Aabent svar paa aaben forespørgsel

AABENT SVAR PAA AABEN FORESPØRGSEL

Kære Magister Heerup.

Selvfølgelig gØr det Av at faa saadan en »over Skinnebenet«, som De gav mig i sidste Numer af »Dansk Musiktidsskrift«. Tak for Julehilsenen. Jeg afholder mig dog fra at sparke igen. Af to Grunde. For det fØrste, fordi jeg er opfyldt af Beundring for det Arbejde, »Dansk Musiktidsskrift« har gjort for at rydde op i mange Forhold indenfor dansk Musikliv - den frejdige og velsignet ligefremme, tiltider maaske lidt haandfaste Maade, paa hvilken De, Deres Blad og forsaavidt ogsaa. »De unge Tonekunstnere« har skaffet Fornyelse af Luften i det efterhaanden lidt beklumrede danske Musikværelse. For

det andet, fordi Deres Angreb paa mig giver mig en kærkommen Lejlighed til at faa, ud mellem Ribbenene, hvad der maaske ikke til dagligdags er Anledning til at buse frem med. Som Indledning vil jeg ogsaa. gerne fremkomme med den Bemærkning, at den Kendsgerning, at jeg som Musikanmelder ved »Nationaltidende« flere Gange har angrebet nogle efter min Mening hasarderede Koncerter, fremfØrt af Folk fra Deres Lejr, selvfØlgelig ikke har noget at gØre med Deres Angreb paa mig. Jeg har hØrt Folk ymte om dette i Byen, men tager personligt ubetinget Afstand fra Tanken.

De defensive Argumenter, jeg fØrer i Marken i det fØlgende, tager sig maaske, betragtet hver for sig, ud som Smaatterier. Men i deres Helhed har de alligevel vejet saa temmelig tungt til, og de har i al Fald forelØbig hemmet mig i den frie videnskabelige Udfoldelse, som jeg indledte i 1920erne.

Da jeg i 1924 kom til Universitetet havde jeg tænkt inig en Række fredelige Aar, udfyldt af stilfærdig videnskabelig Syssel. Men Forholdene vilde det anderledes. Den første Ordre jeg fik var, at organisere Faget Sang (Mu,sik) som Fag ved Skoleembedseksamen. Ideen var ikke min, den blev mig paatvunget af Staten, der Ønskede at indfØre,

dette Fag ved det filosofiske Fakultet, saaledes at man dermed kunde studere alle de Fag ved Universitetet, i hvilke der undervistes ved Gymnasierne (Gymnastik var dengang ogsaa. kommet med, som forelØbig sidste Fag, paa Listen).

Jeg skal ikke rode op i, hvilket K2evl, jeg dengang maatte igennein for at faa denne Sag til at glide. Hvad der tog mest paa mig i denne Henseende var de ForfØlgelser, jeg udsattes for fra flere praktiske Musikeres Side - Organister, Violinister og andre, der hidtil havde haft Privilegium paa at undervise i Sang ved Skolerne, og som nu saa deres Eksistens truet, derved at Universitetet gav sig til at uddanne Sanglærere. Jeg har endnu et Par af de Herrer i venlig Erindring. Jeg vil hellere minde om, at mest tidsspildende for mig var den Kendsgerning, at intet Menneske kunde hitte ud af, hvad det egentlig var, der skulde undervises i - eller rettere: hvad Undervisningens Omfang var. Faget havde overhovedet ikke eksisteret ved Universitetet fØr - gamle Professor Angul Hammerichs Undervisning gik jo baade formelt og reelt i hel anden Retning - og i Skolekredse havde man ikke taget Stilling til (kunde heller ikke gØre det), hvilke Krav man skulde stille til Sangundervisningen i de lærde Skoler, naar man fik universitetsuddannede Sanglærere.

Jeg gjorde da det, som maaske er faldet Dem for Brystet, at jeg selv lod mig engagere som Sanglærer ved en af Byens Skoler for at faa Overblik over de to SpØrgsmaal: hvad kan man, saa at sige, »byde« Mellemskole og Gymnasium af f. Eks. musikteoretisk og musikhistorisk Undervisning (hvor meget kan Eleverne »kapere«), og hvilke Krav *maa der herefter stilles til de Sanglærere, som Universitetet skulde uddanne, dels i de enkelte Semestres Arbejde, dels ved Eksaminerne.

Jeg er glad for, at jeg tog dette Arbejde op. Jeg gruer den Dag i Dag ved at tænke paa det Svælg, der vilde have været mellem Skole og Universitet paa Omraadet Sang, hvis jeg havde undladt at gØre det. Og jeg har dette Arbejde endnu og slipper det ikke forelØbig, fordi jeg maa se Virkningerne af den nyeste Ordning, som forhaabentlig engang kommer i Stand, og som jeg omtaler senere. Mellemskolearbejdet har jeg iØvrigt sagt Farvel til, fordi jeg ikke tror at kunne hØste mere Erfaring der.

Ved denne Forbindelse med Skolen gik det op for mig, at Kravene til Universitetets sangstuderende maatte skærpes i meget betydelig Grad, for at cand. mag'erne skulde kunne gØre Fyldest som Sanglærere. Men skeerpede Krav betyder forØget, Undervisning. Og da Staten ikke er en privat Forretning, hvor man omgaaende ansætter et Par ekstra Funktionærer, fordi Omsætningen kræver det, men pænt, maa vente, til man kan dokumentere NØdvendigheden af Nyansættelser, og desuden pænt, maa vente paa, at alle Embedsinstanserne, Fakultet, Konsistorium, Ministerium, Finansudvalg og Rigsdag indvilliger i'Merudgifterne, saa er det i Mellemtiden de fastansatte Lærerkræfter, det vil her sige Lektor Viggo Forchhammer - der med enestaaende Hjælpsomhed har taget sin Del af Byrderne - bg under'tegnede, der maa holde for. Saa fik vi en Konto til Undervisningsassistance. Men nye Discipliner dukkede op, HØrelære og Musikdiktat, som Universitetet inaatte tage med ind paa Undervisningsplanen for at veere paa HØjde med den musikpædagogiske Undervisning herhjemme. Atter Forchhammer og undertegnede, der maatte forØge Timetallet. Samtidig steg Antallet af Studenterne foruroligende. Fra nogle ganske faa studerende i 1924 er vi nu, ifØlge Immatrikulationslisten, oppe paa et Antal af 100 skoleembedseksamensstuderende og magisterkonferensstuderende indenfor Faget. Enhver véd, hvad dette vil sige indenfor musikteoretisk, hØrelæremæssig, tale- og sangmæssig Undervisning, nemlig, at Holdene maa deles, der er Grænser for, hvor mange Studenter, man kan have paa een Gang i disse Discipliner. Atter forØget Undervisningsbyrde. Indenfor det filosofiske Fakultet indrØmmes det aabent, at næppe noget andet Fag har saa stor en Undervisningsbyrde i Forholdet til Antallet af ansatte Lærere, som Faget Sang. Og saa véd Fakultetet endda ikke helt Besked med Undervisningens Omfang. Jeg generede mig tilsidst for at sætte alle disse yngre Hold, ældre Hold, næstældste Hold, ældste Hold og aller-ældste Hold med samt deres eventuelle Delinger i Dobbelthold ind i Lektionskatalogen - mine Kolleger maatte jo tilsidst anse mig for at være forrykt. Hertil kom desuden de magisterkonferensstuderende, Collegiurn musicum (som de studerende dog efterhaanden heldigvis selv har overtaget) og SpecialØvelser af forskellig Art.

Et Universitetsfag er, hvor mærkeligt, det end lyder, foruden at være bestemt af sit eget Indhold og, hvis det er et Skoleembeds~ eksaniensfag af Skolens Krav, desuden bestemt af politiske Forhold. Den Nina Bangske Tofags-Ordning inaaite neje sig for den nuværende Trefagsordning. Jeg har været med i begge Felttog. Men en Svingning fra den ene Ordning til den anden betyder Omordning af Stoffet, de enkelte Fag maa, indpasses i Helheden, det betyder ny Uro og Ulejlighed i Undervisningen. Nu senest foreligger der et Forslag om at gØre Faget Musik (Sang) til Hovedfag - jeg rØber næppe nogen Embedshemmelighed ved at fortælle dette, da Sagen er rejst af Studenterne og dermed offentlig kendt. Det vilde betyde den helt rigtige Ordning af Faget, ikke mindst, hvis der i denne Forbindelse kunde gennemfØres en rimelig Fordeling af den Undervisningsbyrde, som dels allerede hviler paa Faget, dels uvægerlig vil melde sig med forØget Væ-gt, idet Faget skulde være Hovedfag. At det vil komme til at betyde en fornyet Omordning af væsentlige Dele af Stoffet, noterer jeg for en Fuldstændigheds Skyld.

Udenforstaaende tror vist nok, at der sidder nogle rare Herrer i et eller andet rart Kontor og sØrger for at ens,Fag-faar det, lige som det skal have det, og at man som Professor bare har at passe sine Forelæsninger og skrive nogle BØger. Universitetets ejendommelige Organisation er anderledes. Enhver maa selv »forvalte« Faget, fØre alle Forhandlinger lige fra Bunden til Toppen, hvis der skal ske Forbedringer. TallØse ""Fimer gaar for inangen en Universitetsprofessor i MØder, Udvalg, ministerielle Forhandlinger o. s. v. Ogsaa de rent praktiske Sager maa enhver enkelt tage sig af. Indretningen af det nye mbsikvidenskabelige Laboratorium tog mig det meste af sidste Vinter. Men jeg maatte ganske vist ogsaa være med til alle Indkøbene ligefra Gulvkludene til Lysene i Loftet.

Under alt dette ogsaa skrive videnskabelige Værker - kære Herre, jeg har ikke orket det. Jeg har maattet. nØjes med at foretage en Del Materialeindsamlinger, som jeg haaber en Gang skal se Dagens Lys i Form af BØger, naar mine Kaar forbedres. Heller ikke den Lærebog, som De efterlyser, har jeg under disse Forhold kunnet overkomme. Iøvrigt, har Faget ifØlge det ovenfor beskrevne været undergivet saa mange Svingninger, at Vanskelighederne ved at skrive en Lærebog maa være enhver uhildet Betragter iØjnefaldende. Saafremt Hovedfagsordningen skulde gaa igennem, anser jeg det desuden for en Guds Lvkke for Forlaget, Studenterne og mig selv. at den Bog ikke er kom

met. Og jeg maa bedrØve baade Dem og Studenterne med, at den kommer heller ikke, fØr jeg har set, hvorledes Hovedfagsforslaget bliver modtaget af Myndighederne. Jeg kunde nemlig efterhaanden godt lide at vide, hvad det er for et Slags Studium, jeg skal skrive Lærebog til.

Jeg kommer tilbage til inin Virksomhed ved »Nationaltidende«, som vist nok faar Dem til at nyse rØdt. Man kan jo ikke være enige om alle Ting i denne Verden. Jeg tjener med Glæde dette. Blad, selv om jeg nu og da derved ogsaa i Fremtiden kommer i Opposition til Dem. Og den Tid, jeg anvender paa denne Virksomhed, anser jeg for godt »givet ud«. Den er mig en herlig FØdepumpe til mit Universitetsarbejde - en uvurderlig Forbindelse med den levende Musik, som jeg ikke med min gode Vilje opgiver.

De anfØrer i Deres Artikel, at en Universitetslærers Embedspligt er at forske og at undervise, og sØger at anvende disse Fordringer som Angreb paa mig. Dermed skyder De over Maalet -- som saa ofte - idet De har overset den lille Fidus, at der ikke staar noget i Ansættelsesbrevet hverken om Samtidigheden eller RækkefØlgen af disse to Krav. Her bestemmer den enkelte Universitetslærer, hvorledes han vil fordele sit Livsarbejde, i visse Perioder maaske med Vægten paa det ene Krav, i andre med Vægten paa det andet, som han selv vil det, eller rettere, som hans faglige Forhold tillader det. Hvis der skete mig det menneskelige, a't jeg forlod denne Tilværelse i Morgen, vilde De med Rette kunne slynge en Bebrejdelse efter mine, jordiske Levninger. Men jeg er det, Forsikringsselskaberne kalder for »et godt Liv«, og De skal se, jeg naar nok at f4a det hele med.

IØvrigt takker jeg Dem, fordi De venligst giver Plads for dette Brev i Deres Blad, som jeg Ønsker al Held og Fremgang --, og idet jeg hermed afslutter Diskussionen om det for dette Blads Spalter alt for inferiØre Emne, som min ringe Person er, beder jeg Dem modtage min venligste Hilsen.

Deres hengivne

Erik Abrahanisen.

Professor Abrahamsen.

Må det også være mig tilladt at bortrydde en mistanke, nemlig den at De under min studietid eller senere skulde have optrådt på en sådan måde overfor mig, at jeg havde grund til at fØle mig krænket eller uretfærdigt behandlet, og at dette skulde være den »egentlige« årsag til mit angreb på Dem. En sådan mistanke er absurd, Deres personlige forhold til mig har altid været både elskværdigt og korrekt. Men denne sØgen efter andre bevæggrunde, end de rent saglige, er jo desværre typisk for en vis side af dansk kulturliv og må derfor tages med som et uundgåeligt onde.

De skriver i Deres svar, at De ved Deres udnævnelse havde ventet Dem »en Række fredelige Aar, udfyldt af stilfærdig videnskabelig Syssel«, men at De af universitetet »fik Ordre« til at organisere faget san£~ (musik) som fa--« ved skoleembedseksamen. hvilket ~_zav anled

ning til »Kævl« og »For IØlge Iser«. De spildte tid, fordi »intet Menneske kunde hitte ud af, hvad der egentlig skulde undervises i - eller rettere: hvad Undervisningens Omfang var«. Derfor tog De et praktisk arbejde op i en gymnasieskole og indså derved, »at Kravene til Universitetets sangstuderende maatte skærpes i meget betydelig Grad«, hvilket betØd forØget undervisning for Dem, da universitetet ikke straks gav Dem den fornØdne undervisningsassistance. Samtidig steg antallet af musikstuderende, således at det nu er oppe på 100 studerende. Dertil kom omlægningen fra tofags- til trefags-ordning, der betØd »ny Uro og Ulejlighed« i undervisningen, og de »tallØse Timer«, De har anvendt på mØder og forhandlinger for at skaffe faget forbedringer. Under alt dette har De ikke »orket« at skrive videnskabelige værker, ligesom De ikke »har kunnet overkomme« at skrive »den Lærebog, som De (: Heerup) efterlyser«.

Hertil er at bemærke, at De i 1924 blev ansat som docent (hvad Hamnierich var hele sit liv),* men at De allerede i 1926, netop med begrundelse i det forØgede arbejde, De vilde få med sang (musik) som bifag, blev udnævnt til professor (hvilket bl. a. betyder en klækkelig gageforhØjelse). Dette undlader De at nævne og fremkalder derved det indtryk, at universitetet uden vederlag har bebyrdet Dem med et arbejde, som De i og for sig ikke var ansat til at udfØre.

Jeg kan heller ikke erkende, at universitetet har været for langsom til at give Dem undervisniqgsassistance. Magister J. P. Larsen blev knyttet til universitetet allerede for flere år siden, og magister Finn Viderø, er senere kommet til, således at De i Øjeblikket råder over 2 undervisningsassistenter (foruden de specielle sanglærere). Endvidere ved De ligeså vel som jeg, at de 100 immatrikulerede musikstuderende aldele-s ikke betyder 100 deltagere i den musikalske undervisning, for det fØrste fordi de bifagsstuderende kun kan ofre 3 af de normale 6-7 studieår på musikken, for det andet fordi en del kun er fiktive studerende, således at det virkelige antal effektivt studerende snarere ligger under end over halvdelen af de nævnte 100. Om arten eller omfanget af det undervisningsarbejde, De udfØrer, kan jeg iØvrigt af gode grunde ikke udtale mig, dertil er også andre nærmere. Dog forråder jeg næppe heller nogen embedshemmelighed, når jeg siger at de hidtidige resultater som helhed ikke modsvarer de forventninger, man med rette kunde nære til universitetsuddannelsen.

Det Øvrige arbejde, De nævner, er jo ikke noget kun De udfØrer, det er fælles for lærerne i fagene til skoleembedseksamen, og hvad De eventuelt har haft mere, modsvares rigeligt af det meget stØrre eksamensarbejde, andre lærere har.

Men når De nu virkelig synes, De har haft så overvældende meget arbejde, forstår jeg endnu mindre, at De har turdet påtage Dem arbejde i så stort omfang udenfor universitetet, som tilfældet er og i mange år har været. Man skulde tro at netop en koncentration om universitetsarbejdet, en virkelig indsats fra Deres side vilde have været det naturligt givne og eneste rette, en vågen ansvarsfØlelse og en levende kærlighed til faget forudsat. Men De har altså andre anskuelser, og Deres virksomhed som musikkritiker er det sidste udslag heraf. (I parentes bemærket forstår jeg ikke, hvad De m'ener med Deres bemærkninger om mit formodede syn på Deres anmeldelser. Dem af dem jeg har læst synes mig i det store og hele fornuftige, lidt lange, men underbygget med mere viden, end man er vant til i dagspressen, overhovedet er det mig ikke nogen fjærn tanke, at Deres journalistiske evner er stØrre end Deres evner som universitetslærer og videnskabsmand.)

De mener, at for Deres universitetsarbejde er musikkritikken »en herlig FØdepumpe - en uvurderlig Forbindelse med den levende Musik«. Dertil kan vel siges, at det endnu ikke er nogen absolut nØdvendighed at være musikkritiker for at hØre musik, og skal det forstås sådan, at det er nØdvendigt for Dem at skrive om musik i et dagblad for at have stof nok til universitetsarbejdet, så er det universitet, De tjener, ilde hjulpet.

Men altså - De har ikke skrevet videnskabelige arbejder sålidt som nogen lærebog. De lover med tiden at ville tage det'musikvidenskabelige arbejde op;. jeg glæder mig til at se resultaterne, men gør Dem dog opmærksom på, at de forlØbne 121/2 år repræsenterer en trediedel af den tid, der i bedste fald er Dem beskåret som universitetslærer. Hvad lærebogen angår, gØr De Dem skyldig i en fejltagelse: det er ikke i fØrste række mig, der efterlyser en lærebog, det er Dem, der siden 1933 ustandselig har bebudet lærebogens, frem~ komst, tilsidst ovenikØbet på en sådan måde, at man måtte tro, at bogen var udkommet. Jeg forstår nu, at de realiteter, der har ligget bag Deres lØfter, har været af en for flygtig karakter, men jeg forstår ikke, at De nu nægter at skrive bogen, »før jeg (: Abrahamsen) hai~ ,set, hvorledes Hovedfagsforslaget bliver modtaget af Myndighederne«.

Lærebogen er planlagt for de bifagsstuderende, og skal selvfØlgelig skrives for dem. Det er halslØs gærning for en enkelt mand at skrive en altomfattende musikvidenskabelig lærebog for hovedfagsstuderende. Bifagsfordringerne i musik tåler ingen anden nedskæring, end den der kan ordnes ved et par overspringninger i en bog. Der er derfor intet at bet~enke sig på, skriv bogen!

Men når De fortsætter ovenstående citat med »Jeg kunde nemlig efterhånden godt lide at vide, hvad det er for et Slags Studium, jeg skal skrive Lærebog til«, så er der grund til at spØrge: Hvem skal vide besked med studiet om ikke De? De har, hvad der er prisværdigt, arbejdet med sang i den hØjere skole, De har altså de praktiske erfaringer, De har endvidere i 10 år arbejdet med de studerende på universitetet. Disse erfaringer, som De er den eneste, der har kunnet gØre, burde hos Dem have nedfa Adet sig til en ganske bestemt viden om, hvordan musikstudiet på universitetet bedst kunde tilrettelægges.

Dette er åbenbart ikke tilfældet, ialtfald viser de anfØrte ord (som iØvrigt Deres hele artikel) med beklagelig tydelighed, at De savner rygrad i Deres synspunkter, at De m. a. o. ikke er den rette mand på den rette plads.

Jeg endte min forespØrgsel i sidste hæfte af DMT således:

»Er det manglende evner eller vilje, der hindrer Erik Abrahamsen i virkelig at udfØre det arbejde, der påhviler en professor i musik~ videnskab ved KØbenhavns universitet?«

Deres svar synes mig kun at tillade én lØsning:

Det er ikke manglende, men utilstrækkelig evne og vilje.

Med Ønsket om at De til gavn for dansk musikliv vil

gØre mine hårde, ord til skamme

er jeg Deres ærbØdige

Gunnar Heerup.