Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 05 - side 95-96

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

MEKANISK MUSIKved Jilrgen Balzer

1/ Musique de la Renaissance. (HMV. DB5016-18 å 6,50 kr.).

I Frankrig har man allerede i flere år indspillet gammel musik i udførelser, der kommer originalen så nær, som det nu efter århundreders forløb er muligt. Hidtil har dette kulturarbejde dog været overladt til sammenslutninger af interesserede, der i subskribentgrupper har muliggjort optagelsen a£ værker, der ikke kunde formodes at have det store publikums interesse og som derfor er blevet negligeret af de store kommercielle firmaer. Imidlertid synes der i den seneste tid at foregå en ændring i dette forhold, og et af tegnene herpå e r den foreliggende optagelse af renæssancemusik, publiceret af fransk HMV, sunget af tenoren Max Meili med lutakkompagnement af Fritz W8rsching, en serie, der af alle, der er interesserede i ældre musik, vil blive hilst med begejstring. Et exempel, værdigt til efterfølgelse. Serien indeholder følgende kompositioner:

DB5016: Enriquez de Valderrabano: Senora, si te ol Nddare. Enriquez de Valderrabano: Sonet O: Al monte sale. Alfonso Mudarra: Triste estaba el Rey David. Alfonso Mudarra: De la sangre de f us.

DB5017: Alfonso Mudarra: La manana de San Juan. Luis Milan: Perdida tengo la color. Luis Milan: Durandarte.

DB5018: Adriano Willaert: Con lagrime e sospir. Thomas Morley: It was a lover (Shakespeare). John Dowland-. Come heavy sleep. John Dowland: Come again.

1/ Couperin: Troisiéme Le!Con de Tenébres. (HMV. DB5010-11 å 6,50 kr.).

Fran~ois Couperin, den store franske clavecinmester, komponerede i 1714 til »Les dames religieuses de L.« ni »Le~ons de Tenébres«, d. v. s. kantater til udførelse i påskedagene, onsdag, torsdag og fredag, tre gange hver dag. Kun de tre for onsdagen bestemte er blevet bevaret, og det er den tredje af disse, der her er blevet indspillet. - Texten er et udsnit af Jeremiæ klages4nge, men behandlingen å la Racine er typisk for den franske barok, der midt i smerten aldrig mister sin galante ynde. Indspilningen er meget vellykket, omend ensemblets strygere og trompeter vistnok ikke findes i originalen. - Den franske barok har hidtil været stedbarn

i grammofonrepertoiret, *og det skyldes vist også mere en tilfældighed, at denne optagelse er kommet i stand. I alle tilfælde udfylder den på en smuk måde et hul, som var føleligt for den, der anlægger sin pladesamling efter synspunktet alsidighed.

1/ Vivaldi: Violinsonate i D-dur. (Col. LX543. 6,50 kr.).

Det er en ualmindelig pæn gengivelse af et morsomt og tidstypisk værk. De udførende er Nathan Milstein og Leopold Mittman.

11 Bach: Klaverkoncert i a-dur. (Hi NIV. DB3081-82 å 6,50 kr.).

Det turde vist betragtes som givet, at denne koncert, som de fleste andre Bachske klaverkoncerter, er en transskription af en violinkoncert, som Bach har foretaget til eget brug til opførelse i den Telemanske musikforening. Ved en- sådan opførelse, har Bach antagelig improviseret- Understemmerne, og det byder dog vist på større problemer, end en moderne pianist kan løse, om man da ellers er indstillet på at give en historisk korrekt gengivelse. Det har nu næppe ligget Edwin Fischer særlig på sinde, han musicerer friskt og ubekymret. Optagelsen er teknisk god, kun er det moderne flygels klang endnu mere »ved siden af« i grammofongengivelse end i koncertsalen.

/1 Mozart: Symfoni i b-dur. (K6chel 319.) (HMV. DB3083-85 å 6,50 kr.).

Denne Salzburgersymfoni var vel højdepunktet på Fischers programmer, og indspilningen er endnu bedre end koncertudførelsen, klangen er mere koncis, intonationen renere. Her har man da lejlighed til at nyde dette herlige værk. i de omgivelser, der passer en og til at juble genkendende over menuettens wienertema.

6. pladeside bringer endnu en gengivelse af arien af'Bachs d-dur suite, ganske forskellig fra de tre foregående og ligeså forkert. »Åria« er en i datidens dansesuiter stadig tilbagevendende betegnelse for en dans uden bestemt rytmisk karakter. Den har intet med operaarie eller romance at gøre.

11 Mozart: »Eine kleine Nachtmusik«. (HMV. DB3075-76 å 6,50 kr.).

En ny indspilning ved Bruno Walter og Wienerfilharmonikerne. Den gamle indspilning ved Walter og Britisk Symfoniorkester er musikalsk ringere, men teknisk bedre. (Col. LX 144-45.)

11 Mozart: Koncert i es-dur for 2 klaverer. (K-V: 365) (HMV. DB3033-35).

Trods en upåklagelill præcision hos de to solister, Arthur og Karl Ullrich Schnabel, er der en henrivende friskhed over denne optagelse, rigtigt con amorespil. Et enkelt sted i finalen mærker man, hvorledes de to pacer hinanden op til et lidt for hurtigt tempo, men det kalder kun på smilet, forstærker kun det indtryk af prima vista spil, som er så sjældent, ved grammofonaflytning. Londoner filharmonikerne under Adrian Boult bidrager på en virkelig smuk måde til denne optagelses fuldendte Mozartstil. Og så er det jo et dejligt stykke musik!

/1 Beethoven: Violoncelsonate i a-dur. Op. 69. (Pol. 67097-99 å 6,50 kr.).

Komponeret o. 1808 viser denne sonate os endnu Beethoven som klassiker. Tematyper og formbehandling er den klassiske sonates, en duet mellem de to solister. I denne stil udføres sonaten smukt af Paul Gr Ummer og Wilhelm Kempff. Afbalanceringen af de to så 'forskellige instrumenter er ov,erordentlig fint gjort og også i anden henseende er optagelsen teknisk fremragende.

. 11 Beethoven: Violoncelsonate i c-dur. Op. 102, 1. (HMV. DB3065-66 å 6,50 kr.)

Denne sonate viser et helt andet billede end a-dur sonaten. Det er en f antasi, hvor duo-typen snarere føles som en altf or snæver form. Opgaven er her betydelig sværere, men såvidt den kan løses, er det gjort af Pablo Casals og en os ukendt mand med det betydelig svære navn Mieczyslav Horszowski. Balancen forfordeler celloen en smule.

11 Beethoven: Klaverkoncert nr. 5, esdur. Op. 73. (Pol. 62082-86 å 6,50 kr.).

Ved gennemhøring af denne optagelse går det op for en, hvorfor Wilhelm Kempffs ry som Beethoven-spiller ikke bekræftedes af de hidtil udkomne plader: de var alle solo-sonater, og Kempff er i virkeligheden indstillet på at være drkestersolist. Hans klaverbehandling og frasering får en ganske anden vægt ved at blive stillet i relief til orkesteret. Han. bliver objektivere og klarere. Orkesteret under Peter Raabe er til tider en smule dødt i klangen. Det ligger dog næppe i tekniken, som ganske vist stiller klangen i et meget nøgternt lys, og som netop derved afslører Berliner filharm Onikernes manglende smidighed,

der vel :må tilbageføres til dirigenten.

11 Beethoven: Syrnfoni nr. 8, f-dur. Op. 93. (Col. LX563-65 å 6,50 kr.).

Det er synd for Wiener filharmoni-kerne, at man til stadighed fastholderden altfor store r : umklang. Det sker der-ved altfor tit, at de fine nuancer til-dækkes og indtrykket af præcision svæk-kes. Om Weingartners gengivelse er kungodt at sige.

11 Rossini: Semiramis-ouverture. (HMV. DB3079-80 å 6,50 kr.).

Semiramis-ouverturen er i den sædvanlige Rossiniske maner: ørekildrende temaer og larm, som gør det ud for udvikling. Men hør engang Toscanini lede New-Yorker filharmonikerne til denne optagelse: af skygning, spændstighed, præcision, alt i højeste potens. Man er lige ved at synes, det er musik. Og så er det en fantastisk fin optagelsesteknik. Alt står klart, ingen svævninger, men heller ingen tørhed og en enorm tonevidde.

, 11 Bruch: »Kol Nidrei«. (HMV. DB3063 -64 å 6,50 kr.).

En smuk indspilning af den Bruchske bearbejdelse af den gamle hebraiske melodi ved Pablo Casals og Londoner symfonikerne, teknisk ganske fremragende.

11 César Franck: Violinsonate i a-dur. (HMV. DB2742-45 å 6,50 kr.).

Det er en af de efterhånden mange optagelser, hvor kunstnerens hengivelse i opgaven slår igennem de tekniske hemninger med 100 procent. Der er en varme, en klangskønhed i denne gengivelse, der, når pladen spilles på et godt elektrisk apparat, gir en en oplevelse, der ikke er-mindre end koncertsalens. Yehudi Menuhin og søsteren Hepzibah låner det Franckske værk al deres ungdommelige charme. Menuhin er uden tvivl en af vor tids største kunstnere på sit instrument. Hans tone er slank uden at være spids, fyldig uden at være klistret; i enhver nuance føler man hans medleven i værket. Med Brahms' cellosonate i e-moll (anm. i nr. 2) har vi her to romantiske kammermusikværker i en gengivelse, der er kunstnerisk fuldendt og teknisk på højdepunktet af, hvad vor tid kan yde.

11 Saint-Saéns: Danse macabre. (HMV. DB3077. 6,50 kr.).

- En nyoptagelse, der på udmærket måde demonstrerer den moderne optagelsestekniks høje stade. De udførende er Filadelfia filharmonikerne under Stokowski.