Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 02 - side 36-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

MEKANISK MUSIKved Jflrgen Ba Zzer

-11 Buxtehude~: »Send hid din . enge . 1«. 1 (Columbi A DDX 10).

I den kommende tid vil man fejre enkomponist, hvis navn ikke som Bachsog * Håndels er på alle musikelskereslæber, men som i høj gråd fortjente atyærj-- det. Buxtehudes vær * ker er.ikkeblot historiske kuriositeter, der gennemderes store indflydelse på den unge Bach er genstand for musikforskernesinteresse. Det er levende, kraftig musik,der har det tilfælles. med Håndels, at(len er umiddelbar i sin virkning, let-fattelig og klar i. sin udtryksmåde.Buxtehude er ganske vist af-fødsel-dan-sker, men hans virksomhed udfoldedesig først, da han 1,668 blev organist ved Marie-kirken i den frie hansestad LU-beek_hvor han fandt et virkeområde,der svarede til hans trang. Lilbecks, by-råd g Av.hurt.igt efter for den nye orga-nists henstillinger om at bringe de.,alle-rede ..under hans forgænger og. sviger-fadey, Franz Tunder, berømte »Abend-musiken« op til. at ]kunne måle sig meddet . Hamburger. collegium. musicum.Buxt~ehude sparede lieller ikke. sig selv:foruden de nogle, og tyve kantater i Li!-beck ' er Stadtbibliothek er der senere.op-daget .120 kantater i universitetsbiblio-teket i Upsala. - En af disse Upsala-kant

. jater, bringer Columbia her som sit, yderst,vellykkede, bidrag til.Buxtehudef-esterne.. ikled sin klare. struktur egner den sig fortræffeligt. til . grammofon-,

optagel's C'. Drengekoret under Mogens Wóldike og en -strygekvartet og orgelkontinuo bidrager deres til at give-et levende og dog stilfuldt billede af. den gamle'mesters kunst. Måtte det samtidig~ bidrage til at. bringe den' ud til en vi~dere kreds.

11 MQzart: Violinkoncert nr. 3 i g-dur. (HMV. DB2729-31 å 6,50 kr.).

Menuhin er en dejlig violinist, der fuldtud forstår at gengive den tidlige -Mozarts yndefulde - naivitet. Pariser symfonikerne akkompagnerer smukt under Georges Enescos ledelse.

11 Beethoven: . Appassionata,. op. 57, f-moll. (Pol. 95471-73 å,6,50 kr.).

Wilhelm Kempffs,affektbetonede spil passer langt bedre hertil end til, den tidligere anmeldte sonate i es-dur. Især står ydersatserne smukt. Andanten kunde gengives adskilligt mere enkelt o~~ vilde vinde ved det.

11 Beethoven: Leonore-ouverture nr. 3. (HMV. DB2885-86 4 6,50. kr.).

Den tredje Leonoreouverture hører lige som den niende symfoni til de endnu uløste optagelsesproblemer. En stor del af dens egenart beror -på dens, spændte dynamik,. men de langstrakte crescendoer får ikke deres fulde valør. Denne optagelse. af Bruno Walter og Wiener filharmonikerne er vel et fremskridt,~ men endnu er målet ikke nået.

11 Weber: Ouverturen. til .»Jægerbruden«. (Pol. 67108-09 å 6,50 kr.).-Der -er megen poesi over denne Furt'~%,ånglers gengivelse, omend indledningen ved sit ultralangsomme tempo talber noget af sin karakter. Berliner filharmonikerne spiller dygtigtl men til tider lidt hårdt. Teknikken er fremragende.

11 Brahms: Variationer over et tema af Haydn. (HMV. DB3031-32 å 6,50 kr.)

Var den forrige Toscanini-optagelse lidt af en skuffelse, er denne til gengæld en oplevelse, et bevis på hvormeget man kan få ud af et partitur ved at spille, hvad der står. Især er det dynamiske her så fint differentieret som sjældent hørt. Hver variation får sit karakteristiske udtryk, så hele rækken står klart for en, når finalen har endt sin pompøse apoteose. New Yorker filharmonikerne spiller med pragtfuld præcision og den tørhed, der prægede

str,ygerne i 7' symfoni, er her ganske

11 Brahms: Sonate i e-moll for cello og klaver. (Hi~,1V..DB2952-54 å 6,50 kr.)

Denne optagelse er sandelig »the record of the month«, som grammofonkatalogerne plejer at skrive. Dens musikalske og tekniske kvalitet vil være meget vanskelig at overbyde. Fra Brahms' side tænkt mørk og varm i tonen, af Rubinstein og Piatigorsky spillet med en hengivenhed og pathos, der søger sin lige. Og teknisk: den fuldkomne balance mellem de to instrumenter, såvel i deres roligt flydende sammenspil i første sats som i finalens brudte, fugerede sats. Det er en oplevelse, som selv »Ikke-Brahminere« ikke bør snyde sig selv for.

Årgang 12/1937, nr. 02