Børneviser

Af
| DMT Årgang 11 (1936) nr. 09 - side 211-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

BøRNEVISER

»Børneviser« af Mogens Lorentzen og Knudåge Riisager (Gyldendal) 1936.

Mogens Lorentzens og Knudåge Riisagers børneviser er ikke umiddelbare børnesange, sanglige brugsgenstande som småbørn selv kan lege med. De er underfundige sange for voksne med børn (jvf. sonate for violin med klaver), hvor glæden for den voksne for en stor del består deri, at han forstår mere af digtet end barnet, mens barnets. glæde er den »at far og mor synger med os« og synger en række dejlige ord, som det er ganske unødvendigt at forbinde nogen mening med.

Den videst favnende af de to visefædre er Mogens Lorentzen; hans digte spænder fra det simpleste tol~niede moraldigt til superrealistiske fantasier som

fx. det bloddryppende revolutionsdigt »det store gilde« (med skafottet som vært), hvor han bevidst, udfra paralleller i ægte børnesange, søger 'at overtrumfe barnets ubevidste grusomhedsinstinkt.

Knudåge Riisager er ikke slet så vidtfavnende; han har øjensynligt set det som sin fornemste opgave at give digtene en let dragt, så lidt generende som mulig. Derfor har han iført samtlige 20 viser en melodisk duroverall, godt udstyret med iørefaldende sekvenser, fabrikationstid ca. 1800, hist og her moderniseret med lidt 1930-funkis. Denne durdragt, er imidlertid ikke den, barnet af sig selv vilde krybe i, den er omsyet af de voksnes dur, der er gjort så letfattelig og »barnlig« som mulig.

Riisager har i de senere år oparbejdet sig en enestående evne til at sige velkendte vendinger (banaliteter i uondskabsfuld forstand) på overraskende måder, og han gør det så musikalsk fornøjeligt og musikermæssigt dygtigt, at man hver gang tager hatten dybt af for ham. Også i denne henseende er viserne ægte Riisagere, kun i én (»sovesangen«) er banaliteten banal; men viserne er mere fornøjelige end fornyende, og de mange durvendinger når ofte

slet ikke at blive til en sluttet melodi, sekvenserne kan ikke gøre det ud for det egentlige melodiske arbejde.

Set udfra barnets synspunkt er samlingens første vise (»børnelærdom«) tillige den bedste, både digt og melodi er faste og runde, lige til at gribe om for en barnenæve. Denne vise er fremkommet for flere år siden, og udfra den er vel hele samlingen vokset op. Den bør fortsat stå som vejviser for Mogens Lorentzens og Knudåge Riisagers så hårdt tiltrængte bestræbelser på dette

felt.Gunnar Heerup.