Musikkonkurrencen i Wien

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 06 - side 121-121

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

MUSIKEKONKURRENCEN I WIEN

Som omtalt her i bladet afholdtes i dagene 7. til 19. juni en international konkurrence for sang, violin og cello i Wien under statsakademiets auspicier. Den overordentlig fine æreskomité med selve forbundskansleren i spidsen og alle nationers gesandter - også den danske - så man naturligvis intet til; man stiller sig uvilkårlig det spørgsmål, hvad det skal gavne med sådanne komitéer, da akademiets præsident, dr. Kobald og hans hjælpere dog kan selv og er gode nok.

Da jeg foruden mit hverv som dommer i sang skulde få så meget som muligt ud af den kendte wienerskoles foniatriske og logopædiske kliniker (nærmere omtalt i Nordisk Tidsskrift for Tale og Stemme), fik jeg desværre ikke tid til at høre på cellisterne~ som efter sigende skal have været de bedste - man mente, fordi de ikke har været med i de tidligere konkurrencer. Derimod hørte jeg den afsluttende konkurrence mellem de 6 bedste violinister, som vistnok placeredes som følger: Tamas Magyar, Ungarn (Tsjajkofskikonc. og Paganini- var.), Gino Francesconi, Italien (Paganini-var.), Carlo van Neste, Belgien (Mendelssohn-konc., I. og II. sats), Heinz Stanske, Tyskland (Paganini-var.), Andries Roodenburg, Holland (Brahms-konc., I. sats), Franz Bruckbauer, Østrig (Brahms-konc. 1). De var alle, dog særlig de to første, udmærket dygtige violinister og gode musikere, uden at de dog hævede sig væsentlig"" op over det, vore egne unge kan præstere. Der var ikke noget fandenivoldsk eller djævleblændt, over nogen af dem.

Fik jeg kun hørt forholdsvis lidt af instrumentisterne, fik jeg til gengæld min lyst styret m. h. t. sangerne. 104 deltog, i alder mellem 18 og 30 år, og selvom jeg i første omgang kun skulde høre på halvdelen, kunde det ofte være hårdt nok, da der var mange, der aldrig burde have kunnet komme med i en sådan konkurrence. Nå, efter den1ørste overhøring, blev halvdelen skilt ud, og resten fik lov at vise sig for publikum og den samlede jury. Blandt dennes aktive medlemmer var Elisabeth Schumann, md. Cahier, Georges Cunelli og den ved wieneroperaen engagerede nor~ ,ske heltetenor Gunnar Graarud.

Påfaldende var det, hvor mange af de konkurrerende der kom fra de »øStlige« lande, særlig Polen, Rumænien og Bulgarien, _forholdsvis få fra Østrig og Tyskland og enkelte fra Randstaterne, Græ-kenland og Holland. Fra Norden mødte kun een deltager, en ganske flink, lille, norsk koloratursopran. Gennemgående må man sige, at der' blev brølet mere, end der blev sunget. Måske skyldtes det juryens noget uheldige sammensætning med alt for mange kapelmestre. Det er en vidt udbredt overtro, at kapelmestre forstår sig særligt på sang, og det er en forestilling blandt mange unge sangere, at de kan få engagement ved et teater, blot de kan synge tilstrækkelig stærkt. Påfal,dende var det også, at det stadig var de samme, kendte numre, der blev liret. af. Hvor mange gange måtte vi ikke døje Eholis og Fides' store arier, Toska og den lille, kolde hånd. Som helhed må det dog siges, at der var forbavsende mange store og smukke stemmer, som ved fornuftig og skønsom pleje og bedre musikalsk røgt måtte kunne blive til noget overordentligt. Af alle de 104 var kun nogle enkelte, hvis præstationer havde noget med kunst at gøre, og sørgelig mange stemmer var allerede misdannede. Man mindedes uvilkårlig Flataus udtalelse, at 50 0/0 af de unge sangere får fonasteni allerede under 'uddannelsen. Vil man sammenligne de konkurrerende med vore unge her hjemme, må man sige, at stemmerne gennemgående var bedre og større end vore, men sangkunsten og musikkulturen væsentlig ringere.

Resultatet af bedømmelsen blev, at den eneste virkelige kunstnerinde, den græske mezzosopran Christina Eftimiadis Vk 1. præmie (2000 sch.), og to smældende tenorer, den dygtige og musikalske dr. Tornel Spataru fra Rumænien. og den drabelige, men uendelig ukultiverede Bulgarer Todor Mazarof, fik 2. pris (hver 1000 sch.). Den sidste blev straks efter første præsentation engageret til wieneroperaen for 7 år, men han kunde også holde det høje c ff så længe, ja adskilligt længere, end det skulde være.

Viggo Forchhammer.

Årgang 12/1937, nr. 06