En manglende lovparagraf

EN MANGLENDE LOVPARAGRAF

A F SVEN LUNN

Mandag den 8. ds. gav Pianisten Otto Mortensen en Klaveraften i Palæets lille Sal. Programmet var følgende: Bach: Fantasi og Fuga i D-Dur, Beethoven: Sonate i B-Dur, Op. 22, Brahms: Rhapsodi i H-Moll og Debussy: To Stykker af »Suite bergamasque«.

Otto Mortensens decideret pianistiske Indstilling, hans personlige Tag paa Klaveret og den kunstneriske Fylde, han aabenbarer i sit Spil, giver ham en fremskudt Plads mellem de hjemlige yngre Pianister. Bach blev spillet med en højt udviklet Sans for Formen og med klar Udredning af det polyfone Væv. At han kan spille Brahms har han allerede vist for flere Aar siden, hvor han engang spillede Klaverstemmen i Brahms Klaverkvintet. I Brahms-Rhapsodien syntes Nervøsitet dog at spille ham et Puds, men jeg er fuldt ud enig med den Anmelder, der næste Dag skrev:

»Han ejer ogsaa en højt udviklet Klangsans. Og ved Siden af Musikeren var det især Lyrikeren, man glædede sig over, for Eks. i det smukt følte Sidetema i Brahms' H-Moll-Rhapsodi.«

Men alligevel blev Beethoven Aftenens kunstneriske Højdepunkt. Vejen til Beethoven er længere end Vejen til Brahms. Man mærkede, hvor stærkt Otto Mortensen havde gennemarbejdet dette Værk, hvor indlevet han var i det. Det aabenbarede sig navnlig i første Sats, der er denne Sonates vægtigste Del. Det klang saa selvfølgeligt, saa naturligt, saa rigtigt. Det var ærlig Kunst uden Skrue af nogen Art. Jeg sad netop og tænkte paa, hvorledes Otto Mortensens samtidige herhjemme spiller Beethoven. Det bliver i Reglen meget stærkt analytisk, de mørke Skygger bliver sorte og de lyse skinnende hvide, - blændende, køligt facetterede, det som i Anmeldelser i Reglen hedder intellektuelt. Over Otto Mortensens Fremførelse af Sonaten var der Varme, og han spillede den frigjort for alle Manerer, saaledes at Musikken traadte stærkere frem gennem Tonerne end vi ellers er forvænt med. - Beethoven er det kunstneriske Resultat, Mortensen er naaet til, og det var det, han den Aften præsenterede for sine Tilhørere. - Dette er mit Indtryk af Koncerten.

Midt i sidste Sats af Beethovens Sonate (4 Satser) kom en Anmelder fra et københavnsk Dagblad ind i Salen. Vedkommende, der sagdes at komme fra en anden Koncert (Knud Stuhr) hørte saa denne halve Sats og Brahms H-Moll Rhapsodi. Og paa det Grundlag skrev han næste Dag:

»Det var dog en utrolig Energi, Otto Mortensen lagde i sit Klaverspil i Aftes til sin Koncert i den mindre Palæsal. Han holdt sit nydelige Programs forskellige Numre ud i stiv Arm Aftenen igennem. Nøgtern og uromantisk virkede Brahms Rhapsodi, selv i Mellemsatsen, der skal drive af Poesi. Han docerer, han spiller alle Noder og han gør omhyggeligt og meget dygtigt Rede for hver Tøddel paa Papiret, men alt det bag Noderne, der er Musiken, det blev han os skyldig.«

Jeg har udeladt Anmelderens Navn, da jeg her kun Ønsker at drøfte noget principielt og gerne vil holde Personligheder udenfor.

Man maa regne med, at det sidste Punktum: Han docerer etc. skal være en Udtalelse, der gælder hele Koncerten, navnlig da Anmelderen i andet Punktum (den stive Arm) udtaler sig omi Gennemførelsen af hele Programmet. Men selv om det sidste Punktum kun berører Brahms, saa angaar det ikke det Sprgsmaal, jeg her vil fremsætte.

Det drejer sig ikke om, at Anmelderen har skrevet nedsættende om Otto Mortensen, men Spørgsmaalet er dette ganske enkle: Har en Anmelder Lov til at skrive en nedsættende Anmeldelse af en Koncert, han ikke har hørt i sin Helhed?

Vil man besvare dette Spørgsmaals moralske Side med et selvfølgeligt NEJ, saa maa man desværre besvare dets juridiske Side med et JA. -

Spørgsmaalet har været debatteret før, nemlig i »Ugeskrift for Retsvæsen, 1933, Afd. B«, hvor Komponisten Jørgen Bentzon i en Artikel »Tort og Kunstnerære« henvender sig til Dr. jur. C. Popp Madsen for at faa denne til at fremkomme med supplerende Bemærkninger til, hvad han tidligere har været inde paa i sin Bog »Bod«. Dr. Popp-Madsen svarer, at der i Modsætning til engelsk og amerikansk Ret ikke tages Stilling til Problemet i dansk Ret. Han citerer Carl Torp: »Den danske Strafferets alm. Del« 1905, hvor det staar: Det kan i Reglen ikke være retsstridigt, »at en Kritiker fuldstændig ødelægger en Kunstners eller Forfatters Løbebane - - - ved haardnakket at forfølge ham med hadefuld og kunstnerisk eller litterært set ganske ubegrundet Kritik«, thi »Misbrug af den videnskabelige, kunstneriske eller litterære Kritik til Forulempelse af andre kunne ikke hindres uden Indgreb i Ytringsfriheden, der af Hensyn til Aandslivet maa være udelukket«. - Dr. Popp-Madsen kommer dog selv til den Slutning, at det ogsaa for dansk Ret skulde være muligt at opstille Normer for, hvad man maa og hvad man ikke maa. Og han siger, at »det Forhold, at en Kritiker leverer en nedsættende Bedømmelse af en Præstation, som han overhovedet ikke har overværet, vil være et fortrinligt Eksempel paa en saadan doløs Adfærd, som Retsordenen har al god Grund til at vende sig imod«.

Med andre Ord: Kunstnerne maa gøre sig klart, at en Anmelder har Lov til paa det løsest mulige Grundlag, ja endog ledet af personlige Motiver at skrive en nedsættende Anmeldelse.
- Muligvis kan Anmelderen ikke engang rammes, hvis han skriver en saadan Anmeldelse uden at have overværet den paagældende Koncert.

Saa ved vi det. Men det er til Gengæld ogsaa pinende galt, saa galt at der bør være Haab om at man kan faa det ændret. En Justitsminister, der tager sig venligt af ufødte Børn, maa dog ogsaa kunne gøre noget for levende Musikere, der er udsat for Vilkaarligheder fra Anmeldernes Side. - Den Torp'ske Udtalelse om Ytringsfriheden og Aandslivet er en romantisk Dogme, der stammer fra en Tid, hvor Idealerne flagrede højere end nu. Behøver Ytringsfriheden at være større i Danmark end i England? Derovre kan man sige, hvad man vil, man gør det bare under et vist Ansvar. Bestemmelser i den Retning vil desuden aldrig ramme den Kreds af Anmeldere, der tager deres Hverv som et Kald.

Da ovenstaaende Anmeldelse ikke indeholder Injurier eller ærefornærmende Sigtelser - den er kun nedsættende - staar Anmelderen for saa vidt paa Lovens Grund, som han ikke kan rammes efter nogen Lovparagraf. Men det er dog naturligt at fremhæve, at Grunden hertil alene er den, at Lovparagraffen mangler. Selve Forholdet kan ingen være i Tvivl om.

Naar Loven ikke har taget Stilling til det her omtalte Problem, saa er Tilfældet sikkert parallelt med den ældre Romerret, der ikke kendte nogen Straf for Fadermord, simpelthen fordi man ikke kendte denne Forbrydelse. Ikke alene har man villet beskytte Ytringsfriheden, men man er sikkert ogsaa gaaet ud fra, at Anmeldere skriver ud fra en vis personlig Ansvarsfølelse. Naar denne Ansvarsfølelse glipper, saa er det, at den nedsættende Anmeldelse paa det løse Grundlag fremkommer. Men naar Ansvarsfølelsen forsvinder helt, saa er Tiden inde til, at Lovgivningsmagten tager fat, og at der skabes et Ansvar overfor Loven.

Af egen Erfaring ved jeg, hvor let man fristes til at forstumpe overfor denne Ansvarsfølelse. Dette hver Dag at have et hvidt Papir for sig, hvor man ikke alene kan, men ogsaa skal sige sin Mening, uden at nogen korrigerer én eller siger én imod, kan være forfærdeligt farligt for mange. Der skal en stærk Rygrad til for ikke at misbruge det. Men selv om dette er et undskyldende Moment, kan det dog ikke akcepteres som Forsvar.

Tilfælde som ovenstaaende er dobbelt farlige, fordi de faar mange til at ønske, at man ogsaa herhjemme fik indført det tyske System, der gaar ud paa, at al Kunstkritik er forbudt. - Men vi kan vist alle være enige om, at det vilde være en kedelig Udvej.