Diderik Buxtehude

DIDERIK BUXTEHUDE*)

AF KNUD JEPPESEN

Den kunstneriske Berømmelses Veje er som bekendt lunefulde, og ikke mindst det musikalske Ry tegner i sit Forløb Kurver af rig Mangfoldighed. For blot at nævne nogle Former kender vi i Musikhistorien Tilfælde, hvor en Berømmelse sætter tidligt ind, vokser jævnt i Komponistens Levetid og staar støt og urokket fast efter hans Død. Mønsterexempler er her Mozart og Mendelssohn-Bartholdy. Men vi træffer ogsaa Tilfælde, hvor en hurtigt vundet, næsten hektisk Verdensberømmelse falder sammen i sig selv omtrent umiddelbart efter Komponistens Død og ikke efterlader stort mere end en tom Skal, et Navn, Exempler: Reinhard Keiser og Meyerbeer. Atter andre Kurver møder vi: Komponister, der hele Livet maa kæmpe med Miskendelse og Ligegyldighed og højst i snævre Kredse af Venner og Kendere finder Forstaaelse, for saa kort Tid efter deres Dd at ophjes til Verdensnavne, Exempler: César Franck og Anton Bruckner. Og endelig kender vi ogsaa store Komponister, hvis Berømmelse i deres Levetid var af mere lokal Art og visnede hen kort efter deres Død for at give Plads for en relativ Ubemærkethed, der kunde strække sig over Generationer, sommetider over Aarhundreder. Saa pludselig kommer deres Tid, og Ryet rejser sig i drønende Vælde. Det store Exempel er her Johann Sebastian Bach, og en Berømmelseskurve af noget lignende Forløb danner Diderik Buxtehudes:

Da han i 1707 dør som Organist ved Mariakirken i Lübeck, nyder han vel stor Anseelse og Berømmelse ikke blot i denne By, men over hele Nordtyskland og Skandinavien. Bemærkelsesværdigt er det dog, at kun et Faatal af hans Værker bliver trykt i hans Levetid. Og i det 18de Aarh.'s 3 store Musiklexica: Johann Gotfried Walthers fra 1732, Johann Mathesons »Ehrenpforte« fra 1740 og Gerbers Tonkünstler-Lexikon fra 1790, omtales han blot kort i det første, nævnes vel med fuld Honnør, men kun i Forbigaaende i det andet, og anføres, overhovedet ikke i det sidste.(1)

Saa kommer det 19de Aarh. og med det Romantiken med dens Sans for Historie og Fortid. Den skelsættende Begivenhed bliver her Mendelssohn's Opførelse af Bach's Matthæus-Passion i Singakademie i Berlin i 1829. Hermed faar Interessen for Baroktidens Kirkemusik sit afgørende Gennembrud. Først og fremmest gælder dette naturligvis selve Bach's Musik, men Bach tager Buxtehude med sig op i den høje Berømmelses Himmel. Bekendt var jo nemlig Beretningen om, hvorledes Bach som ganske ung, fattig Organist til Fods gør den lange Rejse fra Arnstadt i Thüringen til Lübeck for i Mariakirken at lytte til Buxtehudes Spil. Denne Beretning med dens mange romantiske Biomstændigheder medførte en naturlig Interesse for Buxtehude; men det var dog først, i 1873, da lste Bind af Spitta's store og i sjælden Forstand grundlæggende Bach-Biografi udkom, og især efter at samme Spitta i 1876-78 havde udgivet Buxtehudes Orgelværker i 2 Bind, at det virkelig blev klart for Verden, hvilken Kunstens Stormand, man besad i Diderik Buxtehude.

Siden da er godt halvthundrede Aar forløbne, og har bragt os Buxtehude stadig nærmere. Vort Kendskab til hans Værker er blevet uddybet, især ved Nyudgaver af hans Vokalkompositioner, Solo og Kor- Kantater. En samlet Udgivelse af hans Værker er fra tysk Side blevet paabegyndt i 1925 og har allerede bragt meget værdifuldt Stof, omend der er et godt Stykke tilbage, inden det samlede Materiale foreligger trykt. Den fornemste videnskabelige Indsats i den nyere Tid er Franskmanden André Pirro's store Bog om Buxtehude, der udkom i 1913. Fra tysk Side har især Lübeck'sehe Musikforskere som Zimmerthal, Stiehl og Stahl beskæftiget sig med ham, men ogsaa dansk Indsats kan her nævnes med Ære: S. A. E. Hagen, der med urokkelig Flid og Grundighed har indsamlet Arkivmateriale til Belysning af Buxtehudes. Ungdom i Danmark, et Arbejde, der er blevet fortsat af den fortjenstfulde Helsingør'ske Lokalhistoriker, Overlærer Laurits Pedersen.

Saaledes ligger altsaa Landet i 300-Aaret efter Buxtehudes Fødsel, hvor for første Gang en Mindefest for denne herlige Kunstner fejres i større Stil - ikke blot her i Danmark, men vel snart sagt over alt i Verden, hvor ældre protestantisk Kirkemusik for Alvor dyrkes. Men gør vi i dette Aar Regnskabet op, lader det sig ikke nægte, at der - trods den tiltagende Klarhed, som især de senere Tider har bragt m. H. t. Buxtehudes Kunst og Liv - endnu hviler Mørke over mange vigtige Spørgsmaal ham vedrørende. Dette gælder ikke mindst hans Biografi, saaledes staar f. Ex. det store Spørgsmaal om hans Nationalitet endnu til en vis Grad under Debat.

Problemet er her: Dansk eller tysk? Andre Muligheder kan næppe foreligge.

De ældre litterære, Kilder omtaler ham som dansk. Særlig betydningsfuld synes mig her en Notits, der fremkom i et Lübecker Tidsskrift »Nova literaria Maris Balthici et Septentrionis« i Juli 1707, hvori hans kort forinden stedfundne Død meddeles og det bl. a. hedder: Patriam agnoscit Daniam, han anerkendte Danmark som sit Fædreland. Det er en tydelig, positiv Udtalelse, der stammer fra Buxtehudes nærmeste Omgivelser og især har Værdi, fordi den synes af kritisk Art, som en Slags Svar paa en mulig Usikkerhed vedrørende hans Herkomst. I Flensburgeren Johan Møllers »Cimbria literata« findes i 2det Bind fra 1744 en kort Biografi af Buxtehude, hvori det hedder, at han blev født i Helsingør 1637 som Søn af Johannes, der var Organist ved Byens Kirke. Disse Oplysninger blev akcepterede af Musiklitteraturen lige op til Pirro's Bog fra 1913. Pirro har faaet meddelt hele sit danske Arkivstof fra S. A. E. Hagen, og Hagen har i en Bog om Helsingborgs Historie af Follin fundet den Oplysning, at Orgelet i Mariekirken i Helsingborg 1641 blev ombygget og stafferet (d. v. s., at Orgelfacaden blev prydet med Malerier), og at der ved den Lejlighed paa en Panelblænding paa Siden af Orgelpulpituret blev opsat en Inskription, hvori bl. a. Johan Buxtehude blev omtalt som Orgelbygger eller Organist - om det ene eller andet var uvist, da en Forkortelse af hans Titel tillod begge Tydninger. Pirro gaar paa dette Grundlag ud fra, at der er mest Sandsynlighed for, at Diderik Buxtehude ikke er født i Helsingør, men paa den anden Side Sundet i Helsingborg. Tyske Musikhistorikere har derfor i den nyeste Tid villet gøre Buxtehude til Svensker, idet de ikke har været klar over, at Skaane ikke blot politisk, men ogsaa. reelt, hvad Sprog, Kultur o. lg. angaar, var ældgammelt og rent dansk Land, indtil det efter Freden i Roskilde 1658 kom ind under Sverrig. For nylig har man imidlertid genopdaget det gamle Orgel fra Mariekirken i Helsingborg, det blev nemlig i 1849 solgt til Torrlöse og findes endnu i Kirken i denne lille Landsby, der ligger omtrent midtvejs mellem Helsingborg og Malmø. Jeg har selv haft Lejlighed til at undersøge det paa Stedet. I sit Ydre synes det fuldstændig bevaret, som det var i 1641. Orgelpulpituret er ogsaa uden Tvivl det gamle fra Helsingborg Kirke, men den af Follin omtalte Inskription findes ikke mere. Derimod staar paa Indersiden af en Skodde i Orglet at læse: Johannes Buxtehude Oldesloe(nsis) Holsat(us) Organist(a) Helsingb(orgae). Der kan derfor næppe være Tvivl om, at Buxtehudes Fader i 1641 har været Organist ved Mariekirken i Helsingborg. Men heraf følger ikke med Nødvendighed, at han allerede i 1637, da Sønnen Diderik fødtes, var ansat i Helsingborg, og Indskriften i Torrlösa, der betegner Johan Buxtehude som stammende fra Oldesloe i Holsten, indebærer da den Mulighed, at maaske hans store Søn kunde være født under Faderens Ophold i den lille holstenske By. Denne Mulighed kunde i og for sig nok forliges med den førnævnte Udtalelse fra 1707 om, at Buxtehude anerkendte Danmark som sit Fødeland, for Oldesloe hørte til Danmark lige til 1864. Vanskeligere lader det sig derimod bringe i Samklang med det Faktum, at Buxtehudes Farfar bar Navnet Jens og hans Morfar hed Jesper, begge Navne, der entydigt synes at tale for dansk Æt. Yderligere vides det, at der omkring 1620 levede Borgere i Helsingør med Navnet Buxtehude. Alt i alt, naar disse forskellige, undertiden indbyrdes ret ufordragelige Fakta afvejes mod hinanden, maa Resultatet gøres saaledes op, at det tør anses for givet, at Buxtehude er født indenfor det daværende Danmark, og at Sandsynligheden taler for, at hans Forfædre i flere Generationer har været danske, omend hans Faders Slægt maa formodes oprindeligt at have hørt hjemme i den lille nordtyske By, hvorefter den har taget Navn.

Men hvad nu ellers med Buxtehude og Danmark?

Desværre synes en drilsk Aand at have borttaget fra Arkiverne netop de Aktstykker, som i denne Forbindelse kunde have mest Interesse for os. Af ellers ret fuldstændige Serier af Kirkebøger og Regnskaber og andre Arkivalier mangler i flere Tilfælde nøjagtig de Aargange, hvor Tampen brænder. Og saaledes har det ikke hidtil været muligt at fremskaffe sikre Oplysninger om, hvornaar Buxtehudes Fader, Hans Jensen, som man kalder ham i Helsingør, har tiltraadt sit Organistembede ved St. Olai Kirke i denne By. Først i 1645 kan han paavises i Olai Kirkens Papirer, og fra da af og indtil han i 1671 paa Grund af Alder og Svagelighed trækker sig tilbage, kan vi følge ham. Da han imidlertid i 1674 dør hos Diderik, der i hans sidste skrøbelige Aar har taget ham til sig i Lübeck, udgiver denne, som en god Søn, en Sørgemusik til hans Minde, i hvis Titel han nævner, at Faderen i 32 Aar var Organist ved
Olaikirken i Helsingør. Dersom dette er rigtigt, og det er der ingen Grund til at tvivle om, - for selvfølgelig maa Diderik her have vidst nøje Besked -, skulde Hans Buxtehude altsaa allerede i 1639 have tiltraadt sit Embede i Helsingør. Det er da rimeligt, som Laur. Pedersen gør det(2), at formode, at Opholdet i Helsingborg i 1641 kun har været af kort Varighed og derfor af Diderik er blevet slaaet sammen med Virksomheden i Helsingør, som H. Buxtehude saa allerede i 1639 maa have paabegyndt som Medhjælper hos sin Forgænger.

Hvorledes dette nu end hænger sammen, saa er det sikkert, at Diderik Buxtehude, om han da ikke er født i Helsingør, i hvert Tilfælde i sin tidlige Barndom er kommen dertil. Vi ved forøvrigt lidet om ham i denne Periode. Han maa have været tidlig udviklet, for allerede i 20 Aars Alderen faar han Ansættelse som Organist i Mariekirken i Helsingborg, og i 1660 vender han tilbage til Helsingør som Organist ved Mariekirken der, en Stilling han først forlader, da han i 1668 overtager Organistembedet ved den tredje og sidste Mariekirke, hvortil han i sit Liv var knyttet, nemlig Hovedkirken i den rige Hansestad Lübeck. Fra da af tilhører han ikke længer Danmark. Men det Spørgsmaal, som interesserer os Danske mest, er naturligvis om han, da han drog fra os, bar saa umisteligt Mærke af dansk Sind og Kultur, at vi trods det, at han naaede sin Banes Højdepunkt i det Fremmede, tør kalde ham en af vore.

Et er i hvert Tilfælde sikkert: Det var ingen Lærling, men en ung Mester, der i 1668 tiltraadte Embedet ved Mariakirken i Lübeek, en af det daværende Tysklands største og mest ansete musikalske Stillinger. Embedets Karakter siger i sig selv dette tydeligt. Forøvrigt maa det ogsaa tages i Betragtning, at Buxtehude da var 31 Aar gammel. Det er den Alder, hvori de fleste store Komponister er naaet til Modenhed, og hvori deres Stil -og Teknik i Grundtrækkene ligger fast, selv om den vel kan omdannes under Udviklingens Lov. Da Mozart var 31 Aar havde han skrevet baade »Figaros Bryllup« og »Don Juan«. 31 Aar var den Alder, hvori Franz Sehubert døde, og for at tage nogle nordiske og derfor maaske senere udviklede Kunstnere: N. W. Gade vendte hjem til Danmark i samme Alder og havde da skrevet baade Ossian-Ouverturen, de tre første Symfonier og en Række af sine bedste Kammermusikværker, og Carl Nielsen havde i 31 Aars Alderen saa betydelige og karakteristiske Arbejder bag sig som G-moll Symfonien, Holstein-Sangene, Violinsonaten i A-Dur og »Hymnus Amoris«.

Desværre er kun ganske faa. Kompositioner af Buxtehude daterede, og det eneste Arbejde, om hvilket vi med Bestemthed ved, at det er skrevet her i Landet, er Kantaten: »Aperite mihi portas justitiæ«. Dette Arbejde, paa hvis Titelblad Buxtehude med egen Haand har betegnet sig som Organist ved Mariakirken i Helsingør, maa af ydre Grunde være blevet til i Tiden op mod 1668 (3) Det bærer imidlertid ikke Spor af en Begynders vage Haand, alt er gjort med en paafaldende Sikkerhed, en Finhed og Klarhed i Dispositionerne, der tyder paa fast Herredømme over det tekniske, og ikke blot paa stor Skrivefærdighed, men paa en fuld udviklet kunstnerisk Personlighed. Herved bliver det sandsynligt, at en Række udaterede
Værker af dem, der viser stilistisk Slægtskab med »Aperite« er blevet til her i Danmark, og hvad der ogsaa. tydeligt taler for denne Antagelse er den Kendsgerning, at Buxtehude strax, da han kom til Lfibeck, har været i fuldt Sving som Komponist, hvilket ikke vilde have været muligt uden forudgaaende Virksomhed i større Stil paa dette Felt.

Maa det derfor anses for absolut givet, at Buxtehude forlod Danmark som en fuldt uddannet og moden Kunstner, melder der sig det Spørgsmaal, hvorledes det har været ham muligt at naa saa vidt, - paa denne, som nogle i denne Forbindelse mener, forkerte Side af Østersen. - Hvem har han kunnet lære af? Hvad har Danmark i det hele taget kunnet byde ham? Det 17de Aarh. anses jo almindeligvis for en i aandelig Henseende ret død Tid her i Landet. Den »lærde« Periode har man kaldt den, med den høflige Reservation, der i Reglen er til Stede, naar man kalder nogen for lærd, nemlig, at saa er der heller ikke stort andet at rose ham for. Litteraturhistorikerne karakteriserer det 17de Aarhundredes danske Digtekunst som Forsøg paa at efterligne tyske Poeter, som igen paa deres Side gør kluntede Anstrengelser paa at kopiere franske Forbilleder. Men op af alle disse skruede og platte Rimerier rejser sig henimod Aarhundredets Slutning, pludselig en helt stor Digter: Thomas Kingo, maaske den ypperste af vore religiøse Lyrikere, og en i Bund og Grund dansk Foreteelse. Skulde en Kultur, der har sat en saadan Blomst, ikke paa et andet af den kirkelige Kunsts Felter kunne frembringe en jævnbyrdig soin Buxtehude? Og forøvrigt kan det ses, at der i Frederik den III's Danmark, fandtes et rigt Musikliv, der kunde danne glimrende Grobund for en ung Musiker, netop paa de Felter, der blev Buxtehudes. En særlig interessant og betydelig Skikkelse er her Komponisten Kaspar Förster, der var Kapelmester hos Frederik d. III. netop i de Aar, Buxtehude maa have haft sin Læretid. Förster var Danziger, men havde studeret i Italien, vistnok hos Carissimi i Rom; han var baade som Musiker og Menneske udover det sædvanlige, saaledes drog han mellem to Ophold i KØbenhavn til Venedig, i hvis Hær kan kæmpede mod Tyrkerne og drev det til Kaptajn og Markusridder. Hans Kirkekantater og Triosonater fortjener i høj Grad at blive fremdraget paa ny. De hører til det originaleste og mest fængslende fra den Tid

Andre fremragende Musikfolk i København i Buxtehudes Ungdomsaar var den berømte Organist ved Nicolai Kirke Johan Lorentz, med hvem Buxtehudes Fader vides at have haft personlig Forbindelse, Johan Schrøder, der var Hoforganist, og Københavns Stadsmusikant Andreas Kirchhoff, hvis værdifulde Sonater for Strygere, der i Manuskript opbevares paa Biblioteket i Uppsala, snarligt burde udgives. Og saa var der forøvrigt den store Skare af undertiden hurtigt skiftende fremmede Musikere ved Hoffet. Ikke blot Tyskere, men ogsaa Italienere og især Franskmænd. Det maa nemlig ikke glemmes, at dansk Aandsliv i den senere Del af det 17de Aarhundrede -var væsentlig romansk orienteret. Fransk Litteratur blev foretrukket af de Dannede, og for Hoffet og Adelen var Frankrig den store Mode. Alt i alt maa det siges, at Buxtehude i Datidens København har kunnet finde mindst lige saa rige og sikkert mere brogede og alsidige Udviklingsmuligheder end de nærmestliggende store nordtyske Hansestæder kunde byde ham. Det betød noget dengang, at en By var Residensstad.

Buxtehude hører jo ifølge sin Tid kulturhistorisk hjemme under Synspunkt af den kulminerende Højbarok. I de Aar, hvor han kom til Alder og Skel, bygger Bernini Peterskirkens Kolonnader i Rom, Milton skriver sit »Tabte Paradis«, Velasques har lige lagt Penselen men Rembrandt og Jordaens maler endnu, og for at nævne en unægtelig langt beskednere, men til Belysning af Barokens Fremskriden i Danmark, tjenlig Ting: Abel Schrøder skærer sit Storværk: Altertavlen i Holmens Kirke, med dens hæftige Rytmer og stormende Flugt.

Musikalsk set, kan Buxtehude imidlertid ikke opfattes som en typisk Repræsentant for Hjbaroken. Forklaringen ligger her rimeligvis i hans rolige og mere indadvendte Natur. Saaledes er der ingen Tvivl om, at den lige omtalte Kaspar Förster i ganske anderledes Grad er sin Tids Mand. En Kantate af ham, der ligger i Manuskript i Uppsala, synes mig i denne Henseende meget betegnende. Dens Ord lyder i dansk Oversættelse: I Trængsler, til hvem skal vi vende os, i Nød, til hvem skal vi vende os, i Forfølgelse, til hvem skal vi vende os, uden til Herren. Karakteristisk er, at det, der religiøst set er Hovedtanken: at Gud er den eneste, der kan hjælpe os, ikke synes at interessere Komponisten videre, han lader det i Deklamationen falde underligt klangløst til Jorden, men maler derimod med vældig Oplagthed og gribende Styrke Ordene om Nød og Trængsel. Det er paa ægte barok Vis først og fremmest den dramatiske Bevægelse, det for ham gælder.

Højbarokens egentligste Repræsentant er i Musiken Johann Sebastian Bach, men Buxtehude maa ses under Synspuktet: den optrækkende Barok, især dersom man, hvilket sikkert er berettiget, opfatter den stigende Tendens imod Enhed som Barokens Grundstræben. Dette kan især iagttages paa Orgelfugaens Omraade. Udgangspunktet er her det 16de og 17de Aarhundredes Ricereara, som bedst kan karakteriseres som en Form, der opstaar ved at bringe forskellige Smaafugaer, hver med sit Thema, under samme Hat. Hos Buxtehude finder vi ganske vist ogsaa forskellige Fugaer kædede til hinanden i samme Komposition, men her er Themaerne af de følgende Fugaer oftest afledede af første Fugas Therna. Hos Bach endelig er den typiske Forrn: Fuga'en med kun ét Thema, der optræder uændret i de forskellige Gennemføringer (eller Smaafuga'er, som man ogsaa. kunde kalde det). Som man ser en tiltagende Enheds- og Centraliserings Proces, der afspejler sig paa alle Barokkunstens Omraader, og forøvrigt ogsaa i dens politiske System: Enevælden.

Bach er overhovedet den, man i Samtiden helst vil sammenligne Buxtehude med, for man kan som bekendt kun jævnføre ensbenævnte Størrelser, og kun Geni bør maales med Geni. Bach's store Biograf Spitta vil sætte Buxtehude i nogenlunde samme Forhold til Bach som Mozart til Beethoven. Det er en Sammenligning, der mæppe holder helt Stik, bl. a., fordi Bach utvivlsomt var den niest universelle af de to, ligesom Mozart var det i Forhold til Beethoven. Bach var forøvrigt langt mere expansiv og inde under et stærkere dramatisk Højtryk end Buxtehude S. Kierkegaards Ord om Luther: der er noget tumultarisk over ham, det er ligesom Lynet hele Tiden slaar ned bagved hani, passer ogsaa paa Bach. Hos Bach kan man ogsaa tale om Frygt og Bæven i Kierkegaard'sk Forstand. Det er ligesom det hele Tiden kendes paa hani, hvor han gaar og, staar: Ich hatte viel Bekümmerniss. Han er sjælden rigtig glad, men er han det endelig engang, er det ligesom et vældigt Tryk er veget fra ham, og der er noget rørende og udover alle Grænser storslaaet over det som f. Ex. i det store Orgelpræludium i Es-Dur, hvor man synes det er som Kloder, der efter haarde Vintertrængsler endelig bader sig i Foraarssolen og svulmer i kosmisk Velvære. Bach har aldrig skrevet noget saa ubekymret festligt som Buxtehudes C-Dur Fuga og Præludium, naivt som et gammelt Billede af Himmerigs Stad i Jubel under Klokkeklang og smældende Flag. Naar Bach tager den samme Tanke op, som han gør i Orgelpræludiet. i D-Dur (ganske klart under direkte Paavirkning af Buxtehude), faar det strax en mere subjektiv ekstatisk Karakter. Buxtehude er klart nok den mest rolige, blide og baaret-lyriske af de to. Men ogsaa Buxtehude kan komme ud paa de helt dybe Vande, og han er en Mand med Syner, pludselig bryder det løs, og alt staar i Flammer. Det, der i det hele taget karakteriserer Buxtehude i Forhold til hans Samtids tyske Komponister - og vel netop det, der gør ham til et Geni, hvor de forbliver Talenter - er hans fænomenale Fantasi. Der sker altid Ting hos ham, der ikke er til at forudse, men trods alt slaar en ved deres dybe Følgerigtighed.

Et Spørgsmaal, der i disse Dage brænder paa Læben i musikalske Kredse her i Staden, er: kan Buxtehude siges at være dansk i sin Kunst? Spitta føler, -uden at kunne give nærmere, Grunde herfor, Buxtehudes Musik som noget en Tysker nært beslægtet og dog fjernt, Buxtehude minder ham om Gade, og han mener, det er deres fælles danske Oprindelse, der giver Ligheden. Spitta kan imidlertid ikke anføre videnskabelige Grunde herfor, og endnu i Dag er vi ikke i Stand dertil. Utvivlsomt er det, at Buxtehude i sin Thematik ofte minder, endda til Tider særdeles tydeligt, om det, vi kalder dansk Folketone. Der er ogsaa noget dvælende og tøvende i den for ham saa karakteristiske nedadgaaende Kromatik, der kan minde om noget nordisk, minde om den Maade, hvorpaa Lyset dvælende trækker sig tilbage i vore Sommernætter, og minde om visse Træk fra Johan Svendsen og Carl Nielsen. Jeg giver imidlertid ikke dette ud for andet end det er: private Fornemmelser. Først naar engang det danske Musikliv paa Buxtehudes Tid ligger klart belyst, kan vi tage Problemet om hans Danskhed op til videnskabelig Prøvelse.

Det vigtigste Spørgsmaal er da heller ikke i Dag, hvad vi har givet ham, men hvad han kan give os. Maatte dette det første store Møde i Danmark med Buxtehu'des Kunst til Bunds lære os at forstaa, hvad det her drejer sig om, og derved blive til Højnelse for Musiken i det Land, hvorfra han engang drog ud, men hvortil han nu lykkeligt vender tilbage med Gaver saa kostelige, som kun de helt store Aander formaar at give dem.

Fodnoter:

(*)Foredrag holdt den 14. April 1937 paa det kgl. Musikkonservatorium i København ved Aabningen af den danske Buxtehude-Fest.

(1) Først i den stærkt udvidede Nyudgave af Gerbers Lexikon, der udkom 1812-14, bringes en Omtale af Buxtehude, hvori bl. a. bemærkes, at man maa undre sig over den ringe Udbredelse B.s Værker har fundet.

(2) Smlgn. »Dansk Musiktidsskrift« 1933, p. 45.

(3) Originalmanuskriptet, der er Autograf, ejes af Universitetsbiblioteket i Uppsala. At dette Bibliotek besidder den største hidtil kendte Samling af Buxtehude-Manuskripter skyldes Medlemmer af det fra Tyskland til Stockholm indvandrede Musiker-Dynasti Düben, der bevarede gode Forbindelser i Nordtyskland og erhvervede en stor Samling haandskrevne Værker af tyske og italienske Komponister fra det 17de Aarhundrede, som nu findes i Uppsala. »Aperite mihi portas« er tilegnet Vennen Christoffer Schneider, kgl. svensk Kommissær i Helsingør, af »Dieterieus Buxtehude, Ecclesiae, quae Helsingorae
est Germanicae, Organista« (d.v.s. Organist ved Marie-Kirken i Helsingør,der dengang kaldtes den »tyske« Kirke, fordi den var Sognekirke for Helsingør's paa de Tider store Fremmedkoloni). En anden Kantate, som ved den danske Buxtehude-Fest ligeledes opførtes for første Clang i den nyere Tid:

»Der Herr ist mit mir«, staffimer ligeledes fra Samlingen i Uppsala. Begge disse Kantater tager deres Ord fra Davids 118de Salme, og har forøvrig en vis Lighed i Formen, idet de begge er 3-delte Motetter. Men medens »Aperite« er skrevet for Solistbesætning (Alt, Tenor og Bas) og er gennemført kammermusikmæssig og intim i Præget, er den anden Kantate tydeligt nok beregnet for et egentligt Kor og er derfor bredere og kraftigere i Linjerne. Begge Kantater har det tilfælles, at deres tredie og sidste Del udhæver sig fra de to foregaaende ved større polyfon Kunstfærdighed, i »Aperite« til Slut: et Benedictus i Stretto-Imitation, i »Der Herr«: et Alleluja, der er prægtigt opbygget som Passacaglia. Der kan trods disse nævnte Lighedspunkter næppe være Tvivl om, at »Der Herr« er det seneste af disse to Arbejder, især Harmoniken tyder derpaa.