Albert Roussel 1869-1937

Af
| DMT Årgang 12 (1937) nr. 08 - side 147-148

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

ALBERT ROUSSEL 1869-1937

AF JURGEV BALZER

Med Albert Roussel er en af de betydeligste repræsentanter for det Debussyske slægtled gået bort. Roussel kom først sent til musiken. Han blev uddannet som marineofficer og gjorde indtil sit 25. år aktiv tjeneste i den franske flåde. Sin musikalske uddannelse fik han først, da han definitivt havde forladt den aktive tjeneste. Han blev da elev af Koszul, direktør for konservatoriet i Roubaix, senere af Gigout og Schola cantorum hos d'Indy. Her blev han i 1902 lærer i kontrapunkt. Hans første værk er to 4-st. madrigaler fra 1897, som blev præmierede af Societé des Compositeurs. Hans kompositioner i tiden 18~7- 1905 er tydeligt prægede af hans læremestre i den franckske skole, herefter nærmer han sig mere til Debussy. Om nogen direkte efterligning er der vel ikke tale, men visse paralleler mellem Roussels værker fra tiden 1905-1920 og Debussys impressive værker er tydelige. De to mestre mødes da også i deres naturopfattelse. For dem begge er naturen den væsentligste inspirationskilde; musikens formål er at suggerere en naturoplevelse, men ikke at beskrive den. Men mens Debussy herudfra kræver den fuldkomne frihed, søger Roussel stadig at forene sin subjektive naturalisme med en objektiv form. Denne periode indrammes af to typiske N,ærker: »Poéme de la Forét« (1. symfoni, 1904-06) og »Pour une. Féte de Printemps« (1920). Endnu en anden parallel findes i denne periode: den fælles inspiration i exotismen. For Debussy er en artikel«)verskrift (»La Terrasse des Audiences du Clair de Lune«) eller et postkort (»La, Puerta del Vino«) tilstrækkeligt til at sætte hans levende fantasi i bevægelse. Roussel søger til det mere substantielle. Fra en rejse til Indien medbringer han indtryk af hinduernes musik, som i sin tonale bøjelighed synes så rig sammenlignet med dur-moll. -systemet. »Evocations« for soli, kor og orkester (1910- 11) og fremfor alt ballet-operaen »Padmåvat!« (1914-18) vidner om den betydning denne musik fik for Albert Roussels stil. - Er denne periode endnu præget af en vis brydning mellem det tillærte og det oplevede, frigør Roussel sig fra 1920 fuldkommen og det er i værkerne fra de :sidste 17 år, at han får sin betydning for vor tid. Linjen, melodien har altid haft ei~ fremtrædénde plads _ i' Rous_sels 'musik., Igennem påvirkningen fra Debussy og den exotiske musik frigpres hans klang. fra den tonale binding og al hans kraft samles omkring linjen. I denne udvikling er Roussel typisk for sin tid, men hans resultater er udtryk for en stærk egenvilje. Perioden indvarsles i den 2' symfoni i b-dur, op. 23 (1920) og fortsættes med Suite ~ f, op. 33 (1926), Koncert for kammerorkester, op. 34 (1927), Klaverkoncert, op. 36 (1927), 80' salme, op. 37 (1928), 3' symfoni, op. 42 (1930), 4' symfoni, op. 53 (1934).. og Concertino for violoncel og orkester, op. 57 (1936) for blot at nævne de største symfoniske værker. I et interwiew siger Roussel: »Ce que je voudrais réaliser, c'est une musique se satisfalsant å elle-meme, une musique qui cherche å s'affranchir de tout éIément pittoresque et deseriptif et å jamais é1oignée de toute localisation dans I'espace. . . Loin de vouloir déerire je m'efforce toujours d'écarter de mon esprit le souvenir des objets et des formes susceptibles de se traduire en effets musicaux. Je ne veux faire que de la musique«.I) Magister Povl Hamburger har i sin udmærkede analyse af den 3' symfoni2) påvist den saglighed, hvormed Roussel går til værks. Hans bemærkninger om denne symfoni kan gælde for hele den sidste periode. Hele Roussels stræben går ud på at virke med rent musikalske midler, at skabe »de la musique pure«. I denne stræben mødes han med de af sine samtidige landsmænd, der ikke er blevet hængende i debussysmen, men har draget den rette lære af »Pelléas og Mélisandes« komponist, der jo selv som motto over sine senere værker satte: »Épurons notre musique!«.

Man siger jo, at en kunstner helst skal være død, før anerkendelsen kommer. Så er tidspunktet altså nu inde også for den danske musikverden til at blive opmærksom på en komponist, der i sin stræben stod i første række i vor tids franske musik og dermed i moderne musik overhovedet, thi som tiderne nu ligger, kan man vel ikke længere være i tvivl om, at Frankrig er den moderne kunst S* forpost i Europa.

1) Le Guide de Concert, 12.-19. okt. 1928. 2) DMT. 1934, l.