Aabent brevkort

AABENT BREVKORT

KÆRE Arnholtz! Du maa nØjes med et kort svar. D. IU. T. er jo ikke noget agitationsskrift, saa gentagelser er ikke velanbragte alt for tit. Den fare lØber vi begge to for Øje~ blikket. Og forØvrigt har jeg ikke meget at tilfØje. af polemisk art. Jeg kan bare ikke indse, at jeg fjernede mig fra min oprindelige plan i mit sidste indlæg, fordi jeg der sØgte at skelne mellem den frie fællessang uden direkte pædagogiske formaal og sangundervisningen. Disse to ting lØber jo i skolen side om side. Og hvad jeg i forbindelse med denne enstemmige frie fællessang mener om salmen og den grundtvigske sang, behØver jeg ikke at gentage. Om salmen kan vi ikke blive enige (der har vi staastedet), den grundtvigske sang gaar det noget bedre med. Jeg vilde gerne hente fornyelsen i nutiden og den ægte folkevise fra forskellige lande. En af nutidens mest særprægede musikformer, jazzen, er du tilsyneladende definitivt flerdig med, og det baade af æstetiske og menneskelige, filosofiske, politiske - kort sagt alle mulige grunde. Personlig mener jeg, at vi bØr tage jazzen med i vore overvejelser, naar den arbejder hen mod en fornyelse af undervisningens indhold og form. Men jazz alene gØr det visselig ikke, - det behØver jeg ikke at gentage overfor dig. - Bentzon. bØr du bedØmme efter hans bedste korting og ikke efter en ikkeudkommen ~pØg, og HØffdings Musikus efter den gode moderne korsats og ikke efter et enkelt eller flere poetisk uheldige udtryk. Og forØvrigt er det jo en anden boldgade; vi er der et godt stykke inde paa kunstmusiken, som vi jo ikke diskuterer her. Spørgsmaalet for os var jo den enstemmige, folkelige sang. - Jeg er dig taknemmelig for slutningen af dit brev. Paa dette punkt gir jeg dig min fulde tilslutning. Vi savner stadig den danske folkesangs historie (den især), og udgivelsen af fremmed folkevisestof vil være sikker paa den stØrste interesse. Et venskabeligt opgØr kan altsaa. være godt for noget. Er der kommet det ud vores batalje, at de næN-nte planer i overskuelig fremtid blir taget op til drØftelse, saa har vi trods alt ikke bredt os for meget over D. NI. T.'s spalter.

Din ven Karl S. Clausen.

PS ved Gunnar Heerup. Arthur Arnholtz er lidt langt ude, når han bruger gudsforholdet som kunstkritisk værdikriterium, og når han finder »bØrne- eller salonkommunisme« i Riisagers og Lorentzens bØrneviser. Den kampmetode, han hermed bringer i anvendelse, hØrer ikke hjemme i Danmark. Hvor interessant det end kunde være at få Arnholtz til nØjere at bestemme sit guds- og kommunismebegreb, så er DMT ikke stedet hertil. Diskussionen er hermed afsluttet.