Sikken vi har det (vemodige nytårsbetragtninger)

SIKKEN VI HAR DET!

(VEMODIGE NYTÅRSBETRAGTNINGER)

Kampen mod smudsliteraturen blev en af de sidste dage i det gamle år organiseret i en bevægelse, hvis program velsignedes af selve justitsminister Steincke, der dog glemte at henlede ledernes opmærksomhed på et enestående aktstykke, som kort tid i forvejen var publiceret i samtlige aviser og rigeligt uddybet ved ophidsende, dobbelttydige og halvpornografiske tillæg: cigarfabrikant P. Wulffs indlæg mod den russiske opera. Dette noget kådmundede dokument, der nærmest gjorde indtryk af at kunne være skrevet over et fad smørrebrød på Angleterre (f. ex. efter en med ægte wagnerlummer gennemført opførelse af »Tristan og Isolde«), har imidlertid haft de mest uforudsete konsekvenser. Gentofte kommunalbestyrelse har erklæret at ville trække sit til-skud til det kgl. teater tilbage, dersom teatret blev ved med at opføre den slags ting som »Katarina« og den »kommunistiske« ballet af Weill, »De syv dødssyndem. Hvoraf ses, at chefen for teatret ikke kan gennemføre sit kunstneriske ansvar længere end pengekassen, d. v. s. politikerne, vil det - men heraf må man igen kunne slutte, at da der vel ikke er tale om noget så grimt som flertalsdiktatur- og ensrettethed, må der også for de andre, for mindretallet være ret til at protestere imod, at d~res, penge anvendes via det kgl. teater til en tåbelig og efter deres mening umoralsk royalistisk propaganda som den vor ungdom, intetanende og med uskyldigt åbne sanser, indpodes gennem »Elverhøj«.

Hvis nu en meget berettiget interessent i tilskudet til teatret, nemlig Koda, pludselig gjorde anvendelse af sin moralske ret til, at kræve hensyn til sin andel af teatrets driftstilskud (der er ti gange så stor som den, der altså berettiger de herrer tyranner af Gentofte til at gribe ind), så fik vi en artig komedie at se! Koda er nemlig en økonomisk sammenslutning, der alene behøver at tage hensyn til sine merkantile interesser og derfor kan stille den betingelse, at der navnlig opføres værker af danske komponister på det af alle andre end kunstneriske hensyn så omsuste teater. Hvad mon Hakon Børe,,en, der blev tvangsindlagt i kulturfonden' til gengæld for den store fortjene

ste, han sammen med Peder Gram havde gjort ved at lægge kopskat på komponisterne til teatrets fordel -, hvad mon han foretager. sig for at værne disse berettigede interesser?

Det latterlige er, at den musikalske pornografi, som så strængt, er blevet påtalt af hr. cigarmageren, jo dog gudskelov trives uanfægtet, i hjemmene, antagelig også dyrkes af fabrikantens egen ubeskyttede ungdom.

Lægen Joh. Wøllers meget omtalte bog »Fra Limfjorden til Borob0dur« indeholder en skildring af en morgen i jun len, hvor aberne »o fører en kon

cert, som et moderne menneske, der kom lige fra en hovedstad og aldrig havde nærmet sig den tropiske jungle, øjeblikkelig vilde genkende. Det er selve jazzorkestret, komplet, med hele in

strumentariet Bandarfolket er op-

taget af at klø og luse sig og desudenaf den. tidsfordriv, som er den eneste,jazzmusiken udtrykker til fuldkommen-hed«. Altså, ligervis som det kgl. teaterhar kastet sig endnu videre ud i vildeudskejelser som opførelsen af den hy-permoderne ballet »Psyche«, hvorvedsågar det sidste skrig på musikens om-råde, César Franck, har vundet indpaspå den fornemme gamle scene, så erder ingen fare for, at liderligheden skaludgå af repertoiret, selv om »Katha-rina« ikke kom op mere. Borgerskabetsjazzidealer og indeklemte Wagnerkultus,vil automatisk sørge for, at der stadiger afløb for drifter, der ikke må ses ilyset, men gærne hylles i blå cigarrøg.

Der er således ingen f are for, at selv den skrappeste kamp mod smudsliteraturen og selv den mest forargede kommunalpolitiker ikke skulde sørge for, at der stadig bibeholdtes et temmelig vidtstrakt pornografisk reservat, hvorpå lidenskaberne frit kan tumle sig.

Det svundne år har ellers yderligere bekræftet den gamle erfaring, at dansk musik helst skal udryddes. Statsradiofonien går, som rimeligt er, her i spidsen, og kampen drives med så effektive midler, at man kunde tro, det er den, der har givet Indenrigsministeren idéen til at tage rottekrigen op påny. Den danske musik bliver udelukket fra al offentlig fremførelse ved de eneste symfonikoncerter, torsdagskoncerterne, og vore egne dirigenter får stadig end ikke adgang til at holde sig »i forffi«. Nemesis, der er en gammel klog kone, fik dog puttet Hye-Knudsen ind på en kapelkoncert. Hvilke danske værker har radioen betinget sig opført udenvælts som kompensation for Adolph Buschs »Vater Unser«?

For yderligere at mistænkeliggøre dansk musik overfor lytterne sørger man for at umuliggøre enhver forsvarlig indstudering af de få ting, der sendes ud i de sene aftentimer. De repræsentanter, musiklivet har indenfor radioen, er selv så stærkt, interesserede i at tækkes de magthavende i rådet og helt op til ministeren, at det ikke falder dem ind at tage til orde imod denne bevidste skamfering af værdier, som ansvarlige folk i andre lande værner om og gør sig umage for at hævde.

Til yderligere belysning af den ud~ ryddelseskampagne, der føres mod.

dansk musik, kan anføres dagspressens fuldstændige foragt for dette område i dens nytårsoversigter. »Berlingske Tidende« bragte en årsoversigt, af William Behrend, og som man kunde vente det fra en så danskfjendtlig side, blev dansk musik overhovedet ikke nævnt deri. Et endnu grellere udtryk heraf fik man gennem »Politiken«s nytårsnummer, der bragte meddelelser orn årets begivenheder på billedkunstens, literaturens og teatrets områder, men ikke med eet ord omtalte, at der i Carl Nielsens fædreland dog stadig findes noget, der hedder musik. Men hvor længe - ja hvor længe gider folk holde tålmodigheden vedlige i en kamp, hvor alle omgivelserne spænder ben for idéer, idealer og idealisme.

Sikken vi dog har det!

Pebberfuglen.