Festkoncerterne i Göteborg

FESTKONCERTERNE I GÖTEBORG

AF RICHARD HOVE

Indtrykket af disse to Dages fortrinlige Koncerter, hvor rigtigt og omhyggeligt valgte Kompositioner fik en sjælden velforberedt og gennemtænkt Opførelse, var en stærk Følelse af den fremadskridende Konsolidering af den musikalske Landvinding, som blev naaet ved Tyvernes Musikeksperimenter. Der er naaet en fælles Form for vor Generations Tonesprog, indenfor hvis Rammer den personlige Ud~ formning af Tonestoffet sker, det vil sige, at en ny og fast Musikstil er skabt.

Hilding Rosenberg, Riisager, Sæverud, Brustad, Hallnås og Jørgen Bentzon har en bestemt Fællesfølelse overfor Musikstoffet, saa forskellige de iøvrigt er. Udenfor denne Gruppe stod tre Komponister, der hører en Fortid til: Vainå Pesola, Poul Schierbeck og Vain,5 Raito, og to, som er saa nye, at deres Bane endnu ikke føles fastafstukket: Carl-Olof Anderberg og Otto Mortensen - de var ikke den mindst interessante Oplevelse ved dette Stævne.

I Hovedgruppen var Hilding Rosenberg repræsenteret baade paa Orkester~oncerten og paa Kammermusikaftenen og med rette, for deto lyst farvede og ukomplicerede Værker stillede ham endegyldigt paa Pladsen som Sveriges og maaske Nordens største nulevende Kompo-nist. Da eg læste Dagspressens Udtalelser efter Koncerten, slog deti -

mig, hvor disse Anmeldelser mindede om Carl Nielsens endelige Gennembrud. Det -,,,ar, som v-ar der faldet Skæl fra Publikums og Anmeldernes Øjne. Hilding Rosenberg har skrevet større og betydningsfuldere Værker end disse to, men nu kunde pludselig alle se, hvor fuldendt musikalsk, hvor artistisk overlegent han former sin Musik, hvor umiddelbart den flyder fra hans Hjerte, og hvor let den er at tage imod.

Den her opførte »Uvertyr till en operabuffo« op. 73, der var Koncerternes festlige Optakt, var skrevet paa Grundlag af en stræng klassisk Form, med en Adagioindledning, slaaet an med en højtidelig Akkord, og opløsende sig i et underfundigt Smil, ganske som Steinmerne i Orkesteret opløste sig og flagrede hen; og paa sainme Maade stod i Allegrodelen en Jeronimus og slog forgæves i Gulvet med Stokken i Strygernes hæftige Unisonoer mod al den skælinske Lebendighed der flagrer om den gamle bestandig overvundne Moral Prædikant. I Trioen, som særlig kom til at staa mit Hjerte nær, møder vi den rent moderne personlige Melodi, knyttet til den klassiske Divertimentoform, som vi kender den fra Beethovens Serenade op. 8. Først, lidt udenfor det øvrige Værks Karakter og Linie, et Teinpo di valse mo~ derato, med en næsten italiensk virkende Canzone, lunefuldt slyngende sig fra Instrument til Instrument med sin søde Sang, men derefter hævende sig til'egensindig Styrke i den tredelte Sats: Allegro vivace -- Marcia moderato - Allegro vivace, hvor en eminent Udnyttelse af de tre Instrumenter udvidede den spinkle Ramme til at indeholde Tanker af Spænding, Monumentalitet og Passion - og som det blev spillet! De tre Gbteborgstrygere naaede Højder af Toneskønhed, Intensitet og Inspiration i Gengivelsen, der lod dem maale sig med de største Kammermusikensembler, jeg har hørt, og det efter mange Dages Prøver paa anstrængende Værker, som skulde tilegnes for første Gang. Jeg misunder Sverige saa straalende en Musikenergi. - Derefter fulgte i Trioen efter det gamle Formskerna en melodisk vidtspændende Sats og en fygende Finale. Det er en sjælden Oplevelse at have hørt saa frisk og straalende en Musik blive holdt over Daaben, og en næsten endnu større Glæde at vide, at det her ikke drejer sig

c

om det sjældne og lykkelige Undtagelsestilfælde, men om de modne Frugter af et rigt Kunstnersind, hvorfra vi venter os stedse nye og dybe Glæder.

Efter denne Hyldest, som er berettiget, fordi vi for Hilding Rosenbergs Vedkommende utvivlsomt oplevede et Gennembrud, ikke i hans Kunst, men hvad der ogsaa er betydningsfuldt, i Tilhørernes Forstaaelse af denne Kunst, maa jeg fatte mig mere i Korthed om de øvrige Komponister i denne Gruppe, der paa ærefuld Maade gjorde Dagens Gerning i nordisk Musik. Og dog var egentlig hvert enkelt Værk af saa stort Særpræ-g og en saa ejendommelig Stilling indenfor sin Autors Produktion, at de hver for sig kunde have gjort Krav paa en indgaaende »Anmeldelse«. Det viste sig ogsaa deri, at den Koncerttræthed, som plejer at være Musikfesters faste Følgevirkning ganske udeblev overfor det ualmindeligt afvekslende og interessante Stof.

Som nu Riisagers »Sinfonia concertante« - hvor er det underligt at se Riisager, der ellers ikke ofte kan frikendes for en vis larmende Lattermildhed, naar han har med et Orkester at gøre, paalægge sig selv den Begrænsning og Disciplin, det er at skrive for Strygere alene. Og netop ved at forsage Afbrændingen af diverse Raketter og Sole at opnaa at være sit Publikum og øjensynlig ogsaa sig selv til stor Glæde. Navnlig første og tredie Sats synes mig at høre til det allerbedste Riisager har skrevet. Første Satsen ved sin vældige motoriske Energi, der dog aldrig bliver tumultuarisk, og Gravesatsens Aequa animo, en ae-del Musikkvalitet som Riisager adskillige Gange før har bragt os i sine langsomme Satser. I Slutsatsen styrter han sig saa Med barnlig Klangglæde ud i et Therna, hvori der er ikke saa lidt Rabalder, men netop det Barnesind han her viser, er et af de væsentligste Træk i hans Kunstnerfysiognorni, der saa klart fortæller om hans umiddelbare Skaberkald og Skaberglæde. Han lejer med Klodser og har det godt.

Spøgefuldt ment var derimod ingenlunde Harald Sæveruds »Canto ostinato«, som maaske maa. kaldes Koncerternes største kunstneriske Oplevelse. For Nordmændene er det Alvor. Klangligt drejer det sig om et udfordrende Værk, hvor store Modsætninger stilles op, uvante Kombinationer skabes med stor kunstnerisk Fantasi og føres igennem til en Kulmination, som virker enestaaende, i nutidig nordisk Musik. I sin Form drejer det sig om et meget kunstfuldt behandlet Variationsværk. I sit Indre er det en Bekendelse til den store Stil og den kunstneriske Alvor, der sigter mod Evigheden. Instrumentationen er æventyrlig i sin Fornyelse. Hver ny Indførelse af en Instrumentgruppe i Passacagliaen virker som et Stød i Nerverne, og Kontrapunktikken i Finalens mægtige Højspænding er forbilledlig. Saa overraskende stærkt og logisk er det nye vor Tids Musik. Denne Musik vil ikke alene divertere, den vil aandelig opbygge, og den gør det. Sæverud vil blive staaende som en Bærepille i vor Tids nordiske Musik.

Fra Orkesterkoncerten skal i denne Forbindelse ogsaa omtales et elskværdigt og musikermæssigt dygtigt Arbejde - et Divertimento af den i Panmark sikkert ganske ukendte Svensker Hilding Hallnås. D'et var et af de Værker, der stærkt bidrog til at dette Musikstævne fik saa lys en Karakter. Et tidstypisk Værk, som i sit »Schein des Bekannten« netop tydeligt markerede, at en ny Musikstil er kommet til Verden. Rytmisk, melodisk og harmonisk indenfor Rammerne af gængs Nutidsmusik var det fuldt af smilende og kække Motiver, der blev bearbejdet paa en musikermæssigt. saare talentfuld Maade - i bedste Forstand et underholdende Værk, som det maatte være en mægtig Vinding for den danske Radiofoni at optage i det løbende Repertoire i Stedet for Erik Westbergs noget tvivlsomme »Gask«, som allerede i den forrige Konges - undskyld Radiochefs - Tid maatte tjene som Eksempel paa munter og god nysvensk Musik; men det er jo et saa stort Fremskridt, at man næppe tør teenke derpaa.

Tilbage i Gruppen af ærede samtidige er endnu to, begge repræsenterede med Kammermusikværker, begge Lyrikere til Hjerteroden og Klangasketer med Kameluldskoften paa den bare Hud. Det er Bjarne Brustad og Jørgen Bentzon.

Brustad var repræsenteret ved en »Sonate atonale« for Soloviolin. Solosonaten er skabt til den yderste Grad af Intimitet. Den skal spilles, naar det dæmrer i Stuen og der sidder nogle Venner, som formaar at koncentrere sig om at opnaa. den fulde Forstaaelse af, hvad Værten og Vennen har at betro dem ved Hjælp af sit Instrument. Maaske frister denne Sonate energieo og risoluto, til at tænke sig Stuen som en Hytte i Fjældet, selvom det vel oftere er en Grammo~ fon, der bliver transporteret derop, end en ædel Violin. Koncertsalen virker uhyrlig overfor den ensomme Mand paa Podiet i Kjole og hvidt og Projektørlys, der med den ene og frie Tone skal tage Tilhørerne med ud i en anden Verden - i en Verden af Fjeld og Myr med de vældige Udsyns blaanende Drømmebjerge - for Brustad er i sin Musik til Roden bestemt af norsk Natur; men Endre Wolf kunde det. Hvilken blændende Violinist! Med den intimeste Forstaaelse af denne stædigt subjektive Musik gennemførte han Sonaten med en rythmisk Elan, med en skabende Frasering, uden hvilken denne Musik er dømt til Ubegribelighed, en nænsom fortællende Evne i de melodiske Partier og lysende Toneskønhed. Komponisten bør yde ham en særlig Hyldest. Han stod paa en udsat Post, da han aabnede Kammermusikaftenen med denne Sonate. Han gav Sonaten et pragtfuldt Relief og grundlagde Aftenens vellykkede Forløb.

Jørgen Bentzon fortalte dennegang sin Historie ved sine tre k.,--ere Træblæseres Hjælp. Han er gennem alle sine Værkers Række mere fortrolig med Oboens, Klarinettens og Fagottens mangfoldige Muligheder end de fleste. Han kan føre en Obo saa spidst, at det lyder som, et Pizzicato, og han lader Klarinetten fortælle, sin lidt tungsindigt farvede Historie fra det dybe e op gennem tre Oktaver. For var det ikke en lidt tungsindig Historie? Ganske vist liver Raccontoen op i sin Midterdel, men denne Episode synes mig den mindst lykkede, og Oboen søger ogsaa. i det lange Recitativ at snakke sig fra dette Indskud og opnaar ogsaa en Gentagelse af Indledningens skønne Lyrik. Her kan Jørgen Bentzon skrive, næsten som man kunde tænke sig, at Schumann vilde have skrevet, hvis han var født et Aarhundrede senere. Det er i det hele dyberegaaende Ligheder her. Bentzon har meget af Schumanns uhyre koncentrerede Inspiration i den korte Form, og ligesom hos Schumann er hans dybe Følsomhed forenet med en lysende Intelligens, der har ladet ham blive en Problemløser par exellence, uden nogensinde at lade ham forfalde til at blive Musikmatematiker. De tre Blæsere løste Opgaven fuldendt. Historien blev fortalt med fuld Forstaaelse af alle Pointer.

Fortidens Mænd kaldte jeg den anden Gruppe. Der skal deri ikke ligge nogen Undervurdering af deres Ydelser, men kun en rent objektiv Stilplacering, for saa vidt de alle tre betjener sig af romantisk Fraseologi og impressionistisk Farvning af deres Musik. Hvor kunstnerisk værdifuld Musik, der endnu i Dag kan skrives paa dette Grundlag, fik vi et overbevisende Indtryk af gennem Vainó Pesolas Quartetto, vernale. Sandelig han havde oplevet Ødemarkernes sene og skønne Vaar. Oplevet den saa rent og modtaget den saa ærbødigt og selvforglemmende, at man følte, at her var en Mand, der modtog den kunstneriske Inspiration som en Gave fra Gud, og behandlede den som noget helligt, som man ikke forfusker med egensindige Paafund eller pynter paa med laante Fraser. Det Finland, som Pesola her skildrer med saa megen bunden Varme og saa intime Farver, kan jeg forstaa og erkende som nordisk Land. Egentlig bør ingen af Værkets fire Satser fremhæves, for Kvartetten var af en sjælden hel Støbning, men betagende var maaske frem for alt tredie Satsens Folkevisetone. Pesola var den ældste af de tre og V,,aærket hed op. 33. Det vil undre mig om der ikke ogsaa. i hans andre mig helt ukendte Værker findes væsentlige Mu S*ikværdier. Denne Kvartet anbefales paa det varmeste til Opførelse af vore gode Kvartetensembler.

Af saa ædelt Metal var Poul Schierbecks impressionistiske Vals Fantasi for Orkester med obligat Klaver (fortrinligt spillet af Hr. Volmer Sørensen) ingenlund.e~. Det var et Nummer - paa sin Plads et meget velgørende Nummer - der vidnede højt om Dirigentens Forstaaelse af et Programs Krav paa Hvile og Afveksling. Netop i et saadant Stykke, der er skrevet med den suveræne Beherskelse af Orkesterets Farver og Sammenspil, mærker man den uhyre Udvikling, Musikken har gennemløbet i en lille Menneskealder. Alt er her opbygget paa den sanselige Klang, alt er Vellyd, og man akeepterer passivt den besynderlige Kvindeskikkelse, der svæver rundt og med en Haandfuld Klaverklange kaster Stjernebillederné mod Himmelhvælvingen. Det er anlagt som de store Pragt- og Udstyrsfilm, der henvender sig til et Publikum, som vil drømme uden at tænke. Jeg vil ikke holde det for udelukket, at der kan blive et stort Salgsnummer ud af denne Komposition, men helt værdig den Schierbeck, hvis Romancer altid vil staa mit Hjerte nær, synes jeg til min Sorg, knapt det var.

Af Vainó Raito hørte vi i Oslo en meget langstrakt Klaverkvintet

den Dobbeltkoncert, som nu blev holdt over Daaben i Góteborg forsonede man sig lettere med. Orkesterfarverne glattede mildt og lindt ud over de altfor kendte efterromantiske Vendinger og Harmonier. Koncerten var et Pragtfuldt Billede. Violinistinden, der i sin hvide, Silkekjole staar og kæler for sit ædle Instrument og tilbedes af Celloens Imitationer og syngende Fraser, Orkesteret, Salen - det hele var en Opgave for Aarhundredeskiftets Virtuosmalere. Og virtuost malede Orkesteret sine internationale Klange under det ganske upersonlige, men saare flydende Melodistof i Soloinstrumenterne. Intet henførte dette Værk til en nordisk Koncert. Det flød behageligt forbi og levnede desværre kun i Erindringen Mindet om et lille næsten humoristisk Solo-Bommelom i Pauken, som sluttede den saare alvnrlige Adagio.

Og nu Fremtiden. Ja, Carl~01of Anderberg viste sig som en meget ung Mand, med saa god Vilje til at tage Vejret fra os, at Pusten var -ved at gaa. af ham selv af bar Iver. Hans Orkestermusik Nr. 1 var ikke tynget af Traditioner, den slap en sand Storm af Lydeksplosioner ud over os. Det kan ikke nægtes, at det ofte lød ganske nederdrægtigt - Højdepunktet i saa Henseende naaedes i en vidtudspunden, stærkt atonal Episode for Blikblæsere alene. Man sad-og tænkte paa hylende Dervisher og andre Behageligheder - og saa igen Knald i Trommer og Marschrythme i Strygerne - Ilmarsch - Hurtigløb - Vulkanudbrud ' og saa forfra igen uden et Minuts klanglig Hvile. Man trak Vejret lettet, da Bygen var ovre. Men siden har det egentlig slaaet mig, at jeg flere Gange har tænkt paa det Stykke med Lyst til at høre det igen. Der var Talent i det, og der var Ungdom i det - der var ogsaa Musik i det. Jeg er parat til at lytte næste Gang, jeg ser ,Hr. Anderbergs Navn paa Programmet.

Helt anderledes* med Otto Mortensens Strygekvartet. Her var det ingen Begynder, der skulde frigøre sig gennem en Eksplosion, men en Kunstner, som foretager en stor Udmaaling af sin Kunnen og sit aandelige Standpunkt. Det mærkes paa Veerkets Omfang. Det er en stor Kvartet, som intet har af Divertimentoets hurtige Stemningsveksling og korte Satsdannelser. Det mærkes paa Themaerne, som er gediegne, gennemtænkte og med den store Vejrtrækning. Der var intet af det strithaarede, som saa ofte præger ung Musik i Dag, forbavsende lidt af Tidens gængse Tale og des mere af en ny Personlighed, der paa ingen Maade vil skabe sig mærkelig, men som netop derfor bemærkes. Otto Mortensens Navn har vi ofte mærket os før, det kan ikke mere glemmes af dem, der hørte denne Kvartet. Der kan maaske rettes Indvendinger mod en noget for ensartet Udspinding af Førstesatsen, men det kan maaske skyldes Udførelsen, og i saa Fald retter det sig jo af sig selv. Mest Indtryk paa mig gjorde Andantinoen, hvor Otto Mortensen viste sig som Melodiker af det store Format. Otto Mortensen er svømmet ud af Andedammen, nu sejler han som en Svane paa Kunstens dybe Vande, og vi staar betagne ved Bredden og siger: »Se, der er kommet en ny!« - Dermed endte Æventyret i gamle Dage - gid det nu maa begynde dermed.

. Der er nu gjort rede for Indholdet af disse to fortræ-ffelige Koncerter, men Æren for det opnaaede Resultat tilkommer en Mand alene. Det er Kapelmester Tor Mann. Hvormange af os, der var tilstede ved hin Lunch paa Grand Hotel i Oslo ved Musikfesten i 1934, hvor Ideen blev udkastet, var egentlig klar over Energien og den vedholdende Arbejdsvilje, der stod bag Tor Manns stilfærdige Ord om, at han vilde prøve at realisere Tanken, prøve at faa sin Bestyrelse til .at gaa ind for Ideen og stille Góteborgs Orkesterfårening til Raadighed for dens Realisation. Det var vel en skøn Drøm, som saa meget andet i nordisk Musik; men her fængede Drømmen i Sindet hos en Mand med Vilje og Kraft til at skabe Virkelighed. Der skal Overskudsvitalitet til for at skabe det nye, og den har Tor Mann. Se ham komme ind og gribe Dirigentstokken og samle Orkesteret i sin Haand, saa forstaar man, at her er en Mand, som et Orkester kan gaa i Ilden for - at det er parat til at slide sig til det endegyldige Resultat, naar han siger god for, at Værket er Arbejdet værd. Tor Mann er en Dirigent af høj Kvalitet, men jeg tror i og for sig, at baade Thon-ias Jensen og Olav Kielland har ligesaa store Dirigentevner. Det centrale er hans Personlighed som Musiker, hans store Indlevelsesevne og Indlevelseslyst i vor Tids Musik og hans forbilledlige og praktiske Kærlighed til den nordiske Musik. Paa det Felt er han i Dag -enestaaende. Han har gjort G,5teborg til et Centrum i nordisk Musikliv, og fortsættes disse Koncerter, vil de blive af uvurderlig Betydning for vore Komponister. Tænk, hvad det vil sige at have et Sted, hvor man er sikker paa at faa en Førsteopførelse, hvor alt sættes ind paa at give Værket den omhyggeligst mulige Indstudering, og hvor dets rette Udførelse er Dirigenten en Hjertesag. Saadanne Kaar har vi ikke kendt før i Norden. Saadanne Kaar byder Tor Mann i Dag den nordiske Musik i Góteborgs Konserthus.

Under Koncerterne saa jeg mig om i Salen for at finde Repræsentanter for den københavnske Presse og den danske Statsradiofoni

de var der ikke - men det nytter ikke at stikke Hovedet i Busken mine Herrer, for det var her det foregik.

Torsdagskoncerterne rider dansk Musikli-v som en Mare. Roms Fontæner risler i Heibergsgade. Prøv at lade Tor Mann afløse Malko i et Par Sæsoner og flyt det nordiske Samarbejde fra Foredragsstudiet ind i Koncertsalen. Lad os hvile et Par Sæsoner fra al den tysk-slaviske »Opdragelse« vi har gennemgaaet i de sidste ti Aar, og lad os finde os selv i den levende nordiske Kultur, som netop i vore Dage udfolder sig saa stærkt i Musikken. - Se, det vilde være et Resultat af de'nordiske Festkoncerter i Góteborg.