Radionyt Maj Juni Juli

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 06 - side 147-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

RADIONYT MAJ-JUNI

At den nye danske Musik ved Kapelmesterkonkurrencen blev ligestillet med andre Musikarter var et glædeligt Tegn paa, at Radioledelsen er ved at blive sig sit Ansvar overfor Samtiden bevidst. Af Emborg hørtes en Concerto for Klaver og Strygere, som man maaske paradoksalt kunde kalde for Koncertmusik for Amatører; den klare Form, den rene Diatonik og det hjemlige Dur og Moll

alt dette i Forbindelse med teknisk Overkommelighed. ogsaa. i Solopartiet - alt dette er gode Aktiver for Stykket. Høffdings Koncert for Obo og Strygere er skrevet af en Musiker, hvis tekniske Mesterskab sætter ham i Stand til at give sin Tanke det adæquate Udtryk. Hvad der ogsaa. giver dette Værk Præg af Fuldmodenhed er Temaernes Plastik, f. Eks. den fuldstændige Balance mellem op- og nedadgaaende Bevægelser. Særlig smuk var Opbygningen i 2. Sats: først urolige pizzicati i Modsætning til den melodisk rolige Solo, som efterhaanden ligesom lokker de andre Instrumenter frem og forener sig med dem i polyfont Spind. Over hele Værket er der det fine og friske Præg, der er Høffdings Karakteristieum. Det er sikkert udmærket, at Basunisterne har noget at spille, og Axel Jørgensens Suite har derfor sin Berettigelse, men en saadan praktisk Værdi er dog ikke Grund nok til en Opførelse ved en saa officiel Lejlighed, og nogen anden Værdi end denne rent praktiske syntes Stykket ikke at rumme. Den sidste Aften spilledes Tarps Ouverture Op. 35. Det er det bedste Stykke af Tarp, vi endnu har hørt i Radio. Ligesom hos'Barokniestrene er Satsen en bred Opbygning over eet, meget markant Tema, og Stykket strømmer af Sted fra første til sidste Takt i en flydende drilsk Musiceren; selv det langsomme Indskud virker organisk som Forberedelse til den store Slutningsstigning.

Ved en Udsendelse af ny dansk Musik hørtes Koppels Klaverkoncert. Stærkt og sundt virkede dette Værk med de tonalt frie Temaer og den kraftige Rytmik; ypperlig var især Udviklingen fra den rolige Begyndelse i 2. Sats til den bevægede Finale, en Udvikling, der sættes i Gang af Klaverets energiske Modbevægelser til Tutti'ets baarne ""Melodik. Riisagers Suite rummede gode Momenter, saaledes en smuk po~yfon Stryger

strofe i 2. Sats og en morsom Spillemandsmusik i Intradaen; den rytmisk spændstige Marcia fik dog ikke Lov til at udfolde sig rigtigt, men blev afbrudt i Utide, det var Synd for den gode Idé.

De dygtige Blæsere Bentzon, Wolsing, Allin Erichsen og Roikjer havde sammensat et godt nordisk Program. Riisagers Concertino, var baaret af en lys, pastoral Tone. 2. Sats var særlig god med sine selvstændige, blidt glidende Stemmer, og klar var Formen i sidste Sats med de virkningsfulde Imitationer. Sparre Olsens Suite i 5 Satser var et fornøjeligt og i den knappe Form dog velbygget Arbejde. Forbløffende var Dissonansbehandlingen med de overraskende, men altid logiske Opløsninger, og Humør var der nok af i dette lille dristige Værk. Melartins Trio var mere romantisk traditionel med sit Wagnerske Tema i 1. Sats; der var heller ikke megen Polyfoni trods Titler som Fuga og Kanon, men velklingende var Stykket og godt blev haade det og de andre Ting spillet.

Der er ogsaa Grund til at nævne en .Trio, af Roussel, yp,,perligt spillet af Gilbert Jespersen, L. Gunder og T. Anton-Svendsen. Det var et meget elegant Arbejde; de ostinate Ledsagefigurer blev udnyttet paa en saadan Maade, at Stemmerne virkede ganske selvstændige, og en Slags Polyfoni opstod. Imponerende var ogsaa Ensemblets klanglige Udnyttelse: 3. Sats' Mellemstykke var utrolig fint og drevent i klanglig Henseende med Fløjte og Strygerflageoletter.

Sangforeningen Brage, over hvis gode Stemmer man godt kunde have glædetsig, hvis de ikke havde sunget saa falsk,havde sammensat et moderne Program.Fremhæves bør Høffdings: den lyse Nat,der, med sin rolige, velafvejede Begyn-delse og Slutning og derimellem den be-vægede Mellemsats, gengiver Seedorfs Tekst med dens Blanding af Stilhed og Uro. Der var ogsaa et morsomt Kor-stykke af Weis, og Afdelingen sluttedemed et Par af Dirigen * ten 0. Gyldmarksnaturlige og derfor folkelige Ting.

Hermann Koppel spillede en Suite impetuoso af Agersnap. Værket staar paa Overgangen mellem Senromantik. o.' Ekspressionisme: rapsodisk, med klanglige Effekter og rytmiske Eksplosioner, men uden egentlig tematisk Struktur. Det samme gælder i Grunden de Stykker af Sjostakovitsj, som Otto Mortensen fremførte. Der var gode Tilløb, f. Eks. den faste Marschrytme i 3. Prelude, men ellers syntes Komponisten ikke at være naaet meget længere end Skrjabin. Udsendelsen viste tydeligt, at Mortensen ogsaa behersker denne Stil fuldkomment, og heri laa nok dens største Betydning.

Sylvia Schierbecks Program bød paa en Sang, som man trygt kan kalde et Mesterværk: Knud Jeppesens: Martssol. Uden et eneste øjeblik at slippe Melo

diens eller Akkompagnementets Grundidé, kun ved Hjælp af smaa melodiske Varianter, Modulationer og lidt Tone-. maleri i Klaveret, følger Komponisten Holsteins Tekst Linje for Linje og har derved skabt et Værk med ubrydelig Sammenhæng og dog med de fineste Nuancer. Det vilde dog være Synd i Begejstring over Jeppesens Værk at glemme Aage Larsens: Solskin over Engene, der sluttede Afdelingen; den 'var fin og, bøjelig i det melodiske og med en usvigelig sikker Tekstdeklamation.

RADIONYT JULI

Tuxen dirigerede en stor moderne Udsendelse, der bl. a. bød paa Ravels Introduction og Allegro for Harpe og Orkester, et Stykke med alle kendte impressionistiske Klangtricks, iblandet en Portion romantisk Sentimentalitet, der maaske skyldtes det solistiske Harpeskvulp; dog var Formen klarere end ellers hos Ravel, Indledningstemaet vendte tilbage mod Slutningen i ændret Instrumentation. Saa kom man i bedre Luft med Bentzons Variationer over Lave og Jon. Temaet er velegnet for B.s lineære Skrivemaade, og Stykkets Opbygning er meget fast, een Variation formes tit over en Ledsagefigur i den forrige, og Instrumentationen er afvekslende med Solosteder for Klaveret eller Slagværket ind imellem Strygersatsen. Et morsomt Stykke er ogsaa. Hindemiths: Ein Jåger aus Kur Pfalz, ægte Polyfoni med Stemmer, der skærer tæt. mod hinanden i selvstændige Linjer og Temaet, der dukker op de mærkeligste Steder - snart i høje Træblæsere, snart i dybe Strygere. Med Tochs: Bunte Suite sluttede Koncerten, det er et noget ujævnt Arbejde, bedst virker den fast formede Adagio med den store Stigning og det gennemførte Pizzicatomotiv og Karusselsatsen; svagere var f. Eks. Marionetdansen - saadan Musik skriver Stravinski bedre.

Tuxen kan vi ogsaa takke for en god Opførelse af Høffdings 3. Symfoni. Det koger af Temperament i dette Høffdings Gennembrudsarbejde, men den dygtige Musiker sporer man i den udprægede økonomi - intet Motiv forsvinder, før det er helt udnyttet, det giver den brede og vægtige Sats, der paa dette Punkt kan minde om Brahms. Allerbedst var maaske anden Sats: først ganske stille og lyrisk, saa en gradvis Opbygning til

en mægtig Mellemsats med et Par spændte Linjer over de brusende Strygere og saa en dejlig Slutning med Orgelpunktakkord og Hovedtemaet, der klinger i Hornet. Radioen skal have Tak for denne Genopførelse.

Esther Vagning spillede en Afdeling dansk Musik, der indeholdt en Suite (Sydvest, Sweater og Shag) af Schierbeck, - et Stykke, der viste sin Autors, Evne for at skrive en klang- og effektfuld Sats; bedst virkede Indledningen med den gennemførte rytmiske Figur. Riisager var derimod ukendelig i de~ fire Epigrammer, Stykker nærmest i Schumanns melankolsk-capriciøse Stil med Dur og Moll og Kromatik.

Den med en smuk Stemme udrustede Fru Marie Meier-Hansen sang en Eftermiddag danske Sange. Foruden den før omtalte: Martssol fremførtes ogsaa to andre gode Sange af Knud Jeppesen: De smaa Veje og: Store Jon. Ogsaa disse Sange udmærker sig ved en fast Melodik og en frisk Harmonik med kirketonalt Anstrøg f. Eks. mixolydisk i: De smaa Veje. Bangerts: Krusemynt er en god gennemkomponeret Sang med en yndefuld Melodi; særlig smuk er den smidige Tilbagevenden til Begyndelsen efter Mollstedet. Med et Par af Schierbecks flotte Ungdomssange sluttede Afdelingen.

Endelig skal nævnes nogle Smaastykker for Blæserkvintet af J. Ibert, som det ovenfor omtalte unge Ensemble forstærket med Lanzky Otto fremførte. Det var to livlige Folkedansesatser og en meget fin og nydelig Pastorale, dygtigt og smagfuldt Arbejde, der faar een til at ønske at høre noget mere af denne Komponist.

Walter Zacharias.

Årgang 11/1936, nr. 06