Mekanisk musik

Af
| Årgang 12 (1937) nr. 08 - side 169-171

MEKANISK MUSIKved Jürgen Balzer

11 Mozart: Klaverkoncert i f-dur. (Kå_ chel 459.) (HMV. DB 3095-97 å 6,50 kr. DBS 3098, 3,25 kr.)

Hvor er de dog dygtige, de Englændere! Det er nu snart en lang række Mozartske klaverkoncerter, de har bragt os på plader, og selv om orkester og solist skifter for hver optagelse (her er det Schnabel og Londoner symfonikerne under Malcolm Sargent), er de dog alle i samine lyse, renlige tone, der viser, at det ikke skyldes nogen tilfældighed, men er resultatet af et bevidst arbejde med klangen, et arbejde, der naturligvis kun'kan gøres på baggrund af en højtstående musikkultur. Disse optagelser vidner om en respekt for komponistens intentioner, der er vidt fjernet fra den øjeblikkelige tyske mani for at fortolke »personligt« hver node i et partitur. - Balancen mellem klaver og orkester er her så fuldkommen som ingensinde før. Skulde man ønske noget, så måtte det være, at man vilde formindske strygernes antal lidt. De dækker til tider blæserklangen lidt for meget.

11 Schubert: Trio i b-dur, op. 99. (Pol. 57045-48 å 5,00 kr.)

Det er yderst prisværdigt at publicere dette henrivende værk. i den billige pris,klasse. Elly Ney-trioen spiller det med megen nænsomhed. Det går til tider lidt ud over friskheden. Balancen er god, klaverklangen af og til lidt for fed; det ligger nok. i det anvendte instrument.

11 Bruckner: Symfoni nr. 4 i es-dur. (HMV. DB 4450-57 å 6,50 kr.)

Bruckner er dog stadig en af de mest problematiske skikkelser i det forviri-ede 19. århundrede. I det mindste som i det største, i tema som i form rummer hans værk kontraster af en næsten usandsynlig spændvidde. Naiv spillemandsmusik står ved siden af 12erd kon~ trapunktik, én gruppe er præget af sorgløs wienermelodik, den næste tårner spænding på spænding i voldsomme klangmasser. Er Bruckner overhovedet symfoniker? Er disse kontraster virkelig begrundede? Opstår der en organisk helhed ud af alle disse grupper? - Vil man leve sig ind i denne uhyre rige verden, kan man intet bedre middel finde end denne fortræffelige optagelse ved Såehsische Staatskapelle og Karl B,5hm, hvis grundlag er originalversionen.

. /1 Tsjajkofski: Violinkoncert i d-dur, op. 35. (HMV. DB3159-62 å 6,50 kr.)

I dette stykke salonmusik i stort format er der rig lejlighed til at beundre virtuosen Heifetz. Her kan han spille ud uden stilistiske hemninger, her føler han sig hjemme. Man må dog retfærdigvis erindre at han også kan spille anden musik! jævnfør optagelsen af Si-. belius' violinkoncert. I orkesterpartiet, der spilles af Londoner filharmonikerne under Barbirolli, findes nogle uvæsentlige forkortelser.

11 Mahler: »Das Lied von der Erde«. (Col. Limited edition. 45,50 kr.).

Med denne grandiose optagelse står vi overfor et teknisk experiment: optagelsen er -foretaget under en koncertopførelse d. 24. maj 1936 i Wien. Det -at foretage en optagelse i en -koncertsal betyder i forhold til studieoptagelse. en f uldkommen anden indstilling over fordet tekniske -problem. Et studie er et rum, hvis akustiske forhold kan ændres til hver enkelt optagelse under hensyn til netop det partitur---man i hvert enkeit tilfælde står overfor. To momenter er her de afgørende: rumklangen og ba-, lancen. Rumklangen er væsentligst afhængig af resonansen, genklangen. Ved. at arbejde med »levende« og »døde« fla-. der, d. v. s. ved mere eller mindre tildækning af loft, gulv og vægge, når manfil netop dei ligevægtspunkt, hvor den resonerende klang giver fylde uden at tilsløre. Balancen er problemet om ligevægtsforholdet indenfor selve klangen. De komponenter, hvoraf en klang er sammensat, er mangfoldige og kun for en ringe del noteret i partituret. Men gennem erf.aring ved man, at et bestemt partiturbillede giver en bestemt klang.. Vanskeligheden opstår altså, når en ualmindelig kombination i ' partituret skal gengives (og blandt Mahlers' partiturer er. »Das Lied, von der Er~e« en lang række af ualmindelige kombina-, tioner). Her må teknikeren være mindst. på højde med dirigenten i kundskaber. Mikrofonplacering, anvendelse af flere, mikroer, klangdifferentierende mikroer etc. er midler til balanceprolblemets løsning. For at få et begreb om problemets art tænke. man sig mikrofonen som en projektør, der sender et lysbundt, ud over en cirkusmanege for at følge volfi&ren i hans bevægelser. Lysets styrke og bundtets omfang bestemmer tilskuerens synsindtryk. Er bundtet i et givet øjeblik ikke rettet rigtigt mod artisten, eller er lyset for svagt til at skelne enkelthederne, eller så stærkt, at det blænder, går publikum glip af finesserne i hans kunst. For optagelsesteknikeren ligger problemet parallelt. Det objekt, han skal »belyse«, er partituret (vi udskyder ensemblet som det medium, der levendegør partiturbilledet). Partiturbilledet vexler ustandseligt, snart piano, snart forte, snart én klangfarve, snart en anden, og problemet er ikke løst med at optage disse modsætninger i al deres realisme. Det løses kun ved at betjene sig af det instrument, der står til rådighed, på en sådan måde, at det, der senere kommer ud af højttaleren både er i overensstemmelse med partituret og med de krav, »instrumentet« (der strækker sig fra mikro over plade til højttaler) stiller. Teknikeren må vide, hvad partituret kræver og på hvilken måde og i hvilket omfang disse krav kan honoreres af hans »instrument«. - Tænker man sig nu en optagelse, der, som den foreliggende, foregår i en koncertsal, d. v. s. i et rum, som teknikeren absolut ingen indflydelse har på og som er bygget ud fra ganske andre forudsætninger end studiet, så vil man forstå, at teknikerens eneste mulighed nu ligger i anbringelse og regulering af mikrofonerne; deres placering og afstemning efter det vexlende partiturbillede er afgørende for balancen. Optagelsen her viser, hvor langt man nu er nået: de få ujævnheder, der findes, kan under sådanne forhold næppe helt undgås. En anden ting er, at man aldrig bør fristes af et »tyndt« partitursted til at forcere klangen. Et piano bør være et piano, selv i klangligt »rene« omgivelser, ellers forrykkes den horisontale balance, det efterfølgende mezzoforte får ikke sin fulde valør. - En stor fordel har koncertsalsoptagelserne fremfor studiet: omgivelserne, publikums tilstedeværelse og bifald (som naturligvis ikke optages) virker opildnende på de udførende, så de uhemmede af mikrofonen giver sig helt hen i opgaven. Man mærker tydeligt dette forhold her: Wienerfilharmonikerne under Bruno Walter giver værket en inspireret udførelse, der ikke kan undgå at virke på den, der senere hører værket i sin stue. Charles Kullmanns udførelse af tenorpartiet har ikke helt den ubesværede

karakter, som er nødvendig for at give denne før-expressionistiske musik, hvad dens er. Derimod er Kerstin Thorborgs udførelse af altpartiet en oplevelse.

11 Sibelius: »Finlandia«. (Pol. 57068, 5,00 kr.)

Sibelius' nationale egenart er åbenbart udlandet mere tilgængelig end Carl Nielsens. Både England og Tyskland spiller mange værker af Sibelius og spiller dem godt. Også om denne indspilning ved Berliner filharmonikerne og Alois Melichar er der kun godt at sige. Den er i teknisk henseende meget fin: stor tonevidde og nydelig balance.

11 Carl Nielsen: To fantasist Ukker op. 2. (HMV. DA 5204, 4,50 kr.)

En lille plade med stor kunst. »Mekanisk« musik, javist, men mere »levende« musik, end det meste koncertmusik, vi hører. En humoreske, der for en gangs skyld fortjener navnet, ikke en musikalsk vittighed, men den humor, der kalder på det stille smil; en romance, hvis lyriske inderlighed skulde blive grundtonen i Carl Nielsens senere skaben, og som vi fornemmer som noget særlig dansk. - Felumb og Chr. Christiansen, to af mesterens lærlinge i deres musikopfattelse, har spillet dem. Forstår de store musiklande ikke vor tones egenartethed, så vil de i det mindste tvinges til at lytte til én af vor tids fineste oboister, hvis tone l sin bøjelighed rummer udtryksmuligheder som kun få af hans samtidiges. - Det er en plade, man vil eje og høre sig glad på, til den er slidt op - og så vil man gå hen og købe en ny, for den rummer den rene glæde. - Det er en dansk plade af indhold og tilvirkning, og alle lykønskninger bør gælde os selv, at vi har formået at frembringe dens musik og fæstne. den for eftertiden.

11 Carl Nielsen: 2. akts forspil og fædrelandssang af »Moderen«. Lange Milller: Forspil til »Renaissance«. (HMV. Z 237, 5,00 kr.)

Forspillet til »Moderen«s 2. akt er ikke et af Carl Nielsens inspirerede stykker. Det virker kunstigt med denne enkle sang, der skal danne grundlag for et »symfonisk« forspil. Stroferne rives fra hinanden, blandes ind i hinanden, ændres i deres videre forløb uden dog at føre noget sted hen, og så slutter elet, hele ganske umotiveret med en emfatisk plenosats i nationalistisk hurrastil. Til overflod har man (ikke Carl Nielsen!) hægtet sidste vers af sangen på i en korudsættelse efter bedste sangforeningsmønstre.

Men pladen har jo gudskelov også en ~anden side. Det er en fest at høre kapellet spille så friskt som her i »Renaissance«-forspillet. Midt i al festglæden har Hye-Knudsen glemt det lille »ma non troppo presto«. For begge sider gælder det, at rumklangen kunde være noget større.

11 Carl Nielsen: Serenata in vano. (HMV. DB 5204, 6,50 kr.)

. En gang i 1914 skulde et ensemble af kapellet på tourné med Beethovens septet og for at supplere programmet .op med et værk af en lignende besætning bad man Carl Nielsen komponere -et stykke for en kombination af strygere og blæsere. Resultatet blev »Serenata in vano« for klarinet, horn, fagot, ~cello og kontrabas. Man kunde også fristes til at tro, at Carl Nielsen havde I agt an på at skabe et stykke, der stil-mæssigt stod godt til septetten, for serenaden er ganske klassisk i sin udtryksmåde. Tre små satser: en serenade

agtig førstesats, en langsom, lyrisk mellemsats og en lille marschfinale, altsammen i en legende let, næsten improvisatorisk stil uden hårdheder eller experimenter af nogen slags. Man har vistnok anset stykket for at være mindre lødigt, fordi det i sammenligning med den 2. violinsonate og den 4. symfoni er så ligetil og letfatteligt, men det rummer netop noget af det mest karakteristiske i Carl Nielsens kunst: hans evne til at fabulere, denne ejendommelige betagelse af selve det musikalske materiale, der kunde få ham til at sidde og lege med de enkleste intervaller i henrykkelse over alt det, man kan få ud af dem. - Hans legekammerater i denne optagelse er Oxenvad, Haås Sørensen, Knud Lassen, Louis Jensen og Hegner, og det er jo alle folk, der elsker at lege, for hvem musiken er den skønneste leg af alle, og som kender spillets regler, så der ingen mislyd opstår. Det er en optagelse, der viser, at vi både kan komponere, spille og optage her i Danmark.