Buxtehudefest i Lübeck

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 06 - side 112-114

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

BUXTEHUDE-FEST I LÜBECK

AF FINN VIDERØ

I dagene 4.-6. juni afholdtes i Lilbeck den tyske Buxtehudefest under stærk tilstrømning af fremmede, ikke alene tyske, men også danske 'og svenske tilhørere. Den minderige by med sine prægtige kirker, der rummer to af de smukkeste og mest velbevarede gamle orgler i hele Tyskland, dannede en ypperlig ramme om festen, der bestod af to orgelkoncerter i henholdsvis Mariakirken og Jakobikirken, en kantateaften i domkirken, en festgudstjeneste i Mariakirken, en kammermusikkoncert i Behnhaus og en opførelse af oratoriet Das jüngste Gericht i Mariakirken.

Desuden fandt der en modtagelse sted på rådhuset, og professor Seiffert fra Berlin holdt et festforedrag om Buxtehude, begge dele omrammet af Buxtehude-musik.

Der var på alle punkter sat meget ind på at gøre festen så smuk og vellykket som mulig; man havde således fra Berlin og Leipzig hidkaldt nogle af de førende navne inden for Tysklands musikliv til at medvirke sammen med de mere prominente af de lokale kræfter. Men når bestræbelserne ikke rigtig lykkedes, må grunden søges i, at det ved en sådan lejlighed ikke så meget kommer an på, hvem der musicerer som hvordan der musiceres, og det er derfor muligt, a t mindre berømte navne kunde have musiceret lige så godt- eller endog bedre. Der var nemlig over flere af opførelserne et præg af stilistisk usikkerhed, som. tildels har sit udspring i manglende fortrolighed med denne musik, men sikkert også skyldes, at Buxtehudes musik ikke ligger det tyske naturel så nær, som man skuld'e tro, og som man havde ret til at vente, når man fra tysk side så stærkt betonede det tyske i Buxtehudes væsen. Det hårde og stejle, det stærkt egensindige, som så ofte er over Buxtehudes Musik, bliver i reglen i den tyske gengivelse romantiseret om til lutter blidhed og ynde; Man tror, at man derved frem-hæver det danske i den, menman glemmer, at stædighed og egensind lige så vel er en side af danskerens væsen som hans berømte elskværdighed ove*r for fremmede. Det stejle i den skulde man synes måtte kunne finde sit' udtryk netop i tyskerens gen . givelse, mén her glippede det ofte.

Den store kantateaften i domkirken under ledelse af general-musikdirektør Heinz Dressel søgte på romantisk vis at virke ved masseopbud med stort kor og orkester. Den iøvrigt'særdeles agtværdige opførelse skæmmedes noget af en tilbøjelighed til kla~ngeffekt, til at bruge dynamikken i udtrykkets og ikke i formens tjeneste, og dette gjaldt også sólisterne. Noget bedre virkede domkorets fremførelse af Missa brevis under ledelse af Fritz Jung ved festgudstjenesten i Mariakirken, -mén det kneb med formen, og rummets vanskelige akustik generede til tider intonationen. 'En manglende fortrolighed med stilen sporedes 'også ved Johannes Brennekes orgelkoncert i Jakobikirken. Hans registreringer var ikke tilstrækkelig afbalancerede i forhold til stykkernes form, og flere gange var hans tempi ikke musikalsk overbevisende.. Måske på grund af nervøsitet; men hans'fremførelse af Buxtehudes Trauermusik og koralen af Alles was Ihr tut ved Seifferts festforedrag manglede også musikalsk smidighed; det.blev kun til strengt disciplineret musik.

Bedre var kammermusikkoncerten i- Behnhaus, hvor Reinhard Wolf, Paul Grfimmer'og Gfinther Ramin udførte to af triosonaterne og Adelheid Armhold sang to henrivende små bryllupskantater. Her var form og tempo væsentlig rigtige, d. v. s. musikalsk overbevisende, men Ramins registrering på cembaloet virkede ofte fot tyk og uklar. Instrumentet var imidlertid i dårlig stand, da det.ikke havde kunnet tåle den pludselig indtrædende sommervarme, og det er derfor muligt, at han for den klanglige afvekslings skyld var nødt til at bruge 16-fods registret. Af samme grund vil det være uret at omtale hans solospil her.

M~Isik Alsk smuk var Bruno- Grusnieks fremførelse af kantaten til Lilbeck, som han udførte med sit drengekor, Lilbecker Kantorei, ved den officielle modtagelse på rådhuset. Derimod var domorganist Råsteds koncert på det gamle Totentanzorgel mig en stor skuffelse. Orglet var i vinterens løb gennemgået en hårdt tiltrængt reparation og er samtidig blevet ført tilbage til sin oprindelige -disposition. Jeg havde derfor glædet mig til at høre orglet igen i sin fulde skønhed, men Råsted lod ikke sin klanglige fantasi sætte i sving af instrumentets næsten ubegrænsede farverigdom, hans registrering manglede karakter og »bid«, og hele koncerten kom derved til at virke så enstonigt og mat, at jeg fik det indtryk, at reparationen havde

været mislykket, indtil vi ved søndagens festgudstjeneste hørte Walter Kraft udføre en række, Buxtehude- kompositioner som led i den liturgiske sammenhæng. Hans spil var vel gennemtænkt, og han udnyttede det gamle orgels overvældende klangpragt med den sikkerhed, der røber den fødte orgelspillers fortrolighed med sit instrument og dets musik; ydermere syntes han så inspireret af tid og sted, at hans spil fik den legende lethed, den improvisatoriske friskhed og strålende glans, som gjorde hans orgelspil til festens højdepunkt.

, Samme aften ledede han opførelsen af oratoriet Das jilngste Gericht i Mariakirken, hvor kor, solister og orkester for første gang siden Buxtehudes tid benyttede de højt oppe i hovedskibets vægge indbyggede »Abendmusikemporen«, som Buxtehude anvendte til sine store kantateopførelser, og som nu er blevet istandsat til denne lejlighed. Kraft'er afgjort en bedre orgelspiller 'end dirigent, men man kunde ikke undgå at spore hans betydelige musikeregenskaber i den velformede udførelse, der dog skæmmedes noget af strygernes urene intonation. Det er muligt, at rummets akustik også spillede ind her, i alt fald syntes solisterne stærkt generede deraf. Bedst var Adelheid Armhold som »letfærdigheden« og »den onde sj~el« og Eduard Meyer Maenzel som »die góttlicÉe, Stinime«, et parti, han havde overtaget med korteste- varsel i stedet for Josef v. Manowarda, og som han smukt omend noget reserveret, hvad der er forståeligt, udførte. Værket selv, som blev fundet for knap en halv snes år siden i Upsala af dr. Maxton, opførtes her i vistnok betydelig forkortet skikkelse, men virkede alligevel noget langtrukkent. Før""ste del, som danske lyttere havde lejlighed til at høre ved radioens retransmission, virkede svagest, sidste del afgjort stærkest, navnlig slutningen, det sidste kor, bygget over koralen Mit Fried und Freud, den samme, som Buxtehude har anvendt i sin Trauermusik ved faderens død, og som har den samme forunderlige fredfyldte og afklarede mildhed og ro, der efterlod et meget stærkt indtryk, måske festens stærkeste, da man her mere end nogensinde følte sig grebet af Buxtehudes geniale kurist.

Årgang 12/1937, nr. 06