Verdensudstillingen 1937

Af
| Årgang 12 (1937) nr. 07 - side 140-142

VERDENSUDSTILLINGEN 1937

.AF JURGEN BALZER

Med en vis~ bitterhed må undertegnede indrømme, at han var naiv nok, til at starte sine forventninger til verdensudstillingen 1937 under hensyn til dens pompøse undertitel: »Kunst og teknik 1937«. Desto større var naturligvis skuffelsen, for kunsten af 1937 var kun ,slet repræsenteret (og med en himmelråbende dårlig organisation!) og teknikken - ja, her er vi ved sagens kerne: Har udstillingens præsidium overhovedet tænkt på, for hvem de udstillede al denne skønne teknik? Har den gjort sig klart, at en verdensudstilling ikke er en udstilling for fagmænd, men en anskueliggørelse for lægmænd? Næppe! For i så fald måtte det være gået op for den, at det vigtigste ved en sådan fremstilling er sammenhæng. Og først og fremmest san-irrienha,,,ng Mellem produkt og arbejde, det være sig åndens eller håndens, sammenhæng mellem produkterne indbyrdes og naturligvis sammenhæng mellem kunst og teknik, når man nu endelig vilde have kunsten med. Et enkelt exem Pel: En fra arkitektens side rigtig tænkt pavillon bar titlen: »Ciné, Phono, Photo«. Meningen var at vise filinen, grammofonen og fotografiet af 1937. Pavillonen bestod af to lavere sidebygninger, den ene til grainmofonen, den anden til fotograffet. I en højere liggende inellembygning udstilledes så lyd- og billedteknikens højere enhed: Tonefilmen. Rammen var altså rigtig, inen jeg vilde antage, at de fleste -,,ar lige kloge, når de havde passeret igennein de tre sale. I grainmofonafdelingen udstillede et par førende verdensfirinaer deres sidste modeller af grainmofoner og radiograniniofoner. Slut! Ikke en antydning af den arbejdsproces, der ligger bag ved en grammofonplades fremstilling eller blot en skitsering af de problemer, der ligger bag. (Hvad der udmærket kan gøres, når nian har så overdådig ined vægplads, son-i tilfældet var.) Eller en historisk fremstilling ined demonstrationer: Den Edisonske fonograf - den akustiske grammofons forskellige faser - revolutionen ved den elektriske gengivelse, (dens forbindelse med radioteknikken), og hvorfor ikke også antyde de problemer, vi idag arbejder med og soin måske imorgen har givet os et nyt freniskridt? Intet af dette fandtes. I de andre afdelinger af pavillonen stod det ikke stort bedre til: Hvad glæde har en kæginand af at se et tonefilmsapparat, der ikke er i funktion? Det skal ikke benægtes, at sådan et stykke præcisionsmekanil,,, har en skønhedsværdi i sig selv, men det gælder jo for alle apparater, og Man kunde for den sags skyld lige så godt have udstillet en tandlægestol eller et fotomikroskop. Netop ved en ~å populær kunstart som filmen ha-,,de det 'været en sinal sag at opridse produktionsprocessen i tegninger, fotografier og beskrivelser på væggen og for hvert produktionsled udstille det tilsvarende apparat med én tydelig markering af de forskellige »organismers« funktion. Nu oplevede man at se folk gå ligegyldige forbi det tekniske vidunder, et moderne montagebord er, simpelthen fordi de ikke anede, hvad dette apparats funktion egentlig var.

Produkterne har for udstillerne kun -,,,æret varer:. Ting til at sæ- Ige, og man har derfor lov til at karakterisere udstillingen som reaktionær og kapitalistisk, så sandt som produktets værdi for fabrikanten afhænger af dets salgsmuligheder. Men med salg for øje er en -,,erdensudstilling en tåbelighed. Den giver jo dog ikke den interesserede fagmand tilstrækkeligt og som demonstration af det tekniske stade er varen det slettest tænkelige middel: Den giver jo ikke ånden bag produktet.

Beviset for, at det levende arbejde tiltrak publikum, fik man på koloniudstillingen. Her var en hel gade med arbejdende håndværkere. Størst interesse samlede måske en primitivt arbejdende pottemager. Spændt fulgte folk hans fori-nende fingre. Beundrende udbrud ledsagede.betragtningen af de færdige kars og skåles smukke former. Men ikke blot det primitive væ-rksted samlede publikum. Overalt på udstillingen, hvor en inaskine -,,ar i arbejde, stimlede folk sammen for at se sig mætte på den i-noderne tekniks vidundere. Klogt havde tyskerne anbragt en arbejdende automatisk pipettemaskine på en fremtrædende plads. Tålmodigt arbejdede folk sig langsomt hen, mod det på udstillingen altf or sjæ- Idne syn: Teknikken i virksomhed.

Også kunsten af idag har sine problemer at arbejde med. Vardet ikke naturligt om en udstilling, der kalder sig kuns * t og teknik1937 havde forsøgt at anskueliggøre disse problemer. Men her mødteinan en fuldstændig mangel på organisation. »Tilfi,-'eldighederne råder«kunde have været det motto, udstillingens ledelse havde sat overdens bestræbelser på kunstens område. Man ha-,,de for største delen

overladt til de fremmede ensembler, der besøgte Paris under udstillingen, selv at sammensætte programmet. Det danske gæstespil -,-,ar 'desværre typisk for de programmer, man havde sammensat, selvom de ikke alle -,,ar så slette. Den reproducerende kunst af 1937 fik alt, hvad der tilkom den, men den producerende kunst af idag var sat sørgeligt i skammekrogen. Ledelsen burde have kunnet sige sig selv, at ved en sådan lejlighed vil hver nation bestræbe sig på at møde med sit bedste. Men samtidig ved man dog, at de toneangivende kredse i alle lande er konservative, og for en konservativ er det nyeste aldrig det bedste. Det kan lyde underligt, men man burde have indført en censur; en censur til fordel for det nye. Som det nu var, mødte f. ex. Wiener filharmonikerne op med et program med Palestrin a, Haydn, Mozart, Schubert, Bruckner og Mahler! I alle tilfælde kunde man have ventet, at de franske ensembler ha-,,,de va'-,ret under noget større kontrol, end tilfa-Adet var. Nar man som Parig har sy-,, symfoniorkestre til disposition, skulde det vel være muligt at opføre en hel del moderne musik uden at overanstrenge musikerne med prøver. Og når man har to operaer, må det synes noget fattigt, at den nioderne ballet er repr,,æsenteret. med ét kort værk (Milhaud: »Salade«) og den moderne opera med ét værk (Enesco: »Oedipe Roi«), mens resten af repertoiret traver i den almindelige skure.

På ét område var udstillingen dog en oplevelse: Lysfesterne. Med eiffeltårnet (1889!) som det naturlige midtpunkt og Seinen som reservoir havde franske teknikere på pyroteknikens, vandkunstens og den niekaniske niusikgengivelses område ydet en storslået indsats, der gjorde overværelsen af lysfesterne til det måske eneste helt nye indtryk, man modtog. Man var her virkelig nødt til at genoptage den ganile vurdering af vandkunsten som hørende til de skønne kunster. Som Händel i sin tid komponerede sin »Watermusie« og »Fireworkmusie« til kongens fester på Themsen, således havde lier moderne komponister som Florent Schmitt, Koechlin, Paul Vellones, Milhaud, Honegger, Inghelbrecht o. a. skrevet speciel musik til fester, der'liv'er gik ud fra sin bestemte idé: Årstiderne, børnene, dansen, kolonierne, ilden o. s. v. Denne musik blev optaget på plader og gennem et vidt forgrenet system af højttalere spredt over hele udstillingens område. Højdepunktet var et'overdådigt fyrværkeri fra eiffeltårnet, affyret. med den præcision som en elektrisk tænding muliggør: En. blanding af skønne, rene farver steg i et strålende ly,,,, op mod dem mørke nattehimmel, synlig fra hele udstillingens terræn,. og når det var slut, stod eiffeltårnet, indirekte. belyst indvendig fra, som et k,,,empestort stykke arbejde i gammelt guldfiligran.