Om sanglyrikens væsen. Modbemærkninger til Karl S. Clausen

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 08 - side 175-177

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

OM SANGLYRIKENS VÆSEN
MODBEMÆRKNINGER TIL KARL S. CLAUSEN

AF ARTHUR ARNHOLTZ

VORE Skolers Musikliv maa i alt væsentligt baseres paa Sangen, og Sang vil sige sungen Lyrik.

Som Kunstart stiller Lyriken visse Betingelser for at blive til. Lyrik er Følelsesudbrud af Glæde eller Sorg ved vore Tilskikkelser og opnaar Motivering og Holdning d. v. s. Betingelser for Kvalitet, alt efter sin Genstands Højhed og Ufattelighed. Det, vi selv kan klare eller rette, det, som appellerer til vor Forstand eller Kritik, avler ikke lyrisk Udtryk; det er af Gaven eller Skæbnen, som vi netop ikke fatter, at Lyriken gror. Og har den nogen egen Mission, maa det være at vække og øve vor Følelse, at gaa som en Skælven gennem Fornuftens Dvaletilstand, at tørre Ruden blank nu og da ind til en skjult Verden, i hvilken vi ogsaa har hjemme. Enhver Tid og ethvert Befolkningslag kan have sine kunstneriske Udtryk, men de kan ikke automatisk forlange eller vente at faa hver sin Lyrik. Forstandsprægede Tider, som f. Eks. tidligt 18. Aarhundrede og vor egen, præsterer adskillige Vers, men kun meget lidt ægte Lyrik.

At Kirke- og Folkesangen har domineret vore Skolers Musikliv, er derfor intet Tilfælde og skyldes næppe heller særlig Indflydelse fra Højskolen. I ingen anden folkelig d. v. s. bredt fattelig, Poesi fremtræder det lyriske Element plausiblere motiveret: Lovprisningen og Anraabelsen af et Væsen over alle, og Skildringen af de Magter i Livet, som ingen behersker, - disse Emner kan med Rimelighed synges, d. v. s. foredrages med hævet Udtryk af en saavel som af mange. Forslag til »Neutralisering« af denne Ensidighed røber manglende Fortrolighed med Lyrikens eget Væsen.

Socialdemokratiet kan have Ret i sin Samfundskritik og nære, et »Behov« efter at se den ogsaa kunstnerisk udtrykt. Men da den ikke er sangbar, vilde man kun vise dette Befolkningslag en Bjørnetjeneste ved alligevel at prøve. paa at udtrykke den i Sang. »Afgjort moderne......mere hedenske« Lyrikere (Jhs. V. Jensen, Thg. Larsen, Aakjær) - man tør vel udlægge, det: snevrere fornuftsprægede - har til poetisk Brug indrettet sig en Pseudo-Metaphysik: Aakjærs falsk højtidelige, og derfor ufolkelige og usangbare: »En liden Stund, saa drær den danske Rug«, vil aldrig kunne erstatte Brorsons dybe og grebne:»Se, nu er Stunden / Næsten oprunden«, i lyrisk Ægthed, hvad entenman tror det sidste eller ej; det første, Rughøjtideligheden, er der nemlig overhovedet ingen, der tror. Romantikerne var her i deres Enfold ægtere naturfromme og derfor bedre Lyrikere, end vor Tids.Og gaar vi helt ned til Parodien og Vitsen, som med aktualitetssyg Krampagtighed for Tiden flittigt »sættes i Musik«, bliver Misforstaaelsen fuldkommen. Det hævede Musikudtryk og den vandede Tekst gør her gensidigt bare hinanden til Grin, som jo kunde faas, billigere. At Jazzen, endelig, »er et Barn af vor egen Tid«, er dog ingen Anledning til at hæve den over almindelig Kritik. I sin krampagtige, vulgær-naturalistiske Tekstdeklamation er den oftest en Fjende af de specifikt sprogpoetiske Værdier, og i sit adækvate Foredrag særdeles. fremmed for Metafysik af en hvilkensomhelst Art. Man mene iøvrigt, hvad man vil: det oversanselige, Lyrikens inderste Kærne, vil det næppe nogensinde blive Jazzens Sag at bære frem. At den »appellerer til alle de unge« kan ogsaa betragtes som Reversen af den triste Kendsgerning, at den egentlige Lyrik netop for Tiden staar saa godt som uden Dyrkere. At den i Praksis kan træffes »græssende Side om Side« med Folkesangen og Salmen i vore Skoler, vidner om sand dansk Liberalitet; blev den sidestillet med disse, vilde det derimod vidne om Begrebsforvirring.

Den efterlyste »rigtige Problemstilling« er da ikke, om dette eller hint Befolkningslag har eller ikke har noget metafysisk Behov, men om, hvordan Sangen efter sit eget Væsen forhen har opnaaet og atter skal kunne opnaa sin ægteste Motivering og dermed alene sin højeste Kvalitet. Der var næppe, nogen bestemt Trang til Amerika, før det blev opdaget; man sejlede som bekendt ud for at finde Indien. Den største Fare ligger ikke i at gøre Folk musiklede med uventede og derfor »uegnede« Sange, men med daarlige Sange. De gode er nemlig aldrig uegnede, men almen menneskelige; specielt »moderne« Solnedgange eller Stjernehimle, en særlig marxistisk Maane eller en almindelig nazistisk Natur vil næppe kunne opdrives uden Tilsnigelser; almindelig Hæderlighed, Hjertelag og Anstand, samt alle negative Modstykker hertil, synes heller ikke, endnu i hvert Fald, at have ændret sig fra Klasse til Klasse, lige saa lidt som Glæden og Sorgen, Kærligheden eller Gud selv. Og det er, fordi den egentlige Lyrik udtrykker vort Møde med disse Kræfter, at dens Væsen er blevet kaldt evigt eller, som det saa sødt hedder fra politisk Side: »neutralt«.

Folke- og Kirkesangen besidder derfor med Rette deres fremskudte Stilling baade i Skolens Praksis og Teori og bør beholde denne som det centrale Omraade, hvorfra alene den inderste Forstaaelse og ægte Fornyelse af Sangens Væsen kan fremgaa. At Undervisningen heri bør levendegøres ved større Sammenhæng, at Materialet bør forøges og forfines, helst sigtes hvert femte Aar (f. Eks. for at komme Carl Nielsens og Laubs Overvurdering af Aakjær, eller Th. Aagaards af Grundtvig til Livs), vil næppe nogen bestride. Men i en gemytsfattig og fantasiløs Tid, hvor »Undere« ikke naar ud over Teknik eller økonomi, og hvori Lyrikens skjulte Verden er saa godt som glemt, at opgive selve dette Salt, som alt andet sk ulde saltes med, det vilde være samvittighedsløst overfor dem, vi underviser (kunde vi end tækkes dem aldrig saa godt derved), og baade, kunstnerisk og menneskeligt betyde Forringelse af os selv.

Årgang 11/1936, nr. 08