Finn Høffdings ny opera Pasteur

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 02 - side 30-35

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

FINN HØFFDINGS NY OPERA ,PASTEUR""

VED AKSEL AGERBY

Den 9. Marts opføres Finn Høffdings nye Opera »Pasteur« i Odd Fellow Palæets store Sal paa Foranledning af Det unge Tonekunstnerselskab og Dansk Koncertforening.

Der er sikkert ingen Tvivl om, at Det unge Tonekunstnerselskabs Opførelse af Kurt Weills Skoleopera »Der Jasager« i 1931, fik en for danske Komponister særdeles befrugtende Betydning. Opførelser af »Der Jasager« paa Gymnasier Landet over, der fulgte efter Fremførelsen i København, gav Stødet til, at Karl Clausen skrev sin Skoleopera »Klokken«, som vakte betydelig Opsigt og blev opført talrige Gange, bl. a. ogsaa i Stockholm og sidst ved Musikstævnet i Forum 1937. Det er i denne Forbindelse interessant at høre, hvor nøje Finn Høffdings Udtalelser knytter sig til disse Betragtninger:

»Jeg fik Lysten til at skrive saadan en mindre Koropera umiddelbart efter, at Karl Clausen og jeg med Gymnasiekoret havde været i Stockholm og der opført Kurt Weills »Der Jasager« og Karl Clausens: »Klokken«. De unge var stærkt interesserede i den Form for dramatisk Musik, som disse to Operaer repræsenterer, hvad vi ogsaa tidligere havde erfaret gennem fælles Gymnasieopførelser af »Der Jasager«. Den Begejstring, hvormed de unge tog fat paa disse Opgaver, vakte en stærk Lyst i mig til selv at tumle med en saadan Opgave. Da jeg Sommeren 1935 læste Paul de Cruifs Skildring af Pasteurs Liv, fik jeg Ideen. J-eg læste samtidig »Mindeskriftet om Pasteur i Anledning af Hundredeaarsdagen for hans Fødsel« og fandt der det meget smukke Indledningsdigt af Otto Gelsted, hvis digteriske Produktion jeg i Forvejen satte Pris paa. Otto Gelsted maatte have Forudsætninger for at skrive Teksten til den Opera, jeg tænkte mig; han har den moderne Mentalitet og samtidig er den Pathos, som et saadant Emne maatte kræve ham ikke fremmed. Hans Sprogbehandling er naturlig, dejlig rytmisk, spændstig og klangfuld. Jeg gik til ham, og han var straks interesseret og fik hurtig sat Form i mine Udkast.«

Operaen »Pasteur« er skrevet i Foraaret 1936. Tekstudkastet var færdigt i November 1935 og lige efter Nytaaret 1936 begyndte Otto Gelsted at foretage den digteriske Bearbejdelse af Stykket som fra Høffdings Haand kun omfattede den dramatiske Opbygning, der nøje hænger sammen med den musikalske Struktur. Operaen er skrevet saaledes, at den kan opføres under større Former eller mere beskedne. Koret har en meget stor Betydning, men er ikke sværere, end at Amatører kan udføre det. Rollerne er ikke store og kra- vende; en enkelt Rolle, Munkens, maaske undtagen. Ved Operaens Fremførelse bestaar Koret af »Studenterkoret« og Københavns Folkemusikskoles Centralhold, hvis Opgaver det er at synge vor Tids Musik, og Partierne synges af forskellige Kormedlemmer. Det i Amatørarbejdet ikke helt lette Iscenesættelses- og Instruktionsspørgsmaal har Dr. phil. Torben Krogh, hvis Forstaaelse og Sans for de gamle Studenterforestillinger er meget omfattende, taget sig af. For at lette Tilegnelsen bringer vi Komponistens Oversigt over Operaens Handling.

Operaen »Pasteur« er ikke en Opera i almindelig Forstand, inen en Koropera, der gaar ud paa at skildre den evige Kamp mellem Lys og Mørke, mellem Overtro og Videnskab. Det stærkt etiske Emne giver Operaen dens egen Form, der blandt andet ytrer sig i den Betydning, Koret har. Den meget kraftige sceniske Handling hindrer den i at være et Oratorium, samtidig med at den laaner den noget af Oratoriets Patos.

Sceneriet er saare enkelt, men kræver moderne Iklædning.

Koret er delt i to Halvkor, der, under hele Operaens Forløb staar paa hver Side af Scenen helt ud til Rampen, helst i amphiteatralsk Opstilling, klædt i Fantasidragter, der karakteriserer det ene som Lysets Kræfter, det andet som Mørkets; hvor der er Vekselkor belyses Korgrupperne ligeledes med karakteriserende Formaal.

I Andet Billede maa der i Sceneriet indbygges hvide Skærme over Korgrupperne, hvor Lysbillederne kan projiceres ned.

Pasteurs Liv var et Drama, der overordentlig tydeligt viste Fornuftens evige Kamp mod Ufornuften, Videnskabens Kamp mod Overtroen eller, som man symboliserer det, Lysets - Kamp-mod Mørket.

Operaen her behandler en Episode i Pasteurs Liv, der paa en dramatisk Maade viser, hvordan denne evige Kamp griber ind i Menneskers Liv. Pasteur forekommer ikke selv som Person i Operaen, og alligevel staar han som noget centralt. Hovedpersonen er en af Pasteurs kendteste Patienter, Hyrdedrengen Jupille, der med Fare for sit eget Liv reddede flere af sine Kammerater fra at blive bidt af en gal Hund.

Hundegalskaben var for 100 Aar siden en Fare, der truede ethvert Menneske, og man stod værgeløs over for denne Sygdom, der skabte Mennesker om til Dyr og lod dem lide en grufuld Død. Helbredelsesmetoderne hvilede i Traditioner fra den sorteste Middelalder. I nogle Tilfælde anvendte man Besværgelser, i andre Tilfælde brændte man Saarene ud eller kombinerede de to Maader. I adskillige Tilfælde ombragte, navnlig paa Landet, Befolkningen selv de arme Mennesker, der var blevet bidt. Der hvilede en Uhygge over Sygdommen, og der knyttede sig dyster Overtro til den.

Dette Mørke formaaede Pasteur i Kraft af sine videnskabelige Bedrifter fuldstændigt at ophæve, men det kostede ham uhyre mange Vanskeligheder. Mistro og Snæversyn har alle Dage været store Magter, som det er svært at brydes med.

Den foreliggende Opera behandler et Tidsafsnit i Videnskabens Kamp mod Overtroen - en symbolsk Fremstilling af denne store Konflikt. Derfor er Ouverturen formet som et stort Vekselkor, der skildrer denne Kamp, som evigt bestaar.

Koret er delt i to Halvdele, der ståar paa hver Side af Scenen. Sopraner og Tenorer, der skildrer Lyset, og Alter og Basser, der skildrer Mørket. Først synger de to Kor sammen:

Vi har kæmpet mod hinanden
Liv og Død og Lys og Mørke
fra dengang den første Livskim
søgte op mod, Morgensolen.

Denne Indledning danner Rammen om hele Operaen. Handlingen i Stykket er en Udbygning af dens Indhold, sat i konkret dramatisk Form.

Koret træder derfor under Handlingen frem paa Punkter, hvor Hovedtanken om Kampen mellem Lys og Mørke særlig skal understreges. I denne Egenskab griber Koret'ogsaa ind som Fortæller. (Som senere i Kampen mellem Hyrdedrengen og Hunden.)

Den første Scene foregaar i Jurabjergene. Jean og Henri er ved at lægge et Baal tilrette. De er optaget af, at Provianteringskaravanen skal komme op til dem idag. Den kommer hver 14. Dag og bringer dem Kost Og de forskellige Ting, de kan faa Brug for. Denne Dag betyder en stor Adspredelse for dem, idet nogle af deres Paarørende ofte tager med derop. Af Samtalen mellem de to Drenge fremgaar det, at Henri er opvakt, med Lyst til at vide noget. Han har lært at læse lidt, og de Aviser, der er svøbt om Provianten, samler han meget omhyggeligt sammen for saa at læse dem bagefter. Jean er derimod meget jordbunden, og naar Henri fortæller om alt det spændende, han læser om i Aviserne, synes Jean blot, at han maa være lidt til en Side.

Just som de sidder og skændes, smælder en Pil ned i Jorden tæt ved dem. De er straks klare over, at det er deres Kammerat, Jupille. Lidt efter træder denne ogsaa ind paa Scenen. Han beretter om en lille Oplevelse, han har haft. Han har øvet sig i at skyde med sin Bue, og under dette ser han en Glente jage en Sangfugl. Han skyder efter den 4 Gange, men fejler, først femte Gang træffer han Glenten, som slipper Sangfuglen, der kvidrende flyver mod Himlen, mens Glenten styrter mod Jorden. (Kor-Ouverturen har allerede haft følgende Linje: Dødens Glente griber Livets Sangfugl. Jupilles Beretning er ikke alene en Hentydning hertil, men han er selv Symbolet paa Livets Sangfugl, der gribes af Dødens Glente, men som Pasteur befrier). - Han har den nu fastgjort til sit Bælte og siger, at hans Mor skal have den , naar hun kommer med Karavanen. Henri der ikke vil staa tilbage for Jupille, forklarer, at Læreren nede fra Landsbyen sikkert ogsaa. kommer med op og giver ham en rigtig Bog. Jean ryster stadig paa Hovedet af hans Taabelighed. - De tre Drenge begriber- ikke, hvor den fjerde Dreng, Armand, bliver af, men pludselig hører de en lang Tuden. De f arer op og ser ud over Sletten, hvor de opdager Armand, forfulgt af en Hund. Paa dens Tuden, forstaar de, at den er gal. Raadsnar griber Jupille sin Bue, siger til de andre, at de skal blive, hvor de er, selv styrter han ned mod Hunden. Mens Jupille er ude af Scenen skildrer Koret hans Kamp med Hunden:

Nu styrter han mod Hunden,
sender den sin Pil, o. s. v.

Under Beretningen løber Drengene ned ad Bjerget og kommer lidt efter ind, bærende paa Jupille. Det mørkner. Mens de sidder ganske stille, knugede af det skete, hører man Raab udefra: »Jupille«. - Drengene tør ikke svare. Saa hører man en enlig Kvindestemme raabe paa Jupille. Han løfter Hovedet og udbryder: »Det er Mor«. Henri springer afsted for at fortælle, hvad der er sket. Et Øjeblik efter kommer Karavanen. Jupille rejser sig glædestraalende for at gaa hen til sin Mor, der straks bliver standset af en Munk, der er fulgt med Karavanen. Han forklarer, at Jupille maa være en stor Synder, siden Herren har straffet ham saa haardt. Den Onde er faret i ham ved Hundens Bid. De korser sig alle. Armand, som Jupille har frelst, vil protestere, men bliver fejet til Side. Paa Munkens Forslag giver de sig alle til at bede (man hører dem mumle paa een Tone). Under dette synger Koret:

Livet voksede sig stærkt og blev Aand,
men stadig kæmper Aand mod Overtro og Fordom o. s. v.

Under Bønnen ser man Henri, skjult bag de andre, faa, fat i de nye Aviser, som han begærligt roder rundt i.

Munken erklærer nu, at den eneste Maade, hvorpaa. de Kan drive den Onde ud af hans Of fer, er ved at brænde ham med hellige Ilde. Han beordrer derfor et Par Karle, der har baaret Provianten op, til at stikke deres Stave i Baalet. Moderen er ved at segne, Jupille bliver rædselslagen og kaster sig ned paa sit Leje. Læreren, der har givet Henri den lovede Bog, stiller Munken det Spørgsmaal, om det ikke var bedre at faa ham med ned til Byen, da det jo var muligt, at en Læge kendte et nyt og bedre Middel.

Munken, der bliver fortørnet over Lærerens Forslag, skynder blot paa Karlene. Idet de med de glødende Stave gaar over mod Jupille, farer Henri op med Næsen i en af sine Aviser og udbryder jublende, at Jupille er frelst. Læreren, der griber Avisen, læser op Beretningen om Pasteurs Helbredelse af Hyrdedrengen, Joseph Meister.

I samme Øjeblik, Læreren nævner Pasteurs Navn, farer Munken op og erklærer harmdirrende, at Pasteur er en Kvaksalver, en Gudsbespotter, en Humbugsmager o. s. v. Munken er selv Læge, og alle Læger deler hans Synspunkt. Han griber en af de glødende Stave og gaar over mod Jupille; denne beder sin Moder om at maatte komme til Pasteur.

Dette bliver Moderen for meget, hun løber hen til Jupille og dækker ham for Munken. I sin Uro og Angst giver hun Luft for sin Tvivl. Munkens Metode har aldrig hjulpet nogen over Sygdommen. Hun nævner flere Eksempler paa, hvor haabløst det vil være at benytte Munkens Fremgangsmaade. Hun vil i alt Fald forskaane sin Søn for alle de Pinsler.

Munken, der føler sig stødt over Moderens Mistillid, forklarer hende, at hvis Jupille vender tilbage til Landsbyen, vil de kvæle ham. Læreren fortæller, at der er kommet en Lov, der forbyder Folk at dræbe dem, der er bidt. Men Munken hævder, at Frygten for Smitten er større end Frygten for Loven.

Moderen erklærer, at hun vil sælge alt, hvad hun ejer for at betale Rejsen til Pasteur, om hun end skal rammes af Byens, ja, Kirkens Band.

Ude af sig selv slænger Munken Staven paa Baalet og førbander hende.

Moderen synker sammen, idet hun udbryder: Jeg vil redde min Søn!

Her bryder Koret ind med en Hymne til Moderkærligheden:

Et Hjerte er kun en liden Tue
og tit forsagt,
men Moderhjertet kan ingen kue,
det har den Magt.

Under Korets Sang gaar Læreren stille hen til Moderen og giver hende sin Pung. Alle de andre følger hans Eksempel og giver hende, hvad de har, Penge, Krucifikser o. lign. Tilsidst giver Henri hende, en Kende tøvende, sin nyerhvervede Bog.

I et Intermezzo fortæller Koret, at det varede 6 Dage, før Jupille og hans Moder naaede frem til Pasteur. - Pasteur var i Tvivl. Maaske var det for sent at behandle ham, og dersom Behandlingen mislykkedes for ham, vilde alle hans Fjender falde over ham, og hele hans Værk vilde være ødelagt. Behandlede han derimod ikke Drengen vilde denne være redningsløst fortabt. - Han beslutter at gøre hvad der staar i hans Magt for at redde den tabte Jupille.

I Andet Billede er Sceneriet følgende:

I Forgrunden midt paa Scenen ses Moderen paa Knæ, bøjet over Jupille, der ligger paa en Baare. Et Spotlight belyser dem. Efter en kort Orkesterindledning, der giver Udtryk for Angsten og Tvivlen hos Moderen og Drengen, hører man Moderens og Jupilles Replikker. Drengen er ængstelig, Moderen forsøger at trøste og berolige ham. Koret symboliserer Verdens Interesse for Pasteurs Forsøg. Første Halvkor synger hans Tilhængeres Udtaleler, andet Halvkor hans Modstanderes. Man ser Bedømmelsen af Pasteurs Arbejde i Avisoverskrifter, der projiceres ned paa Skærme over Korene.

Forskellige Stemmer fra de to Halvkkor hvisker Tvivl og Trøst i Drengens og Moderens Sjæl.

De 3 Led i Opbygningen af 2. Billede:
1) Replikskiftet mellem Moder og Søn,
2) Korets Gengivelse af hele Verdens Spænding og
3) De hviskende, der vækker Angst, Tvivl og Trøst.

Disse 3 Led veksler i stadig stigende Tempo og Intensitet, indtil Moderen fortvivlet udbryder, at ingen Moder vilde have handlet anderledes end hun. I samme Øjeblik forklarer Koret (og Avisoverskrifterne), at Jupille har faaet sin sidste Indsprøjtning uden Tegn paa Sygdom - han er frelst.

Der bliver lyst paa Scenen, de to Halvkor forener sig under Pasteurs Billede, der nu i fuld Klarhed og Ro toner frem, efter at Telegrammerne har svirret med den ene mere sensationelle Meddelelse efter den anden. Moderen og Drengen rejser sig, og i en Duet giver de Udtryk for deres stille og dybe Glæde over Helbredelsen og deres Taknemmelighed mod Pasteur, men oogsaa, mod Henri, der var Skyld i, at de søgte Pasteur. De to og Koret ender med en Hymne over Kærligheden til Sandheden.

Årgang 13/1938, nr. 02