Trykfejl eller - ,genistreger'?

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 06 - side 109-112

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

TRYKFEJL ELLER - ,GENISTREGER'?

AF POVL HAMBURGER

Finn Viderøs Buxtehude-Korrekturer i DMT's April-Nummer er uden Tvivl blevet studeret med Iver og Interesse af alle, hvem Lybæker-Mesterens Kunst ligger paa Sinde. Det vilde i alt Fald være fortjent, for finere og stilistisk sikrere underbygget Konjektural-Kritik end den dér foreliggende, træffer man kun sjældent. Der er selv efter nøjere Efterprøvelse ikke meget deri, man føler Trang hverken til at trække fra eller lægge til. Et og andet dog hist og her. Saaledes undres man lidt over, at Viderø ikke har ment, at maatte sætte Spørgsmaalstegn ved de parallele Kvinter i d-mol-Passacagliaens T. 15:

Dem har dog allerede Kari Straube haft Kig paa i »Alte Meister« I (1904), hvori foreslaas følgende Ændring, som dog klinger ganske anderledes Buxtehudesk (Eks. 2):

I samme Stykke synes Viderø at have overset, at der maa mangle Bindebue i Sopr. mellem T. 36 og 37 - jfr. Parallelstedet (i dobbelt Kontrapunkt) fire Takter forinden.

Præl. og Fuga i d (Nr. 10). - Skal Tenorens e i T. 46 mon ikke være es? Det er harmonisk bedre og jeg mindes at have set denne Rettelse foreslaaet i et Eksemplar, som har tilhørt Thomas Laub.

Det er foreløbig alt. - Men nu, da vi er ved det, kan man ikke bare sig for med Henblik paa det »geniale« f i Præl. og Fuga i e (Nr. 6) at spørge: hvordan har i Grunden nogen Sinde nogen kunnet gaa paa den Vildmand? Er vor Tid virkelig saa degenereret høremæssigt set?

Det bør dog retfærdigvis noteres - hvad Viderø for øvrigt glemmer - at Straube her som den første har vist sig som modig Mand og foreslaaet fis i sin »Alte Meister« II (1929). Viderø skriver - en Kende for spagfærdigt synes det mig -, at »Buxtehude har næppe(!) ment det usandsynlig haarde f«. Nu er det for øvrigt heller ikke Haardheden i sig selv, der betyder det endeligt afgørendei Valget mellem f og fis, men simpelt hen dette, at et f i denne Forbindelse slet og ret er tonalt Vrøvl. Det vil da næppe heller være muligt at finde bare et eneste Sidestykke hertil i den samlede kirketonale og.dur-moltonale Musiklitteratur -- f kan endda ikke forsvares ud fra et »frygisk« Synspunkt, idet denne Toneart for at undgaa den formindskede Kvint netop altid forsager V-I-Kadencen og normalt benytter VII-I. Selv om den paagældende Effekt virkelig var avtentisk, vilde den være uden stilistisk og følgelig ogsaa uden ringeste æstetisk Værdi. Saa derfor: Skulde det hænde, at et eventuelt, Autograffund »beviste« Rigtigheden af f, var Sagen desuagtet kun et Skuldertræk værd: selv den gode Buxtehude sover altsaa og til! Og vi kunde trøstigt - uanset Teksten - spille fis- en saa højt fortjent Mand som Buxtehude bør man ikke gøre Bjørnetjenester!

Det eneste mig bekendte Tilfælde inden for klassisk Musik, der paa sin Vis kan tage Konkurrencen op med det Buxtehudeske f i usandsynlig Grimhed, er den »berømte« Dissonans i Beethovens»Eroica« umiddelbart før Reprisen i første Sats, dér hvor Hornene sætter »forkert« ind med Hovedmotivets Es-Dur- Treklang stødende sammen med Violinernes Sekund-Tremolo (bas).

Og her kan vi, som Sagerne ligger, ikke hente Trøst i Forestillingen om en eventuel Trykfejl - det er den skinbarlige »Genialitet«.Men ikke desto mindre: Den her vovede Kombination af Toftika- og Dominantseptimakkorden er ikke alene absolut uforstaaelig fordet klassiske Musikmenneske, for hvem harmonisk Entydighed er conditio sine qua non, ja er selve den Luft, hvoraf han musikalsk drager Aande - den lader sig i den her givne Sammenhæng overhovedet ikke akceptere rent musikalsk. Det er Paul Bekker da ogsaa ganske paa det rene med, naar han (»Beethoven« S. 218) skriver: »Langsam ermattend versinkt der Kämpfer in traumhaftes Sinnen. Da ertönt wie ein verheissungsvoll mahnender Geisterruf das Hornmotiv und führt aus dämmernden Brüten wieder zurück in dielebendige Welt der Tat. Selbst Wagner übersah noch die tiefsinnige Bedeutung(!) des in das mystische Violintremolo b-as hineinklingenden Es- Dur-Hornrufes...« Osv., osv....

Slige Fabler for Børn og barnlige Sjæle lader sig naturligvis spinde ud i det uendelige, men forlanger man de musikalske Kort paa Bordet, gaar det ikke saa nemt. Og her er det igen ikke »Haardheden« i sig selv, der gør Hovedudslaget - det menneskelige Øre synes i saa Henseende at være af næsten ubegrænset Elasticitet, blot det kan overbevises om det i ren musikalsk Henseende nødvendige, hensigtsmæssige. Men de famøse Horn er her musikalsk set umotiverede, paaklistrede - fremmede for selve Værkets Organisme. Pil en Temaindsats ud af en af Bachs Fugaer, og hele Bygningen vakler eller ramler sammen. Bestik engang Hornene til at »glemme« de to Takter, og der sker intet - intet andet end et dræbende Blik
naturligvis fra Dirigenten til de Herrer Musikere. Det er Forskellen. Det havde ikke gjort Béethoven mindre, om han, da det kom til Stykket, havde haft Selvovervindelse til at opgive denne lille »licentia poetica«. Havde han kunnet forudse, hvilken skæbnesvanger Lillefinger han nu kom til at række en altfor lærenem Efterverden, havde han maaske alligevel grebet. til Raderkniven.

Med det samme vi er ved »klassiske« Trykfej - frivillige som ufrivillige - kan her tilføjes en lille Haydn-Korrektur. Det drejer sig om T. 43 1 første Sats af cis-moll- Klaversonaten. I samtlige mig bekendte praktiske Udgaver lyder T. 42-44 saaledes (Eks. 5).

Det klinger ikke særlig troværdigt. - hverken Springet fra fisis i den forstørrede Kvintsekstakkord til his eller »Opløsningen« af cismolls Dominantseptimakkord til gis-moll! Ved at slaa, efter i Breitkopf & Härtels samlede (kritiske) Udgave af Haydns Værker (Klavierwerke, Bd. III, Nr. 37) faar man da ogsaa Gaadens naturlige Løsning: I T. 43 skal højre Haand læses med Soprannøgle, altsaa transponeres en stor Terts ned (Eks. 6):

saa bliver der Mening i Tingene. Og man rokkes ikke i sin glade Tro paa, at Haydn - alle sine elskelige Luner til Trods - aldrig har været saa langt forud f or sin Tid, at han har kunnet tillade sig den Luksus at vrøvle.

Årgang 12/1937, nr. 06