Barokkomponisten Buxtehude

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 04 - side 71-74

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

BAROKKOMPONISTEN BUXTEHUDE

AF POVL HAMBURGER

De fleste af Musikens store hedengangne lever stadig for os in effigie. Saa flittigt er der blevet portrætteret gennem Tiderne, at man skal helt tilbage til Middelalderens anonyme graa, før end der for Alvor bliver Huller i Rækken. En af de faa Undtagelser fra nyere Tid er Diderik Buxtehude, den store dansk-fødte, Komponist og Orgelmester, hvis Indtræden i denne Verden for 300 Aar siden, vi just i disse Dage har fejret i saa stor Stil. Intet Maleri, intet Stik har bevaret hans Træk for Efterverdenen.

Savnet er imidlertid til at bære. Havde Buxtehude levet paa nær sagt en hvilken som helst anden Tid end netop Barokken - nu behøves der ingen særlig Indbildningskraft for at forestille sig, hvad man havde faaet at skue, saafremt hans Kontrafej virkelig havde været til at fremskaffe: Et utvivlsomt glatraget og sandsynligvis fedladent Aasyn, ombølget af den efter Tidens Mode foreskrevne tilpas af- individualiserende Allongeparyk - det hele saa typisk og saa psykologisk neutralt, som le grand siécle nu engang ventede og fordrede det af sin Portrætkunst.

Og ikke bare af sin Portrætkunst, men af Kunsten i det hele taget. Man var faktisk ikke paa Hat med det psykologiske den Gang. Ikke saaledes at forstaa, at Barokkunsten i sit uforlignelige aldrig senere opnaaede endsige overtrufne grandioso kun skulde være en storartet, men intetsigende Leg med Former - saa langtfra og tværtimod. Barokkens Kunst er i allerhøjeste Grad Ekspression, er det i hver Fiber og med en mange Gange lige til Bristepunktet fortættet Kraft. Der er bare det ved det, at det, som den siger om det rent menneskelige i Lyst som i Smerte, det siger den aldrig som noget individuelt, men altid som noget generelt - noget alment. Kunsten var dengang ikke, som den blev det i en senere - og svagere Tid - Talerør for den skabende Kunstners private Følelser og Fornemmelser. Den gav - enkelt udtrykt - ikke Dagbogsblade, men en Fremstilling af det almenmenneskelige i eviggyldig Form, hævet højt over Tid og Sted.

Over Sted - ja, for Landegrænser kendte Kunsten heller ikke dengang. Datidens Kunst var ikke national, men international universel. Man taler jo nok om fransk, italiensk og tysk Barok, men det er og bliver stort set kun Nuancer. Som i politisk Henseende Frankrig - nærmere bestemt Versailles - saaledes var i kunstnerisk Henseende Italien Centralsolen, hvis Straaler omspændte og beherskede det ganske Europa.

Et lovlig kraftigt Sidespring i Starten, synes man maaske, men det er gjort med velberaad Hu. For vi har nu fundet det Sted at staa paa, hvorfra Barokkomponisten. Buxtehude sikrest lader sig betragte. Set herfra forsvinder for det første det problematiske ved hans Nationalitet, det ofte med Lidenskab drøftede Spørgsmaal om, hvorvidt han skal regnes for dansk eller tysk Komponist. Vi forstaar nu, at han er ingen af Delene. Og skal han partout stedfæstes, bliver det naturligvis Tyskland og ikke os, der faar ham. I Tyskland gav man ham noget at tage op og føre videre. Vi gav ham intet, og han gav ikke os noget, som han ikke med det samme gav den hele Verden. Endvidere kan vi paa dette vort sikre Stade tage os det let, naar vi maa. erkende, at det trods mangeaarig ihærdig Forsken kun er saare lidet vi ved om Buxtehudes Liv og Levned, saa lidt, at de første 30 Aar deraf paa det nærmeste er en lukket Bog. Lad Personalhistorikere og andre Arkæologer gaa paa Buxtehude-Jagt i Arkiver og Kirkebger - kunde de med det samme støve et Par nye Orgelværker eller Kantater op, men alt det andet... Fra hans personlige Liv til hans Toner fører ingen gangsikker Bro.

Men Buxtehudes Kunst da. Hvad var den for sin Tid, og hvorpaa beror dens Storhed, at den endnu den Dag i Dag staar urokket, Tidernes Omskifteligheder til Trods? Først lidt om Tiden selv. Det 17. Aarhundrede var paa mange Maader en Overgangens Tid. Ved 1600 havde omsider den middelalderlige Kirkepolyfoni fundet sin Afslutning, og den med Renæssancen fødte »nye Tid« begyndte nu at finde klart og plastisk Udtryk i Musiken gennem den instrumental-harmoniske Skrivemaade, der traadte i Stedet for den vokal-polyfone. Et ungt stærkt sejrrigt Foraar gik hen over den europæiske Musik. Som Blomster af en regnvædet Muld skød helt nye musikalske Former frem med en Fylde og en Frodighed som kun faa Gange før og slet ingen Gange senere: Opera, Oratorium, Kantate og i Forbindelse med disse Storformer Recitativ og Arie og dertil hele Mylderet af instrumentale Former, Sonate, Suite, Ouverture, Fuga, Toccata - nogle Stykker grebet i Flæng. Og saa denne næsten utrolige Rigdom paa Komponister - vel at mærke paa saadanne, som tæller med, for paa dem, der bare tæller, har der vel i Grunden aldrig været ligefrem Mangel. I Buxtehude-Bachtiden var nær sagt enhver, som skrev Musik, en Mester i sit Fag. Den beskedneste Kantate, det uanseligste Koralforspil af en selv nok saa bortgemt nordtysk Kantor eller Organist - lyt dertil og mærk, hvor stærkt og frisk disse Toner kommer os i Møde, som var de gjort i Dag og ikke for 2-300 Aar siden. Der var større og mindre Navne ogsaa den Gang, men ingen behøvede at lade sig overskygge, der var Lys og Luft til alle. Hvor helt anderledes bare et Par Generationer senere, da Musiken mistede sin objektive Strenghed og begyndte at blive subjektiv, »personlig«. Alt det, som virkelig tæller, kommer nu paa ganske faa Hænder - de store Personligheders. Og hvorfor? Ganske simpelt fordi »personlig« Kunst ingen dybere Interesse har for andre end den personlige Hr. Kunstner selv - med mindre det er en saa stor Personlighed, der taler, at han, samtidig med, at han udtrykker sig selv, fortæller os noget om det almene - og om det evige. Det gør for Eksempel en Beethoven, saa subjektiv en Lyriker han iøvrigt er. Derfor kan vi endnu i Dag ty til hans »Dagbøger«, hans Musik altsaa, medens saadanne »Mitläufer« som en Dussek, en Hummel, en E. Th. A. Hoffmann forekommer os lige flade og intetsigende.

Men det var altsaa Buxtehude. Hvordan staar han da i sin Samtid, sin store Samtid? Historisk set betyder hans Kunst en af Stationerne paa Vejen til Bach og Händel, Barokmusikens store Fuldendere. Ikke en saadan, som man helst farer forbi eller holder ved i kortest mulig Tid. Buxtehudes Kunst er tværtimod et af Knudepunkterne, hvor flere Linjer mødes og føres samlet ind i det 18. Aarhundrede. Et er imidlertid historisk Mission, et andet Værdien i sig selv. Og hvorpaa beror da endelig det blivende i Buxtehudes Musik? Ikke paa noget som helst »personligt«, det forstaar vi nu - Buxtehude udtrykker og gebærder sig i sine Toner ganske paa samme Facon som alle de andre med Allongeparyk - Weckmann, Reinken, Bruhns, Böhm, Lübeck, og hvad de nu hedder. Naar han til Trods herfor hæver sig et betydeligt Stykke over alle disse, skyldes det slet og ret hans rent musikalske Fantasis saa meget bredere Vingefang. Højest naar Buxtehude i sine Orgelværker. Styrke, Renhed, Fromhed taler ud af hans Kantatemusik, og i Triosonaterne fornemmer man den gyldne Afglans af Italiens paa en Gang stærke og milde Sol. Dog her, i sine Kantater og sin Kammermusik, er Buxtehude mere i Niveau med sin tyske Samtid, saa højt denne i øvrigt staar. Men i sin Orgelkunst, de store Toccataer, Chaconner og Koralbearbejdelser, rager han op over alle i Tiden, ja, naar undtages Bach, over alle til alle Tider. Et aldeles eventyrligt Temperament er det, som aabenbarer sig i disse Værker med dere.s fantastiske Forening af hinanden helt modsatte Tanker - frit improvisatoriske og strengt kontrapunktisk bundne - og med deres rige Følelsesindhold spændende, fra det dæmonisk vilde til det sværmerisk blide. Se blot til den store Toccata (»Præludium og Fuga«) i d-Mol, dér hvor første Fuga brat og uformodet brydes af, endnu inden Temaet er ført til Ende i Bassen, og et skummende Passageværk skyder frem, opløsende, den strenge Lovmæssighed i en alt tilintetgørende Malstrøm - et »Indfald« af næsten »romantisk« betonet Egenvilje. Og sammenlign saa den helt modsatte Stemmingskarakter i Slutfugaen af den berømte store »g-Mol«, denne ejendommelige helt i sig selv hensunkne, ligesom til sig selv lyttende Musik - sjældent har vist Barokkens sublime »Selvtilstrækkelighed« og totale Mangel paa Leflen udadtil fundet skønnere Udtryk. Det forunderligste blandt alle Buxtehudes Orgelværker er dog den store Passacaglia i d-Mol - geometrisk streng er den i Formen - fire kongruente Afsnit, hver bestaaende af lige mange Gange fire Takter med samme Basmelodi - men himmelstormende i sin fantastiske Rejsning, en Kheopspyramide i Toner og med samme isnende Tidløshedens Præg.