Lidt om islandsk folkesang

LIDT OM ISLANDSK FOLKESANG

AF ELSE BARTHOLDY

DER er ingen Tvivl om, at Islændingene er musikalske. Det islandske Folk er overhovedet kunstnerisk anlagt, særlig litterært, men i al Almindelighed er det et med et rigt Indreliv udrustet Folk.

Det er ikke underligt, at en saa afsides boende Flok Mennesker, der indtil den nyeste Tid har været henvist til at leve sit eget Liv, og hvis enkelte Hjem har saalange Afstande til nærmeste Nabo (Island er 3 Gange saa stort som Danmark og har 120.000 Indbyggere) for at skabe Indhold i Tilværelsen har maattet udvikle netop de litterære og musikalske Evner. Musikalske vil atter sige sanglige, for bortset fra lidt Langeleg fandtes ingen Instrumenter i Landet, før Harmoniet midt i forrige Aarhundrede fandt Vej dertil.

I Hjemmene blev læst meget, og der blev sunget meget. I ethvert Hjem paa Landet blev der holdt Morgen- og Aftenandagter, og havde man for langt til Kirke, blev der ogsaa om Søndagen læst Prædiken og sunget Salmer. Igennem Aarhundreder er altsaa den Kultur og den Kærlighed til Litteratur og Musik, der møder en hos den ofte i det ydre uslebne Islænding, bleven udviklet.

Og hvad har saa Islændingene sunget?

Det er ikke Meningen her at gennemgaa hele den islandske Sangs Historie fra katolsk Tid og fremover. Kun det mest karakteristiske og det i øjeblikkets Situation mest interessante skal omtales.

Jeg henholder mig i det følgende i det væsentlige til den righoldige Samling »Islenzk Thjodlog« af Bjarni Thorsteinsson, som er udgivet i 1909, og deraf igen fortrinsvis til de Melodier, han har samlet i nyere Tid, og som altsaa er bleven sunget helt op imod 1900.

Noget af det, der først slaar en under Gennemgangen af denne Bog, er den Rigdom af Tonearter, man møder. Enhver af Skalaens Toner kan være Sluttone og ofte ogsaa Grundtone. Endog en Melodi paa H findes optegnet et Sted i Samlingen (Nr. 1). Hvis man frites til at kalde den usandsynlig, viser der sig, naar man gaar videre, mange ligesaa usandsynlige og uantagelige Melodier, nemlig de haarde lydiske Melodier, som man imidlertid absolut ikke kan komme udenom. Se f. Ex. Nr. 2, som vel nok er den »værste« af dem, men ogsaa de andre er for os tritonus-sky Europæere vanskelige at acceptere, indtil vi faar vænnet os til deres haarde Styrke. Men saa finder man ogsaa netop i dem det typisk harmonifri, rent melodiske, som virker saa fornyende og befriende.

Den lydiske Tonart er overhovedet den typisk islandske, og det er da ogsaa foreslaaet, at man skulde kalde den den islandske Tonart. Morsomt at se, at den Tonart med dens »usyngelige« H har været Islændingene ligesaa eller endnu mere selvfølgelig end Dur er os. Melodier som vore fælleslutherske Salmer er sunget paa, glider paa Island over i lydisk, f. Ex. Nr. 3.

Med Reformationen fik sammen med det øvrige Norden ogsaa Island en Række nye Melodier ind i Landet, men den harmoniske Underbund, som allerede spores i mange af dem, har ikke ændret Tonalitetsforholdene, man har opfattet dem rent melodisk; nogle er som sagt gjort lydiske, andre er forsvundne eller helt forvandlede

Meget ejendommeligt er det at se, hvorledes heller ikke det melismatiske uden videre kan forjages, hvor det melodiske Liv er stærkt og selvstændigt. De to Former for samme Melodi (hvoraf kun de to første Strofer er optegnet) Nr. 5 og 6 viser en af dens opskrevne Former og en af dens i Folkemunde sungne Former. Ogsaa Ex. Nr. 7 viser denne Trang til Forsiring og Jubeltoner, som er en af Udvidelsesmulighederne for den absolutte Melodik.

I Parenthes skal her ogsaa nævnes et andet morsomt Ex. paa Arv fra den gregorianske Koral. Nr. 10, en Melodi, som ellers gennemgaaende er syllabisk, begynder med en kendt gregoriansk Melisme.

Den flittige Samler Bjarni Thorsteinsson har med sit Værk gjort et kolossalt og grundlæggende Arbejde for Studiet af islandsk Folkesang. Men hvad Rytmen angaar, har han vist for ofte lagt Melodierne ind i et Skema, hvor de ikke har hjemme.

Hvor det drejer sig om ren Melodik, er Taktstreger tidt mere vildledende end vejledende. Selv en Durmelodi som Nr. 9, der høres endnu i Dag overalt i Rutebiler, paa Søen osv., hvorledes skal den takteres? Atter et af disse Elementer fra den absolutte Melodik, som gør en Melodilinie levende og organisk. Det er Melodilinien selv, som i Kraft af indre Love danner sig sin Rytme og Form, som Skyer gør det, og som Planter gør det.

En Afdeling for sig danner de saakaldte »Rimur«. Fortrolige med Saga og Edda, som Islændingene var fra gammel Tid, har Digte- og Rimekunst haft gode Betingelser og mange Dyrkere.

Naar Kvæda-Anna og Kvæda-Eyjolfur, eller hvad de hed i Tidernes Løb, kom til Huse, var det jo en stor Opmuntring i det ensformige Liv, og deres lange rimede Fortællinger, ofte selvlavede og paa, selvlavede Melodier, blev vel modtagne.

Melodierne til disse Rim er at betragte som Formler, der kan udvides eller indskrænkes efter Verseformen, og da der skal være indtil. 2267 Versemaalsvarianter, var det jo praktisk med en saadan elastisk Melodi.

Nr. 4, 9, 11 er Ex. paa Rimur.

Naar man taler om islandsk Sang, maa, ogsaa nævnes Tvisöng, Tvesangen, den meget ejendommelige »Flerstemmighed«.

Oprindelsen dertil maa de lærde klarlægge. Mest af alt i Musikhistorien minder den om det gamle Organum. Se Ex. 12 og 13.

Flerstemmighed er det jo ikke, blot som en Mixturklang, der gør Melodien straalende. Atter et Bevis paa, at islandsk Sang er melodisk at forstaa. Og disse 2 Ex. er ikke Undtagelser, det var en udbredt og yndet Maade at Udføre en Melodi paa. Og det var de lydiske Melodier, der blev sunget saaledes i langt de fleste Tilfælde. Deres Kraft er enestaaende. Men de skal synges, ikke spilles.

»Vi er Europas Musæum«, sagde en gammel Folkesangskender. Ja, Island har været det. Nu har Motoren til Lands og til Vands trukket den fjerne Ø ned til Europas Kyst. Men musikalsk set havde Landet dog allerede fra midt i forrige Aarhundrede forandret sig saa meget, at Pjétur Gudjohnson i sin Koralbog af 1861 maa optage mange danske og tyske Melodier for at følge Tidens musikalske Sprogbrug. De venlige og letsyngelige Melodier fra det 18' og 19' Aarhundrede var ved at erobre Landet, og i Dag er de lydiske Melodier upopulære og befindes usyngelige at være.

Nu spørger man efter Klang og Harmonifylde, man elsker fremfor alt Mandskor, og i By og paa Land synges 4-stemmigt med stor Lethed og med stor Iver. Stemmematerialet er godt og Øret ogsaa, og selv om man skal ride en halv Dag for at komme til Prøve, er det Umagen værd for Sangen og Samværets Skyld.

De islandske Komponister skriver - med Undtagelse af Jón Leifs, der er moderne indstillet - kønne, noble, romantiske Melodier men uden virkeligt Særpræg, smukkest, hvor Folkesangstonen er stærkest. Naturligvis maa ogsaa de gennemløbe den akkordmusikalske Udvikling og have Tid til at finde sig selv. Ogsaa Jazzen skal Island vel igennem, og Filmsplakaternes Rædsel og hvad der ellers hører til at være Europæer. Men engang maa de vel, om de iøvrigt viser sig at have Kræfter til at gennemføre en Selvexistens, udfra den storladne paa eengang ishavsbarske og vulkanske Natur kunne skabe noget stort og virkelig islandsk og maaske tilføre os andre noget af den Fornyelse, vi trænger til.

Denne Artikel er ikke i nogen Henseende ment som en udtømmende Skildring af islandsk Folkesang. Mit Haab var, at den maatte anspore dertil egnede Folk til at interessere sig for dette Stof. Der er vel ingen Steder, hvor man finder en saa overskuelig og klart afgrænset Historie som paa Island. Men naturligvis kan et Studium af Sangens Historie kun foregaa i Sammenhæng med et Studium af hele Folkets Kaar og Kulturhistorie.

Den Svingning fra udtømt Harmonik henimod absolut Melodik, som spores i baade den moderne Musik og vor Tids Tilbagevenden til gammel Musik, gør, at vi har Brug for nyt Stof eller gammelt Stof, forsaavidt som det svarer til dette Behov.

Vi griber som Danske efter Folkevisen(1) glæder os over dens rene Melodi, men snubler over dens halvfjerdsindstyve Vers. Vort eneste Haab bliver da det, at Komponisterne vil dykke til Bunds i dette Stof, ikke een men 7 Gange ligesom Namaan i Jordans Flod for at komme op igen som nye Mennesker, rensede for ligegyldige Selvfølgeligheder - Dominant-Tonika - og syngende ud af en oprindelig Selvfølgelighed.

Ære være Carl Nielsen-Laub-Skolen og dens Melodier. Som forberedende Renselse kan den være udmærket, men den store Fornyelse er den ikke. -

Endelig men ikke mindst: Muligheden for at redde den. levende islandske Folkesang fra Forglemmelse bliver mindre og mindre for hvert Aar, efterhaanden som de 70-80aarige gamle, der kan synge den, dør bort. For selvfølgelig skal den høres, for helt at forstaas: dens uopskrivelige Rytmer, de lange Kadencemelismer, dens uendeligt lange Sluttone. Kun de faa, som ikke har sunget ny Sang, formaar endnu at synge utempereret og helt i gammel Stil.

En enkelt tysk Videnskabsmand er bleven opmærksom paa, at her var et værdifuldt Stof at redde og tænker paa at optage Grammofonplader deroppe. Men var det ikke mere naturligt, at det blev fra Danmark dette Arbejde blev gjort, naar nu Islændingene ikke selv har Raad dertil? Vi har saa mange veluddannede Musikere. Og Midler dertil er formentlig ikke umulige at opdrive.

Musikfornyelse, Fastslaaen af et godt Forhold til det nye Island, Underbyggelse af Forstaaelsen af, hvad nordisk Kultur er, vilde være at hente af et Studium af Islands Folkesang.

Fodnoter:

(1) Hvad mener Hr. Herbert Rosenherg DMT S. 169 med, at det, der i vor Tid i god Tro synges som Folkevise, aldrig har været Folkeeje, i det mindste ikke i den Form, vi har faaet overleveret? De islandske Melodier af samme Slags har i hvert Fald været Folkeeje.