og de mere sammensatte.

Naar disse Grundbevægelser er tilegnet, kan man efterprøve dem paa de kendte tekniske Former: Treklange, Firklange, Skalaer og Triller. - Det maa her nævnes, at Stoffregen har fuldendt det af andre paabegyndte Oprydningsarbejde med Hensyn til konsekvent Fingersætning i venstre Haand i Arpeggier og Skalaer udfra Tangentsymmetrien.

Derefter kommer et Kapitel med Dobbeltgrebsfølger, herunder Glidninger. Tiende Kapitel er om Staccato, elvte om Forbindelsen af Legato og Staccato i Dobbeltgreb og Akkorder. Tilføjet er nogle faa Pedaløvelser samt en Oversigt over Tangentsymmetrien.

»Lette Forstudier til Klaverteknik« er en Forenkling af Forstudierne, beregnet for større Børn eller Voxne med meget ringe Er
faring i Nodelæsning. -

Mens »Forstudier til Klaverteknik« indeholder Nøglen til Bevægelsernes Tilegnelse, tager Stoffregens forskellige Etuder Problemerne op til en grundigere Behandling. Her gør de samme Grundsynspunkter sig gældende som ved øvelserne. Problemerne fremtræder saa enkelt som muligt, Hænderne er ligeligt betænkt, - og samtidig med at Stykkerne vidner om en usvigelig musikalsk Smag, afleder det musikalske Indhold intetsteds Opmærksomheden fra det tekniske. Det klinger hverken mere eller mindre end behageligt. Naar dertil føjes, at alle kedsommelige Gentagelser er undgaaet, baade i Bevægelser og i Tonekombinationer, vil man forstaa, at disse Værker danner et Særsyn indenfor Etudelitteraturen. - Udrensningen af Problemerne giver sig et tydeligt Udtryk derved, at den akkompagnerende Haands Part hele Tiden er saa ukompliceret som mulig, som Regel blot nogle Enkelttoner, sorn er uinaadelig lette at naa - undtagen selvfølgelig, hvor selve den Vanskelighed, der skal overvindes, er Sammenspillet mellem Hænderne.

Indholdet i de fleste af Etuderne er en direkte Uddybelse af Forstudierne, uudtagen en enkelt af Anslagsstudierne Hefte l og hele andet Hefte, som omhandler dels klanglige Problemer i Forbindelse med Pedalbehandlingen, dels nogle specielle Vanskeligheder som Tonerepetition og Akkorder i meget spredt Beliggenhed.

I Stoffregens Pedalstudier er Grundprincipperne i Pedalbrugen klarlagt paa en yderst letfattelig Maade, dels i Text, dels i Nodeexempler. Konsekvent er her Klaversatsen gjort saa overskuelig og letspillelig som overhovedet muligt, saa at den spillende uhindret kan beskæftige sig med Pedalbehandlingen. -

Endelig er der Arbejdet »Videreudvikling af Klaverteknik«. Mens Forstudierne var en Hjælp til at tilegne sig de Bevægelser, som Stoffregen mener ligger til Grund for Teknikken, er »Videreudviklingen« en Samling øvelser for den, der allerede besidder en Teknik, saa at man stadig, ved rent abstrakte øvelser, kan forfine sit øre og sine Spillebevægelser. I Modsætning til Stoffregens øvrige Arbejder er der her ikke tænkt paa nogen bestemte tekniske Principper; ligegyldigt efter hvilke Principper inan har lagt sin Teknik tilrette, kan man modtage rige Impulser fra denne øvelsessamling.

Til Grund for øvelserne ligger en vidtgaaende Udskillen af de tekniske Formers Grundelementer, og imellem disse er valgt dem, som Erfaringen viser er mest teknisk befordrende. Det er Femfingerøvelser, kromatiske Dobbeltgreb, Oktavstaccato, øvelser i Oversætning og Undersætning, Sammenspil i Brudtakkorder og Skalaer, og desuden blinde Oktaver.

Det nye, det, hvorved dette Arbejde adskiller sig fra tidligere kendte »daglige vøelser«, bestaar deri, at det tager direkte Sigte paa øvemaaden. Stoffregen opstiller tre tekniske Kvaliteter: Egalitet, Hurtighed og Styrke, og raader til at øve hver af dem for sig. Og i Stedet for slavisk at gentage de samme Toner, som man tidligere har brugt det, er disse øvelser lavet paa den Maade, at nogle Toner forandres, saa at der ustandseligt dannes nye Kombinationer. Ved stadig at vexle mellem forskellige Tangentforbindelser, som ligger tæt op ad hverandre, og sammenligne Udførelsen af dem indbyrdes, skærpes røet og forfines Spillefornemmelsen, og man øver uvilkaarligt ganske anderledes vaagent end ellers. Man stiller stadigvæk sig selv nye Smaaproblemer indenfor den givne Opgave, og Vexelvirkningen af disse Smaaproblemer giver utvivlsomt et rigere Udbytte. -

En samlet Oversigt over Stoffregens Arbejder giver saaledes: To Hefter »Forstudier til Klaverteknik«, sværere og lettere, »Videreudvikling af Klaverteknik«, et Specialhefte i Pedalbrug samt ialt, syv Etudehefter.

I sin Helhed udgør dette vel nok et fuldstændigt øvemateriale; kun Bogen med Beskrivelsen af selve Spilleteknikken mangler.

Årgang 11/1936, nr. 06