Die Orgelregister ihr Klang und Gebrauch

DIE ORGELREGISTER IHR KLANG UND GEBRAUCH

Mit Erlduterungen der Registerbezeichnungen des alten Orgelbaues und des Auslandes, sowie der Spielhilfen der modernen Orgel. Ein Handbuch får Organisten, Orgelbauer und Orgelfreunde von Paul Smets, Organist und Orgelsachverståndiger in Mainz 1934. Ini Rheingold-Verlag Mainz.

Med det nylig udkomne 4' Hefte er I-laul Smets Bog om Orgelregistrene fuldført. Værket er saa omfangsrigt og interessant, at det ikke bør være ukendt for danske Organister.

I Form af et Lexicon omtales her alle kendte Orgelregistre ordnet efter deres tyske, engelske, franske, italienske og spanske Betegnelser. I hvert Tilfælde beskrives det paagældende Registers Bygning, Mensur, fordelagtigste Materiale o. s. v., og for de almindeligstes Vedkommende omtales et Utal af udmærkede Kombinationsforslag afpasset efter de forskellige Orgeltypers Ejendommeligheder. For sjældnere Registres Vedkommende faar man at vide, i hvilke Orgler de forekommer, og Læseren faar herigennem en udmærket Lejlighed til at danne sig et Skøn over de forskellige Landes Orgeltyper saavel i Europa som i Amerika. Desværre er Forfatteren tilsyneladende ukendt med, at der ogsaa findes Orgler i Skandinavien. Ikke eet dansk Orgelbygningsfirma findes nævnt. Denne Form for Kunstindustri staar dog ellers fuldt paa Højde med det bedste, der ydes i Udlandet. Danmark nævnes kun een Gang, og det er selvfølgelig i Forbindelse med det historiske Orgel i Frederiksborg, hvor der staar et sjældent Register, Elfenhein. Ellers er Forfatteren forbavsende vel orienteret med Hensyn til Orglers Indretning i fast den halve Verden.

Ved Læsningen af denne Bog vil det maaske gaa enkelte Læsere, som det er gaaet mig. Man griber sig til Hovedet eg spørger sig selv, om det nu ogsaa er nødvendigt med dette Utal af tekniske Hjælpemidler, som et moderne Spillebord byder paa, og man undres over, at noget levende Menneske er i Stand til at trænge ind i de Mysterier, som Orgler med 5-6 Manualer, henved 200 Registre 5 frie og utallige faste og blandede Kombinationer frembyder. Er virkelig alt dette nødvendigt? Man aander lettet ol), da Smets besvarer det med et nej, men undres ikke desto mindre saare, naar han paa næste Side udtaler som sin bestemte Mening, at et Orgel af Middelstørrelse hør raade over 5 Manualer, idet, efter hans Mening, et

I

.Manual ikke gerne skal disponeres med mere end ca. 10 Registre. Stakkels Danmark! Nu forstaar man, hvorfor vi ikke er værdige til at omtales i denne fine Bog. Vores største Orgel har kun 4! Naar man ser bort fra Kravet om de mange Manualer, er Smets ellers prisværdig enkel og nøgtern med Hensyn til de Fordringer, han stiller til det moderne Orgel. Han gør sig ivrig til Talsmand for et Standardspillebord bygget efter et Princip, der skulde være ens for saavel. det største som det mindste Orgel. Han hævder at det i Teorien udmærket lader sig udføre, og Fordelene vilde være store, hvis det ogsaa kunde gennemføres i Praxis, idet det vilde betyde, at en fremmed Organist hurtigt og let vilde være orienteret paa et ham ukendt Instrument, men han føjer mismodig til, at det næppe nogensinde lader sig gennemføre, vel næppe engang inden for et enkelt Land, da der findes lige saa mange Opfattelser om, hvorledes et Spillebord er mest praktisk, som der findes Organister og Orgelbyggere, der overbyder hinanden i sære Paahit. Han siger i det hele mange kloge Ord om Orgelbyggere og Organister. Dersom hans Ord kunde vinde Genklang hos disse, vilde mange sære Amfibieinstrumenter sikkert kunne undgaas. Paul Smets gør*sig særlig til Talsmand for den moderne tyske Orgeltype, der hviler paa Principerne fra Pråtoriusorglet, men Tysker er han, og Tyskerens Glæde ved det drabelige kommer hist og her til Orde. Han nævner f. E. med Stolthed (let store Orgel i Kongresshallen i Nfirnberg som Europas største og er kendelig imponeret af et Monstreregister, der findes her. Det hedder Grosser Bass 64' og er for saavidt ganske interessant. Det bestaar af en aaben Kvint 21113' og en aaben Lahial 32 . Kvinten er dog taget fra en Principalbass 16' og har kun paa (le dybeste Toner selvstændige Piber. Men alligevel grossartig! Der findes ikke den Orgelstemme eller (let tekniske Hjælpemiddel, som Bogen ikke giver Anvisning paa. Som Kuriosum bør sluttelig nævnes Omtalen af alle de gammeldags Snurrepiberier i Form af bevægelige Figurer, Dyrestemmer o. s. v. men lad os ikke grine af dem, siger Forfatteren, de staar som Udtryk for den Tids Smag. En meget fornuftig Bemærkning, og som det siden viser sig meget betimelig

for, Hurrah - paa Bogens allersidste Side meldes om et Orgel der bliver forsynet med Lurraab til Illustrering af det gammelgermanske Musikinstrument. Tage Wind.