Finn Høffding: Kilderejsen

FINN HØFFDING: KILDEREJSEN

OPERA I TRE AKTER

AF RICH.ARD HOVE

Kort Tid efter Opførelsen af »Kejserens, nye Klæder« tog Finn Høffding fat paa sin næste Opera, »Kilderejsen«, paa Basis af de Erfaringer han høstede i-ned dette sit sceniske Førsteværk, og mig bekendt antog det kgl.. Theater, umiddelbart efter at Arbejdet var afsluttet, Operaen til Opførelse, og mener dermed aabenbart at have vist sin Anerkendelse af Talentet, for endnu har det ikke givet Operaen levende Liv. Det er desværre det tragiske ved vore Theaterforhold at det ganske vist er meget svært for en dansk Komponist at faa en Opera op, men det er næsten utænkeligt at faa en til op. Det vil altsaa sige, at de Begynderfejl, der altid vil hæfte ved et dramatisk Førsteværk, og hvorom kun den sceniske Opførelse kan oplyse Komponisten, dem bøder han for i al Evindelighed, for de Erfaringer, Komponisten gør, bliver aldrig udnyttede.

Ingen af de tre Operaer, der kan gøre Krav paa at kaldes klassiske i dansk Musik - »Liden Kirsten«, »Drot og Marsk« og »Maskarade« - er deres Skabers første Forsøg i Operaens vanskelige Kunst. Musikalsk var deres Forgængere ikke ringere, men den sceniske Erfaring var nødvendig, for at Værket skulde lykkes helt.

Naar saa Høffding i »Kejserens nye Klæder« havde gjort sine Erfaringer, og Publikum gjort utvivlsomme Erfaringer om Komponistens Talent, hvorfor giver man ham saa ikke Chancen? Jeg forstaar det ikke - det kan i alle Fald ikke skyldes, at det Repertoire, man har spillet, har haft større Nyhedens Interesse - var det i Fjor eller var det i Forfjor, at den største Begivenhed paa Operaen var Genoptagelsen af Flotows »Martha«?

Men efter at have ladet »Kilderejsen« hvile det klassiske Antal Aar i Skrivebordsskuffen, burde rette Vedkommende paa det kgl. Theater nu prøve at faa, den fundet frem og lade den opstaa til sit sande Liv i Rampelyset. Endnu synes Komponisten nemlig ikke selv at have opgivet Troen paa sit Værk, idet han endnu ikke har lavet den »Suite« af den, der er det triste Afkog af en Operas døde Ben, men har ladet den hvile hel og uforfærdet i Forventning om bedre Tider og i Tro paa, at den vil kunne holde sig frisk i Graven.Og han har haft denne Tro med rette. »Kilderejsen« er i Dag ligesaa,levende, frisk og dansk en Opera, som den Dag den blev skrevet,og man maa beklage, at det kgl. 'I`heaters Ledelse ikke har kunnet se, hvad dette Værk indeholder, og har faaet det opført; men man kan ogsaa trøste sig med, at der for en Gangs Skyld ingen uoprettelig Ulykke er sket: dette Partitur er ikke forældet.

Kun een Skygge kunde jeg tænke mig, der for en Operachefs Øjne kunde falde paa Høffdings »Kilderejse«. Det er Skyggen fra Carl Nielsens »Maskerade«. Og lad mig sige det med det samme - det er en indbildt Skygge. Høffding holder sig i sin Holbergopera saa fuldstændig fri for Paavirkning fra Carl Nielsen, som det overhovedet er muligt for en dansk Komponist af hans Generation. Og det er naturligt nok, for Stoffet i de to Operaer er saa forskelligt som vel muligt. Hvis man ikke har Stoffet præsent, bør man gøre sig selv den Glæde at læse de to Komedier hos Holberg og saa se, hvormeget de afviger fra hinanden i Karakter og Scene. Og var Holberg en gammel dreven Theatermand, saa er hans nutidige Bearbejder det ikke mindre. Vilh. Andersen, der med holbergsk Lune, og man fristes næsten til at sige Frækhed, har versificeret de to Komedier, har været sig Faren for en Sammenligning helt bevidst og har næsten stillet dem op som hinandens Kontraster, og kun ukyndige kan lade sig narre af Maskekornediens faste Navne og Karakterer og lave en letkøbt Parallel mellem de to Jeronimusser.

Trods Buffovirkningen af den lærde Dr. Bombast og hans Dobbeltgænger er »Kilderejsen« en mere lyrisk Opera end »Maskerade«. I »Maskerade« stiger Tumulten til Klimaks, saa kun Korporal Mors kan standse den vilde Kehraus. I »Kilderejsen« ender Operaen lykkeligt med de elskendes Forening i Morgensolens Lys under de blomstrende Linde i en af det borgerlige Københavns idylliske Gaarde.

Og i »Moralen« vender nenrik sig »ad spectatores« med i en Hyldesttil Holberg og København, som det kgl. Theater skulde være taknemligt for at føre frem paa den Scene, for hvilken den er skrevet, ogsaasom en Hyldest til den gamle Humanist, der har lært saa mange idette Land ikke alene at elske den danske Digtning, men ogsaa meduvisnelig Ungdom har ført dem ud i den Natur, hvorfra dansk Digtning har hentet sin Næring og sit Særpræg.

Med dristig Haand har Vilh. Andersen og Høffding smidigt sammenføjet, deres Stof til en dansk og munter Opera. Bestandig løber Løjerne paa Grænsen af Parodien af selve den Form, de betjener sig af. Holbergstilen truer hvert Øjeblik med at blive til aktuel Revukomedie, og saa slaar som i et Lynglimt en varmhjertet Lyrik os i Møde, som gør, at vi maa føle menneskeligt for alle Handlingens Personer. Det er et holbergsk København, der er os levende bekendt fra Dagen i Dag. Leander, der just er vendt hjem fra Madrid, vil synge den tilbedte Leonora en Serenade »til den spanske Mandoline«, men han bliver omgaaende pillet ned af Leonora, der vil elskes paa dansk. Hver Gang en lyrisk Situation vil folde sig ud, synes den at skulle brændes af i en Vits, og hver Gang Løjerne vil gaa over Gevind, lyser der en Alvor over dem, som faar det sidste Ord.

»Kilderejsen« er jo fra Holbergs Haand en Ramme om et Intermedium, som giver Iseenesætter og Komponist frie Hænder, og her har Høffding skrevet sit Set. Hans Aften Spil, og det er vist karakteristisk for ham, at han her paa den gamle Dyrehavsbakke bliver det alvorligste han er. Sominernattens Lyrik betager ham, Solhvervsnattens uvirkelige Halvlys dæmper selv de groveste Løjer. De var jo ellers godt tilrettelagt til at tage Magten fra hele Resten.

Men lad os nu se paa Operaen, hvis Handling jeg forudsætter bekendt fra Holberg, idet Vilh. Andersen følger sit Tekstgrundlag meget nøje, ja ofte replikret, hvad der gaar saa meget lettere, som Holbergs Tekst er meget kort.

Første Akt begynder med Arvs Solosang, medens han børster Støvler. Det er egentlig Vilh. Andersens eneste Sidespring, hvorved han faar »Intrigen«s Grundlag »den forestilte Operasyge« skarpere og forstaaeligere frem, saaledes at det bliver en noget bredere første Scene end hos Holberg.

Arv s Ynger:

(nodeeksempel)

Vi ser her en væsentlig Side ved Høffdings Kilderejsemusik. Den er rundet af Folkevisens Rod og musikalske Tankegang, og ogsaa fordi den staar som en saa dygtig og djærv Udnytter af dette Stof, klart bestemt i dets thematiske Jordbund og kunstnerisk fri i Brugen, burde dette overordentlig vigtige Resultat af den laubske Folkeviseopfattelse ikke gemmes hen i Manuskript. Og denne Folkeviseform. har sit Modstykke i Benyttelsen af Folkedans og Visemotiver fra en helt anden Forestillingskredsl som vi siden møder den i Kildemarkedets løsslupne Musik.

Arv viser sig hurtigt at '.ære inficeret af den Elskovs Bacille, der angriber alle i Set. Hansnat, og han sukker for sin Karen:

(nodeeksempel)

Den bastante Magdalone kommer til og sætter ham i Arbejde, men ak ogsaa. hun maa, snart slippe et Hjertesuk for Set. Hansnat og Rasmus Skriver

(nodeeksempel)

Og nu er det den forslagne Pernilles Tur og hendes fornemme, men hjertens reelle Frk. Leonora, og Intrigen forbedres med megen rafineret Ensemblesang, og saa er alt rede til at modtage Leanders og Henriks Entre og Leanders vælske Serenade og derpaa tilrettelægges Intrigen om den operasyge Pige.

Hvilken herlig Opgave at maatte slaa. sig løs i al den italienske Koleratur, lade en Sangerinde bruge sin Stemme til alle de befriende Kunststykker, der kan tænkes, og gøre det uden at det skal forstaas ,om en dybsindig musikalsk Karakterudforming, men lade det være den Leg med Tonestoffet, som en udadlelig Teknik tillader, og gøre det med et bestandigt Blink i Øjet af den Parodi, der sætter Spillet i Gang - den sceniske Begrundelse af den til alle Tider problematiske Sangkunst. Dertil et uhyre let og bevægeligt Orkester med ubarmhjertigt farceprægede Ensembleindskud. - Det er et i Sandhed forfærdeligt Hus, der ligger til den arme og velmenende Jeronimus, da han kommer hjem med sin udvalgte Svigersøn Hr. Leonard - der i Parantes er Leanders Broder, som han ikke har set i mange Aar.

Ogsaa kommer en af Holbergs ubetalelige Lægescener, sat i Noder og meget vovede Rim. Dr. Bombast, alias Henrik, bestemmer Leonoras Sygdom, som en »herlig fuldtudviklet Archi-Perisangia«, og efter alle mulige Narrestreger bestemmes det at den elskovs- og syngesyge Leonora skal prøve Kuren ved Kilden, og Akten slutter med Koret til Sct. Hans - en stor Sekstet.

(nodeeksempel)

2' Akt. - Vaagenatten ved Kilden. - Som de to Koralsatser indrammer Akten med en Tone af dyb og enfoldig Alvor, gennemlyses denne muntre Set. Hansmusik af en Inderlighedens Aand, der Gang paa Gang giver sig Udtryk, saaledes at man uvilkaarlig maa sige: Dette er dansk Musik. Her lever i dette Tvelys af Vid og Vemod, det der er det inderste i dansk Folkeaand. Og prises herfor bør ogsaa Vilh. Andersen, der her har øget det lyriske Indslag, som Holberg har maattet nøjes med at lade os ane, der har i den danske Folkekarakter. Det kommer gribende til Orde i Kærlighedserklæringen mellem Leander og Leonora.

Leander synger:
»Jeg sprang som Pog fra Moders Skød,
i fremmed Lære tjente jeg mit Brød.
I Spanien meldtes, mig min Faders Død;
men mer end Arv hidkaldte mig min Broder,
- da, Jomfru, saa jeg hende,
da saa jeg mer end Broder, Fader, Moder,
da saa jeg Hjemmets røde Gavl at skinne
i Skyggen af min Barndoms grønne Linde --
hvor du er, er mit Hjem -

Leonora:

Hvor du er, er mit Hjem.
Dine Øjne følger med dit Ord,
Jeg tror paa dig, fordi jeg tror paa dem -
Jeg tror.

Dette er Operaens Kærnested og mest pathetiske Ord, og da Leander vil tage Tonen en Kvart højere, afbrydes han af Studenterkorets »In dulci jubilo -« som med virkeligt Held anvendes ledemotivisk gennem hele Akten og oplever ligesaa mange forskellige Belysninger, som der kan lægges Betydninger i den gamle Vise.

Da nu det svære Ord er sagt, og de elskende har fundet hinanden, erder frit Løb for Løjerne. Intrigen gaar sin Gang.

Arv har først sin Vise:

(nodeeksempel)

og saa gaar det løs med Matroskor, Kor af Kildegæster, Majgrevens Sang og derefter de gamle danske Folkedanse, dansk Polsk, Runddans - jeg citerer Pernilles Solo

(nodeeksempel)

- og en gevaldig Reel. Og nu maa. vi i Gang med Kildekuren og alle Narrestregerne - crescendo og stringendo gaar det, til alle paa Scenen er draget med ind i Komedien, hvorpaa det samles i den store Sct. Hanshymne:

Vi tænder vort Baal
for Avling, af Akger og Bjærgning af Eng,
for Fred mellem Grander og Husbond og Dreng.

Saa griber Leander og Leonora Flugten, medens Studenterne for en kort Stund holder Arv fanget i »den sorte Gryde«; men han bryder ud, og Scenen tømmes paa enkelte Værkbrudne nær, som maa blive tilbage ved Kilden.

Det er Timen før Dag. Baalet brænder ned. En enkelt angstfyldt Stemme beder:

Se til vore visne Hænder
spænd de marveløse Lænder
salv vort Syn, saa det sig tænder --

Og saa gryer Dagen. - Her hjælper kun det store Nodecitat, for dette er stor Musik, og det vil være en Lægedom, for megen Tvivl paa dansk Musiks Fremtid, at faa dette at høre levende og fuldtonigt, som det er tænkt.

(nodeeksempel)

Sidste Akt bringer den svære Morgen til »Dagen derpaa«. Arv har indfanget Synderne og puttet dem i Kælderen, saa nær som Henrik, der endnu noget utidig spiller sin Doetorrolle overfor den bekymrede, men morgenfriske Jeronimus. Og nu gaar alting galt. Den sande Dr. Bombast kommer, og efter en drøj Sangduel med Henrik, der vækker Mindet om Rossinis lebendige Skrivemaade, træder han til som Hjælper for Jeronimus i den store Rettergang over Synderne, hvis musikalske Karakterer endnu engang trækkes skarpt op, da de en for en maa gøre Rede for sig. Men alt skal føje sig til en lykkelig Afslutning, og medens Morgensolen skinner gennem Lindeløvet, genkender Leonard sin Broder og Jeronimus har kun Grund til at være tilfreds med sin lidt pludseligt erhvervede Svigersøn, og Vilh. Andersen bjerger meget praktisk de hjemdragende Studenter til Slutningskoret, og derefter er det Henrik gaar frem til Rampen og siger:

Paa Hallands Aas skal en Gang knejse
en Æresstøtte for vor Kilderejse
paa Støtten staar hans Navn
som først har foreskrevet København,
den Sundhedskur
der hedder Ungdom og Natur.
Og paa dens Sokkel - litteris latinis
»Invenit Petronella«
for med den Pige kan jeg ikke lignes
og saa »Henricus fecit. Finis«

Hvorfor mon Theateret lader være med at rejse sig, sin Skaber - og den gamle humanistiske Professor, der er denne Operas djærve Tekstforfatter, den Æresstøtte, som Høffding har sat dem alle i sit Værk, der saa sandelig lyser af »Ungdom og Natur«.

Vi har altsaa her en nutidig dansk og virkelig musikalsk Opera hvorfor er den forblevet uspillet? - Jo Fr.- Böök siger et Sted i sine litterære Essays:

»Det vi kalla begåvning år ju i själva verket ofta en lycklig över-ensståmmelse mellan å den ena sidan ett personligt temprament eller ett personligt öde och å den andra sidan den härskande tidstendensen. Den som icke bäres av denna överensstämmelse har oerhbrt mycket svårare att göre sig gällande.« - For mig bestaar ingen Tvivl om Overensstemmelsen mellem Høffdings Temperament og Skæbne og Tidsaanden, men jeg har mine stærke Tvivl om, hvorledes det forholder sig med det kongelige Theater og Tidsaanden. I en svingende Kurs mellem Klassicisme og Eksperiment har den musikalske Ledelse tabt Følingen med det, der er det musikalske Udtryk for vor Tids Danmark, ellers havde Høffdings Opera ikke ligget uopført i syv Aar. Det er den store Brist i Theaterets Stilling til den danske Musik. - Hvorledes det under disse Omstændigheder kan modtage et meget stort Tilskud fra danske Komponister gennem Kodas Afgift maa det selv klare med sin Samvittighed.

Desværre gaar denne Usikkerhed igen i alt det, der i Dag kaldes Ledelse i dansk Musik, altsaa ogsaa i Radioen. Sammenligner man den kulturelt betydende Del af Radioens Musikprograminer med Oslofilharmoniens, Göeborgs Orkesterförenings og Stockholms Koncertförenings, faar man det samme planløse Indtryk, som af Operaens Ledelse. Den der skal bringe noget til andre, maa først og fremmest selv have Ønsker og Maal, som han synes er Umagen værd.

Dansk Opera ledes af Spekulationen over, hvorledes man skal faa »Husarerne ind«, som det i gamle dage hed paa Bakken, og paa dete Grundlag kan selv Mozart misbruges. Kun paa national Basis kan Operaens Liv genrejses. Nu da den ikke mere har en Overklasse, for hvem Opera er en Mode, at støtte sig paa, maa den søge efter Kredse i Befolkningen, der trods Tonefilmens evige Jazzkværn, endnu har Følelsen for den danske Tone i Behold, og den Dag, den befinder sig paa sin sande Opgave, har den i sit Arkiv et vægtigt Aktiv i Høffdings og Vilh. Andersens Holbergopera »Kilderejsen«.