Thomas Jensen

THOMAS JENSEN

AF GUNNAR HEERUP

For en 15-16 år siden sad der en drenget, bundmusikalsk og kåd violoncellist i tivoli- og palæorkestret, som med utrolig iver søgte at få »Ach du lieber Augustin« til at passe ind i de forskelligste moderne kompositioner, ikke af had til-den ny musik, men mere som en slags opmuntring for sig selv og sine kolleger og som et, omend ikke uskyldigt, så dog charmerende drilleri af dirigenten.

Den samme violoncellist stod i december måned i spidsen for radiofoniorkestret og dirigerede César Francks d-moll symfoni. Det var ikke et drenget talent, der stod der, eller rettere det var ikke blot en dreng, men et mandfolk, som på trods af et mandigt-sejgt, og stædigt arbejde havde forstået at bevare drengens friskhed. Det varden bedste danske dirigentpræstation, jeg erindrer fra de senere år; ikke blot var den musikalske følelse i pagt med værket, men den blev meddelt orkestret i en levende og inspireret form, der støttedesaf en overlegen og gennemarbejdet teknik. Det er ikke kun i Danmark, det er en sjældenhed at træffe en mand, der både er musikalsk og har musikerøret i orden, som virker inspirerende, og som samtidig arbejder håndværksmæssigt grundigt og samvittighedsfuldt; for det meste må man være glad for at finde en eller to af disse fortræffelige egenskaber Thomas Jensen forener dem alle.

Hvilket, arbejde, der ligger bag en ydelse som Francks symfoni, forstår man, når man ser Thomas Jensens taktslag. Det første indtryk er forbløffende, manden er ude af takt med musikken, han slår tydeligt, men ikke regelmæssigt, springer ofte et par taktslag over og er hele tiden meget afgjort forud for orkestret. Den almindelige tilhører bliver snarest distraheret ved at se på ham, hans bevægelser danner slet intet billede af musikken, som tilfældet, i så udpræget grad er hos andre dirigenter, fx. Fritz Busch. Det, Thomas Jensen vil, er hverken at slå takt eller at afmale musikken, han vil give og giver orkestret netop de impulser, det trænger til, på det tidspunkt, hvor musikerne har mest nytte af dem. Man kan sige, det er noget rent teknisk og derfor uden interesse, men det er urigtigt. Thomas Jensens teknik vidner om et intensivt arbejde, og den kan kun gennemføres takket være en virkelig musikalsk overlegenhed. Den kræver, at dirigenten, samtidig med at han og orkestret lever i musikkens rytme, skal lægge sit taktslag i en selvstændig, af musikken ofte ganske uafhængig teknisk rytme.

Jeg har sagt alt dette for at gøre det klart, at vi med Thomas Jensens ypperlige direktion af César Francks symfoni ikke står overfor en enkelt, tilfældig ydelse. Vi har her med en dirigent at gøre, af hvem vi har lov at håbe alt. Han vil blive en meget benyttet dirigent ved torsdagskoncerterne, og han bør kunne blive dansk musikkultur den dirigentgesandt, vi længe har trængt til overfor udlandet.