Kor og orgel i protestantisk liturgi

Af
| Årgang 12 (1937) nr. 08 - side 155-166

KOR OG ORGEL I PROTESTANTISK LITURGI(1)

AF POVL HAMBURGER

Jeg vil begynde med at bemærke, at jeg i nogen Grad føler mig sat paa Uriaspost med det Emne, man har givet mig at tale over her ved Dansk Kirkesangs Sommermøde. Ikke fordi Emnet paa nogen Maade er uinteressant eller ikke tilstrækkelig omfattende - tværtimod. De herhen hørende Problemer er i højeste Grad Drøftelse Værd, og der er Stof nok at ty til. Man kender i Virkeligheden efterhaanden slet ikke saa lidt til den gammelkirkelige Kor- og Orgellitteratur og selv om der fremdeles er Tvivlsspørgsmaal, ved man ogsaa nogenlunde god Besked med, til hvilke Formaal man i sin Tid bragte al denne rige og mangeartede Musik til Verden. Men kommer vi saa til den Side af Sagen, som ganske naturligt har vor største Interesse, nemlig hvad vi i vore Dage kan stille op dermed, hvor meget deraf vi kan bruge, i hvilke liturgiske Øjemed o. s. fr., ja, saa begynder det for Alvor at knibe. Dette skyldes først og sidst selve vor Gudstjenestes Karakter - eller vel snarere Mangel paa Karakter. Det er ikke til at komme uden om, at den evangeliske Gudstjeneste med Tiden - især siden Rationalismen i det 18. Aarhundrede - er skrumpet sørgeligt ind netop i Henseende til Liturgi, og heller ikke lader det sig skjule, at de Rester, der er tilbage, befinder sig i en saa babylonisk forvirret Tilstand, at nær sagt hver Kirke laver Tingene efter eget Hoved. Det er under disse Forhold næsten ikke muligt at udtale noget generelt, og man har svært ved at se, at der skulde være noget at vinde ved bare at lappe eller pynte op paa det bestaaende - det hele indbyder i den Grad til at blive taget op fra Grunden. Jeg er derfor lidt bange for, at de Reformforslag, jeg i det følgende vil fremkomme med, vil forekomme de fleste af Dem lovlig radikale, for ikke at sige utopiske.

Saa vidt mine Betænkeligheder og Forbehold. Og nu til Sagen selv.

Lad os se paa Orgelspillet først. Her melder sig allerførst det Spørgsmaal, om Orgelmusiken - i det hele taget den rene Instrumentalmusik - i Grunden ideelt set hører hjemme i den evangeliske Kirke, som jo dog først og sidst er en Ordets Kirke. Er Orglet strengest taget ikke et Fremmedlegeme i vor Gudstjenestes Organisme ? Noget i Retning af et nødvendigt Onde, som vi tvinges til at affinde os med, da Salmesangen rent praktisk kræver Forberedelse og Ledsagelse af Orglet? Er det med andre Ord overhovedet ikke illusorisk at bruge Benævnelsen »liturgisk Orgelspil«?

Jo, det er - for saa vidt vel at mærke det gælder Tilstanden i vore Dage. Hvad vi nu til Dags -kan paavise af liturgisk Orgelspil er ikke for stort andet at regne end spredte rudimentære Rester uden normgivende Betydning og uden virkelig gudstjenstligt Værd. Anderledes derimod i ældre Tider - det vil sige indtil et Stykke ind i det 18. Aarhundrede. Indtil da betød Orglet en virkelig selvstændig liturgisk Faktor, ja dets Hovedopgave var ikke engang som nu at støtte Salmesangen; denne forløb i alt Fald indtil Midten af det 17. Aarhundrede uledsaget, udført unisont af Menigheden alene.

Men hvilke var da de selvstændige liturgiske Opgaver, som det dengang paahvilede Organisten at varetage? For at forstaa dette til Bunds bliver det nødvendigt at gaa helt tilbage til hine fjerne Tider, da Orglet begyndte at vinde Indpas i den kristne Kirke, nemlig det 9. Aarhundrede. Som De maaske, ved, er Orglet ingen europæisk Opfindelse, men stammer fra Orienten, hvor det oprindelig tjente verdslige Formaal. Af hvilken Grund man fandt paa at indføre det i den kristne Kirke, vides ikke, men at det - om man saa tør sige - ret omgaaende har slaaet an, er sikkert nok, for allerede omkring Aar 1000 stod der et Orgel i nær sagt alle Europas Katedraler. Hvad man i disse ældste Tider benyttede det til, er ligeledes uvist. Store Sager kan det næppe have været. Vi maa. nemlig ikke forestille os de første Orgler i Lignelse med de Vidundere af musikalsk Ydedygtighed og teknisk Snilde, vi glæder os ved i vore Dage. Det var dengang nogle højst plumpe Apparater uden Adskillelse i forskellige Værker og Registre, og Tasterne var ikke for Fingerspil, men lange Stænger, som maatte bearbejdes med knyttede Næver. Herfra stammer den gamle tyske, men vist endnu ikke uddøde Benævnelse for at spille Orgel: »die Orgel schlagen«; ogsaa den italienske Benævnelse for visse Kompositionsformer for Tasteinstrument, »Toccata« (af Verbet »toccare«, der egentlig betyder at »slaa«), sigter uden Tvivl hertil. I Løbet af de nærmest følgende Aarhundreder gik det da fremad, og Orglet nærmede sig Nutidens i Klangkarakter og Spillemaade - vi kan ikke komme nærmere ind paa den Side af Sagen her - og Spørgsmaalet bliver da: Hvad har Senmiddelalderens katolske Organister spillet paa Orglet, og hvilke gudstjenstlige Funktioner har de udøvet dermed?

Her synes de Lærde at være noget uenige. Den tyske Teolog og Liturgiforsker G. Rietschel, der som den første mere indgaaende har beskæftiget sig med de herhen hørende Problemer - i et lille Skrift fra 1893 »Dic Aufgabe der Orgel im Gottesdienste bis zum 18. Jahrhundert« - samme Rietschel mener, at Orglets oprindelige Opgaver har været af rent praktisk Natur. Dels skulde det have været anvendt til Ledsagelse af Korsangen, dels været brugt til gennem frie Præludier at give Tonen til Præst eller Kor. Hvad det første angaar, maa. der nu nok sættes Spørgsmaalstegn, principielt i alt Fald foregik den polyfone Kirkemusik som a cappella-Sang. Derimod er Præludiet sikkert nok bevidnet i alt Fald siden 1500-Tallet. Og det saavel i Form af kortere For- og Mellemspil, saakaldte »Intonationer« - i Reglen af fri improvisatorisk Karakter - som i Form af større udbyggede Musikstykker, de førstnævnte Toccataer, ligeledes i fri Form, beregnet til at indlede og afslutte Gudstjenesten. Endvidere Synes det at have været Skik at lade Orglet lyde under visse Ceremonier, f. Eks. Offerbønnen (Offertoriet) eller Forvandlingen. I disse sidste Tilfælde maa det altsaa have drejet sig om slet og ret »Stemningsmusiceren« - musikalsk »Røgelse«, om man saa tør sige.

I de senere Aar er man imidlertid kommet ind paa en noget anden Anskuelse, som tidligst er blevet klart formuleret af den tyske Orgelekspert Chr. Mahrenholz i et Foredrag »Orgel und Liturgie«, holdt paa den tredie Kongres for tysk Orgelkunst i Freiburg 1927 og trykt Aaret efter i Beretningen derom. Mahrenholz fornægter vel ikke ligefrem Rietschel, men mener dog, at han for ensidigt har lagt Vægt paa det præluderende og overset en langt vigtigere og langt mere selvstændig Funktion. Det synes nemlig, i Følge Mahrenholz, tidligt at være blevet omfattende Praksis at lade Orglet helt og holdent overtage visse liturgiske Led, som strengt set skulde være tilfaldet Koret. Særlig Vægt skal der have ligget paa Vekselprincipet, den saakaldte Alternering, der gaar ud paa at lade de enkelte Afsnit af visse Messeled blive udført skiftevis af Kor og Orgel. I det tredelte »Kyrie«, f. Eks. skal der saaledes være gaaet frem paa den Maade, at første og sidste Led »Kyrie eleison« er blevet udført vokalt, det mellemliggende »Christe eleison« paa Orgel. Orglet fungerede med andre Ord her som en Variant af Koret og betød altsaa en med dette sideordnet selvstændig liturgisk Faktor, hvad ikke kan siges om det rent præluderende Spil. Og at man faktisk maa have lagt stor Vægt paa det liturgiske Orgelspil dengang, ja, at det maaske endog har betydet det egentlig centrale i Organistens Gerning, derom vidner talrige Orgelsatser med Overskrifter som »Kyrie«, »Magnificat«, »Hyrnnus« o. lign.

Men hvordan skal vi nu forstaa Ideen i den her skildrede Anvendelse af Orglet, som jo dog i sin Fremmedartethed rent umiddelbart maa forekomme os lovlig indirekte for ikke at sige bizar? Ja, selve Vekselprincipet hvilede jo allerede paa den Tid i højst ærværdige Traditioner, maa betragtes som direkte Aflægger af den gregorianske Sangs Responsorier og Antifoner. Men alligevel - denne, tekstløse Musiceren? Hvordan kan den dog tillægges virkelig liturgisk Værd? Svaret er givet med den Tids Indstilling til vokalt og instrumentalt. Man skelnede hverken praktisk eller teoretisk strengt mellem disse to Musiceringsmuligheder, og hvad specielt Orglet angik, saa betragtede man det væsentlig blot som en »af- vokaliseret« Menneskestemme. At Ordene manglede, betød i og for sig ikke noget afgørende. Organisten spillede ganske vist det paagældende Satsled i en mere eller mindre fri Bearbejdelse, men selve den liturgiske -Melodi - Cantus firmus - forblev altid let kendelig for Tilhørerne og bragte saaledes ad simpel associativ Vej de manglende Tekstord i Erindring.

Det liturgiske Orgelspil er siden Trienter-Konciliet i det 16. Aarhundrede blevet forvist fra den katolske Gudstjeneste. Men inden for den evangeliske Kirke bevaredes det tillige med saa meget andet værdifuldt katolsk Arvegods endnu en rum Tid. Ja, Luther anviste, endog det alternerende Princip nye og betydningsfulde Opgaver. Han lod ikke alene Orglet vedblivende tage Del i de fra Romermessen overtagne liturgiske Stykker (Introitus, Kyrie, Gloria), men, ogsaa i Udførelsen af de ny indførte aandelige Viser paa Modersmaal, de protestantiske Koraler. Sekvensens Afløser »Gott der Vater wohn"" bei uns« og Credos Afløser »Wir glauben all' an einen Gott« blev i de enkelte Vers udført skiftevis af Kor og Orgel. Men medens nu efterhaanden den kunstfulde polyfone Koralsang fortrængtes gennem Menighedens voksende Deltagelse i Sangen, forblev Orglet tro paa sin Post: Til langt op i det 17. Aarhundrede blev Søndag efter Søndag hver eneste Koral udført i Vekslen mellem Menighed og Orgel paa den Vis, at Menigheden sang første Vers - unisont og uden Ledsagelse hverken af Kor eller Orgel - og Orglet spillede det andet, Menigheden sang det tredie, Orglet spillede det fjerde - o. s. fr. Hvor Menigheden tav, fulgte den i det stille med Ordene i Salmebogen. I denne protestantiske Praksis ligger Udgangspunktet for den rige Fylde af Koralbearbejdelser, som er overleveret fra det 17. Aarhundrede - fra Scheidt til Bach - og som rummer det tyske Orgelspils kosteligste Klenodier. De fremtræder under forskellige Formtyper, af hvilke vi her skal se lidt paa de vigtigste. Der er for det første den Form, i hvilken Koralmelodien behandles i sin Helhed som Cantus firmus. Denne ligger i Reglen i brede Nodeværdier i Overstemmen, hvor den høres tydeligst, medens Understemmerne føres i rytmisk bevægeligere Kontrapunkteringer - i de mere kunstfærdige Stykker saaledes, at disse Modstemmer danner korte, ofte tætte Imitationer til hver enkelt Linje i Koralmelodien. Cantus firmus, kan dog ogsaa ligge i Mellem- eller Understemme og har da sikkert været. fremhævet ved et særligt Manual eller ved Pedalet. Denne Form er den til Alterneren bestemte Orgelkoral. At man imidlertid ikke yndede bestandig at veksle med en og samme Bearbejdelse, ses deraf, at Orgelkoralerne normalt optræder serievis med en sammenhængende Række af forskellige Bearbejdelser af en og samme C. f.; man taler da om Koralvariationer. En anden fremherskende Type er Koralfugaen, der som Imitationsmotiv anvender Koralens første Linje. Har nu ogsaa denne Form, der jo kun gengiver Koralen ufuldstændigt, været anvendt til Vekselspil? Det er næppe sandsynligt. Snarere foreligger her det egentlige Koralforspil, der skal forberede Kor og Menighed paa Salmen, som kommer, og altsaa i sin Funktion svarer til de før omtalte katolske Intonationer i fri Toccataform. Saadanne frie Præludier (kaldet »Præambler«) spillede det 16. Aarhundredes protestantiske Organister ogsaa, men i det 17. Aarhundrede bliver de stedse sjældnere. Aabenbart har man da under Hensyn til Menighedens voksende aktive Deltagelse i Salmesangen forlangt, at der blev præluderet tematisk foran denne. At Luther tillod frie Præludier i alt Fald som Indgang véd man, men ligeledes rigtignok, at han bandlyste al Stemningsmusiceren under Tjenesten, altsaa det, vi før i Forbindelse med det katolske Orgelspil karakteriserede som :»Røgelsesmusik«.

Efter Midten af det 17. Aarhundrede begynder Orglet at blive :anvendt som Ledsagelse til Menighedssangen, og ved Begyndelsen af det følgende Aarhundrede er dette saa vidt vides blevet fast Sædvane overalt. At det var en af de første Aarsager til det liturgiske orgelspils Forfald, synes indlysende: hvad der før havde været et Efter-hinanden, bliver nu et Med-hinanden. Hertil kom i det senere 18. Aarhundrede den liturgifjendtlige Rationalisme, som yderligere Tyddede ud i det liturgiske og dermed efterhaanden førte til de Forarmelsens Tilstande, hvori vor Gudstjeneste endnu i Dag liturgisk set befinder sig.

Og hermed er vi naaet til den aktuelle Side af Spørgsmaalet: Vil det være muligt - og i saa Fald under hvilke Former - paa ny at tilvejebringe et virkeligt liturgisk Grundlag for Orgelspillet og dermed bidrage til at gøre Ende paa de herskende fornedrede og kaotiske Tilstande? For at det faktisk staar skralt til med det selvstændige Orgelspil ved vor Gudstjeneste, skulde der næppe være to Meninger om. Hver Organist spiller, som han finder for godt - hvad og hvordan dikteres saa godt som udelukkende ud fra hans egen specielle Indstilling, Smag, tekniske Formaaen etc. - enhver bindende Norrn mangler. Hvor mange af Nutidens Organister er mon klar over, at det nu gængse Indgangspræludium kun er en pauver Erstatning for, hvad der oprindelig stod paa dets Plads: det sungne Introitus? Og hvor mange forstaar, at selv det musikalsk smukkest udformede Stemningsbillede paa Orglet intet betyder i Sammenligning med det gamle Introitus, der stod som en klar, fast og utvetydig Indskrift ,over Portalen til hver Søn- og Festdag og straks fortalte den Besøgende, hvad han den Dag havde at indstille sig paa. Og hvor mange har mon Forstaaelsen af, at alle de For-, Mellem- og Efterspil, Overgange og Pauseudfyldninger, der som et Net spinder sig ud over hele Gudstjenesten - at alt dette kun er et nødvendigt Onde, som man gjorde bedst i at begrænse det mest mulige. Forstod Organisterne det, vilde det næppe tage dem saa lang Tid at naa fra Salmens F-Dur til Præstens g-Mol, som nu er Skik og Brug, ligesom de næppe vilde behøve saa mange Omveje for at forberede Menigheden paa, hvilken Toneart »Den signede Dag« skal synges i - jeg siger udtrykkelig Toneart, for den mindst lige saa vigtige Side: Tempoet, faar man i de ni af ti Tilfælde ingen nævneværdig Besked om gennem Forspillet. Og det er jo netop det i dobbelt Forstand betænkelige ved Nutidens Præludere-Praksis: Man gør et unødigt Postyr af noget, som efter sin Natur kun har sekundær Betydning og taber af lutter Kunstfærdighedstrang selv de mest elementære praktiske Krav af Syne. Det skulde synes overflødigt at fremhæve dette her i vor Kreds, men det er ikke desto mindre en Kendsgerning, at medens vore Kirkemusikere i stigende Grad faar Øjnene op for det paakrævede i en Reform af Salmesangen i luthersk Aand, hersker der endnu megen romantisk Fordom med Hensyn til Orgelspillet. Selv om selve det romantiske Dogme, at Orgelspillet har til Opgave at virke befordrende paa Stemning og Andagt vel nu omtrent er løbet over Ende, falder det dog stadig de fleste Organister saa grumme svært at holde sig selv og deres Kunstner-Ærgerrighed i Ave - man er saa bange~ for at kede andre og sig selv. Det er menneskeligt forstaaeligt, men kirkeligt forkasteligt. Kirken er ingen Koncertsal, Gudtjenesten intet æstetisk Forum.

Men saa bliver Spørgsmaalet da: Kan vi gøre noget virkelig effektivt for paa ny at bringe det liturgiske Orgelspil i Højsædet? Kan det alternerende Princip i Menighedssangen og dermed Orgelkoralen vækkes til nyt Liv, eller er det for stedse døde Former? Den tilsyneladende største Vanskelighed er, at Menigheden i saa Fald paa ny maatte indstilles paa at synge uden Orgel. Men skulde den Vanskelighed nu ogsaa være absolut uovervindelig? Vi har ingen Beviser for, at Sangen har været ringere paa Reformationstiden end nu, og heller ikke for, at Orgelspillet i særlig Grad har stimulerende Indflydelse påa Menighedssangen - der er snarere Grund til at antage det modsatte, i alt Fald virker den Tilbøjelighed, mange Organister har til at »larme« uden Tvivl i højere Grad lammende end just. befordrende paa Kirkegængernes aktive Deltagelse i Sangen: »Man kan jo alligevel ikke høre os« - resonneres der, og saa tier man stille. For øvrigt kunde man da, om det skulde være fornødent, lade Koret, eventuelt tillige Orglet, støtte de Menigheden tilfaldende Vers, unisont - det er Enstemmigheden, som her er det afgørende.

Den Side af Sagen skulde altsaa næppe være uopnaaelig. Praktisk ulige vanskeligere stiller det sig med Hensyn til Orgelkoralen. Selv om Genindførelsen af Vekselprincipet jo maatte have den fuldstændige Udelukkelse af Romancen som Menighedssang til første Forudsætning, kan det fra klassisk Tid overleverede Orgelkoralmateriale saa langt fra dække vort Behov - tænk paa alle de mange nye fortrinlige Kirkemelodier fra de sidste tyve-tredive Aar, dem kan vi dog ikke give Afkald paa. Og nu selve Melodierne fra Reformationstiden - i alt for mange Tilfælde fremtræder de under Former, som mere eller mindre føleligt afviger fra de overleverede Orgelkoraler. Og at altfor aabenlyse Divergenser her kan være til Skade for Menighedssangen, kan man ikke være blind for. Men her er vi ved det springende Punkt. Den klassiske Orgelkoral betyder, som allerede betonet, det protestantiske Orgelspils skønneste Blomst, og det ikke mindst betydningsfulde ved en eventuel Genindførelse af det alternerende Princip ved Salmesangen var netop at faa disse umistelige Værdier sat paa rette Plads - og ikke som nu lade dem være henvist til Kirkekoncerten, hvor de - for at blive i »Blomsterbilledet« gerne fremtræder som sirligt ordnede Buketter, men klippede fra Roden og følgelig berøvet alle Betingelser for virkelig Trivsel. Men alligevel: Kan vi ikke bruge alt, hvad de Gamle har givet os i Arv, en god Del deraf skulde dog ved nøjere Prøvelse nok vise sig at være til at redde. Og saa maatte vi, hvad vort øvrige Forbrug angaar, selv træde supplerende til. Men her melder sig naturlig Mindreværdsfølelse: Kan vi gøre det, kan vi blive dygtige nok? Ja, mon ikke? Det er jo det hemmelighedsfulde ved Kunsten, at hvor Behovet svigter under dens Ytringsformer, dér visner de, medens et stærkt, levende og omfattende Behov saa godt som altid har vist sig at øve den stik modsatte Indflydelse. Hvorfor har vor Tid ikke evnet at skabe bare et Symfoni- eller Kammermusikværk, som ikke enten er tom Formalisme eller fortvivlet Kaos? Ganske simpelt, fordi disse store Former nu kun eksisterer saa at sige i Kraft af Inertiens Lov - det er frit i Luften svævende Musik uden Kontakt med en livgivende Omverden. Men hvorledes kan det da gaa til, at den samme Tid, som er saa svag i det store, kan være saa stærk. i det smaa, at den paa et helt andet Omraade, paa Kirke- og Folkesangens, har kunnet frembringe Melodier som Laubs »Stat op min Sjæl i Morgengry«, Carl Nielsens »Jeg bærer med Smil min Byrde« og Aagaards, »Spurven sidder stum« - Melodier, som, en Gang skabt, staar der med en Selvfølgelighed, som havde de staaet der fra alle Tiders Morgen? Ja, hvorfor? Svaret giver sig selv af det allerede anførte. Saa derfor: Hvem ved? Maaske slumrer der endnu i det evangeliske Orgelspil produktive Kræfter, som vil begynde at folde sig ud den Dag, da man paa ny giver det en virkelig Arbejdsmark at tumle sig paa.

Men lad os nu sætte - og det vil vel for en helt nøgtern Betragtning være det sandsynligste - lad os sætte, at der, naar det kom til Stykket, vilde være for store praktiske og psykologiske Vanskeligheder forbundet med en Genindførelse af den med Orglet alternerende Menighedssang. Skulde der da ikke kunne tænkes andre Udveje for en organisk Indlemmelse af Orgelkoralen i vor Gudstjeneste? Ved tidligere Lejlighed - i et Foredrag holdt i en af Dansk Kirkesang arrangeret Studiekreds i 1930, hvor lignede Problemer stod paa Dagsordenen - ved den Lejlighed slog jeg til Lyd for Anvendelsen af Orgelkoralen som Introitus, altsaa paa det nuværende frie Indgangspræludiums Plads. Jeg er ikke mere aldeles overbevist om Muligheden for en rationel Gennemførelse af dette Princip. Vi maa nemlig ikke glemme, at hvis Orgelkoralen paa dette Sted skal have virkelig liturgisk Værd, maa Menigheden ikke alene kende Melodien, men ogsaa, være i Stand til at forbinde ganske bestemte Tekstord dermed. Og hvordan skulde dette sidste konsekvent kunne realiseres med den i saa mangfoldige. Tilfælde svigtende Syntese af Koraltekst og Koralmelodi? Principet »metrisk Parallelitet«, dette, at bare Teksten kan »gaa paa« Melodien, dette ikke altid lige sunde Princip, vil jo Gang paa Gang komme til at staa. i Vejen for en utvetydig Fortolkning af en tekstløs Cantus firmus. Alligevel kan jeg ikke komme helt bort fra, at Tanken om en Orgel-Introitus i sig selv er god, og at det maaske, var værd. engang for Alvor at f aa efterprøvet, hvor stor eller lille en Del af Kirkeaaret det faktisk vilde være muligt paa forsvarlig Vis at dække ad den Vej.

Og dermed kan vi gaa over til det andet Hovedpunkt paa Dagsordenen: Den liturgiske Kormusik. Vi har et Ord af Luther, som siger: »Gud taler til os gennem sit Ord, og vi taler igen med ham gennem Bøn og Lovsang«. Luther har hermed i en Nøddeskal defineret, hvad der er selve den inderste Idé i den evangeliske Gudstjeneste. Nu er det imidlertid ikke saadan at forstaa, at Guds Ord og vore Ord overalt staar saa at sige i særskilte Baase - Idealet er evangelisk set netop den inderlige Sammensmeltning af begge Sider - af Sakrament og Offer. Denne Forening træder aldrig inderligere og dog mere haandgribeligt, for Dagen end i Menighedens Salmesang. Denne betyder da ogsaa uimodsigeligt den musikalske Kerne i den evangelisk-lutherske Gudstjeneste og efter sin Natur det Element, som ligger Menigheden mest umiddelbart paa Hjerte. Derfor: Naar Betragtningen nu rettes mod Kunstsangens, altsaa Kormusikens liturgiske Adkomst, gælder for den det samme som for Orgelspillet: Jo stærkere den er orienteret ud fra Koralen i Tekst som i Toner, desto højere bliver dens ideelle liturgiske Værd. Her maa imidlertid, hvad det reale angaar, omgaaende trækkes visse Grænser. Det er ikke Meningen paa Forhaand at ville udelukke enhver koralfremmed Kormusik, ligesaa lidt som enhver - selv nok saa musikalsk højtstaaende - Kormusik, som benytter Koraltekst og Koralmelodi, uden videre lader sig akceptere. Det 17.-18. Aarhundredes evangeliske Kormusik, hvis dybeste Næringskilde netop er den lutherske Koral, kan saaledes kun yderst betinget og i højst begrænset Omfang komme i Betragtning. Dels kræver den her raadende koncerterende Skrivemaade gennemsnitlig et for stort Opbud af medvirkende Kræfter, dels er selve Udtrykket gennemgaaende for stærkt præget af det subjektiv-dramatiske til at honorere de kirkelige Krav. Paa den anden Side skulde der inden for den paa Bibelord hvilende katolske Motetkunst nok kunne findes et og andet, som - naturligvis oversat til Modersmaal - kunde gøres tjentligt til vort Formaal. Som første Betingelse gælder imidlertid her som overalt, at den musikalske Karakter er saa enkel, at Ordene tydeligt kommer til sin Ret. Fra et kirkestilistisk Synspunkt er det meste af den nederlandsk-italienske Kirkemusik fra det 15.-16. Aarhundrede i skøn Orden, men det hjælper ikke os, saafremt det kontrapunktiske i Form af Kanon og Fugering er drevet saa stærkt paa Spidsen, at Ordene ganske drukner i Stemmernes stride Strømme. Og det maa. - vel saa omtrent siges om de 90 Procent af denne Musik.- Hvor saadanne Toner faar Lov til at lyde i en protestantisk Kirke, sker et af to: Den umusikalske keder sig, den musikalske glæder sig - over Musiken. Men for ingen af Parterne bliver det de hører til virkelig religiøs Oplevelse, til noget, som man selv kan »gøre med«, omforme, i sit eget Indre til et »Lov- og Takoffer« i sand evangelisk Aand.

Jeg er klar over, at det, hvad Kormusiken angaar, ikke er saa ganske ligetil at drage faste Grænser for, hvad der rettelig kan kaldes evangelisk, og hvad ikke. Men hvad der ikke kan være, Tvivl om, er, at ligesom det 17. Aarhundrede er det evangeliske Orgelspils klassiske Tid, saaledes er for Kormusiken det 16. Aarhundrede fra Walther til Hassler - den egentlige Guldalder.

I et tidligere Foredrag - til Dansk Kirkesangs Sommermøde i 1934 (2) - gjorde jeg udførligt rede for Karakteren af de protestantiske Koraludsættelser fra det 16. Aarhundrede, og betonede ved den Lejlighed stærkt den udpræget folkelige Stræben, der lige fra først af gjorde sig gældende inden for denne Musik. Jeg søgte at vise, hvorledes allerede Walther - trods al nederlandsk Orientering - bestræber sig paa overalt at holde sin Sats saa enkel, klar og overskuelig, at Koralen, dens Tekst saavel som dens Toner, straks og smertefrit prentes i Tilhørernes Bevidsthed.

Jeg gentager derfor: Hvor liberalt vi end ellers vil s.tille os med Hensyn til Kormusikens Anvendelse ved Gudstjenesten, saa bør dog det 16. Aarhundredes Koraludsættelser være A og Ø. I ikke saa faa af vore større Kirker synges nu - Side om Side med anden Kormusik - Udsættelser af Walther, Goudimel, Hassler, Prætorius o. a. som Motet efter Prædiken eller en af Skriftlæsningerne. Og det er i sin Orden. Men Spørgsmaalet bliver nu: Kunde vi mon ikke udnytte denne uvurderlige protestantiske Musikskat paa rigere og mere afvekslende Vis og - frem for alt - i mere organisk Forbindelse med Gudstjenestens øvrige Led? Lad os nu igen sætte, at Tanken om en Genindførelse af den alternerende Menighedssang med Anvendelse af den tekstlig stumme Orgelkoral er for fremmed for vor Tids Følemaade, kunde man da ikke tænke sig en Vekselsang foreløbig i alt Fald paa Højtidsdage - mellem Menighed og Kor? Vi kan bedst belyse det med nogle konkrete Eksempler. Lad os tænke os, at vi l. Paaskedag vil synge »I Dødens Baand vor Frelser laa« som Salme før Prædiken. Hvad om vi da gik saaledes til Værks: Umiddelbart efter Evangeliet spiller Organisten som Forspil en af Scheidts Orgelkoraler over denne Melodi. Derpaa synger Menigheden unisont (event. støttet af ligeledes unisont Orgel) 1. Vers; derefter Koret a cappella 2. Vers f. Eks. i Hasslers Udsættelse med Melodien i Overstemmen; saa Menigheden 3. Vers paa samme Vis som første og endelig Koret sidste Vers - enten med Hasslers Udsættelse igen eller - hvis man ønsker Afveksling eller Slutstigning - f. Eks.Walthers mere motetagtige med Melodien i Tenoren. Paa lignende Vis kunde man gaa frem Juledag med »Af Højheden oprunden er«; der findes prægtige Udsættelser af Prætorius, med hvilke der kunde veksles, og en liflig Orgelbearbejdelse af Pachelbel. Eller ved samme Lejlighed »Fra Himlen højt« med dens mange Vers - hvor fortrinligt vilde her ikke kunne veksles med Eceards knappe 5- stemmige Udsættelse, og hvor smukt vilde ikke Pachelbels pastorale Orgelkoral staa som Indledning hertil. Eller endelig: i Faste- og Passionstid: »Jesus, dine dybe Vunder« alternerende med Goudimels Udsættelse.

Mod Anvendelsen af Orgelkoralerne paa den her foreslaaede Facon vil der naturligvis kunne indvendes, at den er lovlig koncertmæssig, da Satserne jo derved kommer til at staa paa egne Ben og ikke i Stedet for Kor eller Menighed. Kompromiset skal jeg da heller ikke søge at bortfortolke, men paa den anden Side vil jeg gerne betone, at Hensigten jo paa ingen Maade er at gøre Rammerne for Kunstmusiken ved Gudstjenesten saa snævre som vel muligt. Tvært imod da - og allermindst paa Festdage. Hvad vi bør søge at komme det mest mulige til Livs er det intetsigende Orgelspil, og derved forstaar jeg al fri individuel Præluderen, den være musikalsk set nok saa fremragende. Kun hvad der paa Orglet er bundet til en Koral C. f. har Betingelse for at sige Menigheden noget ud over det rent æstetiske.

En Vekselsang, som den her skildrede, kan naturligvis støde paa praktiske Vanskeligheder. Der er for det første Tonehøjden, men her er Divergensen vel som Regel ikke større, end at Kor og Menighed uden for store Anstrengelser vil kunne komme hinanden i Møde paa Halvvejen gennem Transponering. Dernæst er der den Vanskelighed, at kun større Kirker vil være i Stand til at stille en a cappella Sang paa Benene i et Omfang, som det herved vilde kræves. Men da har man dog den Udvej at indskrænke sig til at lade Koret synge Cantus firmus og overlade de øvrige Stemmer til Orglet. Denne Fremgangsmaade er, saa vidt vides, endog i alt Fald for Walthers og hans Samtidiges Bearbejdelser den historisk korrekte, om nogen lægger Vægt herpaa.

Den her skitserede Form for Vekselsang mellem Menighed og Kor vil efter mit Skøn betyde en saa omfattende liturgisk Højnelse, at det dog nok var værd at forsøge - vi kunde dog i det mindste engang vove Eksperimentet ved en af Dansk Kirkesangs Salmesangsaftener. Fordelen ved denne Fremgangsmaade synes mig indlysende: For det første skabes Mulighed for en langt mere omfattende og effektiv Udnyttelse af de protestantiske Korudsættelser end under de nu gældende Betingelser; for det andet bringes disse Korsange ganske anderledes nær ind paa Livet af Menigheden end nu, hvor de synges isoleret som ren Kunstsang: Har Menigheden selv sunget et Vers og sidder med Salmebogen foran sig, bliver den ganske anderledes indstillet paa at aabne Hjerte og Ører for det, som Koret nu vil synge. Og endelig: Gennem den kormæssige Alterneren skulde der vel, naar det kommer til Stykket, alligevel kunne øjnes en Chance for Orgelkoralen ogsaa som ren liturgisk Faktor. Har man først faaet, opdraget Menigheden til den stumme Følgen med Ordene i Salmebogen, skulde der næppe være noget i Vejen for lejlighedsvis helt at lade Orglet træde i Korets Sted. Det kunde dog hænde, at der var Tilfælde, hvor en egnet Kormusik ikke var til at fremskaffe, men hvor en pasende Orgelkoral netop laa lige for Haanden. I saa Tilfælde maatte naturlgivis Orgelkoralen bortfalde som Forspil og dette udføres som en simpel Fugering af Melodiens første Linje. Paa ét Sted i Liturgien synes Orgelkoralen i øvrigt ved en eventuel Reform i denne Aand at være selvskreven: Under Uddelingen af Nadveren. Saa vidt jeg ved, er det i adskillige Kirker Brug
i hvert Fald, hvor der er mange Borde - at lette Koret Sangen ved hyppige frie Mellemspil paa Orglet. Her vilde en Alterneren mellem det flerstemmigt syngende Kor og Orgelkoral være en ligesaa, naturlig som smuk Fremgangsmaade.

Men hvordan vi nu vil stille os til disse konkrete Forslag, mon ikke vi i alt Fald kan være enige i dette: Vi er paa Vej til en Fornyelse af Menighedsangen i luthersk Aand, og vi har lært at bygge vore Messetoner paa den gregorianske Sang. Men det er nu paa Tide, at vi for Alvor gør Skridt til paa ny at bringe det 16. Aarhundredes liturgiske Korsang og det 17. Aarhundredes liturgiske Orgelspil til Hæder og Værdighed. Vi maa paa en eller anden Vis skabe disse uendelig værdifulde Kunstskatte en Renæssance gennem fast og organisk Indlemmelse i Gudstjenesten. Forsømmer vi vedblivende dette, opnaar vi - uanset hvordan det kommer til at gaa med Salmesang og Messetoner - aldrig at sætte Kronen paa Værket.

Fodnoter:

(1) Foredrag holdt den 6. Aug. 1937 (under Titlen »Liturgisk Kor- og Orgelmusiks Opgaver ved Gudstjenesten«) ved Samfundet Dansk Kirkesangs Sommermøde paa Vallekilde Højskole. Gengives her i let forkortet Form.

(2) Trykt i DMT. 9. Aargang 1934, Hft. 6.