Om musikken i Sovjetunionen

OM MUSIKKEN I SOVJETUNIONEN

AF NIKOLAI MALKO

Det er meget vanskeligt at skrive om Musik.

Derfor vil jeg kun sige meget lidt om selve Musikken, og i Stedet forsøge at fortælle Dem noget om Musiklivet i Sovjetunionen.

Jeg siger bevidst: »forsøge«, for det foreliggende Emne er saa stort og mangesidigt, at det er uniuligt at give en udtømmende Fremstilling af det i en Artikel. Derfor maa jeg indskrænke mig til at give en Oversigt over de Hovedpunkter, som karakteriserer Sovjet-Unionens, Musikliv, dets Vækst og Udvikling.

Først lidt om Musiklivet i Rusland før Revolutionen:

At Slaverne altid har været musikalske er en Kendsgerning. Den slaviske Folkevise indtager en fremragende Plads indenfor Jordens Folkevisesang. Dette folkelige Stof har til Stadighed dannet Grundlaget for de russiske Komponister's Arbejder. Først meget sent, i det 19'Aarh., er den individuelle russiske Koiriposition, blevet en Kulturfaktor. Før denne Tid finder vi kun Dilettanter og Hofmusikanter, som ikke har efterladt sig nogen betydende Spor i l Musiklivet.

Mikhail Glinka (1804-1857) var det første nationale russiske Musikgeni. Han var, som alle den følgende Tids Komponister, nært, knyttet til den folkelige Musik, hvad der dog ikke forhindrer, at baade Glinka og de andre maa anses for at være europæiske Komponister, ikke blot med Hensyn til det kunstneriske og tekniske Niveau, men, ogsaa hvad Paavirkning og Indflydelse angaar.

Den russiske Musikkultur udviklede sig hurtigt, hvad Kvaliteten angaar, men den Kreds af Mennesker, som den koni i Berøring med, var forsvindende i Sammenligning med Landets Befolkning. Det gik her, som paa alle andre Omraader af det russiske Aandsliv: mellem. Intelligensen og Folkemasserne var der et talmæssigt Misforhold (omtrent som en lille Ø i Oceanet) og en fuldkommen Afgrund m. H. t. Muligheden for en gensidig Paavirkning.

Medens den religiøse Musik i Vesteuropa spillede en uhyre Rolle for Musikkens Udvikling, var dette ikke Tilfældet i Rusland, thi den russiske gejstlige Musik, som stammede fra Byzans, og som blev præget af nogle tilfældige Indslag (for Eks. fra Italien) kan ikke i ringeste Maade sammenlignes med den vestlige Musik, hvad Kvaliteten angaar, og Forbindelsen mellem den og den verdslige Musik i Rusland var til enhver Tid svag. Vi har i Rusland aldrig haft selv den mindste Bach eller Händel, og den russiske Kirkemusik kan kun gøre Krav paa historisk, og maaske etnografisk, Interesse.

Paa den anden Side var Magthavernes Indstilling overfor den verdslige Musik i ældre Tid altid negativ. Saa sent som i det 17' Aarh. udsendte Tsar Alexej, Peter den Stores Far, et Dekret, sorn forbød Gademusikanterne at synge og spille. Dekretet har aabenbart ikke hjulpet, for i i et et følgende Dekret hedder det: »Skulde Gadernusikanterne igen vise sig, skal Instrumenterne fratages dem, og de selv skal uden Naade prygles med Knut«.

Den selvsamme Tsar oprettede rigtignok 30 Aar senere et Hofteater, men dette betoner kun den russiske Musikkulturs ejendommelige Udvikling. Herrerne - det er Hofmænd, Rangspersoner, Godsejere. Menneskernaterialet, hvorfra de hentede Musikerne og Sangerne - det er de Livegne, Bønderne, som forøvrigt har skænket den russiske Kunst en lang Række betydningsfulde Navne.

Denne Tilstand, - Intelligensens Adskillelse fra Befolkningen, varede, bortset fra ubetydelige Variationer, indtil Revolutionen. For Sovjet-Magten var det først og fremmest et Spørgsmaal, hvorledes man skulde forholde sig til Musikkens Kulturskatte, der saa at sige har overtaget som en Arv fra det gamle Regime. Hvorledes kunde man gøre den tilgængelig for de Folkemasser, for hvem Knejpen, og hist og her en daarlig Film, havde været Højdepunktet i tidligere Tid.

I vor Tid er det ikke saa let at ernære flere Tusind Mennesker med fem Brød, og det kolossale Misforhold mellem den kulturmusikalske Produktion og Forbrugernes Behov var simpelthen tragisk. Jeg taler her om By-Befolkningen, men bag denne stod jo det uhyre Antal Bønder, der udgør Størstedelen af vor Befolkning paa 170 Millioner.

Disse Menneske-Masser maatte man ikke alene give Næring, men mian maatte ogsaa lære dem at optage denne Næring i sig, d. v. s. man maatte opdrage dem kulturelt.

Et andet Spørgsmaal var en »ny Kunst«s Fremstaaen, en revolutionær Kunst, i Samklang med Tiden, aktuel, skabt, ikke for at fremme Snobbernes Fordøjelse (saadan noget findes jo ogsaa) men for at imødekomme det nye Menneskes virkelige, aandelige Behov.

Det forældede »l'art pour l'art«-Princip forkastedes. Det var helt klart, at Kunsten, Musikken indbefattet, ikke alene kan opstaa af livet, men at den selv danner en Del af det, og at den naturligvis maa svare til dette Livs Behov.

Der gives jo Mennesker, der ogsaa i vore Dage paastaar, at Kunsten maa være »fri«, uden Tendens, o. s. v. Jeg tror, at hvis der kunde eksistere et Kunstværk »uden Tendens«, saa vilde det nytte Menneskene ligesaa lidt, som et Papmaché-Brød vilde mætte den Sultende.

Ogsaa naar -Talen ikke er om saadanne "tendentiøs" Omraåder indenfor Musikken som Kirkemusik eller Brugsmusik (Teater- , Sport-, Skole-, Militær-Musik o. s. v.),. saa forholder det sig i Virkeligheden saadan, at hvert Musikværk ganske afgjort har sit Formaal, eller burde have det; og dette Maal er: at mætte den menneskelige Kulturhunger, at imødekomme dens Behov » , jo oprigtigere eller hensigtsmæssigere den kan gøre det, jo bedre er Kunstværket.

Noget andet er det saa om denne eller hin Tendens passet alle. Bolsjeviken staar ligegyldig overfor Musik, som fremkalder religiøse Følelser, og en anden passer den Musik ikke som besynger' 5- Aars Planen eller den Stalinske Konstitution men det kan man jo ikke gøre noget ved!

Da den nu afdøde Undervisningsminister Lunatsjarskij for første Gang var i Marinskij-Teatret (det tidligere kejserlige Opera- og Ballet Teater i Petersburg) spurgte Kunstnerne ham bl. a., hvad man nu skulde opføre - og foreslog Folkedrama'er og i det hele taget et »ophøjet« tragisk Repertoire. Lunatsjarskij svarede: »Vi har oplevet tilstrækkelig mange virkelige Drama'er og Tragedier under Krigen og Revolutionen. Vis De hellere Folket to elskende Hjerters Konflikter, opfør De hellere »Traviata«- og »Faust« det har vi meget mere Brug for nu«.

Men det var jo klart, at man ikke kunde blive staaende ved »Traviata« og »Faust«. Spørgsmaalet den nye Sovjetkunst, blev snart et staaende Problem, og samme Lunatsjarskij advarede engang, i en Tale om den nye Kunst, imod at efterligne hin Gartner, som med sine Hænder trak Planterne mod Solen, for at de skulde vokse hurtigere. »Vær hellere« sagde han, »gode Fødselshjælpere og sørg for, at I føder kraftige Børn, og at de vokser op i Sundhed«.

I den følgende Tid var vi naturligvis ikke uden ukloge Gartnere. Nogle skrev banal Musik til tilsyneladende »revolutionære« Tekster og udgav dem i røde Omslag; andre var simpelthen svage Musikere, som skrev daarlig Musik over revolutionære Emner. Det var fuldkommen naturligt og den Periode er forlængst forbi. Nu er Komponisterne i Sovjet-Unionen ikke alene Folk, der har faaet en Uddannelse, og som er blevne professionelle Musikere under Sovjet Regimet, men frem for alt Sovjet- Musikere, som er inderligt forbundet med deres Fædrelands Liv- og Kultur.

Antallet af Komponister vokser hurtigt, Antallet af deres Værker vokser ligesaa hurtigt, og Folk i Vesteuropa spørger uvilkaarligt: Er der ikke alt for mange Komponister, alt for mange Symfonier, Suiter, Ouverturer, Operaer, Balletter o. s. v.;. -med andre Ord: finder disse Komponister Afsætning for deres Produktion, er de nødvendige?

Svaret er let: Sovjet-Unionen behøver Musikværker i langt større Mængder end de forefindes nu, og ethvert f remragende Musikværk finder Afsætning med det samme, bliver straks opført, indgaar i Repertoiret, og bliver et Led i den kulturelle Opbygning.

Det samme gælder udøvende Musikere. Vi har Mangel paa dem, for Befolkningens Musik-Behov er vokset kolossalt og vokser stadigvæk.

Derfor staar vi frem for alt foran Problemet: Uddannelse af den tilstrækkelige Mængde Musikere, Komponister og Interpreter. Før Revolutionen havde vi tre Konservatorier, nu har vi ti. Før Revolutionen havde vi 32 Musikskoler, nu har vi 93. Alligevel er det ikke tilstrækkeligt, og der foregaar da ogsaa en stadig Udvikling paa dette Omraade.

Som bekendt har Selvvirksomheden altid haft, og vil altid have, stor Betydning for Musikkens Udvikling. Jeg taler her om Musikamatørerne. Sovjet-Magten har, fra Revolutionens første Dage, lagt den største Vægt paa Amatørkunsten. Paa det musikalske Omraade dannede der sig særlige Skoler for den almene musikalsk Uddannelse, og musikalske »Cirkler«, Klubber, Amatørteatre, Orkestre, Kor, Ensembler skød op af Jorden. I de første Aar efter Revolutionen vilde alle Mennesker ikke alene synge, spille og være Skuespillere, men mange nærede straks skønne Drømme om, at de i det skjulte var fremragende Talenter. De glemte blot, at ethvert Talents Udvikling og Uddannelse er forbundet med et haardnakket og langvarigt Slid. Mange Gange opstod der en Fare for, at Professionalismen ikke blev tilstrækkelig anerkendt, og at Amatørkunsten sank ned til det rene Dilettanteri. Denne Fare vil eksistere overalt og til enhver Tid. Man kan ikke drage nogen skarp Grænse imellem Amatørkunst og Professionalisme, alene af den Grund, at den daarlige Professionalisme altid løber den Risiko at blive amatørmæssig, medeils de bedste Amatør-Resultater kan være ligesaa betydende som Professionalismens. Et staar fast: Professionalismen bør aldrig synke ned til det amatørmæssige, tværtimod: den maa stræbe efter at hæve Amatørkunsten til sit eget Niveau. De Resultater som Udviklingen af den kunstneriske Selvvirksomhed i Kunsten har at opvise, bestaar først og fremmest i Befolkningens Kunst-Interesse, især dens Kærlighed til Musikken. Det er den professionelle Musikers Sag, at understøtte og opdrage denne Kærlighed.

I Sovjet-Unionen er det almindeligt, at en professionel kunstnerisk Institution: et Teater, et Filharmoni- Orkester eller et Konservatorium overtager »Fadderskabet« for en eller anden Gruppe af organiserede Tilskuere eller Tilhørere, f.,Eks. en Afdeling af den røde Armé, en Fabrik, en Landsby el. lign.

Dette vil sige, at den kunstneriske Institution forpligter sig til at »betjene« vedkommende Gruppe, enten med Opførelser i dens eget Teater eller Koncert-Lokale, eller derigennem, at Institutionens Personale giver en Forestilling. eller Koncert i vedkommende Landsby, Fabrik o. s. v. Foruden Fadderskaberne, der saa at sige bestaar i et personligt Forhold mellem Teatret eller det filharmoniske Orkester paa den ene Side, og den organiserede Gruppe af Tilhørere eller Tilskuere paa den anden Side, arbejder man i Sovjet-Unionen meget energisk paa at tilfredsstille de nye Tilhøreres og Tilskueres Behov

For at bane Vej til Teateret og Koncertsalen for de Folk der aldrig har været der, maa man arrangere Forestillinger og Koncerter for at vække deres Interesse paa denne Maade. Netop derfor fremkom og udviklede sig hurtigt, allerede i den første Tid efter Revolutionen, de saakaldte Vandre-Forestillinger og Vandrekoncerter. Sædvanligvis finder de Sted i Klubhusene, hvor der ofte findes veludstyrede Scener og Koncertsale. Ofte finder Koncerterne Sted i en eller anden Fabrikshal mellem Maskiner, Transportbaand og Kraner hvor man specielt til dette Formaal bygger en Tribune eller Scene. Den, der ikke har overværet en saadan Opførelse, kan ikke forestille sig, hvorledes de »nye Tilhørere og Tilskuere« er. Aldrig og intetsteds har en Skuespiller eller en Musiker haft et saa opmærksomt, lydhørt, taknemmeligt og begejstret Auditorium, som ved saadanne Teaterforestillinger og Koncerter.

Nutildags har hver ny Fabrik, Skole, selv -den røde Armés Hus, sine egne Klublokaler, ofte endog Teater- og Koncertsale, der paa sine Steder er lige saa godt udstyret som de med professionelle Formaal indrettede Sale af denne Art. Desuden er der blevet bygget mange saakaldte Kulturhuse, der er hele Paladser for Kunsten. Som Eksempel kan jeg nævne Kulturhusene i Narwa- og Wiborg-Distrikterne i Leningrad. Hvert af disse Huse indeholder indtil 40 forskellige Lokaler, et Teater med 2.500 Tilskuerpladser udstyret med den mest moderne Teknik, en stor, en mindre og en lille Koncertsal, en Svømmehal, Sportsloaler, et Bibliotek, en Læsesal, et Skakværelse, en Restaurant, Kaffestue, Billiard- Værelse o. s. v.

I Sovjet-Unionen findes der nu alene paa Landet mere end 100.000 »Cirkler« af enhver Art. Antallet af Deltagere i dramaturgiske, musikalske og lignende Cirkler beløber sig i Byerne til mere end 4-5 Millioner. Det er klart at en saadan Mængde Cirkler fremfor alt har Brug for gode professionelle Ledere og for gode Forbilleder fra den professionelle Kunst.

I Moskva blev fornylig aabnet et Teater for Amatørkunst. Teatrets Program (sædvanligvis beregnet for 10 Dage) er sammensat af forskellige Numre, afvekslende med Musik, Dans og sportslige Præstationer. De Udførende, Enkeltpersoner eller Grupper, kommer fra alle Egne af Sovjet-Unionen, fra Byer, Landsbyer, Stanitser. De viser naturligvis det bedste, de formaar, Opførelserne forberedes gennem et alvorligt Arbejde, kun det mest fremragende bliver antaget. Selvom Moskva-Amatørteatret paa den ene Side har uhyre Betydning som Spore for den kunstneriske Selvvirksomhed, saa er det paa den anden Side ogsaa af professionel Betydning, thi nogle af de der stedfundne Opførelser gaar med Hensyn til deres Kvalitet, Originalitet, Begavelse og tekniske Fuldkommenhed langt ud over Rammerne for et amatør og dilettantmæssigt Tidsfordriv.

Jeg har talt saa udførligt om den kunstneriske Selvvirksomhed, ikke blot fordi denne Virksomhed har en særlig Betydning for den nye Tilskuers og Tilhørers egne Frembringelser og Opdragelse, men ogsaa fordi den kunstneriske Selvvirksomhed spiller en ganske usædvanlig Rolle under de etnografiske Forhold, der hersker i Sovjet Unionen.

Mange har slet ikke gjort sig klart, hvor mangfoldig og komplicret Sovjet-Unionen er i etnografisk Henseende; indenfor dens Grænser findes ikke mindre end 155 Sprog (alene i Kaukasus mere end 100, deraf alene i Dhagestan, et Distrikt i Kaukasus med 7 Millioner Indbyggere - 55 Sprog). Det drejer sig ikke alene om Dialekter eller Mundarter, men om fuldstændig forskellige Sprog, der tilhører de mest forskellige Sproggrupper og Sprogstammer. Ethvert Folk har sine egne Sæder, sine egne Sange, og de fleste har ogsaa deres egen Instrumentalmusik og deres egne Musikinstrumenter. Denne Folke Kunst er altid ejendommelig, original i sin primitive Form, men ikke altid tilgængelig for Repræsentanter for en anden Nationalitet. Derfor er den eneste rigtige Vej for ethvert Folks kulturelle og kunstneriske Udvikling en Kultivering af dets egen Kunst; d. v. s. man maa udvikle den kunstneriske Smag, de tekniske Midler, den specielle kunstneriske Opdragelse indenfor den ægte nationale Kunst's Rammer, og altid i den næreste Tilknytning til de Rødder, hvoraf' denne Kunst drager sin Næring.

Hvis man vilde gaa anderledes frem, kunde man begaa temmeliggrove Forsyndelser. Man kan ikke træde i Forbindelse med Folket oggive det Timer i et uforstaaeligt Sprog - og en fremmed Folkekunst i sin primitive Form er jo ofte et saadant. uforstaaeligt Sprog. I Baku, i Sydkaukasus, spiller gerne om Sommeren et Førsteklasses Symfoniorkester (tidligere spillede Moskvas og Leningrads Filharmoni-Orkestre, men nu organiseres der et stedligt Symfoniorkester). De indfødte Tyrkere staar ret ligegyldige overfor dette Symfoni-Orkesters Spil, men naar, man hører deres egne musikalske Ensembler, der spiller paa de nationale Instrumenter, naar man hører dem synge, saaser man, hvorledes den hjemlige Tilhørerkreds modtager denne Musik, og man forstaar, at før man tvinger T'yrkerne til at nyde en Symfoni af Brahms, maa man hjælpe dem til kulturelt at udvikle deres egen Musik. Saaledes udvikles de samtidig baade som Udøvende og som Tilhørere, og saaledes vil det være lettere for dem at interessere sig for et fremmed musikalsk Sprog, at forstaa det og at nyde det.

I Moskva er der nu dannet tre musikalske Statsinstitutioner - Statssymfoniorkestret (130 Musici), Statskoret (50 Sangere) og Statsorkestret af Folke-Instrumenter (100 Musici). Disse tre Institutionerer Udtryk for Sovjet-Regeringens musikalske Politik og skal ved deres Eksempel medvirke til Organisering af tilsvarende Institutioner i Republikkerne, Provinserne,og Distrikterne. Oprettelsen af Stats Symfoniorkestret betyder, at Unionskomitéen for Kunst er af den Anskuelse, at den symfoniske Musik, ved Siden af Operaen, danner den
musikalske Kunsts Højdepunkt, og at man paa det kraftigste vil propagandere for denne Musiks bedste Frembringelser.

Oprettelsen af Statskoret viser, at Komitéen lægger overordentlig Vægt paa Korsangen, særlig hvad angaar Folkesangen. Dannelsen af Statsorkestret af Folkeinstrumenter viser, at Folkeinstrumentet skal være et uomgængeligt Instrument indenfor vor Musikkultur - selv for Folkeslag med høj musikalsk Kultur.

I Moskva er det endvidere planlagt at oprette et Orkester af Blæseinstrumenter og et Orkester af Guslispillere (Gusli'en er et gammelt folkeligt slavisk Instrument, noget i Retning af en Zither). Det er desuden planlagt at sammensætte et højtkvalificeret Jazz-Orkester.

Med Hensyn til sidstnævnte skal det bemærkes, at Indstillingen over for Jazzen har været meget forskellig i den Tid, der er forløbet siden Revolutionen. Der har været Tider, hvor Jazz og Jazz- Kompositioner var frataget enhver Borgerret. Nu er det Slut med denne Puritanisme. Jazz- Musikken.eksisterer, nu og da folder den sig endog ud, man sværmer for den, og danser gerne til den. Der opstod fornylig i Moskva en Diskussion om Jazzmusik. Det begyndte med et aabent Brev til »Pravda« - fra to Medlemmer af det filharmoniske Orkester. Diskussionen fik hurtigt en skarp Karakter. Unionskomitéen for Kunst lod ogsaa høre fra sig, og Spørgsmaalet formuleredes saaledes: Mod Jazzen i det hele taget, eller blot mod daarlig Jazz?

Komitéen var afgjort imod en Fornægtelse af Jazzen som saadan, idet den dog anerkendte rimelige Krav med Hensyn til kvalitetsmæssig Forbedring af Jazzorkestrenes Repertoire og Præstationer.

Vi vender atter tilbage til Folkemusikken; Sovjet-Unionen sidder her inde med et uudtømmeligt, Materiale, ikke blot udfra et etnografisk Synspunkt, men ogsaa udfra et rent kunstnerisk.

Musikvidenskaben er en forholdsvis ung Videnskab, men i det førrevolutionære Rusland var den ganske simpelt et rent Pattebarn. Nu præsteres der paa dette Omraade et stort og energisk Arbejde. Repræsentanter for Etnografi og Musikvidenskab og desuden hele Ekspeditioner rejser stadig ud til Unionens forskellige Egne, for der at finde, Folkesange, skrive dem ned, optage Grammnofonplader, studere de nationale, Instrumenter og analysere det Materiale, hvoraf Folkesangen og Folkedansen opstaar, hvorefter de systematiserer
Materialet og offentliggør Resultaterne i Artikler og i faglige Publikationer.

Vort Land frembyder i denne Henseende ganske særlge Rigdomme. Selv naar vi ser bort fra Antallet og Forskelligheden af Folkeslagene i Sovjet-Unionen vil man meget sjældent andetsteds i Europa finde saadanne Overleveringer fra gammel Tid, der hverken er berørt af Aarhundrederne eller af Begivenhederne. I Kaukasus, 20 Kilometer fra Bjerget Kasbek lever to Stammer - Mokheverne og Khevsorerne - hvis Medlemmer bærer middelalderligt Panser og endnu synger »Cantus firmus«-Sange, som de blev sunget i d. 14' Aarhundrede. I det fjerne Norden kunde man endnu for kort Tid siden finde de, analfabetiske Sagn-Fortællere, som udenad kunde synge og fremsige tusinder af Digte, som fra Kijef er naaet derop paa det tartariske Herredømmes Tid. Nordpaa danses der endnu Runddans, og forskellige folkelige Ceremonier fremstilles i dramatisk Form. I det fjerne Ural eksisterer den improviserede Korsang som i det væsentlige har bevaret sin Form gennem Tusind Aar.

Selv om Khevsorernes og Mokhevernes »Cantus firmus«-Sang kun har en mere tilfældig Interesse, thi deres Sædvaner hidrører fra en Gruppe Korsfarere, som af en eller anden Grund har slaaet sig ned her, saa, har langt den største Del af det folkemusikalske Materiale en virkelig kunstnerisk Interesse.

For de professionelle Musikere og for Musikteoretikerne frembyder den gamle Folkesang, den gamle Folkedans, som udføres paa gamle folkelige Instrumenter, i Kraft af sin Tonalitet og sin fint differentierede og frie Rytme stor Interesse; i Østslavernes og de orientalske Folks Sang mØder man stadig Rytmer, som ikke lader sig indordne under Metrikkens sædvanlige Former og Rammer. 7- eller 5delte Takter, uventede Taktskifter, f. Eks.-fra 3 /4 til 3/8 , hvad der hos en moderne Komponist ofte virker som et Kunstgreb, det er i den orientalske Folkemusik almindeligt forekommende. Folkesangens melodiske Opbygning er ejendommelig og ofte meget kompliceret.

Som Eksempel paa dette vil jeg gerne sige et Par Ord om den turkmenske Folkemusiks vigtigste Kendetegn. Musikteoretikerne V. Beljajef og V. Uspenskij har nedlagt et stort Og alvorligt Arbejde i Studiet af denne Musik.

Den turkmenske Musik er Resultatet af en højtudviklet Kultur - Resultatet af en aarhundredlang Udvikling. Nogle af Lagene i den turkmenske Musik er overordentlig gamle. Denne Musik er langt fjærnet fra det primitive. Baade med Hensyn til Form, Rytme, Tonalitet og melodisk Struktur er den usædvanlig kompliceret. Den turkmenske Musik er meget emotionel og absolut fri for Sentimentalitet. Det mest udbredte Instrument er Dutara'en med to Strenge af Silkesnor, stemt i Kvarter. Et andet Instrument er Gidshak'en, der har tre Strenge, og som stryges med en Bue; i Stedet for Over-Dækket er der en udspændt Hud. Et tredje Instrument er Tjuidjuk'en, en Slags FlØjte af Siv med et Metal-Mundstykke. I den turkmenske Musik savnes Slaginstrumenterne fuldstændig - den turkmenske Instrumentalmusiks, Melodik er i sig selv intensiv rytmisk. Der findes heller ingen ren Dansemusik. Denne Musik udmærker sig ved en for Folkekunsten. usædvanlig højt udviklet Melodik. Ofte spinder Melodien sig meget vidt ud, uden særlige Gentagelser. I. Uspenskij's Samling findes der Musikstykker, hvor Melodien udvikler sig gennem 205 Takter; Musikstykker paa 130-140 Takter er ikke sjældne.

Den turkmenske Musik's Form er rig, kompliceret og lader sig vanskeligt indordne i vore sædvanlige Systemer. I mange Værker finder man et Afsnit af den højeste emotionelle Spænding, Værkets Kulmination, den saakaldte »Sjirvan«, efter hvilket der lidt efter lidt indtræder en Afspænding.

I denne Musik opnaas den musikalske Udvikling med mangfoldige Midler; i metrisk og rytmisk Henseende er den meget rig, med Hensyn til Tonearter meget mangfoldig; næsten- altid træffer man Modulationer (hvad der forøvrigt ikke er karakteristisk for den slaviske Folkemusik). Dutara'ens og Gidshak'ens Opbygning i Kvarter er ikke tilfældig, thi Kvart-Intervallet har en overordentlig Betydning i den turkmenske Musik: det er Grundlaget for dens Harmoni og Polyfoni. Turkmenernes Instrumentalmusik er opstaaet paa Grundlag af Vokalmusik under Bibeholdelse af baade dennes Karakter og Emne; den turkmenske Musik er Programmusik. Den har som nævnt ingen Dansemusik, og Korsange findes heller ikke.

Nedenstaaende Eksempler fra turkmensk Folkemusik viser: 1. melodisk-motorisk Udvikling, 2. og 3. Kvarten som harmonisk Grundlag, dels i nogenlunde ren Form (2), dels i varieret og rytmisk mangfoldig Skikkelse (3), 4. særpræget Metrik, 4. og 5. tostemmig Musik,
hvor den ene Stemme væsentlig har rytmisk Funktion. Disse rytmiske Enkelttonestemmer, staar i Forbindelse med det allerede nævnte Forhold, at den turkmenske Folkemusik ikke benytter sig af Slaginstrumenter.

Jeg har. omtalt den turkmenske Musik udførligere for ikke at behandle Folkekunsten i Almindelighed helt overfladisk. Men jeg vil gerne gentage: det er vanskeligt at tale om Musik, særlig naar der ikke gives, nogen Mulighed for at høre denne Musik. Som en Trøst kan jeg tilføje, at jeg haaber at kunne opføre en meget interessant og værdifuld »Turkmensk Suite« af Sovjetkomponisten B. Schechter her i København: denne Suite er intet Arrangement af de turkmenske Musikstykker, men en symfonisk Bearbejdelse af dem..

I Sovjet-Unionen afholdes regelmæssige »Festdage for Folkekunsten«, som giver et levende og uforglemmeligt Indtryk, af de uhyre Fremskridt, der er gjort og endnu gøres, med Hensyn til de bredeste Lags Indsigt, Intellekt, Smag-og Kultur. Disse Festdage vidner om den kunstneriske Selvvirksomheds æventyrlige Vækst, om en mangesidig Begavelse, om Styrkelsen.gennem den kollektive Organisationsform af enhver Amatørs individuelle Færdigheder; endvidere aabenbarer disse Dage Massernes uhyre Opfindsomhed, deres Opfattelse af Kunsten som en af de vigtigste Livsfornødenheder, dens nære Forbindelse med Tilværelsens Problemer, Virkeligheden og Folkeskikkene, saavel som Ophævelsen af Grænselinjen mellem Professionalismen og de kultiverede Amatører; paa disse Festdage triumferer den sunde Smag, - den barnlige Psykes, forbløffende Evne til at forme.

Folkekunstens Rigdom og Mangfoldighed paa Former gør et vældigt Indtryk. Paa disse Festdage ser og hører man Ting, der virkelig er usædvanlige, ligefra Orkestre bestaaende af 13 Xylofoner til Nanairernes komplicerede Kamp paa Kaarder, udført af Studenter fra »Instituttet for Nordens Folkeslag«. Den ægte Folkekunsts Kendetegn er dens følelsesbevægede Overdaadighed, og i denne Henseende burde den altid tjene som Forbillede for den professionelle Kunst.

Den menneskelige Kulturhistorie har kendt Blomstringstider for Folkekunsten, men sædvanligvis stod denne Folkekunst i Opposition til de herskende Klassers Kunst. Den var af folkloristisk Interesse, men stod den professionelle Kunst fjernt, skønt denne ikke sjældent fik sin Næringskraft. fra Folkekunsten. Men nu er Opfattelsen af »Folkelighed« i Kunsten fuldstændig forandret i Sovjet-Unionen, den har faaet en umaadelig og omfaftende Betydning. Folkekunsten udvikler sig hurtigt, skrider frem parallelt med det almindelige Opsving af alle Folkets potentielle Kræfter under de nye historiske Betingelser.

Jeg har allerede omtalt »Ophævelsen af Grænselinjen« mellem Amatørvæsen -og professionel Kunst. Deraf følger ikke, at Professionalismen i Kunsten kan eller maa opløse sig i Amatørvæsen, men blot, at der er stillet den professionelle Kunst nye, alvorlige- og ansvarsfulde Opgaver: den maa vise sig den nye Tilskuer og Tilhører værdig, den professionelle Kunst maa udvikles baade i Dybden og i Bredden.

Udviklingen i Bredden afhænger først og fremmest af Koncertinstitutionernes Arbejde. Alene Moskva's og Leningrads Filharmonier skal i 1936-37 give ca.. 10.000 Koncerter, mere end dobbelt saa.mange som forrige Aar, Naturligvis er i dette Tal indbefattet. ikke blot. Orkesterkoncerter, men ogsaa Kormusik, Kammermusik og Solistkoncerter.

Alene i Moskva, vil Beethovens 9' Symfoni blive opført paa forskellige Koncerttribuner over 20 Gange. Alene i Moskva skal der gives over 100 Koncerter i Anledning af Pusjkin-Fest dagene (den 10' Februar var 100-Aarsdagen for den store Digters Død). I Moskva og Leningrad skal der afholdes Fester for Folkekunsten i Ukraine, Grusien, Armenien, Volga-Omraadet o.s.v. Efter en Beslutning, der er truffet af Unionskomitéen for Kunst, skal der i denne Sæson dannes professionelle Korkollektiver i alle Distrikter, Provinser og
Republikker, hvert paa et Antal at 30-50 Sangere. I alle nationale Republikker organiseres der Orkestre at Folkeinstrumenter, desuden 10 nye Symfoniorkestre i Tasjkent, Aschabad, Kislovodsk, Alma-Ata, Kasan, Gorki og en Række andre Byer. I de Byer, der ikke har fast Symfoniorkester, organiseres Symfoni-Koncerter med Bistand af Kollektiver, der spiller i Teater, Radio og Biograf. I 17 Byer dannes der Kammermusik-Ensembler.

Alt dette angaar Udviklingen i Bredden. Problemet: Udviklirigen i Dybden - det er et Problem om Udførelsens Kvalitet og først og fremmest om Kompositionerne. Mange mener med Urette, at Spørgsmaalet om Kvalitet kun afhænger af enkelte begavede Interpreters og Komponisters Eksistens. Disse Mennesker er imidlertid alle paa det inderligste forbundet med det Milieu i hvilket de lever og arbejder, og befinder sig under dets Indflydelse og Kontrol.

Spørgsmaalet om Indflydelse og Kontrol er et gammelt Spørgsmaal. Jeg husker, hvorledes Spørgsrnaalet om Oprettelsen af et nyt Komissariat for de skønne Kunster blev debatteret i den første Tid efter Revolutionen. Mange troede dengang, at Grundlæggelsen af et saadant Komissariat straks vilde kurere alle Sygdomme, redde Kunsten ud af alle Vanskeligheder, og føre, den en straalende Fremtid i Møde. Forsigtige Skeptikere hævdede omvendt, at i Spørgsmaal angaaende Kunsten er Øvrighedens Indflydelse kun af Værdi paa det pædagogiske Omraade.

I Begyndelsen var Administrationen af de kunstneriske Spørgsmaal i Hænderne paa Kommissariatet for Folkeoplysning. Endelig blev der i 1936 dannet en selvstændig Institution »Unionskomitéen for Kunst« i hvilken Forvaltningen af hele Landets Kunstliv, alle Teatre, Koncertinstitutioner, Musæer, Cirkus'er, Scener o. s. v. er koncentreret. De pædagogiske Institutioner for Kunsten - Konservatorier, Akademier, Skoler, Laboratorier o. s. v. administreres ligeledes af Komitéen.

Skønt Komitéen kun har eksisteret kort Tid har den dog bevist sin Formaalstjenlighed og særlig betydningsfuld for hele Unionen er dens Arbejde i Tilfælde, hvor det drejer sig om de enkelte Nationaliteters Kunst og hvor man for at bringe dem i Kontakt med hinanden arrangerer Udveksling, Rejser til andre Byer, Organisering af Koncerter, Teaterfestdage o. s. v.

Indflydelsen paa selve Kompositionen bestaar ikke blot i Kritik, men frem for alt i et positivt Samarbejde. Som Eksempel vil jeg gerne anføre det lille Opera-Teater i Leningrad. Der blev de nye Sovjet Operaer opført i de første Aar efter Revolutionen. Men ak - de første Operaer havde ikke Succes, og var kun til Nytte derved, at man kunde lære af dem.- Men saa har Teatret efterhaanden draget en Gruppe unge Komponister ind i sit Arbejde; de komponerede, foreviste deres Arbejder paa Teatret modtog Direktiver, og korrigerede selv deres Kompositioner. Ofte skete det, at en hel Akt prøvedes under Deltagelse af Orkestret, Koret og Solisterne for saa paany at blive omarbejdet. Resultatet var, at Teatret fik nogle rigtige Sovjet Operaer, der endog var skrevet over moderne Temaer. Størst Popularitet naaede »Stille flyder Don« af Dsjersjinskij, hvor Kosakkernes Folkesange benyttes i vid Udstrækning.

Endnu et Forhold i Sovjet-Kunsten, der især i Musikken er en nødvendig og betydelig Faktor, skal jeg omtale.

I Februar forrige Aar rejstes en almen Kampagne, ansporet af de ledende Organer (og Fagforeninger) mod Formalismens skadelige og farlige Indflydelse paa Kunsten, idet Formalismen greb forstyrrende ind i den kunstneriske Produktions Idé. Samtidig opkastedes Spørgsmaalet om det nationale Princips Betydning i Kunsten, om Folkekunstens Kilder,uden hvilke ikke et eneste ægte kunstnerisk og værdifuldt Værk kan eksistere.

Den Diskussion der opstod om disse Spørgsmaal viste først og fremmest disse Problemers Vanskelighed: Begreberne Formalisme, grov Naturalisme og kunstnerisk Realisme - er ikke helt enkle. Men man maa ikke vende sig bort fra et Spørgsmaal, blot fordi det er vanskeligt. Kunstneren maa. være sin Epokes Interpret, han maa med Talent kunne udtrykke de Tanker og Følelser, som hans Folk forstaar. Hvis dette ikke er Tilfældet, nytter det ham ikke, at han ved en kompliceret Skrivemaade og under Anvendelse af Kunstgreb, det vil sige med
formalistiske Midler, tilslører sit Værk's Mangel paa Indhold. Kunstnerne burde derfor her huske Kammerat Stalin's Ord: Den proletariske Kultur maa i sin Form være national, og i sit Indhold socialistisk.

Tilsidst vil jeg sige det, der allerede klart fremgaar af det hidtil fremførte. Kunstens sejrrige Udvikling fremstaar som en Syntese af de samlede Livsvilkaar. Paa den sidste Kongres, som afholdtes af Kunstnernes Repræsentanter (Kunstnernes unionale Central-Komités 4' Plenum, i December 1936) fastslog Unionskomitéens Formand P. M. Kersjentsef de overordentlig gunstige Vilkaar for Kunsten. Den politiske Situation, styrket gennem den Stalin'ske Forfatning, Landets stærke økonomiske Opsving og den hermed forbundne Vækst af Befolkningens kulturelle Fornødenheder, Partiets faste Ledelse og Førerskab paa Kunstens Omraade - det er de Faktorer, der betinger Kunstlivet i Sovjetunionen.

Paa den sidste Sovjetkongres havde 60 Talere Ordet, deraf berørte 27, altsaa næsten Halvdelen, Kunstspørgsmaal, skønt Kunstsprgsmaal ikke direkte stod paa Dagsordenen. Ved et Møde udtalte Krigskommissær K. Vorosjilof: »Glem ikke, at Kunstens Problemer ikke interesserer os, d. v. s. Partiet og Regeringen, mindre end Sværindustriens Problemer«.

Og selv om den Mening blev repræsenteret, som nu ogsaa dukker op hist og her, at kun Erkendelsesomraadet fortjener alvorlig Opmærksomhed i Livet, og at Følelsesomraadet bør overlades til sig selv, saa maa nu denne Meningsløshed afvises, og Kunstværkerne, derunder ogsaa Musikkens, Händels, Beethovens og Tsjaikofski's Værker, maa for os være ligesaa nødvendige som Geografi eller ny Maskiner.

Vi Musikere staar midt i Tilværelsen, og ikke udenfor. I Sovjet Unionen er det forlængst en anerkendt Sandhed. Og dette stiller Kunstnerne, og altsaa ogsaa Musikerne paa Linje med alle de andre, der opbygger den nye Verden.