Blandt sangere

BLANDT SANGERE

AF VIGGO BITSCH

Der kom fire kjoleklædte Herrer ind paa Scenen. Den mindste først, de øvrige efter Størrelse. Nummer sidst var en hel lille Goliat med god Højde og Drøjde. Fra de første Rækker lød Haandklap. De fire bukkede og smilede.

Et Sted blev en Tone slaaet an paa et Klaver. Herrerne vekslede opmuntrende Øjekast og saa tillidsfuldt paa hverandre. Saa trak de som paa Tælling Hagen ind efter dyb Indaanding og brød ud i Sang: Høje-Nord, Friheds Hjem.

Der kan være noget vist pudsigt over en Mandskvartet, over Opstilling og Forberedelser, som vi ikke vil være saa ugalante at finde hos et blandet Kor - endsige Damekor.

I Litteraturen og paa Teatret finder vi da ogsaa de fire syngende Herrer baade i det klassiske Teater og paa Revyteatrene. Fra Aprilsnarrene paa Det kgl. Teater vil man huske den kostelige Kvartet, der fejrer Fru Bittermandel med en Fødselsdagssang. Pudsige er Forberedelserne og Opstillingen, Dirigentvigtighed og Tenorselvglæde. Da Vers I er sunget (der er to Vers), bryder Fruen ud i Rørelse og Tak, som de fire forgæves søger at afværge. Man maa stige ned fra Koturnen og paa almindelig Prosa forklare, at der er et Vers til. Altsaa hele Opstillingen og Forberedelserne forfra igen, og 2. Vers kan foregaa og Bifaldet indkasseres.

I adskillige Operaer og - sans comparaison - Revyer betegner Sangkvartetten Højdepunktet.

I Johs. V. Jensens sidste Bog, Gudrun, har en Sangforening taget Opstilling, og det skildres paa denne herligé Maade:

Oppe foran Slottet finder Gudrun og Manne en Sangforening, som er draget paa Frederiksberg Bakke tidligt om Morgenen, i en religiøs Trang til at synge netop der. De staar opstillet i en Halvkreds, vendt imod hinanden, med hvide Huer paa, og Dirigenten udenfor med hævet Arm, med Slotsmuren bagved, som kaster Lyden tilbage, og Haven med Kanaler og bugnende Kroner nede foran. Dirigenten hugger Armen ned, og Koret sætter i, et smeldende, drønende Mandskor.

»Unge Genbyrds Liv i Norden« intonerer de, og det lyder som en forfærdelig Trusel mod hele Verden, udslynget fra Toppen af Frederiksberg Bakke. Tenoren arbejder sig oven ud af Koret som en høj stigende Straale: »Vil du styrre Verdens Orden?« Og en afgrundsdyb, Bas lægger fra Baggrunden en Underverden paa Sinde: »Bryde Aandens Baner af?« Man synes rasende at give hinanden Svar paa, hvad der spørges om i Sangen: »Vil du vække vilden Styrke?« Mod Slutningen hæver Sangen sig til lidenskabelig oprørsk Tumult, med Tenoren oppe paa de øverste svimlende Trin af Tonestigen, og Bassen raabende som Dommedags Basuner. Endelig toner Sangen ud i nogle korte, stærke Takter, som et sidste Ord i den Skæbnedom, der her er blevet forkyndt.

Sangnumret synes at lægge Beslag paa Deltagernes yderste Livsaander, Kredsen staar som i en Spasme, man rækker Hals, og et sort Hul her og der i Kredsen aabner sig, naar en Tone falder paa Vedkommende, Tenoren, som skal en Streg højere op, eller Bassen, der aabner Lemmen for et Varsel fra Afgrunden.'' I dybeste Alvor staar de der og synger, med uskyldshvide Huer paa Hovedet, ganske ene oppe ved Slottet, uden Publikum, de er en Sangforening, Snedkere eller Typografer,. saadan er en Sangforening.

Det er morsomt og lærerigt at læse om en Sangforening og dens Præstationer set udefra. Det vilde ogsaa have været interessant at læse den ikke helt elskværdige Skildring, om det havde været en af Johs. V. Jensens egne Sange, som de brave Snedkere eller Typografer havde sunget.

Et tilfældigt hørt Mandskor i Radio i Aftes er Aarsag til disse Linier:

Der var gode Stemmer, og Koret sang rent og med ordentlig Udtale - men saa virkede det hele dog ganske parodisk ved en overdreven Følelsesbetoning af Teksten, Vejrtrækninger, der ødelagde Melodiens Linie, og en stadig Skiften af Tempo, alt i den Hensigt at gøre Teksten levende og udtryksfuld. Der var pludselige Pauser og stærke Understregninger af enkelte Ord, en næsten direkte Fornærmelse i det Lavmaal af Intelligens, der forudsattes hos Tilhørerne.

Der blev sunget en Aftenstemning med krampagtige Crescendoer og Decrescendoer, der endte i Hvisken. Der var de obligate to elskende oven i Købet Favn i Favn og Længsler og Glemselsslør, der blev hvisket frem paa den mest indtrængende Maade af de 30 syngende, midaldrende Herrer.

Med om mulig endnu mere Følelse blev foredraget en lille Sang om nogle blaa Skovblomster. Et Forsøg paa at skrive Foredragsbetegnelserne ned. i Partituret maatte opgives. Der skete i hver af Sangens Linier Ting, der nødvendiggjorde Brug af de stærkeste Udtryk for sjælelige og sanglige Affekter.

. Naturligvis - Sang er sungen Lyrik Men i vore Dage er der en vis Hang til Nøgternhed og Klarhed ogsaa i Sangmusikken og en Modvillie for det unaturlige og overdrevne Udtryk.

En Sangerflok skal naturligvis ikke staa og synge som om det hele ikke kom dem ved, men Romantikkens Tilbøjelighed til at udpensle Enkeltheder og til at overeksponere Udtrykket, der forekommer endnu hos enkelte Korledere, maa undgaas. Der maa vælges og vrages baade tekstligt og musikalsk, der skal tages Hensyn til de syngende og til Tid og Sted. En Sang, der passer godt i en grundtvigsk Ungdomsforening, vil næppe altid være egnet i en københavnsk Ungdomsklub.

Det er langtfra altid, at Resultatet bliver godt, naar en dygtig Operasanger synger en enkel folkelig Sang. Det kan vel forøvrigt ikke bebrejdes Operasangeren, da det ikke er hans Fag. For et Par Aar siden lukkede jeg op for Radioen, for at min lille Datter skulde høre en udmærket Operasangerinde synge en kendt Julesang. Hvorfor græder hun? - sagde Barnet..

Kun naar de rigtige Melodier og Sange synges af de rigtige Sangere undgaas Unatur og Skaberi, og det naturlige, herlige Sangerfællesskab kan opstaa.