Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 04 - side 88-89

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MEKANISK MUSIKved Jilr~qen Balzer

/1 J. S. Bach: Sonate i c-moll af »Das musikalische Opfer«. (HMV. DB 521516 å 6,50 kr.)

Det er en for de enkelte stemmers vedkommende smuk og stilfuld udførelse ved »Den danske kvartet«. Continuoen er betroet et ganske vist yderst diskret, men dog klangligt utilfredsstillende flygel. Det største »aber« ved udførelsen er dog en strygning på ikke mindre end 68 takter i anden sats. Det kan næppe kaldes kunstnerisk forsvarligt. - Tekniken er ikke helt god. Der hurde være opnået en kraftigere linjemæssig karakteristik, klangen er lidt for meget gråt i gråt. Måske bidrager også en lidt skæv balance sit hertil. Fløjten benyttes jo meget i sit lave, klangbvage register; den har en vi,,, tilbøjelighed til at forsvinde.

11 J. S. Bach: Brandenburgsk koncert nr. 2 i f-elur. (Pol. 27293-94 å 5,00 kr.)

Alois Melichar samt en række frernragende solister fra Berliner filharmonikerne har indspillet denne concerb-) ,grosso med dens morsomme besætniii, i concertinoen: trompet, fløjte, obo o,, violin. Blandt alle de andre udmærkede indspilninger af denne koncert, der i forvejen foreligger, hævder denne sig ved sine rigtige tempi, stilfulde fras,~ring og continuo-besætning.

11 Händel: Cembalo-koncerl i b-dur. (HMV. DB 3307-08 å 6,50 kr.)

En af orgelkoncerterne, nr. 6 af serien ol). 4, spilles lier på cembalo af Wanda Landowska. Det er dejlig musik i en god udførelse. Fjerde side optages af arie med variationer i b-dur fra »Three lessons for the harpsichord«.

J] Mozart: Klaverkoncert i g-dur. (K8chel 435). (HMV. DB 3362-64 ,N 6,50 kr.)

Selv om også denne optagelse står i en meget høj klasse, hærer den dog ikke det fuldkommenhedens præg som Fischers øvrige Mozart- koncerter. Dels skyldes det, at Fischers eget ensemble langt fra er af så høj kvalitet som hans øvrige akkompagnatører; upræcise indsatser og en tilbøjelighed til at jage i tempoet er resultatet af, at solisten samtidig er dirigent. Men dernæst har klaver Qt en ubehagelig skarp højde, der antagelig stammer fra en lidt for tæt mikrofonanbringelse eller måske ligger i instrumentets natur. Til trods for disse mangler står optagelsen dog him

melhøjt over den eneste allerede existerende optagelse ved Dohnanyi og Budapester filharmonikerne.

/1 Mozart: Eine kleine Nachtmu-sik. (HININ"". DB 3381-82 å 6,50 kr.)

Mon det ikke er den første optagelse af serenaden i dens originale, kammermusikalske besætning? Den taber ikke ved det, især da, når udførelsen er så smuk som Pro-Arte kvartettens her.

/1 Gustav Mahler: Symfoni nr. 2 i moll. (HNIV. DB 2751-61 å 6,50 kr.)

For en vis gruppe af romantikens symfonier er det problem, Beethoven opkaster i sin 9. symfoni, udgangspunktet for hele deres symfoniske skaben. Mahler, Bruckners ele,~, fører som denne finalesymfonien frem til dens yderste grænse (mange vil måske endog være tilbøjelig til at mene ud over dens grænse). Mahler ligger dog, i modsætnin, til Bruckner, mindre under for den wagnerske påvirkning. Han er i langt højere grad diatoniker, kilderne til hele hans symfoniske teknik er at søge i hans sange. Her ligger hans intentioner og teknik langt mere blottet end tilfældet er i de stærkt komplicerede, uoverskuelige symfonier og (dette være sagt som en rent personlig anskuelse) lier har han med langt færre midler nået større resultater. Foruden sangcyklusen »Das Lied von der Erde« anbefaler jeg interesserede at 1)eskæfti«,e si,, med de skønne, tragiske »Kind~rtotenlieder«. (Begge værker er optaget). Grundlaget for den 2. symfoni er imidlertid en tidligere serie sange, »Lieder aus des Knaben Wunderhorn«, hvoraf to er direkte anvendt i s Ymfonien (»Des heiligen Antonius Fischpredigt« i 3. sats, »Urlielit« i 4. sats). Denne digtsamlings indhold, der spænder lige fra den romantisk-folkelige liebeslied til mystisk naturkulttis og trossymbolik, passede ganske ind i Mahlers panteistiske livsanskuelse. De danner baggrunden, ikke blot for den 2. symfoni, men også for de to følgende. Karakteristisk for senromantikeren Nilahler er det, at han måtte give sin tanke et mere håndgribeligt udtryk, end disse texter tillod. Derfor griber lian i finalen til det Klopstockske digt »Auferstch'n« og føjer endog selv en slutningsstrofe til. Men netop derfor er det måske også, at en senere generation finder denne finalesats plump i dens enorme masseudfoldelse, der kontrasterer vildt til den foregående sats' enkle skønhed. Men det er jo ikke blot denne ejendommelige svingen mellem kammermusikalsk finhed og suggererende masselarm, der gør det så svært helt at give sig ind under den mahlerske kunst; der er også altfor ofte et betydeligt svælg imellem hans høje kunstneriske idealer og den måde, hvorpå han søger at virkeliggøre dem. Kvaliteten af hans musikalske indfald er ofte noget tvivlsom. Det er for os, hans nordiske tilhørere, vanskeligt at kapere denne idealistiske filosofi, når den som så ofte hos Mahler fremsættes i uforfalsket wienerdialekt. Men måsike ligger fejlen dog hos os, thi det er givet, at få af hans slægtled. har betaget wienerne i så høj grad, som Mahler gør det (eller rettere: har gjort det, thi nu er hans værker jo hanlyst fra Østrigs koncertsale. Holland vil i fremtiden ,,ære den europæiske Mahlerdyrkelses hjemland.) - Den foreliggende optagelse er af amerikansk oprindelse, Ormandy med Minneapolis symfonikerne, og betoner i lidt for høj grad det larmende. Optagelsen har et enormt volumen, det største vi hidtil har være ude for, men klangkvaliteten i pianosiden er ikke god. Meget tyder på, at det er en koncertoptagelse, bl. a. den ubeha

gelige successive forsvinden af lyden i pladeskiftet og den deraf følgende ov8i--lapning af 3-4 takter ved den -nye sides begyndelse. Fænomenet er allerede kendt fra Stokowskis indspilning af Beethovens 9. og opfordrer absolut ikke til efterligning. Men når dette er bemærket, må man på den anden side beundre den udmærkede balance, den plastiske fremhævelse af solostederne o. m. a., der vidner om en høj teknisk standard. Pladerne kan kun gengives på elektriske instrumenter og selv. her vil en pick-up med for hård opspænding ødelægge dem i løbet af få gennemspilninger. Overhovedet er der ved de moderne, stor-volumenoptagelser grund til at være opmærksom på, om pick-up'en er helt i orden, ellers vil det vise sig i et uforholdsmæssig stærkt pladeslid.

/1 Carl Nielsen: Introduction (af »Symfonisk suite« op. 8.)

Riisager: Capriccio (af »Fire epigrammer« op. 11.) (HMV. DA 5206, 4,50 kr.)

Pianisten Sejr Volmer Sørensens spil er udmærket egnet til grammofonoptagelse. Det er klart og renligt, dog uden tørhed. Man beundrer især hans gengivelse af Riisagers stykke. Rytmen står måske lidt for hårdt. Optagelse kræver en vis elasticitet selv i martellatoet.