Buxtehude-festen

BUXTEHUDE~FESTEN

AF HERBERT ROSENBERG

Det er ikke noget nyt, at man kan have ret forskellige opfattelser af et musikværks rigtige gengivelse. Det er da også klart, at der på grund af musikens særlige væsen - ikke kun kan være tale om en eneste måde at opfatte musik på. Utvivlsomt kan enhver komposition indenfor visse af stilen trukne grænser gengives på flere måder, der alle er lige berettigede. Desværre findes der dog ingen objektiv målestok, efter hvilken disse grænser kan bestemmes. Ved en fremførelse af nyere kompositioner har man dog en hjælp, i traditionen, som understøtter både interpreternes og tilhørernes forsøg på at finde den rette indstilling. Buxtehudes musik ligger afgjort udenfor denne tradition, og derfor er det her - som ved al anden gammel musik - såre vanskeligt at fremsætte bedømmelser, der ikke kun er begrundet i ren og skær personlig vilkårlighed. Når man nu, som det var tilfældet ved denne Buxtehude-Fest, stilles overfor næsten diametralt modsatte gengivelser af den samme komponists værker, føler man sig som samvittighedsfuld kritiker, der er sig sine egne subjektive grænser bevidst, næsten som i en svikmølle.

Det var særligt de to udenlandske organister Joseph Bonnet fra St. Eustache, Paris, og Walter Kraft fra Mariakirken, Lybæk, hvis spil bød sådanne dybe opfattelsesforskel. Ganske vist havde de en hel del fælles træk, rent bortset fra, at de teknisk var lige fuldkomne. De bestræbte sig begge to på at spille med den yderste præcision og med en meget. forsigtig registrering, der lod den polyfone struktur komme til sin fulde ret. Men ellers var de yderst forskellige. Walter Kraft er så at sige besat af en fanatisk vilje til objektivitet. Han fremførte alle kompositioner i et urokkeligt tempo fra den første til den sidste tone, og han forsmåede at skifte registreringen under spillet, selv om den formale opbygning - fx. i koralfantasien »Nun freut euch, lieben Christen g'mein« - ikke blot var nok så indbydende til det, men ved en »plastisk« registrering vilde have vundet en stærkt forøget arkitektonisk virkning.

Joseph Bonnet interpreterede i modsætning til ham meget smidigt. Han understregede både ved registrering, og ved forsigtigt og fintfølende ved et lille ritardando at fremhæve kadencerne, kompositionernes organiske form. Han spillede kort sagt med en bedårende inderlig frihed, der var lige langt fra romantisk tøjlesløshed, som fra den moderne »objektivitet«, der ret hyppigt udarter til at blive en ren tvangsforestilling. Det vilde være uretfærdigt at sige, at Kraft ikke fængslede tilhørerne. Utvivlsomt sporede man i hans spil en ualmindelig begavet musikerpersonlighed, der har evnen til at tvinge tilhørerne under sin vilje. Ikke desto mindre gav Bonnets fortolkning en større nydelse.

Det er naturligvis umuligt med bestemthed at afgøre, hvem af de to, der nærmer sig mest til det historisk »rigtige« foredrag. Så meget er dog klart, at også Krafts spil, skønt han holdt sig udelukkende til nodetexten og »bogstaveligt« talt var mere objektiv end Bonnet, er en subjektiv interpretation. Og når man tager i betragtning, at enhver komposition - ligemeget fra hvilken tid den end stammer er en slags levende organisme, fuld af rent musikalske spændinger, der udfoldes og løses, mener jeg, at Bonnets spil var mere objektivt, fordi han med den yderste forsigtighed og finfølelse tog hensyn tif det musikalske åndedræt. Derfor synes jeg, han var mere i overens-stemmelse med kompositionernes objektive struktur end Walter Kraft

Dertil kommer endnu noget andet. Buxtehudes orgelstil er afhængig af den såkaldte nordtyske skole d. v. s. den er i høj grad præget af en vis ubundethed, der rummer rige muligheder for en komponists nok så sprælske fantasiindfald. Det synes som om denne frie stil i særlig grad stemte overens med Buxtehudes karakter, fordi det er her han har givet sit bedste. Det er derfor svært for mig at forstå, at Buxtehudes uhæmmede og på overraskelser rige fantasiudfoldelse bedst skulde komme til sin ret ved en så kølig interpretation som Krafts.

Som tredje medhjælper ved Buxtehude-festen vil jeg nævne Finn Viderø, der åbenbart tilstræber det samme ideal som Bonnet. Efter det allerede fremsatte kan jeg derfor nøjes med at sige, at jeg syntes meget godt om den måde, hvorpå han behandlede det gamle Compenius-Orgel fra 1612 i Frederiksborg- Slotskirke, Hillerød. Så meget mere er der at sige om selve orglet. Det er naturligvis rent teknisk ikke så fuldkomment som et moderne instrument. Den mekaniske spillemåde kan ikke fungere så lydløst som en pneumatisk, og den uligesvævende stemning indskrænker den literatur, der kan opføres på dette orgel, meget betydeligt. Men bortset herfra er instrumentet simpelthen på grund af sin klangkarakter meget mere egnet til fremførelse af gammel musik end de moderne orgler. Denne anskuelse er ikke udtryk for et historisk snobberi, men grundet på praktiske erfaringer. I sammenhæng med den gamle musiks renaissance er jo også cembaloet kommet til ny anseelse. Selvfølgelig skyldes det til dels, at dets klang i begyndelsen virkede som et nyt, endnu ikke slidt virkemiddel. Dette kan dog ikke forklare, hvorfor cembaloet vedblivende og i stadig højere grad foretrækkes til fremførelse af gammel klavermusik. Jeg tror, det er fordi det uomtvisteligt har vist sig, at gammel musik udøver en betydelig dybere virkning, når den spilles på det instrument, hvis klangkarakter har påvirket komponistens fantasi. Det er i grunden ganske naturligt. Ingen vil have svært ved at forestille sig, at en nyere orkesterkomposition, udført af et barokorkester, vilde lide et betydelig kunstnerisk tab. Jeg synes at det omvendte er lige så selvfølgeligt. Men den slags forvanskning gør vi os ustandselig skyldige i, når vi spiller barok orgelmusik på et moderne instrument. Det var dog ikke blot for klangvirkningens skyld, at man var så glad for at høre Buxtehudes og hans forgængeres musik på det enestående instrument i Hillerød. Den barokke orgelstil er - som bekendt - i hovedsagen polyfon, kræver altså en så gennemsigtig gengivelse, at man virkelig kan høre den polyfone struktur. At dette krav opfyldes meget lettere på et gammelt orgel med dets klare fløjtestemmer og skarpe, skærende tungestemmer, vil vist enhver indrømme, der nogensinde har haft lejlighed til at anstille sammenligninger. Jeg kan godt tænke mig, at nogle blandt tilhørerne har fået et chok da de første gang hørte tungestemmernes snærrende lyd. Man behøver dog blot at vænne sig lidt til denne klang for at opdage, at dens urørlige, upersonlige hårdhed giver musikken en objektiv pragt og storhed, som slet ikke kan opnås på et moderne orgel. For ikke at blive misforstået, vil jeg tilføje, at denne klangens objektivitet ikke udelukker, at man kan fortolke lige så levende på dette instrument som Bonnet gjorde det på Christiansborg-Slotskirkes orgel. Viderøs spil var tilstrækkeligt vidnesbyrd herom.

Af de to andre ved Buxtehude-festen medvirkende organister, Emilius Bangert og N. 0. Raasted, fik jeg ikke det samme levende indtryk. Det er ikke let at forklare hvorfor. Begges spil var rent teknisk upåklageligt. Men jeg havde ikke indtryk af, at de på samme måde fik fat i stilen som de tre andre. Særlig Raasteds spil virkede lidt for romantisk grødet, hvilket nødvendigvis gik ud over den virkning, musikken udøvede.

Buxtehudes orgelværker regnes med rette til de største af det 17. århundredes musikalske frembringelser. Jeg tror ikke, at man kan sige det samme om hans vokalkompositioner. De er nok allesammen udmærket musik; men det er betegnende for dem, at de ikke er så ensartede i stilen som orgelkompositionerne. Buxtehudes »Missa brevis« er skrevet i »Palestrina-stil«, som dette begreb opfattedes i det 17. årh.'s anden halvdel. Den er yderst spændende at lytte til for historikeren; men hvor meget den kan sige den »normale« tilhører, er et spørgsmål. Kantaterne følger ikke den indviklede polyfonis veje, men er påvirket af den mere folkeligt prægede stil, der har sit udgangspunkt hos nordtyskeren Rist og hans skole. Mit indtryk af, at de ikke står fuldt på højde med orgelværkerne, skyldes imidlertid ikke, opførelsen. Det var en fryd at høre Københavns. drengekor under Mogens Wöldikes ledelse synge dem. Det eneste, jeg her kunde have grund til at beklage, var en vis intonationsusikkerhed i den a cappella sungne messe. Men bortset herfra var stemmeklangen, fraseringen og textudtalen - særlig den tyske texts behandling - glimrende. Stilrenheden var måske ikke så stor ved opførelsen af solokantaterne, der blev sunget af Edith Oldrup Pedersen, Edith Schmidt, Johannes Andersen og Aksel Schiøtz, med assistance af Else Marie Bruun, Julius Koppel og Alberto Medici.

Et så meget dybere indtryk fik jeg af Buxtehudes triosonater, af hvilke jeg desværre kun fik hørt de to, der blev spillet på musikkonservatoriet. Her udfolder den gamle mester den samme fantasiens rigdom, der er så karakteristisk for hans orgelmusik. Triosonaterne repræsenterer nemlig også den typiske nordtyske ubundethed. Skønt de blev trykt så sent som i 1696, er de dog ikke påvirket af Corelli. Det var blot synd, at opførelsen på konservatoriet skæmmedes af en del urenhed i violinen.

Næsten fuldstændig snydt blev vi for Buxtehudes cembalomusik. Kun Christian Christiansen spillede -omend ikke med fuldt udviklet cembaloteknik - en klavertoceata og en pragtfuld og taknemmelig koralsuite. Og så fik vi - det eneste ikke helt lyse punkt ved Bonnets koncert, når jeg ser bort fra nogle alt for langtrukne fermater - også to cembalokompositioner serveret på orglet (Canzonetta, i G og Fuga i C), hvor de tydeligt nok ikke havde hjemme.

Knud Jeppesens festforedrag trænger ikke til nogen omtale på dette sted, efter at det er blevet trykt i dette tidsskrifts sidste hæfte. På ministeriets vegne bød departementschef Fr. Graae velkommen ved festens åbning på musikkonservatoriet; han indledte dermed denne serie af koncerter, der omfattede et så uhyre rigt materiale, og som blev både en nydelse og en uvurderlig belæring for alle dem, der fra ind- og udlandet havde tilsluttet sig denne i det store og hele højst vellykkede Buxtehude-fest.

Ved Buxtehude-koncerterne fremførtes følgende værker:

Præludier og Fugaer:

Emilius Bangert:
e-moll (Spitta VI)
d-moll (Spitta X)
fis-moll (Spitta XII).

Joseph Bonnet:
g-moil (Spitta VII)
D-dur (Spitta XI)

N. 0. Raasted:
g-moll (Spitta XIV)

Walter Kraft:
F-dur (Spitta XV) ""A-dur (Bärenreiter)

Joseph Bonnet:
Præludium, Fuga og Ciaconna i C-dur (Spitta II)
Fuga i C-dur (Spitta XVII)

Finn Viderø:
Fuga i C-Dur (Spitta XIX)

Walter Kraft:
Toccata i F-dur (Spitta XXI)

Christian Christiansen:
Toccata i G-dur (Spitta XXIII)

Joseph Bonnet:
Ciacona i e-moil (Spitta III)

N. 0. Raasted:
Passacaglia i d-moll (Spitta I)

Joseph Bonnet:
Canzonetta i G-dur (Spitta XXIV)

Orgelkoraler:

Emilius Bangert:
Gelobet seist du, Jesu Christ
Mensch, willst du leben seliglich

Joseph Bonnet:
Ach Herr mich armen Sünder
Durch Adams Fall ist ganz verderbt
Erhalt uns Herr bei deineni Wort, Nr. I
Erhalt uns Herr bei deinem Wort, Nr. 2
In dule! jubilo
Lobt Gott, ilir Christen, allzugleich
Nun komm, der Heiden Heiland
Puer natus in Bethlehem
Von Gott will ich nicht lassen, Nr. 1
Von Gott will ich nicht lassen, Nr. 2.

Walter Kraft:
Herr Christ, der einig Gottes Sohn
Ich ruf zu dir, Herr Jesu Christ
Wir danken dir, Herr Jesu Christ

Finn Viderø:
Lobet den Herren, denn er ist selir freundlich
Jesus Christus, unser Heiland

Koralfantasi:

Walter Kraft:
Wie schön leuchtet. der Morgenstern
Nun freut euch, lieben Christen g'mein

Karalvariationer:

Walther Kraft:
Nun lob mein Seel den Herren

N. 0. Raasted:
Vater unser im Himmelreich

Koralsuite:

Christian Christiansen:
Auf meinen lieben Gott

Walter Kraft:
Te Deum laudamus
Magnificat primi toni

Triosonater for violin, viola da gamba og cembalo:

F-dur: Gunna Breuning-Storm, Louis Jensen, Chr. Christiansen
D-dur: Gunna Breuning-Storm, Louis Jensen, Chr. Christiansen
E-dur: Else Marie Bruun, Alberto Medici, W. Kraft (orgel)

Kirkekantater:

0 wie selig, Aria sub communione, for tenor og bas med strygere og cembalo. Volmer Holbøll, Johs. Andersen; E. M. Bruun og Julius Koppel, A. Medici; Chr. Christiansen.

0 fröhliche Stunden, for sopran med strygere og cembalo.
Edith Oldrup Petersen og de ved den forrige kantate nævnte instrumentister.

Aperite mihi portas justitiae, for alt, tenor og bas med strygere og cembalo. Edith Schmidt, Aksel Schiøtz og Johs. Andersen og de før nævnte instrumentister.

Den første og den tredje kantate blev også opført i St. Mariæ kirken i Helsingør, med A. Schiøtz i stedet for Volmer Holbøll.

Der Herr ist mit mir, for kor (SATB), strygeorkester og orgel.

Dir. Mogens Wöldike, Københavns drengekor, Det unge tonekunstnerselskabs orkester, Finn Viderø.

Eins bitte ich vom Herrn, for soli, kor (SSATB), orkester og orgel.
Dir. Mogens Wöldike; Marie Louise Schlegel, Anna Hagen, Elsa Sigfuss; Københavns drengekor; Det unge tonekunstnerselskabs orkester;
Finn Viderø.

Missa Breids, for a cappella-kor (SSATB).
Københavns drengekor; Dir. M. Wöldike.

Af andre komponister blev opført:

Finn Viderø:

H. Scheidemann: Præambulum

J. P. Sweelinck: Fantasia op de manier van een echo

S. Scheidt: Koralvariationer: Da Jesus an dem Kreuze stund

M. Weckmann: Toccata i e-moll.

F.Tunder:Præludium i g-moll