Folkesangens genfødelse

FOLKESANGENS GENFØDELSE

AF PETER P. ROHDE

(DMT har tidligere bragt en artikel af maleren Egon Mathiesen om maleri og musik, og vi bringer i dette hæfte nedenstående artikel af adjunkt Peter P. Rohde. Vi mener, det er af værdi for tidsskriftets læsere at blive præsenteret for forskellige musikinteresserede ikke-musikeres syn på diverse musikalske problemer. Vi musikere har godt af at blive dyppet i andre folks blækhuse, selv om blækket af og til kan forekomme os lidt tyndt. Disse artikler vil derfor lejlighedsvis blive fortsat. Red.)

Vores Musikliv har faaet Mavepine. Komponisterne, jamrer. Det trænger til et Laksativ, siger de, der er kommet Forstoppelse et eller andet Sted i den musikalske Organisme; vi skriver og skriver, saa vi er ved at blive tossede, men der er ingen, der gider spille det, vi laver; og hvis der endelig er nogen, der gider spille det, er der ingen, der gider høre paa det; og hvis der endelig engang er et Par Stykker, der gider høre paa det, kan man være vis paa at have erhvervet sig et Par Fjender mer for Livstid.

Jo vist er der Krise, og vores Komponister, som er et driftigt Folkefærd, har længe drøftet, hvordan man finder Vej ud af Krisen og ind til Millionernes Hjerte. For naar man er Kunstner, saa vil man høres, saa vil man virke paa Sindene, varme i Sjælene. At skrive til Bordskuffen, er som at synge under Sengedynen.

For nogen Tid siden havde »Musikpædagogisk Forening« saaledes indkaldt til Generaldebat. Nu skulde der igen slaas et Slag. Naar alle de kloge Musikhoveder i Landet lagde den samlede Hjernemasse i Blød, maatte der da komme noget ud af jet. Man blev helt optimistisk bare ved Tanken: her var vore hjemlige Komponister og Musikpædagoger forsamlede i Hornung og Møllers Sal og grublede, saa det skvulpede i Skallerne man saa allerede forude Musiklivets Autostradaer lyse frem gennem Mørket!

Begyndelsen var da ogsaa lovende nok. Det var Karl S. Clausen, der i sit Indledningsforedrag aftegnede Øjeblikkets Situation, som han karakteriserede med Ordene Forvirring og R.aadløshed. Masserne havde mistet Kontakten med Musikken, men det gjorde (set fra Musikkens Standpunkt) ikke saa meget tidligere, da der fandtes et kultiveret Borgerskab, som dyrkede Musikken med Iver. Men nu er dette Borgerskab ikke mere den Kulturfaktor, det har været. I Ste.det rykker Arbejderne frem og vil være med, men de mangler alle Forudsætningerne, de kan ikke uden videre tilegne sig de Værdier, Fortiden har skabt. Her staar vi. Hvad skal vi gøre?

Saavidt Indlederen. Nu kom Diskussionen, og du milde Gud, hvilken Afsløring! Der stod de op, den ene efter den anden, vores Koryfæer, og afleverede deres Meninger uden smaalige Hensyn til de Retningslinjer, Indlederen havde lagt, og som lovede en frugtbar Drøftelse. En sagde, man skulde bare synge løs, saa kom det nok af sig selv; en anden, at det, der manglede, var egnede Tekster til Sanglitteraturen, saa Miséren altsaa egentlig var Digternes Fejl; en tredje mente, det var lige fedt- i-ned Teksterne, naar man bare gav de syngende et sikkert Øre for den rene Stil; en fjerde gav Pokker i Stilen, der dræbte den umiddelbare Lyst til at synge; en femte saa Frelsen i at spille paa Blokfløjte; en sjette mente noget sjette og en syvende noget syvende. Diskussionen var med andre Ord en drastisk Illustration til Indlederens Karakteristik af Situationen: Raadløshed og Forvirring.

Her stod en Hoben Musikere, soni i deres faglige Begrænsning afskar sig selv fra enliver Mulighed for at forstaa et Muk af, hvad de talte om. Det er dog ellers det, der præger vor Tids Betragtning af Aandslivet, at vi ser det i Sammenhæng med Samfundet, Tiden og Situationen som Helhed og forstaar det som en Funktion af mere elementære Kræfter. Dog derom havde disse Pedanter intet hørt.

At Musiklivet er i en Krise, er alle enige om. Det er Midlerne til at overvinde Krisen, der skaber Strid. Men før man foreskriver Kuren, maa man kunne stille Diagnosen. Krisen i Musiklivet er nu ikke vaæsensforskellig fra enhver anden Krise, vi kender. Det er Krise for Spækhøkerne, naar de ikke kan sælge deres Spæk, for Skomagerne, naar de ikke kan sælge deres Sko, og for Komponisterne, naar de ikke kan sælge deres Kompositioner. Men i Modsætning til Spækhøkere og Skomagere har Komponisterne ikke en universel Kundekreds, den er begrænset il dem, der har haft Raad og Lyst til at købe sig den Kultur (og den Koncertbillet), sorn er Forudsætningen for at kunne tilegne sig det sidste Aarhundredes højtsvungne og krævende musikalske Præstationer. Det kultiverede og købedygtige Borgerskab er, som den herskende Klasse i det 19. Aarhundrede, Forudsætningen for Tidens kulturelle og kunstneriske Virksomhed. I Musikforeningerne samledes disse Mennesker og applauderede den romantiske Musik, hvori de fandt deres egne Følelser afspejlede, og de naaede ofte en forbavsende Grad af musikalsk Forfinelse, der igen virkede stimulerende paa Produktionen. Saaledes er der altid et Gensidighedsforhold mellem Producent og Konsument, mellmem Yder og Nyder: det er den tilsyneladende passive Part, der ved sin Interesse og sin Købekraft fremtvinger Produktionen og paatrykker den sit eget Billede, og hvor dette Gensidighedsforliold mangler, kan vi være sikre paa, at der er noget i Vejen, dér er Forudsætningen for det kunstneriske Arbejde brudt, og man er ved et Vendepunkt, hvor det gamle har mistet sin Evne til at skyde nye Skud, mens det nye endnu ikke har vist sig.

Det er vores Situation. Det gamle kultiverede Borgerskab er ved at dåø ud.

En del af dert gamle Købmands- og Embedsburgeoisi er blevet proletariseret, slaaet ud økonomisk, og det finder oftest Udløsning for sit kulturelle Behov i forskellige mer eller mindre nazistisk farvede Bevægelser »Dansk Samling«, og hvad den Slags nu hedder her til Lands, hvis støjende Fordring paa en ny Kultur og Paastand om vort demokratis laaddenskab jo netop er Rationaliseringen af de slagnes Hævn- og Ønskedrømme. En anden og mindre Del af det gamle Bourgeoisi har reddet sig over paa Solsiden ved at akceptere de mere brutale Midler, som Tiden kræver for at holde det stadig fremboblende Folkevælde Stangen. Disse Mennesker foragter ofte Fascismens Ideologi, men ikke dens Soldater og dens Vaaben, som man ser det i Spanien og Frankrig. Har de Heldet med sig, opnaar de imidlertid en Rigdom og en Magt, som de ikke havde turdet drømme om før. Hvad de mister, er just Kulturen, den har de ikke Tid til at tage sig af, og paa den Maade bliver altsaa vores stakkels Komponister berøvet deres Kundekreds. Det er stadigvæk Bourgeoisiet, der bærer vores Opera og Koncertliv, men Interessens Formindskelse fremgaar af, at det ikke formaar at udfylde de Rammer, Musikforeningerne, der betød saa meget for det musikalske Liv i Hovedstaden for hundrede Aar siden, paa en Tid, da denne kun havde en Tiendedel af sit nuværende Omfang. Og det er et mindre kyndigt Publikum, der er blevet tilbage. Derfor glipper det, hver Gang der stilles større Fordringer til dets Forstaaelse. Derfor taber Komponisterne Modet. Det er jo ingen Nytte til, siger de, og siger de med Rette, at lave noget nyt, Folk gider ikke høre det. Gensidighedsforholdet er hørt op.

Imens kravler Arbejderne opad økonomisk, politisk og socialt, og gør Krav paa ogsaa at faa Andel i Kulturen.

Hvilken Kultur? Skal de overtage Bourgeoisiets eller skabe deres egen?

Det begyndte at gaa, op for nogle af Komponisterne, at dette var noget, som ogsaa angik dem. At de maatte sadle om, var de klare over. Naar man ikke kan sælge sin Vare ét Sted, maa. man gaa til et andet. Men hvilken Hest skulde man holde paa? Hvordan skulde man gribe Sagen an? Hvordan opdrage de raa Masser til Musikforstaaelse?

Resultatet af disse Overvejelser blev Folkemusikskolerne, der skulde søge at vinde nyt Land for Tonekunsten ved at indfange helt nye Lag af Befolkningen og lede dem til en levende Forstaaelse af de musikalske Værdier, først og fremmest ved at aktivisere dem. De skulde ikke sidde i Koncertsalen og lytte, eller sove, men de skulde selv musicere, synge, synge frem for alt, for det Musikinstrument har vi jo alle sammen, og har alle en mer eller mindre udviklet Trang og Evne til at bruge. Men ogsaa. andre Instrumenter, der kan læres og haandteres med en viss Simplicitet (deraf Forkærligheden for Blokfløjten). Forskellen mellem disse Musikkredse, der i overvejende Grad blev udelukkende Sangkredse, og de forskellige, allerede bestaaende, hæderkronede Sangforeninger, »Brage«, »Gutenbergkoret«, »Bel Canto«, er, at disse lever paa et Repertoire af koncertmæssigi Tilsnit; bevidst arbejder henimod og først faar deres Eksistensberettigelse (om da), i det Øjeblik de staar paa Tribunen i evening dress og henaander »Flyv, Fugl, flyv -« med forte, pianissimo og Brummekor, og altsaa egentlig synger for Tilhørernes Skyld, hvorimod Folkemusikskolefolkene synger for deres egen Skyld. Vægten ligger paa den daglige Virksomhed og dens Udbytte i Retning af ummiddelbar Sangglæde og uddybet Musikforstaaelse. Herefter vælger man sit Repertoire, der stiller store Krav til indre Lødighed og slet ingen til den ydre Bravur, som tager Kegler hos et mindre kræsent Publikum.

Hvad der her blev til, var altsaa snarere noget, der var i Skegt med de musikalske Bestræbelser i Højskolekredsene, vel ogsaa det eneste Sted i Danmark, hvor der findes en levende, folkelig Musikkultur, og som derfor - i Kraft af Gensidighedsforholdet - har virket produktivt: en rig Sanghøst, Digte af Thøger Larsen Aakjær og Johs. V., sat i Toner af Carl Nielsen, Ring, Aagaard, - hvilket andet Land kan i Øjeblikket glæde sig over en saa kunstnerisk lødig og paa samme Tid ægte folkelig Sanglitteratur? Hvad der nu har gjort denne til en saa rig Kulturværdi ud over Landet, er at den i alle sine. Forudsætninger' udspringer fra de Mennesker, den henvender sig til. Der er intet i den, som disse Mennesker ikke forstaar og ikke kan underskrive, ligesom den musikalske Udtryksmaade falder dem naturlig, som om de kunde kende den igen, skønt den var ny. Og det musikalske Udtryk er for dem gaaet sammen med det digteriske Indhold, saa naar de synger, ved de ikke, om de synger af Sangglæde, altsaa som æstetisk Forlystelse, eller for at styrke sig i en fælles Bekræftelse af fælles Idealer. De. to Ting er smeltet uløseligt saminen for de syngende. Det er af største Vigtighed at forstaa dette, for ellers forstaar man intet som helst af, hvad folkelig, Kunst vil sige.

Har man fattet dette i hele sin Dybde, kan man udfælde nogle Aksiomer om den folkelige Kunst, nemlig

I. I folkelig Kunst kan det æstetiske aldrig blive det primære eller blot noget løsrevet; det indgaar som et Element, et ulidskilleligt Element af et Helhedskom Pleks.

II . Dette Helhedskompleks er en simpel Sammenfatning af, hvad Øer bevæger sig i Folket som Helhed. Hvis der ikke er nogen Helhed, fordi Samfundet er opdelt i Klasser, opstaar tre muligheder: a) Kunsten gaar til Grunde, b) den fortsætter en anæmisk Eksistens som en æstetisk Funktion til Fryd for et »aandsaristokratisk« Publikum, c) den bliver klassebestemt, aktiv, en Kampdigtning.

III. Al folkelig Kunst er ægte (naar den vel at mærke virkelig er folkelig, ikke andres Spekulation i det folkelige). Al ægte Kunst er folkelig (naturligvis en Videreførelse, en Raffinering af det folkelige, som ikke kan gouteres af den helt forudsætningsløse, men dog stadig i Kontakt med det folkelige Substrat).

IV. Kriteriet paa, at Kunst er baade ægte og folkelig er, at der bestaar et Gensidighedsforhold mellem Konsument og Producent, mellem Yder og Nyder.

Kaster vi nu, vejledet af disse Støttepunkter, et Blik paa Øjeblikkets hjemlige musikalske Situation, finder vi Resterne af et svundet Aarhundredes, Borgerskabets, den romantiske Musik. Den er nu blevet til en Frase, og de kræsne Æsteter er paa Jagt efter noget nyt, som de tror at finde i de blodfattige Opusser, de fromt søger at aftvinge nogen Interesse ved »Det unge Tonekunstnerselskab«s Koncerter. De grundtvigske Kredses Musikliv, vel vor Tids mest helstøbte Indsats, har formodentlig passeret sin Middaghøjde paa samme Tid, som Bondestanden politisk og socialt naaede sin Kulinination - Linjen fra I. C. Christensen til Hauch har sit Sidestykke paa det kulturelle Omraade. Dog maa. det retfærdigvis indrømmes, at hvad der endnu skabes af levedygtig, folkelig Tonedigtning, uvægerlig har Tilknytning til denne Tradition.

Og saa er der Arbejderne! Men dér ser det rigtignok sørgeligt ud. Karl S. Clausen har foretaget en Undersøgelse af Arbejdersangbogen og fundet, at det, der har Værdi, netop stammer fra Højskolekulturen, som Arbejderne ikke forstaar noget af, mens deres egen Indsats ikke blot er under, og ikke blot dybt under, rnen endog afgrundsdybt under det blot jævnt hæderlige.

Det er den Situation, Folkemusikskolerne forefinder og maa tage Standpunkt til, naar de vil gøre en Indsats. De har nu Valget mellem at tage deres Repertoire fra den døende Romantik, hvorved de bliver reaktionære; eller fra de Proletariske Bestræbelser, hvorved de forraader deres kunstneriske Overbevisning; eller fra Bondekulturen, men et saadant. Repertoire kan ikke gaa ind i et Bymenneskes Forestillingskreds, saa der opstaar et Helhedskompleks.

Det er en, noget svævende, Forstaaelse af disse Vanskeligheder, som ligger bag den i Øjeblikket fremherskende Diskussion om Forholdet mellem Melodi og Tekst og om Vanskeligheden ved at fremskaffe egnede Tekster... ja, saadan udtrykker Musikpædagogerne og Komponisterne det; men det er at tage alt for firkantet paa det, som man vil forstaa, hvis man ellers har forstaaet noget af det foregaaende. Man kan nemlig ikke vælge eller foreskrive Tekster, som man kan vælge Stof til en Kjole mellem Manufakturhandlerens Tøjruller. De opstaar, naar Tiden er moden. Og forinden kan man ikke hale dem frem.

Folkemusikskoleentusiasterne staar imidlertid overfor endnu en uoverstigelig Vanskelighed. Maaske havde de ved Starten haabet, at dette skulde blive et Foretagende, der havde Bud til hele Folket. Men hvem er Folket? En Illusion i vort klassedelte Samfund. Maaske havde de haabet at faa, fat i Arbejderklassen. I saa Fald er de blevet skuffet. Hvad de fik fat paa,den eneste Gruppe Mennesker, der ikke udgør nogen Klasse, men et amorft Mellemlag mellem Arbejderne og Borgerskabet, efter Behag at betegne som flipbærende Arbejdere (white-collared workers, siger Englænderne) eller pengeløst Bourgeoisi, den lille Mand paa Kontoret, Damen bag Skrivemaskinen. Hvad bevæger sig i dem som Helhed? Intet! Thi de er ingen Helhed. Og derfor bliver Folkemusikskolerne aldrig andet end Steder, hvor musikglade Damer og Herrer staar og kvæder smukt. Og det er jo ogsaa udmærket, saa vidt det rækker. Men det løser ikke den musikalske Krise i vor Tid. Det understreger den kun.

Hvorledes - saa er det altsaa altsammen Forfængelighed, altsammen forgæves, til ingen. Verdens, Nytte?

Rigtigt, det er alt sammen Forfængelighed, det er altsammen forgæves og til ingen Verdens Nytte. Troen paa ad kunne »lave« noget er gold som Troen paa at kunne opvække døde eller paa. at kunne faa, en Spaserestok til at skyde grønne Skud, naar man bare vander den flittigt.

Vor Tids Komponist er en lille Mand, der kradser sig i Nakken med en Nodepen og siger hvad Faen skal jeg hitte paa? Han burde være som det unge Menneske, der havde lært af Job, havde lært at sidde stille, havde lært at vente. »Naar alt er gaaet i Staa, naar Tanken standser, naar Sproget forstummer, naar Forklaringen vender fortvivlet hjem - da maa der et Tordenvejr til.«

Vore Komponister maa at vente paa Tordenvejret. Deres Emsighed for at »lave« noget til at bøde paa den pinlige Situation, hvor alt er gaaet. i Staa, hvor Tanken standser, Sproget forstummer og Forklaringen vender fortvivlet hjem, er forstaaelig, men omsonst. De fatter ikke, at. de er smaa bitte Dele af en vældig Proces, der maa afklares først. Der maa begivenhed til, for at Forløsningen kan ske. Det græske Drama blev født af Slaget ved Salamis. Maaske nynnes det nye i Skyttegravene i Spanien - dér hvor Tordenvejret er. Maaske former den kinesiske Bonde, der flygter fra sit brændende Hjem og sine myrdede Børn, sine Klager i Ord, der er stærke som Davids Salmer, dog nye som Dagen imorgen.

Men herhjemmee, i Kolonihaven, her maa. vi vente og trøste os med Digterens Ord, at de ogsaa tjener, som kun sidder og venter.

Og vil saa partout vor utaalmodige Komponist ikke vente, men lave noget, ja saa maa han skam tage et Gevær og gaa ned hvor det tordner, og lytte sig til, ja blive selv en Node i den store Symfoni. For vor Tids Digtning og vor Tids Musik skrives ikke med Fyldepenne eller Nodepen, men med Haandgranat og Maskingevær.