Steincke prisgav musiken

STEINCKE PRISGAV MUSIKEN

AF KNUDÅGE RIISAGER

Loven om biografteatervæsenet er nu vedtaget og oprettelsen at filmsrådet en kendsgerning. Dette råd har den vigtige kulturelle opgave at følge udviklingen af filmsforholdene i udlandet og at bidrage til at filmsforevisningen her i landet bliver af en så høj kunstnerisk og kulturel kvalitet som muligt.

Rådet består af repræsentanter for Arbejdernes Oplysningsforbund, for biografejerne, for Skuespillerforbundet og Danske Dramatikeres Forbund, samt for lærerforeningerne og Foreningen for Højog Landbrugsskoler.

Forslaget til denne lov blev fremsat af justitsminister Steincke i folketinget den 13. januar i år. Et par dage forinden henvendte jeg inig til ministeren for at henlede hans opmærksomhed på, at der, efter hvad der dengang forlød rygtevis, ved sammensætningen, af filmsrådet intet hensyn var taget til en så vigtig produktionsfaktor inden.for filmsindustrien som musiken. Jeg forklarede ministeren, at jeg kom på Dansk Komponist-Forenings vegne og begrundede naturlig-vis min henvendelse med en henvisning til selve tonefilmens uomtvistelige betydning for musikkulturen.

Ministeren afbrød spøgefuldt min fremstilling med en bemærkning om, at han ikke havde brug for en børnehaveforelæsning over selvfølgeligheder, hvilket gav mig anledning til at sige, at jeg jo herefter måtte tro at der var taget tilbørligt hensyn til disse »selvfølgeligheder« i lovforslaget, og at mit ærinde derfor var overflødigt.

Dette var dog ingenlunde tilfældet. Men da lovforslaget, hvad jeg ikke kunde vide i forvejen, allerede var trykt, henviste ministeren mig til at rette en henvendelse til en af ordførerne eller at sende rigsdagsudvalget en skrivelse om sagen. Naturligvis spurgte jeg i denne forbindelse om, hvordan ministerens personlige stilling til vort krav vilde være og hertil svarede hr. Steincke, at der fra hans side ikke skulde lægges vort ønske hindringer i vejen, og at vi blot skulde følge det råd, han nu gav om fremgangsmåden.

Jeg bemærkede yderligere, at man vel ikke kunde vide, om udvalget vilde stille sig forstående overfor vort krav og hertil svarede ministeren det forjættende, at: »udvalget er jo ministeren, og det gør jo ikke andet, end hvad ministeren vil have«.

Selv om denne udtalelse nu ikke netop falder sammen med den gængse opfattelse af parlamentarisk skik, kunde jeg ikke ønske mig større sikkerhed og gik glad bort for at berette dette til min egen forenings bestyrelse og til den anden organisation af danske komponister, der i denne henseende havde gjort fælles sag med os, »Dansk Revyforfatter- og Komponistforbund«, på hvis vegne jeg ligeledes havde talt.

Da lovforslaget så udkom, kunde man se, at der virkelig var tænkt på en enkelt side af det kulturelle problem ved filmen, idet det i motiverne til §-en om filmrådet hed, at justitsministeren, da det også vilde påhvile filmrådet at udøve et skøn om filmenes kunstneriske kvalitet, havde fundet det påkrævet at sikre rådet en repræsentant, der besidder forudsætningen for at varetage »denne side at rådets opgaver«. Og denne repræsentant skulde vælges af skuespillerforbundet og danske dramatikere. Med andre ord: i den så vel underrettede justitsministers bevidsthed eksisterede tonefilmens særlige problemer tydeligvis ikke.

Vi havde jo imidlertid kun i tillid til den givne anvisning at henvende os til udvalget, og dette skete også. En deputation af repræsentanter for begge de interesserede organisationer, bestående af direktør Ravn-Jonsen og komponisterne Kai Normann-Andersen og Emil Reesen samt undertegnede, havde foretræde og fremlagde følgende henvendelse:

Til

Folketingsudvalget angaaende

»Forslag til Lov om Biografteaternæring«.

Med Beklagelse har undertegnede Organisationer bemærket, at der i det af den højtærede Justitsminister under 13. ds. i Folketinget fremsatte Forslag angaaende »Lov om Biografteatervæsen« intet Hensyn, hvad angaar Sammensætningen af Filmsraadet, er taget til det meget betydningsfulde Forhold, der bestaar mellem Musikken og Tonefilmsproduktionen.

Det vil være det ærede Udvalg bekendt, at siden Tonefilmens Fremkomst er Musikken indgaaet som et uundværligt Led i Filmsproduktionen, og Musikken er derved ikke alene blevet en væsentlig Produktionsfaktor for Filmsindustrien; men Musikken er simpelt hen en uadskillelig Del af selve Filmen.

At Musikkens Betydning for Filmsindustrien og for Filmen selv er i en stadig Stigning, baade her i Landet og inden for den udenlandske Filmsproduktion, er en Kendsgerning, der har sin enkle Aarsag i dette, at Musikkens Sprog er internationalt.

Under Henvisning hertil vil det ærede Udvalg kunne forstaa, at de danske Komponister har den største Interesse i den nye Biografteaterordning, baade materielt og kunstnerisk, og vi skulde ogsaa tro, at det i høj Grad maa være paakrævet, at der gives den skabende danske Musik en Plads i det kommende Filmsraad, som jo ifølge Forslaget »navnlig skal have Opmærksomheden henvendt paa, hvilke Film der produceres i de enkelte Lande og disses Værdi i. kulturel og kunstnerisk Henseende«.

Naar Musikken, den være sig af seriøs eller af lettere Art, udgør en betydende og uadskillelig Del af Filmen, vil vort Krav sikkert synes rimeligt og naturligt, ikke mindst saafremt Filmsraadet skal komme til at virke efter sit Formaal paa dette Omraade.

At de danske Komponister, ikke mindst under Henvisning til det nye Lovforslags Bestemmelse i Paragrafferne 2 og 27, 6. Stk., har og formentlig i stigende Grad vil faa store økonomiske Interesser i den danske Filmsproduktion er en Selvfølge.

Hidtil har disse økonomiske Interesser i væsentlig Grad været knyttet til den lettere Musiks Producenter, der staar som Medlemmer af »Dansk Revyforfatter- og Komponistforbund«; men ogsaa den seriøse Musiks Komponister inden for »Dansk Komponist-Forening«s Rammer har haft økonomiske Interesser i den danske Filmsproduktion.

Der er dog ingen Tvivl om, at Fremtiden i stedse stigende Grad vil faa. Brug for den symfoniske og dramatiske Musik, skabt af nulevende eller afdøde Komponister af seriøs Musik., og alt dette sammenlagt med, hvad der tidligere er fremført, skulde efter vor Mening gøre det til en naturlig Sag, at de danske Komponister fik en Repræsentant i Filmsraadet.

Vi tør maaske høfligst henlede det ærede Udvalgs Opmærksomhed paa, at den højtærede Justitsminister i sin Forelæggelsestale stillede sig velvillig overfor det ærede Udvalgs Ønske om en eventuel Ændring i Filmsraadets Sammensætning, og vi haaber, at vi med denne vor Henvendelse over for det ærede Udvalg har godtgjort Ønskeligheden af, at den danske Komponiststand faar en Repræsentant i Filmsraadet efter Indstilling til det høje Justitsministerium fra undertegnede to Organisationer, der repræsenterer samtlige danske Komponister.

København, i Januar 1938.

DANSK KOMPONIST-FORENING
Knudåge Riisager.
DANSK REVYFORFATTER- OG KOMPONISTFORBUND
Ravn-Jonsen.

Mere er der ikke at sige om de historiske data. Loven er vedtaget, uden at vort berettigede ønske er opfyldt, og udvalget har jo ikke gjort andet, end hvad ministeren vilde.

Denne sag er imidlertid umådelig karakteristisk for den måde, hvorpå musiklivet i det hele taget behandles herhjemme. Danske komponister betaler en kopskat på 10 pct. af deres indtægter til det kongelige teater, også af deres indtægter af tonefilm. Hertil anses vi altså for gode nok!

Fra vor side er der i tide blevet rakt en hånd ud, og den er blevet afvist. Det forbavser os ingenlunde, men til gengæld må vi regne med, at vi fremtidig selv må varetage vore interesser, og de er store. og mangeartede indenfor det felt, hvor man nu har lukket os ude. Fremtiden ligger for alle komponister verden over på tonefilmen, og denne selvfølgelige ting skulde man også tro måtte være blevet doceret i hin børnehave, hvor justitsministeren har modtaget sin udmærkede belæring.

Det bliver morsomt, når nu skuespillerne, lærerne, for ikke al tale om repræsentanterne for landbrugsskolerne (!) skal sidde i det nye filmråd og varetage danske og udenlandske komponisters kunstneriske og økonomiske interesser og følge den for hele vor musikalske kulturs fremtid f uldkommen afgørende udvikling indenfor tonefilmen. Den farce kunde have været undgået!