Svar til Arthur Arnholtz

Af
| Årgang 11 (1936) nr. 09 - side 205-208

SVAR TIL ARTHUR ARNHOLTZ

AF KARL S. CLA USEN

ARNHOLTZ vil ikke se, i alle tilfælde meget nødig, at samfundeter en differentieret organisme, der ogsaa paa vores lillebitteomraade, sangen, gør en differentierende betragtningsmaadenødvendig. Min artikel var et spædt forsøg i denne retning,ifølge sin hensigt - at give en kritik af de bestaaende forordninger forskolen og af visse tendenser indenfor det folkemusikalske omraade,især m. h. t. repertoirevalg - mere negativ end positiv, hvilket for-øvrigt turde være en ret naturlig rækkefølge. Og selv nok saa mangevelskrevne afhandlinger om sanglyrikens væsen vil ikke kunne over-bevise mig om, at mit udgangspunkt og den deraf følgende synsmaadeer gale. Det er staastedet, der er forskelligt, og det er der næppe nogetat gøre ved.

Enhver, der har nogen litterær træning, kan se, at Goethe var en større lyriker end Kåstner, eller Shakespeare større dramatiker end Brecht, eller St. Hansaftensspil et større digterværk end Melodien, der ble væk. Men den absolutte bonitet er dog ikke det eneste saliggørende. Overfor A.'s historiske, absolutte kvalitetsvurdering vil jeg hævde den tids- og stedsbestemte appellationsværdi. For det førnazistiske Tyskland betød Kåstner som virkende faktor mere end Goethe, fordi han i kunstnerisk form udtrykte tidens brændende problemer og tog stilling til dem. Skal et moderne teater, der tror paa sin mission, vælge mellem Shakespeare og Brecht, gør det rigtigt i at vælge Brecht, fordi han behandler problemer, der vedkommer os direkte i øjeblikket: samfund, moral, religion og deres indbyrdes sammenhæng. Naar han for nylig fik en ilde medfart, er det heller ikke tilfældigt, - mange hjemlige vinde blæ-ser p. t. gunstigt for Franco og hans maurere og lignende foreteelser. Eller naar Dansk Skolescene, hvis opgave nærmest er af pædagogisk art, ved siden af St. Hansaftensspil foreviser den berømmelige Melodi, saa, handler den aldeles forsvarligt og rigtigt. St. Hansaftensspil var engang spillevende og direkte, nu er det det kun ved hjælp af velforberedt, historisk instruktion. Melodien derimod appellerer direkte, enten burde man i og for sig være for dens tendens eller imod - naar de fleste tilskuere gaar derfra med henrykkelse, skyldes det den omstændighed, at tendensen er saa varsomt pakket ind i silkepapir, at kanterne blir bløde.

Jeg behøver ingen belæring om, at f. ex. den gamle dagvise i Hans Thomissøns salmebog har større dybder, menneskeligt, religiøst og muligvis æstetisk, end Th6ger Larsens forsøg paa en ny »hedensk« dagvise. Men hvis brugsværdi da ikke er et helt tomt begreb, vil jeg rigtignok ogsaa mene, at kirken og kirkelige krese bør vælge den første, og bevidst anti-klerikale. krese Th8ger Larsens. Eller lad os gaa til modsætningen konservativ-kommunistisk. En kommunist kan ikke synge hverken Kong Kristian eller en Brorsonsk salme - ligesaalidt som en K. U.'er, hvis han da tænker sig om, kan synge sangen om Larsen eller Internationale. Alt under forudsætning af, at sang er et naturligt, frit udtryk. Jeg vil altsaa, være saa formastelig at mene, at brugsværdien - d. v. s. det direkte vedkommende, uden melleminstanser af historisk eller lignende art - maa træde i første række, og den historiske kvalitetsbedømmelse, i'anden række, hvor sangen er et frit og frivilligt udtryk, altsaa fællessang under frie former, uden egentlig historisk- pædagogisk bihensigt (hvorom lidt senere). Under disse omstændigheder har kirken sin salmebog, højskolen har sin egen sangbog, begge af højeste kvalitet og uden sidestykke i denne henseende, men tillige'begge af formindsket, visse steder uden brugsværdi, naar vi kommer uden for kirkeliginteresserede krese og uden for højskolen, d. v. s. i partiorganisationer af en farve, der gaar i det rødlige, i store dele af det folkemusikalske, arbejde, samt til en vis grad i den danske skole, der styres socialdemokratisk paa folkekirkens grund. Jeg kan med min bedste vilje ikke se andet, end at problemet om folkesangens mulige fornyelse ligger dér og navnlig maa betragtes derudfra, og det har ikke noget at gøre med »at ville tækkes aldrig saa godt derved«. Personlig har jeg kun berøring med gymnasieskolen og i nogen grad det folkemusikalske arbejde.

Jeg vil ikke tilbageholde min beundring for den indlevelse i ældre tiders lyriske frembringelser, som A.'s artikel vidner om. Men A.""s, anskuelser slaar bunden væk under nutiden og kan derfor ikke bruges som arbejdshypotese ved forsøg paa en nyorientering. Den teknisk og økonomisk bestemte nutid er for A. kunstnerisk gold og kan aldrig blive andet. Socialdemokratiet vises derfor ud i det yderste mørke og faar anvisning paa at forblive der. En anden konsekvens maa det saa vel være, at Sovjet-Unionen f. eks. under forudsætning af fortsat bestaaen er dømt til evig aandelig død. Det er kort sagt trist at leve i nutiden, hvorhen man end vender sig. For A. er sand lyrik kun mulig, naar den i. sig bærer »lovprisningen og anraabelsen af et væsen over alle, og -skildringen af de magter i livet, som ingen behersker« - kun en saadan lyrik er sangbar. Jeg vil med glæde skrive under paa A.s paavisning af uægtheder og fælheder hos Aakjær. Men efter min mening er Th8ger Larsen i sine gode ting mindst ligesaa. god en digter som romantikerne, ikke mindre i pagt med naturen og mere i pagt med nutidsforestilling overfor individ og det store ukendte, eller hvad vi skal kalde det.

Og hvorfor skulde vor tid være saa haabløs? A.'s begreb om det sangbare er for snævert. Selv i en teknisk tid - for økonomisk bestemt har tiden vel altid været? - vil der være grund til at digte og synge om individ og samfund (det gjorde man ogsaa tidligere under benævnelsen »fædrelandssang«), mennesket og naturen (er menneskets glæde ved naturen blevet mindre?), kærlighed, glæde, sorg. At f. ex. spørgsmaalet om individ og samfund p. t. i Danmark tages under satirisk behandling (sangen om Larsen), er dog ikke saa sært, - eller skal man holde sin mund med det, fordi det ifølge een definition er usangbart?

A. har fortidens sigtede og vældige skatte at argumentere med. Heroverfor staar nutidige bestræbelser for at aktualisere; materialet er endnu usigtet og sparsomt. Men af den grund at bryde staven over vor egener - s a v s ge or a a em s og ver ens e

Hvad der foreløbig har været talt om er den frie lyst til sang, fælles-~ sangen, det frie og ubesværede udløb og udtryk for ens livsfornem-, melse, saadan som den kan finde sted i skolen, i folkemusikskolen, i højskolen, i forsamlinger og f. ex. ved lejlighedsvis afholdte aabne sangtimer og lign. Endvidere har der været talt om lærernes rolle som naturlig vejleder paa dette punkt. Enighed kan næppe opnaas; lad os saa bare haabe, at skæbnen stiller læreren dér, hvor kunstnerisk, menneskelig og anden samvittighed ikke volder ham for mange kvaler. Jeg selv tror paa en fornyelse af moderne dato og venter mig meget af en tilgængelig tilrettelæggelse af dansk og især fremmed folkevisestof.

Et andet spørgsmaal er den udvidede, planmæssige og regelmæssige sangundervisning. Hvor der er lejlighed til dette, i skolen, paa folkemusikskolen, vil jeg anse det for et uopretteligt fald og en daarlig tjeneste mod sine elever, hvis man lod den gamle musik ligge som antikveret. Ved en saadan forsømmelse kunde der være tale om kunstnerisk og menneskelig fornedrelse af os selv. Men at bruge denne etikettering, fordi andre ikke ensidigt vil forankre sig i fortiden og evt. har et andet syn paa visse foreteelser og sammenhæng i denne verden, turde være noget forhastet.