Maurice Ravel. Født 7. januar 1875 - død 28. december 1937

MAURICE RAVEL

FØDT 7. MARTS 187,5 - DØD 28. DECEMBI,'1R 1937

AF KNUDAGE RIISAGER

Med Ravels død er en epoke i fransk musik afsluttet og der er noget særlig tragisk i, at en så lysende klar hjerne, en åndfuld og nobel forædler af musikens rene stof skulde forniørkes og gå bort i en tidlig alder. Allerede for et årstid siden tog den hjernesygdom til som nu efter en forgæves operation har medført døden. Ravel havde i længere tid været anbragt på et hospital. Det er ikke så længe siden en fælles bekendt fortalte mig, at man havde gjort et forsøg på at kalde Ravel tilbage til bevidstheden ved at lade ham overvære en koncert, hvor nogle af hans egne værker blev spillet, men opførelsen havde ladet ham ganske upåvirket. I slutningen af december blev lægerne klar over at det drejede sig om en hjernesvulst og besluttede altså dette sidste forsøg. Det er muligt, at sygdommen havde sin oprindelse fra det nervesammenbrud som Ravel fik efter krigen, da han nedbøjet og fysisk ødelagt for lange tider, kom hjem fra slagmarkerne. I 1915 meldte han sig frivilligt til automobiltjenesten ved Verdun. Krigens rædsel. glenite han aldrig, men det var ikke gærne han mindedes denne tid. Under et besøg hos Ravel i Montfort for en 15-16 år siden kom han en dag ind på dette emne. Jeg fortæller det her, fordi det er ikke sandsynligt at han til nogen anden har meddelt sig om netop dette og det er en for Ravel meget betegnende beretning:

......der er kun ét indtryk fra krigen, som har inspireret mig musikalsk, sagde han. Det var en nat, vi havde kørt i sort mørke over gennemhullede marker, gennem forkullede skove. Himlen oplystes kun af granaterne, der exploderede over hovederne på os. Men henmod morgenstunden nåede vi frem gennem en tåget egn, helt udtil slaglinien. Det var et rædselsfuldt syn at se de sønderlemmede legemer, at høre skrigene fra de døende og opleve denne totale ødelæggelse af alt omkring sig. Jeg sprang hurtigt ud af bilen, da vi varnået frem og kastede mig ned i en forsænkning i jorden. Den mest forbavsende ligegyldighed greb mig med ét, jeg trak cigaretterne frem af lommen, lagde mig ned på bunden af graven i den opløste, sølede jord og så frem for mig, lige op i himlen. Morgenen var ved at bryde frem og solen viste sig varm og mild, idet den hastigt steg, rødglødende og vældig. Et svagt vindpust strøg ligesom kærtegnende hen over de små blomster og strå, der voxede på kanten af skyttegraven. Og pludselig, midt i al denne rædsel og klage lød der en sang, højt, højt over hovederne på os, en skøn, melankolsk fuglesang. Det var en lille løvsanger, der uforfærdet og ganske frejdigt jublede af sit fulde bryst og hævede sig stadig højere op mod solen. Men dette indtryk kan slet ikke beskrives. Det var modsætningen mellem den jordiske gru og den himmelske sang, som greb os alle så usigelig stærkt ......

Fransk musik har i det sidste år lidt to meget følelige tab, først ved Albert Roussels død i august måned og nu altså ved Ravels bortgang. Så vidt forskellige de to var, gav de tilsammen et fuldstændigt billede af den galliske musiks bedste egenskaber. Roussel var den utrætteligeselvfornyer, der ustandseligt søgte fremefter og arbejdede i selve materialet ved en bevidst bearbejdelse af stoffet ud fra skiftende forestillinger om dets muligheder. Derfor stod han ved sin død som den franske komponist det unge og det helt yngste slægtled mest beundrede og tog udgangspunkt i. Han gik også positivt ind for det nyeste og hans elever elskede ham og bar ham oppe.

Ravel var derimod en fjern og fornem ånd, utilgængelig, personligt iøvrigt vanskelig at komme på nært, hold, en komponist der arbejdede med stoffet for den helt følgerigtige fuldendelses skyld, en mand der ingen som helst forbindelse havde med sine omgivelser og som i virkeligheden ikke har dannnet, skole - men kun ved sin krystallisk klare og let forståede form har fristet til simpel efterligning, især udenfor Frankrig.

Det er netop derfor Ravel så tydeligt nu står for os som den, der sluttede en periode af - eller mere end det: der fuldkommengjorde impressionismen og gjorde den så at sige fri af sin egentlige literære idé derved at han hævede den op i en ren klassisk form. For Ravel selv var Mozart det store ideal - og så naturligvis de franske klassicister, - og det er da værd at lægge mærke til, at Ravel lige fra begyndelsen bevidst hævdede den formelle fuldkommenheds betydning alt imens impressionisterne jo netop splittede den klassiske form. Derfor er det en klar og rolig planet, der nu er slukket, ikke en seer og reformator.

Men de største musikalske personer er jo, siger man, netop på én gang afsluttende og overledende til en ny epoke. Ravel selv forstod ikke ret meget af det, der bevægede sig omkring ham. Og det interesserede ham heller ikke synderligt. Jeg spurgte ham engang orn, hvem han anså for den betydeligste komponist udenfor Frankrig- det er nu en halv snes år siden. Hans svar var sikkert nok, men tiden har vist at det var galt, netop lige så galt som det, alle vi andre dengang også vilde have givet: Arnold Schönberg.

Schönberg er, sagde han, den eneste virkelige nydannende ånd i vor tid. Og betragtningen kunde være rigtig nok for så vidt han dermed havde villet give udtryk for det paradox at det nydannende netop var en endelig opløsning. Men således opfattede han ingenlunde Schönberg. Overfor Strawinsky var Ravel skeptisk. Han så i ham også en fuldender af det bestående. Og han tilføjede meget karakte ristisk: både Strawinsky og jeg kan ikke tænkes uden Schönberg. Overfor tysk musik i det hele taget var han fuld af tvivl og dette af en meget interessant grund: det tyske folks beundring for fortidens store komponister ødelagde efter hans mening enhver mulighed for positivt fremskridt, for frugtbar fornyelse.

Alle vil nu om dage være originale, sagde han engang - men det er noget man er eller ikke er, det kan man ikke blive! Det er i nogen grad publikum, der bærer ansvaret for denne trang til det extraordinære, det er snobismen, der igen skyldes folks angst for at blameresig ved ikke i tide at anerkende et værk, selv om det er uforståeligt. De ser ikke, at det er lige så galt at anerkende værdiløse at underkende værdifulde.

Ravel var en stor beundrer af Johan Svendsen og foretrak ham langt frem for Grieg. Han var norsk før Grieg, og han var meget større både i formen og i indholdet, sagde han en dag. Fransk musik idag skylder Johan Svendsen uhyre meget, hævdede han.

Det er naturligvis ikke meningen her at give en udførlig fremstilling af Ravels produktion. Både for den fine og skønt formede kammermusik han har skabt, for de blændende orkesterværker, for den vittige og elegant slebne diamant i operaliteraturen »L'heure espagnole«, for balletten »Daphnis et Chloé«, der er det første exempel på polytonal harmonik som kendes, et dristigt og alligevel nøje afbalanceret arbejde, for de spanske orkesterfantasier, ikke mindst den geniale »Bolero« og for talrige andre beundringsværdige værker, som ikke skal opregnes her, men som skal høres og længe endnu vil blive hørte, - for alt dette vil musikhistorien mindes Ravel og placere ham i spidsen for fransk musik og blandt de største og ædleste i vor tids rnusik i det hele taget.

Ravels partiturer er uvurderlige kilder for den, der vil studere orkestrets hemmeligheder. De er gennemsigtige, ganske utvetydige, indlysende rigtigt disponerede og for et enkelt værks vedkommende som »Bolero«, ligefrem udtømmende. Men mest beundringsværdig er vist nok hans bearbejdelse af Moussorgskys udstillingsbilleder, der deværre ikke er trykt, men som snarest burde komme frem nu, hvor hans ønske om at forbeholde sig dette værk til egen direktion ikke længere hindrer udgivelsen. Dette partitur er et blændende vidnesbyrd om hans tekniske mesterskab og af det vil der i fremtiden kunne øses visdom for lange tider.. Det burde være tvungent stof ved alle konservatorier verden over.