Efterskrift om sanglyriken. Slutreplik til Karl S. Clausen

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 01 - side 14-17

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

EFTERSKRIFT OM SANGLYRIKEN

SLUTREPLIK TIL KARL S. CLAUSEN

AF ARTHUR ARNHOLTZ

KÆRE Clausen! Af taknemmelighed over dit noble og saglige svar paa min agressive udfordring maa jeg nok nu til slut lægge den officielle tone af og tiltale dig som den gode ven, du altid har været mig.

I dit svar til mig vil du gØre vor divergens uhjælpelig: jeg skal repræsentere en historisk-pædagogisk fortidslevning, du det tids- og stedsbestemte fremtidshaab. »Det er staastedet, der er forskelligt, og det er der næppe noget at gØre ved.« Jo, forhaabentlig dog: ellers var baade al rigtig kunst og aandsvidenskab forgæves.

Jeg skal begynde med at minde dig om, at din fØrste artikel hed noget med ». - særlig hensyntagen til gymnasieskolen«, og, at inine modbemærkninger dertil begyndte med ordene »Vore skolers musikliv. .« Jeg troede, det var dette musikliv, vi havde sat os for at drøfte, men finder det nu til min forbavselse affærdiget som »et andet spØrgsmaal« paa de sidste 9 linier af dit svar. Til gengæld kalder du det selv her - med stærkere udtryk end jeg turde bruge - for »et. uopretteligt fald. . en kunstnerisk og menneskelig fornedrelse. . og en daarlig tjeneste mod (vore) elever, hvis man lod den gamle musik ligge som antikveret.« Dette var mit hovedsynspunkt, og jeg kan ikke sige

dig, hvor din tilslutning glæder mig. Jeg konstaterer den ikke paa dril, men fordi den for mig spiller en afgØrende rolle for gendrivelsen af dit standpunkt iØvrigt. Vor strid kunde jo være endt her, om du ikke, om jeg saa maa sige, havde skiftet staasted i mellemtiden.

Dine tanker gælder nu ikke længere skolen, men den stØrre enhed, eller snarere mangel paa enhed, samfundet. Denne organisme, hvis fatale differentiering ethvert tænkende væsen, selv jeg, daglig pines af, staar for dig som en addition af bevidsthedsfragmenter, kommunister, konservative osv.: man leder forgæves i hele din udredning efter den vistnok tidligere gængse betegnelse: menneske. For hele mennesker og om det centralt menneskelige digtedes og komponeredes kirke~ og folkesangen, ikke f. eks. for retsstatsfolk eller afholdsmænd; og til min overraskelse indrØmmer du da ogsaa. denne sang saa meget »stØrre menneskelige dybder«, at du foretrækker den til skolens endnu parti IØse menneskebØrn. Men voksne partilemmer er disse udtryk for det hele menneske ikke mere »direkte vedkommende«. Kan du da ikke

se, at dette netop er det fortvivlende, som ikke yderligere burde understØttes? Dine forsØg paa at sterilisere mit krav om »absolut bonitet« maa strande, fordi virkelig kvalitet aldrig opnaas af andet end det menneskeligt betydningsfulde. I stedet for dette vil du fremme en kunst, som du selv fØler er andenrangs, blot p. gr. a. dens formodede ~aktualitetsværdi. Skulde saadan et kompromis virkelig være nØdven,digt for at bevare kontakten med sin tid? Var det f. eks. nØdvendigt, den gang Laub og Carl Nielsen traadte nye frem?

Naar stykker af almindelige dØdelige faar fiasko, har de gerne været daarlige. Kun naar stykker af vor hjemlige kulturklike falder, har der blæst »reaktionære vinde«. At du dog vil bringe den slags videre! Kunde det ikke tænkes, at man for en gangs skyld Ønskede ~at se et tragisk stof behandlet paa andet end kabaretmaner? - At ,den uigennemtænkte »Melodi, der blev væk« gØr lykke overalt, skyl,des forhaabentlig den velgØrende, negative fØrstehalvdel. Den om Rostrup (jo, det er »Genboerne«, jeg tænker paa) mindende slutning ,er blaar i Øjnene paa enhver egentlig, altsaa haablØs Larsen: staten kan ikke ogsaa klare lykke og livsindhold for ham, som visselig ikke ,er gjort med at lægge flippen og vagabondere. Nej, maa jeg saa bede om Sinelair Lewis's opvarter, der drØmmer om ny servietopstillinger ,om natten (»Work. of Art«). Typisk er musiken da ogsaa her det slØjeste, selve poesiens melodi en klaverbanalitet og sangen om Lar-sen harsk; til dens tragisk-sociale gaardsangerforedrag svarer ingen intensitet i hans skæbne; tænk, han havde drØmt, at faa. bil, den sØde lille odder! - Man sammenligne. den amØbiske, indretning kaldet' »borgerlig konfirmation«, som ved sin mangel paa holdning heller ,aldrig har kunnet inspirere til andet end elendige musiksammen-surier.

- Eller tag Riisagers intetsigende melodier til Mogens Lorentzens overfladiske og affekterte »bØrneviser«. Skulde det at staa over for sine bØrn ikke være næsten som at staa over for Gud? Skulde det at .g,ive dem det bedste blot være »moderne pædagogik«, eller er det ikke -snarere en selvfØlgelig samvittighedssag? Hvor skulde en barnlig sang kunne lØfte sig af pjat og had, for ' simpling og forvirring - den, som netop kun næres af det inderste og kærligste, i vort sind? Som en ,ekstra latterlighed fØles P.H., vores allesammens kulturjordemoder, POLITIKENs autoriserede lys og kraft, svævende over vandene. Hans -dilettantiske stavning (sml. f.eks. »hvaffenogen«, »opda'r« og »selv«) ,og Lorentzens tro paa knaldertrimenes (»snart, i« - »uvartig«) kul~ turfornyende mission gØr disse tekster teknisk mere egnede til revyforedrag end bØrnesang. Dog, dette er smaating. Uappetitligst virker en saadan omgang bØrne- og salonkommunisme i den foreliggende *luksusudgave. Skulde det dog ikke være til at begribe, at de fattige - skal man hjælpe, ogsaa kulturelt, ved at gaa til de fattige selv? Det -vil sikkert koste mere end det dobbelte arbejde og utvivlsomt give mindre end den halve fortjeneste, men saa længe vore hjemlige sam~ - fundsrevsere endnu kan anse »Lorry« o. I. hØjborgerlige glædeshuse for deres rette forum, steriliserer de sig selv. Et sted, hvor velhavere kommer for at faa en fornØjelig aften, niaa naturnØdvendigt, garan~ tere dem mod enhver egentlig, helt ærlig forulempelse. - Skulde det mon ikke ogsaa. være klart efterhaanden, at man ikke bliver sangkomponist blot ved at sætte melodi til det fØrste det bedste (d. v. sværste) tekstskidt? Schubert og Wolf kan bevidne, at sangen vel erlille, men en dobbelt kunstart. Kun den musiker, der tillige fØler til- skyndelse til endelØst at sysle med antologier og digtsamlinger, harhaab om at finde de faa sange, der netop og helt passer ham. Og kun. ad den vej kan han faa sin fornemmelse differentieret for den etos, de forskellige melodityper tilfØrer forskellige teksttyper, saa han ikke. gaar hen og »forbedrer« f. eks. Schulz's sværmeriske »Blflhe, liebes. Veilchen« med Aakjær.s om jeg saa maa sige mindre sarte »Her ersoen, sikke en!« (HØffding: I. A. P. Schulz: »Sange i udvalg med danske tekster«, nr. 21; fra de ved tekstændringen gennemfØrte gale. fraseudgange ses endda bort.)

At ville forhindre socialdemokratiet eller sovjetunionen i kunstnerisk produktion, in casu sangkomposition, kunde ikke falde mig. ind; jeg vil blot ikke bestikkes aandeligt af kunsten uvedkommende sympatier til at skamrose nogetsomhelst. Jeg tror ikke, man kan naaegentlig sangkunsts niveau med teknik og lØnkampe som udgangspunkt, men af det underfulde sammenhold og den uafrystelige sorg. trods al materiel fremgang maa ægte arbejdersange kunne fremgaa. Og du vil sikkert glæde dig lige saa meget som jeg, hvis en saadan sang kunde aflØse den gamle, militaristiske »Internationale«. - Det. er over for de alment menneskelige situationer, over for de totale livskaar, at man skal prØve en musikstils etiske bærekraft; saa længejazzen klynger sig til puerile tekster, unddrager den sig denne prØve. Jazz i forbindelse med bryllup og skinsyge er bekendt; kombineret med sult og nØd tror jeg næppe den vilde virke helt ægte - mon ikke a la. Anton Hansen? Men sammenstillingen af jazzen med fØdsel og især med dØden vilde være den interessanteste prØvesten. Er nogen mon endnu blevet jazzbegravet?

Bachs hundreder af samtidige kolleger udtrykte utvivlsomt dere& tid ligesaavel som han, maaske endda- endnu aktuellere, fordi de ikke~ havde andet at udtrykke. Men vi husker netop kun ham, eller ærer ihvertfald fØrst, ham, fordi han gjorde noget mere. Hvor denne merkvalitet af almenmenneskelighed forekommer, denne dybere sanddru-hed, som omfatter vore sinds totalitet, faar musiken etos. At det skulde være lettere at indfange en partiformØrket, eller paa anden maade selvstændiggjort ungdom med Bentzonske basvittigheder oin »middagsmave« i tafelrundemaner eller med HØffdings fortvivlede~ lystighed i en mildest talt Drachmannsk diktion - hvad mener man om verslinien »Den spillemand vil være fro«? - har jeg svært, ved at forstaa. Men jeg bØjer mig her for din stØrre praktiske indsigt og ,er, som sagt, taknemmelig og tilfreds, blot du og -dine meningsfæller under vore skolebØrn, som vi i strengere forstand er ansvarlige for, lod og del i den egentlige sang. Tiden lØber her langt hastigere bort fra det gamle, forkludrende romanceideal, end vi voksne mærker. Mange af vore elever kalder allerede omstridte Laubske eller Carl Nielsenske melodier slet og ret for de »almindelige«, lykkeligt uvidende om det mas, det for saa faa aar siden kostede os at faa lov til at lære dem dem. Ungdommen lader sig altsaa, forme, og hvorfor saa ikke give den smag paa det bedste gamle og roligt vente, til noget jævnbyrdigt. nyt bryder frem? Naar det kommer, vil vi ikke behøve at undskylde os med dets eventuelle »appellationsværdi« (appeal har jo -ogsaa sine mindre tiltalende former) eller andet, som kan gnave vor kunstneriske samvittighed.

At du selv tænker paa at være med til noget saadant, viser din ,e.fterlysning af tilgængeligt folkesangstof. Jeg vilde fØje kirkesangen til og antyde, at vi for vort eget lands vedkommende f. eks. i magi~ ~strene-Nils SchiØrring og J. P. Larsen har to saa fremragende kendere heraf, at den savnede, danske folke- og kirkesangs historie snart maatte kunne virkeliggØres. Tilrettelæggelsen af fremmed folkesang vil koste meget arbejde, men lige saa sikkert berige skolesangen uvurderligt. Det skulde ikke være den Rosenbergske (DMT, Okt. 36, s. 167 ff.) internationalt uniformerede vulgærsang, men udtrykkene for hvert folks væsentlige kvalitetsoplevelser, som ingen med andre forudsætninger kan opleve paa samme maade med samme intensitet. Den umiddelbare berØring f. eks. med britisk, romansk eller slavisk sind ,og rytme ad denne vej er en oplevelse, den musikalsk modtagelige ~aldrig glemmer, og maatte kunne kombineres frugtbart (a la Tage Wind, DMT. Okt. 36, s. 179) med læsefagene. Helst maatte vel et ,eller flere medlemmer af en studiekreds paatage sig hver sit land, undersØge dets folkesangs kilder, udvikling og overlevering og saa forestaa udgivelsen, evt. bearbejdelsen, heftevis (f. eks. som »Folke~og skolemusik«) med historisk-stilistiske oversigter. Maaske vilde det ogsaa friske læreren selv ol) at lære lidt flere sange at kende end ,de 3 normerede skolesangbØgers.

I dette egentlige, ansvarlige ungdomsarbejde, som jeg tror maa være forbilledet for- al vor Øvrige gerning, synes vore staasteder mig ikke at være, ret langt fra hinanden; og jeg kan kun være taknemmelig over, at det trods god vilje ikke er lykkedes dig at gØre, klØften. ,dybere imellem os med dine ekskurser.

Din ven

A. A.

Årgang 12/1937, nr. 01