Folkelige musikproblemer med særlig hensyntagen til gymnasieskolen

FOLKELIGE MUSIKPROBLEMER MED SÆRLIG HENSYNTAGEN TIL GYMNASIESKOLEN

AF KARL S. CLAUSEN

DER er tre stadier på et skolefags vej til fuldkommengørelse på papiret vel at mærke. Det første stadium er en »anordning«, som kort formulerer formålet med undervisningen og opstiller de discipliner, der anses for nødvendige for at nå målet. Næste stadium er en »bekendtgørelse«, der på en noget bredere basis beskæftiger sig med det samme og gir retningslinier for disciplinernes anvendelse i praxis. Tredie og sidste stadium er et »regulativ«, der betegner toppunktet af indsigt i fagets pædagogiske tilrettelæggelse, ret detailleret, en fastlæggelse af fagets progression efter alderstrin og klasser, ofte med en uddybende behandling af en enkelt disciplin, eller et punkt indenfor denne, under hensyntagen til såvel indholdets art som indholdets behandling i undervisningen.

Sang i gymnasieskolen - her er vi foreløbig nået til stadium 1 og 2. Tredie stadium er dog vistnok på trapperne, altså en gymnasiesangundervisningens systematiske pædagogik eller pædagogiske systematik - som man vil. Jeg skal ikke foregribe begivenhedernes gang med forsøg af sidstnævnte art.

Tværtimod - jeg har opfattet min opgave mere negativ. D. v. s. at jeg har bestræbt, mig for at finde så meget som muligt at gøre vrøvl over. Og jeg har ikke kunnet undgå at indskyde nogle principielle betragtninger, som ikke tar specielt sigte på gymnasiet, men er møntet på hele den nuværende musiksituation, for så vidt den falder ind under begrebet »folkemusik«. Det sker ud fra den erkendelse, at visse problemer som f. eks. den indholdsmæssige side ved sangundervisningen, som den fremtræder i valg af sangrepertoire og tilrettelæggelsen af musikhistorien, må være fælles for alle skoleformer, inclusive folkemusikskolen.

Den vilje til ny-orientering inden for sangundervisningen, som for 6-7-8 år siden satte sindene i bevægelse og var i stand til at rette bestræbelserne i nogenlunde samme retning, er foreløbig faldet til ro og har fundet et stade i de nævnte forordninger, som for gymnasiets vedkommende bærer årstallet 1935. En sammenligning med tidligere tiders krav og praxis viser en betydelig fremgang. Uden at træde nogen af de ældre for nær, kan man godt tale om et ligefremt systemskifte. - Imidlertid udtrykker ' et systemskifte ikke noget for.alle tider almengyldigt, men noget der indenfor et afgrænset tidsrum betegner det klareste udtryk for de idealer, der binder een bestemt eller flere beslægtede befolkningsgrupper sammen til en interesseenhed. Men forholder det sig således, vil ethvert systemskifte bære kimen i sig til ny kritik, nye spørgsmål, nye forsøg og evt. nye fremtidsperspektiver.

Og idet jeg går over til mit egentlige forehavende, kan jeg ikke lade være med at anføre nogle bevingede ord af den gamle biskop for Sjælland, Jesper Brochmand, der finder anledning til at rose kong Christian 4. for hans ortodoxe, sindelag på følgende måde: »Fra din første regeringstiltrædelse har du arbejdet derhen, at alle dine undersåtter tænkte og talte ens om guddommelige ting.«

Idet jeg citerer dette vil jeg ikke beskylde sanginspektøren, magister Wöldike, for, at han arbejder derhen, at alle hans undersåtter tænker og taler ens om musikalske ting. Tværtimod synes jeg, der er grund til at fremhæve-den frihed, som sanglærerne faktisk har, og det både m. h. t. det metodiske i undervisningen og m. h. t. den indholdsmæssige side af sagen, når der blot arbejdes på lødigt grundlag.

Noget andet er det med disse kongelige anordninger og betænkninger, som vel nok er uundværlige i et samfund, men har den kedelige egenskab, at de udtrykker tanken om det vedtagnes evige beståen: status quo - basta.

Heroverfor skal det hævdes at en revision, en ny-orientering stadig vil være nødvendig, hvis sangundervisningen skal holde, sig levende og modtage impulser fra de skiftende tiders behov. Nogen ensretning og enighed er næppe mulig og heller ikke ønskelig i det praktiske liv. Jeg anser det derfor i sidste instans for min opgave at påpege, at de nugældende bestemmelser for og tendenser i sangundervisningen på visse punkter er ensidige, nemlig der hvor der er tale om sangundervisningens indhold. Hermed går jeg over til forskellige punkter i tvangfri rækkefølge.

I. Sangundervisningens formål.
Som det var at vente, går der en rød tråd gennem de forskellige skoleformers definitioner af sangundervisningens formål. Klarest og kort og godt er det udtrykt i »forslaget, til kgl. anordning angående undervisningen i sang i mellemskolen«. Der står:

Undervisningens formål er at lære eleverne en fri og naturlig behandling af deres stemmemidler, at udvikle deres almindelige musikalske anlæg, at give dem kundskab om og forståelse af dansk folkeog kirkesang, samt meddele dem et grundfond af danske sange og salmer.

Undervisningen bør derfor omfatte:
1. Stemmedannelse.
2. Elementær musiklære med indførelse i musikkens historie.
3. Enstemmig folke- og kirkesang.
4. Flerstemmig sang (eventuelt sammenspil).

Denne definition dækker næsten ord til andet den definition, som er anvendt for gymnasiets vedkommende og allerede er blevet lov. Gymnasiets definition er lidt kortere: sætningen »at give dem kundskab om og forståelse af dansk folke- og kirkesang, samt meddele dem et grundfond af danske sange og salmer« - denne sætning er her udeladt, uvist af hvilken grund. Ifølge betænkningen skal nemlig de i den udeladte sætning opstillede fordringer honoreres ligesåvel som for mellemskolens vedkommende. Der er altså ingen mening i at f orkorte definitionen.

Under sætningen »undervisningen bør derfor omfatte« forekommer der også en lille mærkværdighed. Punkt 1, 3 og 4 lyder fuldkommen ens for mellemskolen og gymnasiet. Men i mellemskoleordningen, hedder punkt 2: »Elementær musiklære med indførelse i musikens, historie«. I gymnasieordningen hedder punkt 2 kun: »Elementær musiklære« - og tilføjelsen »med indførelse i musikens historie« er blevet til et selvstændigt, punkt 5: »Indførelse i musikens historie«. Det er der vist heller ingen større mening i, med mindre tanken skulde være denne, at musikens historie i mellemskolen er en biting og i gymnasiet en hovedsag. Dette synspunkt fremgår på den anden side ikke klart af de vedkommende betænkninger. I mellemskolebetænkningen kræves der nemlig følgende:

»I musikhistorie gives der almindelig historisk oplysning om folkevisen, om reformationstidens koral og om senere tiders danske folkeog kirkesang i så vid udstrækning som det omhandlede øvelses- og sangstof efter lærerens skøn giver anledning til.«

Og lidt senere, under omtalen af flerstemmig sang, nævnes sorn et af formålene, at der skal meddeles eleverne »en elementær orientering med hensyn til musikalsk stil og form.«

Går vi til gymnasiebetænkningen, så står der i al korthed følgende:
»Der skal i tilknytning til de gennemgåede sange gives eleverne forståelse af den danske folke- og kirkesangs historie. Det er tillige nsøkeligt, at der gives dem en indførelse i hovedtrækkene af musikens historie og former.«

Man kan sikkert blive enig om, at disse fordringer er udtrykt så vagt som muligt, hvilket måske ikke er så forunderligt endda, eftersom musikhistorien netop er den nye og foreløbig ret uprøvede side i vor tids bestræbelser for en højnelse af skolesangen.

Ved første øjekast ser det jo nemlig virkelig ud, som om mellemskolen er sværere end gymnasiet. I mellemskolen fordres reformationstidens koral - den er ikke en gang nævnt, i gymnasiet - der er der i al almindelighed kun tale om dansk folke- og kirkesang. Og i mellemskolen påbydes der en elementær orientering i stil og form - i gymnasiet er musikens historie og former kun ønskelige.

Det er klart, at dette ikke er meningen. Hensigten er - og praxis, bliver selvfølgelig, at gymnasiet betegner en progression i fordringerne. Men hvis dette er tilfældet, må der være noget galt enten med definitionerne eller med selve fordringerne. Og hvis dette sidste er tilfældet, må der være noget galt begge steder. Jeg vil straks sige, at jeg hælder til den sidste anskuelse. Men det fordrer en begrundelse, som først kan komme på et senere tidspunkt under omtalen af sangrepertoiret. Her var det mig kun om at gøre at påvise uoverensstemmelser i fordringernes ordlyd.

II. De særlige undervisningsforhold i gymnasieskolen.
I de senere års diskussioner har sangundervisningens teknik spillet en særlig fremtrædende rolle - stemmedannelse og den elementære musiklære alias hørelære. Et fornyet indlæg om disse discipliners, centrale stilling i sangundervisningen er ikke nødvendig. Sagen må, hvad det principielle angår, anses for uddebateret, med det resultat, at stemmedannelse og hørelære - under den ene eller anden form - er knæsatte som al sangundervisnings grundvold. Skeptikere får næppe lov til at rokke ved det mere.

Spørgsmålet blir da for vort specielle emne, på hvilket stadium man må tage fat i gymnasieskolen, altså henholdsvis l. mellem og 1. G., hvor elevmaterialet som regel er nyt, i 1. mellem fuldstændig, i 1. G. delvis. Hvilke forudsætninger møder eleverne op med, når læreren mødes med dem i den første sangtime?

Svaret kan falde kort: som regel slet ingen. De har selvfølgelig sunget en del fædrelandssange og salmer, men derudover er de som .regel blanke, med mindre de tilfældigvis spiller et eller andet instru ment. - Her skal kun belyses nærmere et enkelt sted i landet, til gengæld næppe det dårligste, i alle fald det største, nemlig København. Spørgsmålet er da, hvad eleverne burde møde op med. Her er vi så heldige at have »Planen for Sangundervisningen i Københavns Kommuneskoler« at holde os til. Planen for undervisningen i nodelære lyder her for 4.-5. klasses vedkommende som følger:

»Nodernes navne og pladser fra lille oktavs g til tostreget oktavs g; lige, ulige og sammensat takt med halvnoden, fjerdedels- og ottendedelsnoden som tællenode; skiftende rytme; de øvrige almindeligst forekommende nodeværdier (pavser) ; durskalaens opbygning og intervaller, intervaløvelser. - Eleverne opøves i at følge melodilinien og rytmen i de foreliggende melodier.«

Dette betegner vist nok højestefordringerne, men selv om man trækker lidt fra, blir der ikke så lidt tilbage. Men det, der blir tilbage, mærker man sjældent noget til endnu da. Der må tilsyneladende god tid til, inden en reform trænger helt igennem. - Dog må det retfærdigvis tilføjes, at der kan være forskel. På en bestemt statsskole i København var der for et år siden en usædvanlig flink 1. mellem.. Det viste sig, at en stor del af eleverne korn fra samme kommuneskole. Mens det er nemt at arbejde med en sådan klasse, kan det være uhyre besværligt at arbejde med en dårligt trænet klasse. Det værste~ er ikke det, at de ikke kender noderne, men at de ikke. er vant til at. bruge deres stemmer på en fornuftig måde. Resultatet foreligger i. form af en masse dårlige sangere, halvbrummere, med ringe stemmeomfang, dårlig udtale o. s. v., et onde, som særlig vil vise sig i drenge klasser. Senere hen, når stemmerne er gået i overgang, er det allright igen. I. G. har ikke de nævnte besværligheder, og antallet af brummere er her ubetydeligt.

Men hvad nu med den praktiske tilrettelæggelse, af en time i en 1. mellem af ovenstående art? Klassen består af 2 dele: ca. halvdelen synger pænt, den anden halvdel synger dårligt. Den enstemmige sang kan aldrig blive helt ren, øvelser, som egner sig for den ene gruppe, dur ikke for den anden. - Endelig fordrer betænkningen, at alle elever skal være til stede i sangtimen, også elever i overgangsalderen. Hvorledes nu redde sig ud af disse kalamiteter bestående af praktiske hensyn og - ffir tilffillet - upraktiske love? Når man regner med de normale 2 ugentlige timer i l. mellem, kunde man jo i den ene af dem tage den gode halvdel, i den anden den dårlige del. Eller bedre: 1 time fælles, den anden skiftevis til den gode og dårlige halvdel. Så har man jo desforuden sammensangstimen, som forbeholdes den gode halvdel. Dette er selvfølgelig kun en nødhjælp i yderste tilfælde, og hvis det forøvrigt passer med timeplanen. Men ved denne rendyrkning opnås der utvivlsomt mere end ved strengt at holde på en mildest talt kakofonisk klasseenhed.

Forøvrigt er bestemmelsen om alles tilstedeværelse i sangtimen udslag af en lidt for stor reformiver. I de andre fag kan eleverne dumpe, hvis de sinker klassens arbejde. I sang kan man ikke dumpe, selv om man er et sangligt sjok, uinteresseret og upåvirkelig. Det er egentlig lige hårdt nok for eleven og læreren. Der vilde ikke ske nogen ulykke ved at tage lidt mere large på dette punkt. Forøvrigt er kommunens og gymnasiets bestemmelser noget svævende. De kunde passende bringes i overensstemmelse med hinanden.

I denne forbindelse skal der slås til lyd for, at enhver skole får sin ugentlige sammensangs- og sammenspilstime. Både mellemskoleog gymnasiebetænkningen anbefaler nemlig på det kraftigste, at der gives regelmæssig anledning til sådanne timer. Eksemplet fra en statsskole i København vise'r, at en sådan fordring ikke er utopi. De 2 timer indgår i lærerens normale timeantal og er lagt sådan, at læreren har fri dispositionsret over hele skolen. Ved en sådan ordning vilde en standende bestræbelse om honorering af den slags arbejde være Iøst. Men hvad siger rektorerne?

III. Sangundervisningens indhold.
Ved sangundervisningens indhold forstås her de retningslinier, der i de forskellige forordninger er givet for valg af sange, og de krav, ,der sammesteds er stillet til undervisningen i musikhistorie. På disse punkter er der reformeret adskilligt i den nye sangplan, og nogen .fundamental uenighed er indtil dato ikke kommet til orde ved disse reformer.

Ved valget af sangene henvises der i forordningerne udtrykkeligt til de 2 områder: den danske kirkesang og den danske folkelige sang. Og dette sidste begreb kan i de fleste tilfælde indskrænkes til at omfatte den såkaldte fædrelandssang i videste betydning, måske var det heldigere at anvende udtrykket »hjemstavnssang«.

Tilsvarende er forholdet ved musikhistorien, hvor der kræves undervisning i dansk kirkesangs, historie fra reformationstiden indtil Laub' og endvidere en fremstilling af den danske folkesangs historie. Disse krav optræder i samtlige forordninger, altså både i Kbhvn.s kommuneskole, mellemskolen, gymnasiet og seminariet. Kravene er endvidere nogenlunde ens formulerede både for 12-13 års børn og for 18-20 års unge mennesker. Her er der altså ikke tale om pædagogik - men om ideologi. Den danske sangundervisnings fundament er kirkesangen og fædrelandssangen eller bedre: hjemstavnssangen.

Skal man besvare spørgsmålet, i hvilke kredse denne ideologi hører hjemme, må svaret blive dette: i de grundtvigske kredse (højskolen) og dermed beslægtede befolkningslag.

Det er den grundtvigske retning, der i spørgsmålet om folkemusik - som i så mange andre spørgsmål af folkelig karakter - har taget téten, og hvis idealer i stor udstrækning blev antaget som almen-folkelige, almen-gyldige.

Grundtvigianismens og højskolens store folkelig-kulturelle indsats er denne: en levende menighedssang, med historisk perspektiv og sans for kirkesangens renhed, dernæst en gennemgående ny folkelig sang, det textlige grundlag spændende fra den nationale fædrelandssang til den Jævne, inderligere, ikke-agitatoriske »hjemstavnssang«, hvor den musikalske stil er kendetegnet ved simpelhed i diktion og renhed i interval og harmoni; dens første koryfæer blev Laub og Carl Nielsen.

Denne folkelige sang er vokset organisk ud af folkehøjskolens behov. Dens musikalske stil er fuldt udformet og afsluttet, som enhver musikalsk stil er det, når den vokser ud af et behov. Denne stil fornemmes som den »rigtige«, når der skrives sange af det nævnte indhold - den fornemmes som en »art«. Vil man kort afgrænse og klassificere den, kan den passende kaldes »højskolestilen«. I denne højskolestil skriver da også alle de komponister, der er fulgt efter Laub og Carl Nielsen og har taget samme opgave op som de. Denne stil er det eneste originale, musikalsk værdifulde bidrag til den danske folkemusik i den sidste menneskealder. Dette forklarer for det første, at den vandt indpas i skolen i så stor udstrækning som vel mulig. En fornyelse var praktisk talt kun mulig ved at ty til højskolens nye skatte. Men af denne stils oprindelse af højskolen vil det tillige fremgå, at den i hvert tilfælde ikke i samme grad kan være andre befolkningslags »natu'rlige« stil. De indifferente kan muligvis opdrages, men f. eks. en bevidst socialdemokrat kan ikke »naturligt«, d. v. s. med samme gode samvittighed og overbevisning synge en højskolesang, som vel at mærke er en helhed af musik og text.

Her er vi ved nutidens væsentlige. musikalske dilemma, og en rigtig problemstilling vil her kunne bidrage til at kaste lys over de veje, skolesangen og folkemusiken i fremtiden vil komme til at gå.

Den grundtvigske højskolebevægelse er jo nemlig indtil dato den eneste nyere, danske folkelige bevægelse, der har været kulturskabende, og dette være sagt både i almindelighed og med specielt henblik på musiken.

Her skal der altså slet ikke være tale om højskolens kvalitative eller historiske berettigelse. Problemstillingen må derimod være denne, i hvor høj grad det vil være ønskeligt, og muligt, at neutralisere denne overvejende grundtvigske indflydelse. Dernæst, om vi kan hente fornyelse fra anden side - en fornyelse, som for det første må- tilsigte en ny aktualisering af sangundervisningen i overensstemmelse med brede befolkningslags behov - og en fornyelse, som for det andet må tilsigte en inddragelse af ældre sangstof, som p. gr. af den tidsmæssige afstand virker neutralt, almenmenneskeligt på et moderne menneske.

En lignende problemstilling gælder musikhistorien. Spørgsmålet er her, om der -uden for højskolekredse ikke vil være grund til netop at understrege andre perioder end dem, højskolen ifølge sin livsindstilling har sat streg under. D. v. s. at aktualisere musikhistorien.

Det er lettere at kritisere end at være positiv. Det går også mig sådan. De følgende, betragtninger kan derfor kun få præg af foreløbige, og skitsemæssige forslag.

IV. Nogle forslag.
Angående salmen skal der siges så meget, at den indtar en meget stor plads i sangundervisningen. Jeg tænker absolut ikke på at afskaffe salmesangen. Der-skal dog siges, at det religiøse behov i vide befolkningskredse, måske særlig i København, vitterlig ikke er særlig stort. Og udelukkende at dyrke salmen af musikalske grunde er altid en noget mislig sag. Den større eller mindre anvendelse af salmen i undervisningen vil altid være et spørgsmål om takt. Jeg kunde tænke mig, at den altfor kraftige anvendelse af salmen i visse befolkningslag ligefrem vilde skabe lede ved sangen, og disse mennesker, voksne eller børn, kan være ligeså meget i deres ret som andre, der ønsker at salmen skal indtage en central stilling. Min personlige indstilling er denne, at salmen må dyrkes i netop det omfang, som den enkelte skole kræver det, og det vil for det meste sige, at sangundervisningen på dette punkt må forberede morgensangens salmerepertoire og her virke musikalsk vejledende m. h. t. melodivalg.

Angående det almindelige sangrepertoire, folkesangen, tør jeg ikke i enkeltheder sige, hvor jeg ønsker den grundtvigske indflydelse indskrænket. Det er i mange tilfælde et spørgsmål. om sted. F. eks. kan en folkemusikskole i et socialdemokratisk kvarter i København ikke baseres på samme sangrepertoire som en tilsvarende skole i en fynsk højskoleegn. Dog er mange af højskolens sange netop så almene, ikkeagitatoriske, at de naturligt er gledet ind i f. eks. skolen, der hvad sindelag angår, nok er den mest neutrale enhed i Danmark, d. v. s. politisk og i livsindstilling både det ene og andet, og derfor i realiteten hverken det ene eller andet, så f. eks. salmesang og jazz har mulighed for at græsse side om side. At dette muligvis skyldes begrebsforvirring er en anden sag. Men at højskolesangbogen trods kvalitativ overvægtighed i socialdemokratiske kredse ikke kan erstatte den røde sangbog, er også indlysende.

Den bag ved enhver ægte højskolesang liggende overbevisning om, at vorherre egentlig har fordelt de jordiske goder ganske fornuftigt, så man har grund til at være taknemmelig og tilfreds og prise jorden for dens velindrettethed, da jo dog kun få sidder for rigelig fedt i det, og endnu færre ligefrem lider nød, og i så fald rimeligvis selvforskyldt - denne overbevisning og denne livsfortolkning er den stik modsatte af, hvad der ligger bag ved socialdemokratiets opfattelse af liv og samfund, og derfor den stik modsatte af, hvad socialdemokraten, hvis han vil synge, har brug for.

Hvor kan vi, d. v. s. skolen, da hente fornyelsen? - Her tænkes selvfølgelig i første række på den enstemmige sang. For den ældre tids, det neutrale sangstofs vedkommende, tænkes her særlig på dels ældre dansk folkeligt musikstof, som endnu ikke er alment tilgængeligt, dels på fremmede landes folkevisestof, især de skandinaviske lande, England og Tyskland. For gymnasiets vedkomménde behøver sproget ikke at være nogen hindring med undtagelse af Island og Færøerne. Hvad der i øjeblikket er tilgængeligt af dette stof er forsvindende lidt og ikke altid det bedste, jvf. f. eks. de tyske sange, der findes i de tyske læ sebøger, eller Dansk Vandrelaugs sangbog. Tilrettelæggelsen og planmæssig udgivelse af fremmed og ældre dansk folkevisestof eller folkeligt sangstof er en opgave, der venter på sin løsning.

For det første er det at vente, at nyere komponister vil sætte musik til de lyrikere fra det 20. århundrede, som i livsindstilling har et afgjort moderne, om jeg så må sige, mere hedensk præg. Jeg tænker på digtere som Johs. V. Jensen og Thøger Larsen. Foreløbig er der i det væsentlige tale om en textlig fornyelse. Melodierne har et mere uensartet præg, spændende fra højskolestilen til rytmiske fornyelser, der kan vise påvirkning fra jazzen. I alle tilfælde vil det betale sig at holde øje med, hvad der fremkommer af den art.

Og så er der endelig jazzen, som påstår, at nu kan vi godt kaste alt det gamle over bord, for jazzen er tidens musikstil, og dækker bredebefolkningslags behov. Det er her ikke stedet til at opregne de bevis-. grunde, jazzfolkene kører op med, og de modgrunde, man kan sætteop derimod. (Det er forøvrigt en opgave, der før eller senere må løses,bl. a. for at klare begreberne: »folkelig kunst og folkemusikalske op-gaver i nutiden«.) Men selvfølgelig er jazzen et barn af vor egen tidog appelerer i alle tilfælde til alle de unge, og på eet punkt har jazzenbragt en positiv landvinding, som har folkemusikalsk betydning. Nemlig den enstemmige korsang med klaver- eller orkesterakkompagnement.

Lige så stærkt man må benægte påstanden om, at jazzen har fundet nøglen til hemmeligheden om vor tids musikalske behov og har fundet det eneste grundlag for moderne folkemusikalsk beskæftigelse, lige så kraftigt må man anbefale at lade jazzen blive et led i sangundervisningen. Den har bragt en morsom fornyelse, både textligt og musikalsk.

Den énstemmige sang må anses for det centrale problem ved en fornyelse af sangundervisningens repertoire. Den flerstemmige sang skal ikke behandles her.~ Blot skal der peges på rimeligheden af, at man i undervisningen bestræber sig for at dyrke den moderne flerstemmige sang ved siden af de gamle mestre. Og efterhånden findes der jo ikke så lidt brugbart. En folkemusikalsk bevægelses levedygtighed vil afhænge af, om den også har rod i sin egen tid, og ikke blot i fortiden. Såvel i den nyere sangundervisning som i folkemusikskolen har betoningen i for høj grad været lagt på fortiden. Det kan blive skæbnesvangert for tilslutningen, bevægelsen kan let blive for exclusiv, og så er der jo ingen mening i navnet, hvad enten vi lægger betoningen på folk eller bevægelse.

Jeg vil hermed forlade sangrepertoiret og gå over til musikhistorien.

De musikalske krav er nogenlunde ens formuleret for samtlige skolef ormer uden smålig hensyntagen til alder og udvikling.

Kravene er:
1.) Kirkesangens historie fra reformationstiden.
2.) Den danske folkesangs historie fra de ældste tider.

Mine bemærkninger hertil blir meget summariske, idet jeg foreslår, at gymnasielærerne tar sig alvorligt sammen og påtar sig en drøftelse af dette vigtige gymnasieproblem.

Af punkter, der i denne forbindelse forekommer mig centrale, skal nævnes følgende:

1.) Vilde det ikke være naturligt at give kirkesangens historie en mindre fremskudt stilling til fordel for musikalske perioder og musikalske hovedværker, som ligger nærmere op ad vor tids musikudøvelse? Her tænkes på den overvældende betydning, som radio og grammofon har fået, uden at en tilsvarendeforberedelse til disse goder har fundet sted. Det danske folk en bloc betragtet, i alle tilfælde i byerne, er nu engang ikke noget folk af kirkegængere.

2.) Skal her gøres opmærksom på, at den danske folkesangs historie slet ikke er skrevet endnu. Så jeg gad derfor vidst, hvor mange der egentlig har kunnet give en forsvarlig fremstilling af denne.

3.) Vi må undersøge, i hvilket omfang musikhistorien overhovedet kan drives i mellemskolen. Efter min mening hører den egentlige musikhistorie ikke hjemme i mellemskolen. Mellemskolens discipliner er først og fremmest praktisk sang og hørelære, og derudover måske noget formlære. Jeg gad også her vidst, hvor mange der har gjort noget ud af koralen fra reformationstiden indtil nu og navnlig hvordan. Salmehistorie er jo stilhistorie både i text og musik - det er der mening i i gymnasiet, ikke i mellemskolen. Mellemskolen skal først og fremmest være praktisk.

4.) Musikhistorien hører hjemme i selve gymnasiet, og måske i realklassen på skoler, der ikke har gymnasieklasser. Som landet i jøeblikket ligger, vil jeg mene, at I. G. væsentlig må være praktisk: sang og hørelære. Så kan man begynde med musikhistorien i II. G., hvor eleverne må formodes at have nogle kundskaber af elementær musikalsk art, så man ikke taler helt ud i det blå, samt en vis modenhed, der gør selvstændig iagttagelse mulig.

Ledetråden for udvælgelse af emner må bestemmes af, hvad vore elever særlig får brug for, når de lever deres liv uden for skolen og efter skoletiden, samt af synspunktet »kulturhistorie« svarende til f. eks. oldtidskundskab.

Som emner foreslås derfor følgende:
a. Summarisk redegørelse for kirkemusikens udvikling. Derunder den gregorianske sang og den protestantiske salme.
b. Summarisk redegørelse for udviklingen indtil 1700.
c. Hovedvægten lægges på Bach-Händel-tiden, Wiener-klassikerne, det 19. årh. med Wagner og Brahms som centrale skikkelser, impressionismen med Debussy, det 20. årh. med Bartok, Stravinsky og Carl Nielsen som centrale skikkelser. Som et selvstændigt punkt måske operaens historie i tilknytning til Mozart og Wagner.

5.) Undervisningen må altid være støttet af musikalske fremførelser ved klaveret eller på grammofon. Et godt middel til at vække stilforståelse er uden tvivl sammenligning, i kraft af selvstændig iagttagelse. Først i grove træk, f. eks. Wienerklassikerne mod Bach-Händel, Stravinsky mod Wagner. Senere indenfor samme periode, f. eks. Beethoven-Mozart, Wagner-Brahms, eller Carl Nielsen-Fini Henriques, hvis man har lyst. Godt vilde det være, hvis et udvalg vilde gøre sig den ulejlighed at finde en række repræsentative grammofonplader fra de forskellige perioder. Og heldigt vilde det endvidere være, om der efterhånden kunde lægges så meget pres på de bevilligende myndigheder, at hver skole kunde få sit fyldige pladeudvalg.

Skal jeg kort udtrykke mine forhåbninger med hensyn til sangen i skolen og folkemusikskolen af i dag og i fremtiden, så blir det til et ønske om, at sangen må få en organisk forbindelse med elevernes øvrige livsytringer, at sangen og musiken blir et behov. Denne frugtbare forbindelse var og er til stede i højskolen. Men højskolen. lader sig ikke uden videre plante om.- Samfundet består af lag, det ene vidt forskelligt fra det andet. En ensartet folkelig kultur er derfor umulig, også på musikens område. Vore bestræbelser kan derfor falde vidt forskellige ud, alt efter temperament og overbevisning. Hvad jeg her har sagt om højskolen er ikke udsprunget af fjendtlighed, men af forsigtigt forbehold. Sangundervisningen må ikke blive for historisk, den skal bestræbe, sig for at holde sig levende. Det kan vel alle blive enige om.