Du Puy-forskningen

DU PUY-FORSKNINGEN

AF FRITS EIBE

JEAN Baptiste Edouard Louis Camille Du Puy, Komponisten af Syngestykket »Ungdom og Galskab«, som siden Førsteopførelsen d. 19. Maj 1806 har hørt til det kgl. Teaters Repertoire, er antagelig født sidst i 1760'erne i Baigorry i Basse Navarre i Syd-Frankrig. Efter Du Puys egne Udtalelser, som de ældre Biografer støttede sig til, skulde han være født i Schweitz nemlig i Corcelles ved Neufchatel og først i 1773. Allerede Du Puys Descendent, Redaktør, cand. jur. Andreas Buntzen (1859-1930) har imidlertid paavist, at Fødestedet maatte være Syd-Frankrig, idet Pierre-Henri de Meuron, der formentlig er Du Puys Fader, paa det Tidspunkt ejede en Kobbermine i Baigorry og først senere flyttede til Schweitz, da han købte Godset Corcelles sur Concise (et andet Corcelles). Musikforfatteren, Redaktør Axel Kjerulf, som i længere Tid har indsamlet Stof til en Bog om Du Puy, er derimod den første, som har konstateret og forelagt for Offentligheden i en smukt affattet og interessant illustreret Artikel i »Politiken«s Søndagstillæg »Magasinet« for 12/3 1933, at der hos Meuron tjente en domestique cuisiniére, som kaldte sig Dupuis og maaske er Du Puys Moder. Hermed falder rigtignok den endnu af S. A. E. Hagen i Briekas biografiske Lexikon hævdede Antagels'e, at Du Puy havde Navn efter en Slægtning, der var Stadsmusikant i Genéve, og hos hvem han fik sin Opdragelse. Det er denne Mand, som Du Puy i et Brev fra 1809 (se nedenfor) kaldte sin »Fader«. At Du Puys Fødeaar ikke kan være 1773, ser Hagen i sine Optegnelser paa det kgl. Bibliotek begrundet i, at han saa kun var 16 Aar gammel, da han blev ansat som Koncertmester hos Prins Heinrich af Preussen (en Broder til Frederik den Store), der tog sig saa varmt af hans Uddannelse, at Sagnet - som Du Puy selv med en vis Trang til Mystik støttede - lod ham være Prinsens Søn. Carl Palmstedt i sin »Minnesteekning« (Stockholm 1866) finder ganske vist ikke noget mærkeligt i, at Du Puy kun var 16 Aar gammel i 1789, idet han selv havde kendt Du Puy allerede i 1799, »då han var en helt ung man«. »Svenska theaterminnen«, der opgiver Fødselsaaret som 1767, hvad Palmstedt bestrider, er sikkert nærmere ved Sandheden. Du Puys Datter Camilla, gift med den ældre Andreas Buntzen, har da ogsaa fortalt sin Dattersøn, den senere Nationalbankdirektør R. Strøm, at hun havde det Indtryk, at Faderen gjorde sig yngre end han var, da hun sammen med sin Mand og deres ældste Børn besøgte ham i Helsingborg i 1820.

Du Puys første Ungdom er lidet belyst. Man ved ganske vist om den Undervisning, han nød i Paris i Violin- og Klaverspil. Men hos hvem har han faaet sin Stemme uddannet, og hvornaar stod han for første Gang paa en Scene? Sandsynligvis er hans Debut faldet i Rheinsberg, hvor han som før omtalt kom i Tjeneste 1786 som Violinist, fra 1789 Koncertmester hos Prins Heinrich, der her førte et franskpaavirket Hof med fransk Teater og et Orkester, hvis Dirigent var den navnkundige Komponist J. A. P. Schulz, senere Kapelmester i København. I Rheinsberg maa Du Puy have medvirket under Schulz i Opførelsen af dennes Musik til Racines »Atalia«, hvoraf Ouverturen for nogle Aar siden blev udført i Studentermusikforeningen under Mogens Wöldike.

Som allerede antydet, har Du Puy haft det for en Musiker enestaaende Talent, at han paa en Gang var Violinist, Sanger, Skuespiller og Komponist. Denne Mangesidighed gjorde ham velset, hvor han slog sig ned under sin omflakkende Tilværelse. Letsindighed forbundet med en vis Respektløshed medførte Gang paa Gang Udvisning af Landene. Saaledes først.i Rheinsberg 1792, hvor han var redet ind i Kirken midt under Gudstjenesten, derefter i Stockholm 1799 for at have sunget en revolutionær Vise og endelig her i København, hvortil han flygtede fra Sverige, og hvor han i 1809 indlod sig paa et Forhold til Prinsesse Charlotte Frederikke, gift med den senere Christian VIII. Opdagelsen medførte hans Landsforvisning for stedse, hvorunder han efter nogen Omflakken i Tyskland og Frankrig paany tog Ophold i Sverige, hvor i Mellemtiden de politiske Forhold havde ændret sig efter Gustaf IV's Afsættelse.

Du Puy var en livfuld Kunstner, der ogsaa som Menneske fortryllede alle, hvem han kom i Berøring med, særligt dog Kvinderne, for hvem hans Skønhed og Charme var uimodstaaelig. Utallige Erobringer fyldte hans Liv til det sidste. De nærmere Data i hans brogede Liv vil man finde i de let tilgængelige mere omfattende Biografier: Overskous Fortale til Klaverudtoget af »Ungdom og Galskab« og Artiklerne i Brickas og det nye Dansk biografisk Leksikon. Den mest omfattende Litteraturfortegnelse findes i »Dansk biografisk Haandleksikon«. Som Budbringer af en ny Tid og Formidler af det, som dengang optog det musikalske Europa, er hans Betydning større end f. Eks. Kuhlaus. Selv om Du Puy i sit Repertoirevalg begunstigede den franske Opéra comique eller Operette, som den tit kaldtes i Datidens Sprog, og i sin Egenskab af Symfonidirigent'dyrkede Krommer og Romberg, maa det dog ikke glemmes, at han var Mozart-Kender af Rang og tidlig virkede for Udbredelsen af Mozarts Kunst. Hans Udførelse af Titelrollen i »Don Juan« baade her og i Stockholm ikke alene muliggjorde Opførelsen af »Operaernes Opera«, man gav ham for alle Tider Pladsen ved Siden af de faa virkelig store Fremstillere (d'Andrade, Forsell) af dette - ved Siden af Leporellos Rolle - i Kraft af de paa engang musikalske og psykologiske Fordringer maaske vanskeligste Parti i hele Operalitteraturen. I Sverige skal Du Puy i Slutningsseenen af »Don Juan« med en af ham selv tilkomponeret (!) Udvidelse (som kun Kendere skal have kunnet skelne fra den originale Musik) af Mozarts Værk have givet Heltens Helvedfart en saa realistisk Udførelse, at kvindelige Tilskuere besvimede.

Du Puys sidste Aar i Stockholm var trods mange Hædersbevisninger (Udnævnelse til Kapelmester og Professor) næppe lykkelige. Han følte sig stadig knyttet til København og sin Familie der, navnlig Datteren Camilla, hendes Mand og Børn, som han kun kunde gense, naar de i nogle Sommere besøgte ham i Helsingborg og paa Hven. Dertil kom Frygt for Alderdommen, som for hans Naturel kun havde været en Plage. Tiltagende Korpulence, kort Hals og Blodstigninger til Hovedet bebudede det apoplektiske Tilfælde, som den 3. April 1822 gjorde Ende paa Du Puys Liv.

Edouard Du Puys Livsbane var saa straalende, hans Charme som Menneske og Kunstner saa uimodstaaelig, hans Oprindelse~ saa gaadefuld, at Forskerne i over et Aarhundrede har følt sig tiltrukket af dette enestaaende Livseventyr. Er end kun Mindet tilbage af den udøvende Musiker og den dramatiske Sanger, har han, i sit tredie Kald som Komponist af Koncert- og navnlig dramatisk Musik sat sig et blivende Monument, uagtet Du Puys Kompositioner kun for en Del er trykt og selv for de tryktes Vedkommende vanskelige at opspore. Til de trykte Kompositioner hører foruden talrige Lejlighedssange, Danse og Marcher, Violinduetter etc. Fløjtekoncerten i D-moll, der udkom hos Breitkopf & Härtel i 1814 og hyppig høres i den danske Radio. Du Puys Musik er ikke dyb, men frisk, naturligt formet og ofte fængende. Højest naaede han som dramatisk Komponist. Hvor meget end Du Puy prises som udøvende Musiker (Violinist og Dirigent), har hans Optræden paa Scenen dog sikkert været. Klimax, baaret af den saa sjældne Forening af sanglig og dramatisk Kunnen, som en Eftertid har kunnet beundre hos en Herold, en Forsell. Denne medfødte Forstaaelse af Teatrets Krav i Forbindelse med hans kompositoriske Begavelse, skolet ved Studiet af de bedste Forbilleder, har aabenbart gjort det muligt for Du Puy at skabe det endnu livskraftige Mesterværk »Ungdom og Galskab«. Den megen Tale dengang og senere om hans Overfladiskhed og Flygtighed har i hvert Fald ikke passet paa Kunstneren Du Puy. Ligesom hans Fremstilling paa Scenen af Titelrollen i Mozarts »Don Juan« har været præget ikke alene af hans eget erotiske Temperament, men ogsaa af en dyb Forstaaelse af Mozarts Kunst, for hvis Udbredelse han hele sit Kunstnerliv gjorde en overordentlig Indsats, saaledes vidner 1. Akts Finale af »Ungdom. og Galskab« om, i hvilken Grad Du Puy havde tilegnet sig Mesterens Ensembleteknik.

Medens Fortidens Du Puy-Skildrere (Overskou, Palmstedt) væsentlig har grundet deres Fremstilling paa 'mundtlig Tradition og egne Oplevelser, har i Tiden omkring og efter Aarhundredskiftet en Række Forskere sat sig til Opgave ved Kildestudier at komme til Bunds i Spørgsmaalet om Du Puys Oprindelse. Til disse hører G. St. Bricka og navnlig S. A. E. Hagen, som tilbragte sine sidste Leveaar 'med at samle Materiale til en Biografi, der imidlertid aldrig blev gennemført, men til at begynde med var anlagt som Forarbejder til de 2 Forfatteres Du Puy-Artikel (1899) i Brickas biografiske Lexikon. Efter at denne Artikel var blevet anmeldt i »Berlingske Tidende« for 10/9 1899 af cand. jur. Andreas Buntzen, der som Descendent af Du Puy selv havde drevet historiske Studier over Oldefaderens Liv, opstod der et Samarbejde mellem ham og Hagen, der medførte forskellige Rejser, som Buntzen foretog efter Hagens Instruks, men hvis eneste Resultat udadtil blev Andreas Buntzens Artikel i »Ord och Bild« 1902. Om Samarbejdet gives iøvrigt nærmere Oplysninger af Emil Reimer i Tidsskriftet »Musik« 7. Aargang Nr. 8 (August 1923). De afsluttende Resultater af sine Forskninger har Buntzen, hvis Samarbejde med Hagen da synes afbrudt, nedlagt i et utrykt Brev af 7/7 1909 til hans Fætter Etatsraad, Nationalbankdirektør R. Strøm, der som medinteresseret har givet baade Hagen og Andreas Buntzen Oplysninger ud fra sin personlige Viden gennem Samtaler med Bedstemoderen, Fru Camilla Buntzen, f. Du Puy. En Afskrift af Brevet til Strøm har staaet til Raadighed for det nye »Dansk biografisk Leksikon«, hvis Du Puy-Artikel er forfattet af Axel Kjerulf, efter at han gennem ovennævnte Artikel i »Politiken«s Søndagstillæg »Magasinet« havde gjort sig bekendt som Du Puy-Forsker.

Forholdet til Prinsesse Charlotte Frederikke, som Hagen og Bricka ganske kort berører, og som i tidligere 'Tider Hensynet til endnu levende Personer forbød at komme nærmere ind paa, men som forøvrigt har været Genstand for novellistisk og endnu senere dramatisk Behandling, fik i Robert Neiiendams smukke Bog »Ungdom og Galskab« (København 1923) en paa Kildestudier grundet indgaaende Behandling.

Et særligt Kapitel i Du Puy-Studiet danner Efterforskningen af hans endnu eksisterende Kompositioner og disses Katalogisering. Bekendtskabet med den før omtalte gedigne Fløjtekoncert kunde meget vel motivere, at Du Puys andre Koncertkompositioner saavidt gørligt fremdroges for Offentligheden. Var her ikke en Opgave for »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«? V. C. Ravn har paa Grundlag af Datidens Presse udarbejdet en Liste over de af Du Puys Kompositioner, som dengang blev offentlig fremført, og Hagen har med dette som Udgangspunkt fremstillet en Værkfortegnelse, ligesom et tematisk Katalog over Kompositioner, der findes i Stockholm, skyldes hans Initiativ. Den Dag i Dag gøres der forøvrigt Opdagelser. Teatermuseet paa Christiansborg har ifjor erhvervet et Unicum af en Plakat fra det første, tidlig nedbrændte Nørrebros Teater, hvoraf det fremgaar, at Balletten (Pantomimen) »Jenny eller engelska inbrottet i Skottland«, som stammer fra Du Puys sidste Stockholmerophold, ogsaa har været opført her i Landet, nemlig 6/6 1830 paa Nørrebro. Et andet Eksempel paa hans Værkers Skæbne giver Livjægernes Sørgemarche, der i sin Tid forsvandt ved Livjægerkorpsets Ophævelse og i hvert Fald aldrig i sin Originalskikkelse er kommet til Veje. I Hagens Samlinger findes et af J. P. E. Hartmann i dennes sidste Leveaar efter Hukommelsen nedskrevet Klaverudtog. Det kgl. Bibliotek ejer endvidere Gades Arrangement for Orgel, benyttet i Holmens Kirke ved Komponistens Datter, Fru Camilla Buntzens Begravelse i 1871, samt en ved Krigsministeriets Foranstaltning fremskaffet Afskrift af et Partitur for Nutidens Regimentsmusik, altsaa ikke den oprindelige Instrumentation. Paa Grundlag af dette Partitur og Hartmanns Nedskrift af en anden Livjægermarche har Komponisten Alfred Tofft hos Wilh. Hansen udgivet »To Livjæger-Marcher af Edouard Dupuy«, desværre med egne Tilføjelser og uden klar Adskillelse mellem originalt og tilkomponeret. En Efterskrift, dateret København, Marts 1916, giver visse Oplysninger om Marchernes Tilblivelse. En nærmere Redegørelse findes hos T. Hindenburg: Edouard Dupuy og »Livjægernes Sørgemarch«, Særtryk af »Vort. Land« for 2. Januar 1915 (København, 1915, Standard Trykkeriet) .

Andreas Buntzens Artikel i »Ord och Bild« hviler for en Del paa nogle Breve fra Du Puy væsentlig til Datteren og hendes Mand, Premierløjtnant. Andreas Buntzen, der den Dag i Dag er i Familien Buntzens Eje, og som - skrevne paa Fransk i Aarene efter Forvisningen fra Danmark - giver et ualmindelig levende Billede af deres spirituelle og dog samtidig følelsesfulde Afsender. Disse Breve har nu med Frøken Magna Buntzens Tilladelse cand. mag. Jan Neiiendam offentliggjort i Personalhistorisk Tidsskrift (10. Række 2. Bind, 1935) og dermed gjort det muligt for videre Kredse at komme under Indflydelse af den Charme, som aabenbart, besjælede alt, hvad Du Puy foretog sig. Skildringen af Vinterrejsen gennem Nordtyskland er trods den ironiske Form rystende, og det er gribende, hvorledes den tilsyneladende letsindige Omflakker og uhjælpelige Boheme i Virkeligheden havde fundet sig et Asyl i København, hvortil han længes, og hvis Beboere han savner trods al Virak i Stockholm. En klædelig Selvironi lægger han for Dagen, hvor han bebrejder Datteren hendes Dovenskab med at skrive og deri genkender sit eget Blod. Som Kunstner havde han sikkert ingen Bebrejdelser at gøre sig for Dovenskab!

Brevene er forsynet med en fortræffelig Fortale og et minutiøst Noteapparat. Det er et rent Fund at kunne godtgøre, hvem »Jensen« er (Brev 4'). Til Noterne blot følgende: »L'affaire du pauvre B..« (Brev 2) sigter ifølge Andreas Buntzen til Løjtnant Bartholin, SOM fulgte Du Puy ud af Landet og blev straffet, fordi han i Hamborg ikke forhindrede, at Du Puy opsøgte Prinsesse Charlotte Frederikke i Altona. I det samme Brev taler han om i Genéve at besøge sin Fader, som han ikke længe havde hørt, fra. Denne Bemærkning finder Hagen med Rette interessant. Ifølge Andreas Buntzens Undersøgelser skal Faderen nemlig være død allerede i 1801. Den Fader, som Du Puy sigter til, maa derfor være Plejefaderen i Genéve, efter hvem han ifølge Traditionen havde Navn. I Brev 3 (August 1810) tales der om en Forandring, som Svigersønnen har fundet ved sin Tilbagekomst fra Besøget hos Du Puy paa Hveen. Der sigtes aabenbart til Svigersønnens -Fader, den ældre Andreas Buntzen, der døde d. 2/7 1810. 1 Brev 4 opfordrer Du Puy Datteren Camilla (Cecile) til, at hun skal prøve paa at opnaa Kongens Tilladelse til, at han besøger Familien. Datteren har selv fortalt sin Dattersøn R. Strøm, at hun i sin Tid søgte Audiens hos Frederik VI, men uden Resultat.