Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 06 - side 119-120

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MEKANISK MUSIK ved Jfirgen Balzer

11 The English Musie Society. Vol. I. *Purcell. (Col. 5 st. + 3 små: 46 kr.)

I stadig højere grad bliver grammofonpublikationerne en faktor, der ikke mere kan borttænkes fra vor musikkultur. Når en gang billedet af den skal tegnes, vil grammofonkatalogerne give et væsentligt bidrag. Allerede på nærværende, rent forberedende stadium vil billedet blive fortegnet, om man udelader disse publikationer af betragtningen. England er utvivlsomt foregangslandet. Her har så godt som alle de betydelige »societies« deres oprindelse. Det engelske publikums købelyst danner det økonomiske grundlag. Endnu er det »luxusudgaver«, beregnet for det publikum, der har råd til at ofre et halvthundrede kroner på at erhverve de klassiske mesterværker i disse pragtfulde fono-udgaver, men måske er tiden ikke så fjerne, da dette område kan tænke på »folkeudgaver«, understøttet af der-. til bestemte fonds. (Her er en opgave for Carlsbergfonden, der er mindst lige så betydningsfuld som understøttelsen til udgivelse af pragtfulde billedværker!) - Grammofonens store publikum køber i stadig højere grad den gode musik, som de gennem radioen får øret op for, men repertoiret er jo her altfor

meget præget af tidligere tiders koncertmusik: Wienerklassikerne og romantiken. Men forbruget er stigende, barokken begynder at blive inddraget under behovet og også den helt nye musik efterspørges mere. Grammofonen er jo også et udmærket middel til at vænne øret til det usædvanlige, hvad enten nu det usædvanlige består i det meget gamle eller det helt nye. - For at muliggøre publikationen af -værker, der endnu ikke har det store publikums øre, er der dannet »societies«: publikationens realisering gøres afhængig af en fast, forudtegnet subskriptionskreds. Endnu er, såvidt vides, intet society strandet på manglende tilslutning, og således har da også The English Music Society fundet god tilslutning til sin i forsommeren udsendte subskriptionsindbydelse. I denne udtales det, at man har til hensigt ca. hver ottende måned at udsende et bind, indeholdende syv, plader. De første tre bind skulde indeholde værker af: J. Purcell, 11. Arnold Bax, III. de engelske madrigalister.

Til anmeldelse foreligger. det første. bind, som indeholder ni »four part fantasies«, én «fantasy upon one note of five parts«, »the golden sonata«, tre sange og to catches. (kanon'er). - Purcells »fancies«, som det gamle engelske navn for disse ricereare-former lyder, er ganske henrivende stykker af en egen varm, personlig melodik og, trods deres fugerede form, af en prægtig umiddelbarhed. De udføres smukt af »The international string quartet«, hvis førsteviolinist, André Mangeot, er en udmærleet Purcell-kender. Er fantasierne Purcells bidrag til den gamle stil, så er de ti »sonatas of four parts« skrevet under indflydelse af den nye, italienske stil. Men også her bevarer Purcell en meget personlig tone, på hvilken »den gyldne sonate« (nr. 9 i samlingen) er et godt, omend, forekommer det mig, ikke det bedst tænkelige exempel. De udførende er her: Isolde Menges og William Primrose (violin), Ambrose Gauntlett (viola da gamba) og John Ticehurst (cembalo). - Af de tre sange er den ene, »The aspiration« fra »Harmonia, sacra«, meget recitativisk, mens melodien udfolder sig i de to verdslige: »If musie be t1~e f ood of love« og »I love and I must«. De synges alle af Keith Falkner med cello og cembalo. De to catches er exempler på de kanon'er, man sang i datidens ølstuer, ofte på temmelig skrappe texter. De synges af »The, Pur~ cell. singers«.

11 J. S. Bach: Koncert for to klaverer i c-dur. (HMV. DB3041-43 å 6,50 kr.)

. Ydersatserne står godt, men den langsomme mellemsats, hvor de to solister, Arthur og Karl Ulrich Schnabel, er alene, lider under et lidt for langsomt tempo, der bryder den flydende 6/8-takt, og under en for skarp akcentuering af melodiens hovedtoner.

/1 Mozart: »Don Juan«. (HMV.) (23 plader å 6,50 kr.)

Som en fortsættelse af monumentaludgaverne af »Figaros bryllup« og »Cosi fan tutti« publicerer The Mozart opera society nu tre bind, indeholdende »Don Juan« i komplet optagelse (23 plader fordelt 8 + 7 -F 8). Ligesom i de forrige bind er det The Glyndebourne opera companys stab med Fritz Busch i spidsen, der står for udførelsen. Rollelisten er følgende: Don Juan: John Brownlee, Kommandanten: David Franklin, Donna Anna: Ina Souez, Don Ottavio: Koloman von Pataky, Donna Elvira: Luise Helletsgruber, Leporello: Salvatore Baccaloni, Masetto: Roy Henderson, Zerlina: Audrey Mildmay. Operaen synges på italiensk. Uden tvivl er dette internationale sangerkompagni valgt med al

mulig omhu for dlyndebourne forestillingerne og ligeså uden for al tvivl er det, at visse af disse stemmer ikke er ganske grammofile. Dette gælder især John Brownlee og Luise Helletsgruber, men rammer naturligvis kun disse fornemme kunstnere som »grammofonkunstnere«. Det noget stillestående indtryk man får af deres sang, er sikkert kun hidført, fordi~de har savnet scenen. Deres modsætning er Baccaloni, der selv gennem grammofonen formår at give tilhørerne et indtryk af sin pragtfulde buffostil. Vokalt set er Ina Souez ubetinget optagelsens »stjerne«. Og så Fritz Busch, hvis ouverture sikkert er den hundrede og ?? optagelse og ligeså sikkert absolut enestående. - Endnu en kompliment: til de fremragende teknikere, der sikkert har haft et stort arbejde med at fremstille 46 pladesider af en så ensartet og smuk klanglig balance.

11 Strawinsky: »Apollon Musagetes«. (Decca. X 167-70 å 6,50 kr.)

I »Ap-llon«, den sidste ballet af Strawinsky, som Diaghileffs trup opførte (1928), vil Strawinsky efter egne udtalelser genoptage den altfor længe forsømte melodi. Det er jo et smukt formål, og man kunde vente sig et te7 sultat, der for melodiens vedkoi~imende vilde blive af en lignende størrelse som »Sacre« for rytmens. Men hertil når Strawinsky ikke. Hans forbilleder er altfor små; af de elementer, hvoraf en Tsjajkofski og en Delibes' melodi består, skaber man ikke »den ny melodi«. Men dette opruller jo hele det, som det synes mig, noget prekære. spørgsmål om Strawinskys værker fra »Puleinella« op til dato, et spørgsmål, der kan udvides til et almindeligt spørgsmål, g~eldende hele den moderne del af den nutidige musik: Kan en moderne kunstner overhovedet skabe moderne kunst, når han tager en tidligere periode som forbillede for de primære elementer i sin kunst? - - Denne optagelse af »Apollon Musagetes« er et udmærket . indlæg i diskussionen om dette spørgsmål. Den er musikalsk tilfredsstillende, udført af Boyd Neels orkester under direktion af dette ensembles grundlægger. Der er visse klanglige ujævnhede'r af mindre betydning. Om det skyldes teknikeren eller ensemblet er ikke til at afgøre. Strygerklang, især større ensembler, er en vanskelig ting at have med at. gøre,

Årgang 12/1937, nr. 06