Mekanisk musik

Af
| Årgang 11 (1936) nr. 09 - side 212-214

MEKANISK MUSIKved Jilrgen Balzer

11 Henry Purcell: »Dido og Aeneas«. (Decca X101-07 å 6,50 kr.).

The Purcell Club har gennem Decca publiceret en komplet optagelse af Purcells, hovedværk på operaens område: »Dido og Aeneas«, som han komponerede 1689 til en danseskole for unge damer i London. Denne optagelse kan ikke vurderes højt nok. Det er en ualmindelig vellykket levendegørelse af et af musikhistoriens hovedværker, en typisk repræsentant for den sene renæssanceopera, for den musikalske tragedie inden den endnu var blevet et bytte for sangernes vilkårlighed, fyldt med alle de unoder som Calsabigis og Glucks reformbestræbelser senere søger at bortrydde. Hos Purcell står endnu alle midler i dramaets tjeneste og er der end i detaillerne megen ubehjælpsomhed, er helheden dog så smukt afrundet og de musikalske midler af en sådan finhed, at musikelskeren af idag beredes en virkelig nydelse ved at høre værket. Tilmed er udførelsen, når undtages I idt for hurtige tempi, så stilfuld og smuk, at optagelsen har en værdi som forsvarlig indførelse i en svunden tids musik.

11 Haydn: Kvartet i g-dur. op. 54, 1. (HMV. DB2905-06 å 6,50 kr.).

Budapesterne er et herligt ensemble til at spille Haydn: friskhed og dog ro i ydersatserne, stilfærdig puslen i allegrettoen og så denne dejligt robuste strygerklang, fri for enhver antydning af slikkethed.

11 Haydn: Kejserkvartetten. C-dur. op. 76, 3. (Col. LX451-54 å 6,50 kr.).

Lenerkvartetten tager knapt så selvfølgeligt på Haydn. Dens opfattelse er en kende mere romantisk. Det gir sig udtryk i en lidt for »fin« klang, en

smule for kælen frasering. Hver klangafskygning er så nøjagtigt afvejet, at det går ud over umiddelbarheden.

/1 Mozart: Sinfonia concertante i esdur. (K,5chel 364) (Col. DX478-81 å 5,00 kr.).

Det er et af Mozarts elskværdigste værker i Mannheimerstilen; henrivende i sin rige og karakteristiske melodik og skønt spillet af violinisten Albert Sammons og bratschisten Lionel Tertis. Også orkesteret under Hamilton Hartys direktion er godt.

11 Sehubert: Symfoni i h-moll. (HMV. DB2937-39 å 6,50 kr.).

Det er ganske naturligt, at det har fristet allerede nu igen at indspille »den ufuldendte« for at drage nytte af de sidste par års betydelige fremskridt på optagelsesteknikkens område. Lige så naturligt og godt er valget af- Bruno Walter og Wiener filharmonikerne. Mere forundrer det, at man stadig bevarer det nye Wiener studies altfor rigelige efterklangstid. Alle sforzandoer ressonerer og den klanglige balance forrykkes til fordel for de høje træblæsere, specielt fløjten. Bemærk f. ex. forskellen i klangen ved sidetemaets indtræden i expositionen, hvor det ledsages af klarinetter og bratscher og parallelstedet i reprisen med fløjter og klarinetter.

Naturligvis er denne optagelse dog langt at foretrække for de tidligere, ikke mindst på grund af Bruno Walters gengivelse.

11 Brahms: Symfoni nr. 3, f-dur. op. 90. (HMV. DB2933-36 å 6,50 kr.).

Det er interessant at sammenligne denne nye optagelse ved Bruno Walter og Wiener filharmonikerne med den kun lidt ældre ved Mengelberg og Amsterdamer Concergebouw orkesteret.

Mengelberg opfatter Brahms mere dramatisk, Walter betoner det motoriske. M. tar sig tid til at brede temaerne ud, hvad der især kommer første sats' hovedtema til gode; W.s opfattelse gør her et vist forpustet indtryk. I ledsagelsen til andantens sidetema betoner M. dens symfoniske betydning; W. betragter den kun som akkompagnement. I finalen er W. ganske givet for hurtig. - Optagelsesteknisk er Mengelbergs bedst, især strygerklangen, som i højden hos Walter let bliver tør. Det er så meget ejendommeligere, som M. har optaget i koncertsal, W. derimod i studie. Måske er man i studiet tilbøjelig til at skære overtonerne for stærkt. ned. Balance og vidde er måske nok bedst hos W., men M. har mere charme. Den korrekte klang høres jo også sjældent, i koncertsalen med dens vexlende antal tilhørere.

11 Brahms: Akademisk festouverture. (Pol. 27271, 5,00 kr.).

Der er en ualmindelig varm tone over denne nyoptagelse, der nyder godt af den langt større tonevidde, der er et af resultaterne af de sidste års udvikling. Max Fiedler fører Berliner filharmonikerne og når en smuk stigning henimod slutningens »gaudeamus«.

11 Brahms: Violinkoncert i d-dur. op. 77. (HMV. DB2915-19 å 6,50 kr.).

Det er beundringsværdigt, at Kreisler stadig kan holde sig så spænstig: tonen i denne nyoptagelse står i intet tilbage for den ca. 8 år gamle optagelse. Lon~ doner filharmonikerne under John Barbirollis ledelse er knap på højden, klangen er til tider noget brutal.

11 Tjaikofski: Trio ~ a-moll. op. 50. (HMV. DB2887-92 å 6,50 kr.).

En ægte Tjaikofski på godt og ondt, men mest på det sidste. Søskendeparret Menuhin og Maurice Eisenberger spiller den aldeles pragtfuldt.

/1 Sibelius-Society, vol. IV. (HMV.).

Efter i de tre første hind at have publiceret fem symfonier (nr. 1 og 2 er kommet udenfor society-serien) og strygekvartetten er turen nu kommet til violinkoncerten og de to symfoniske digtninge: »Natligt, ridt og solopgang« og »Oceaniderne«. Det er jo violinkoncerten, der tiltrækker opmærksomheden mest, typisk som den er for Sibelius i hans nationale periode, typisk i sin originale form, ved sit koncentrerede indhold med dets egenartede melodik og rytmik. Jascha Heifetz spiller solo

partiet med en overordentlig smuk tone og Londoner filharmonikerne under Thomas Beecham gør en smuk indsats, der går langt ud over det blotte akkompagnement.

1/ Richard Straus: »Don Quixote«. (Pol. 27320-24 å 5,00.).

»Fantastiske variationer over et tema af ridderlig karaktem kalder Strauss denne symfoniske digtning. Antagelig bør den høres med et exemplar af Cervantes roman ved hånden, ellers er det en temmelig forvirret historie. Men flot er det sat op, en hel exempelsamling til Strauss' med rette berømte instrumentationslære og spillet med en verve og sikkerhed, der i betragtning af værkets, forrevne karakter virker forbløffende, men det er jo også Berliner statsoperaens kapel under komponistens ledelse, der spiller.

// Carl Nielsen: Humoreske-bagateller op. 11. (HMV. DA5203, 4,50 kr.).

Ind imellem de store Carl Nielsenslag publicerer HMV »Småting«, sex små minutstykker. Men er det end bagateller, så er det dog slet ingen ringe opgave at gå til, typiske som de er for Carl Nielsens form for humor, og det skal siges, at Galina Werschenskayas måde at gribe opgaven an på er slet -ikke så langt fra det ideelle, som man kunde vente af en udlænding. Lidt mindre hæftigt, i ak.centerne, lidt mere nonchalance, og det havde været helt rigtigt.

11 Igor Strawinsku: Violinkoncert i d-dur. (Pol. 95500-02 å 6,50 kr.).

Siden »Historien om en soldat« er historien om Strawinsky blevet stedse mere broget. Først oplevede han Bach (Klaverkoncerten). Man syntes at forstå tiltrækningen. Ejendommeligere virkede tiltrækningen fra Puccini-Verdi-Håndel (Oedipus, rex). Og direkte lunefuldt forekom bøjningen mod Weher (Capriccio). Ikke mindre lunefuld er sammensætningen i violinkoncerten (1931). Fire satser: toccata, aria I, aria II, capriccio. Hvorfor den første sats hedder toccata får stå hen, formen nærmer sig til en tidlig klassisk sonateform, og også tematik og melodik fører os tilbage til det 18. århundrede. Medens denne sats er af stor umiddelbar virkning, er den følgende »arie« betydelig sværere at kapere, med sit vidt udsvingende, espressive tema minder den melodisk stærkt. om visse steder i salmesymfonien. Den anden »arie« kan føres tilbage til capriccioens andante rapsodico: harokke figurationer over en gående bas. Finalen er atter ganske uproblematisk: en klar, rondoagtig form med skarpt opridsede temaer. - Koncerten er skrevet for en virtuos, og kun en virtuos af højeste

rang vil kunne bestride de rytmiske og polyfone krav, der stilles. Dushkin, til hvem koncerten er skrevet, spiller den her ganske fremragende, og optagelsens teknik lader hans spil komme til fuld ret. Det lille orkester dirigeres af komponisten.