Finn Høffdings hørelære

FINN HØFFDINGS HØRELÆRE

AF HERBERT ROSEIVBERG

Finn Høffding: »Den elementære Hørelære« og »Øvelser til Brug ved Hørelæreundervisningen, Hefte I«. Begge to København, Wilhelm Hansen, 1937.

Den musikteori, den musikalske undervisning bygger på, følger -altid bagefter den praktiske udvikling. Det er'således en kendt sag, at harmonilæren ikke er nået længere frem end til nogenlunde at have systematiseret Tristan-stilen. M. h. t. kontrapunktlæren står det - måske en smule bedre til, idet vor tilbagevenden fra den romantiske periodes teorier til Palestrinastilen på en vis måde.er et skridt fremad henimod den moderne musiks ikke funktionalt bundne skrivemåde.

For dem, der ønsker at fremme forståelsen af vor tids musik, må manglen på en tidssvarende teori så meget mere føles som et savn, som netop deri moderne stil har medført en detronisering af en hel del musikalske love, der før i tiden er bleven anset for at være evigt gyldige. Stærkest føles dette savn efter min mening ved undervisningen af lægmænd. De folk, man har at arbejde med fx. på en folkemusikskole, trænger jævnlig først og fremmest til en

styrkelse af deres musikalske sans, og det er her, de så stærkt kan blive vænnet. til en bestemt musikalsk stil, at de for bestandig bliver afskåret fra enhver mulighed for at overskride dens grænser. Det kan derfor kun hilses med glæde, at de danske musiklærere ved udgivelsen af Høffdings hørelære nu råder over to systemer for den elementære begynderundervisning, der bestræber sig på at åbne dørene for lægmænds adgang til alle mulige stilarter - både til den traditionelle, den førklassiske og den moderne - på vid gab. Det første system, jeg mener, er Heerups hørelære, der i 1934 er blevet udgivet som tillægshefte til Dansk Musiktidsskrift. Det andet foreligger nu med Høffdings bog.

Ligesom Heerup benytter Høffding sig af den pentatone melodik til at udvikle sansen for en musik, der ikke hviler på et funktionsharmonisk grundlag. Han er dog så at sige mere realistisk indstilletend Heerup. Han er godt klar over, at praktisk talt alle folk, man får til hørebæreundervisning, i forvejen lever i dur-moll~tonaliteten og vilde blive skræmte, hvis man lige fra begyndelsen vilde påtvinge dem et øvelsesstof, de hverken kunde have forståelse eller glæde af.

Han starter derfor sin metode med det gængse traditionelle melodimateriale, som tjener til at stifte bekendtskab med durtreklangens toner. Herfra går undervisningen videre ved ud fra kendte melodier at indvinde durskalaens andet og sjette trin, hvorved hele det pentatone område er udfyldt. Først efter nogen tid at have dvælet på dette udviklingstrin, supplerer H. toneområdet ved de to endnu manglende toner, det fjerde og det syvende trin, idet han går ud fra, at eleverne på grund af de pentatone øvelser er sat i stand til nu at kunne opfatte durskalaens to ledetoner ikke blot som udslag af h-oget harmonisk, men som - selvstændige melodiske led med linear betydning.

Som tonenavne benytter H. det engelsk-tyske tonicado-systems, solmisationsstavelser (dog erstatter han af stemmetekniske hensyn ordet »ti« med »bi«, der tillader en bedre toneansats). Som det fremgår af det før fremsatte, er H.s hørelære en betydelig modifikation. af det ortodokse tonicadosystem, der indvinder tonerne netop ud fra det harmoniske fundament (efter tonikatreklangen kommer nemlig først dominantens og så subdominantens toner). Det har længe stået klart, at tonicado i dens oprindelige form er en meget ensidig op-dragelsesmetode, der kun udvikler funktionsprægede durfornemmelser. Ved sin fremgangsmåde har H. fundet en mulighed for at bibeholde de i grunden overmåde brugelige solmisationsnavne, uden dog at indsnævre det relative øres udvikling på nogen måde. Tværtimod bestræber han sig på at udvide rammerne det mest mulige. Det fremgår bl. a. også af hans tilrettelæggelse af indførelsen i molltonearten.

Som bekendt foretages den af den oprindelige tonicado-lære på en ikke helt overbevisende måde. Dér bliver nemlig, efter at eleverne først vænnes til at associere grundtonefornemmelsen med »do«, det hele pludselig kastet omkuld ved, at man som mollgrundtone bruger »la«, durskalaens sjette trin. H. begynder da også moll med »do« som udgangspunld, men selvfølgelig med »mo« som lille terts i stedet for den store terts »mi«. Herved opnår han ikke blot, at sy~ stemet bliver mere logisk, men han får ovenikøbet et yderst an-,,,endeligt middel til at demonstrere forskellen mellem hel- og halvtoneskridt. Det er nemlig aldeles rigtigt, når han siger, at elevernes evne til at synge halvtonerne mi-fa og bi-do ingenlunde behøver at være tegn på, at halvtoneskridtene er blevet opfattet som sådanne. Har eleverne derimod først opdaget forskellen mellem mi og mo, så har de samtidigt også lært at skelne mellem den store og den lille sekund.

Ved at bygge stamtonernes kromatiske afledninger, der for den tyske lære kun er et appendix, ind i selve systemet, forøger H. metodens smidighed. Det bliver således nu ikke blot muligt at klare en forbigående modulation uden omtydning af en af stamtonerne til et nyt do, men det er nu heller ikke længere vanskeligt at solmisere kirketonearterne ud fra do som grundtone. I tilknytning hertil har H. udvidet håndtegnene til at omfatte symboler for stamtonernes kromatiske af ledninger.

Det er en selvfølgelighed, at H-s, bog også omhandler rytmelæren. Denne behandler han dog - heldigvis - uden at benytte sig af de lidt for omstændeligerytmeord, som bruges nede i Tyskland; H. nøjes med at tælle på den sædvanlige måde.

Udmærkede hånddiktater, der med velberåd hu for størstedelen er lavet i kirketonearternes stil, er arbejdet ind i selve bogen. Et yderligere øvelsesmateriale findes i øvelsesheftet, hvis inddeling svarer til hørelærens forskellige afsnit.

Selv om H. ikke i indledningen havde sagt, at den foreliggende bog er resultatet af hans egen undervisningspraxis især på folkeinusikskolen, vilde man både af stoffets tilrettelæggelse og af de mange træffende bemærkninger vedrørende den praktiske undervisning godt kunde mærke, at denne hørelære helt og holdent har sin rod i den levende praksis. Det kan være, at der dvæles, lidt for meget ved enkelte af bogens afsnit. Men det er såmænd ikke nogen fejl, fordi enhver lærer naturligvis har lov til at benytte H.s hørelære efter sit eget skøn. Det-te skulde da også være så meget lettere, som bogerl ikke nøjes med at være en hørelære i snæver forstand, men omfatter hele den elementære musiklære. Målet er jo ikke at opdrage korsangere til medgørlige inst-rumenter i kordirigentens hånd, men at fremme elevernes musikalitet og musikforståelse for deres egen skyld. Jeg kan næppe tænke mig en hørelære, der er bedre egi,,et til at nå dette formål end Høffdings bog.