Kan vi bruge jazz som undervisningsmusik?

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 06 - side 135-141

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

KAN VI BRUGE JAZZ SOM UNDERVISNINGS-MUSIK?

AF INGA GREISEN

Der er i de senere Aar »opdaget« en Mængde polyfone Klaverstykker, Bourreer, Couranter o. s. v. o. s. v. af Fortidens store Mestre. En Del af Stykkerne er af ringe teknisk Vanskelighed og af Angst for ikke at give Eleverne tilstrækkelig værdifuldt Materiale anvender mange Pædagoger derfor disse Ting paa et meget tidligt Stadium af Undervisningen. Herfra føres Eleverne videre til Bachs Inventioner, Præludier og andre Værker af Musikkens Guddomme, man skal lære at kende, naar man tager Undervisning i Klaver.

Men nu er Spørgsmaalet: Hvordan stiller Eleverne sig til al denne Fortidsmusik? Føler de mon den samme Glæde ved at høre eller selv spille en lille Menuet af Mozart eller Invention af Bach som vi, der har arbejdet med den Slags Musik gennem mange Aar? Er de i Stand til - jeg tænker baade paa Voksne og Børn - at indstille sig paa den Bølgelængde, som er nødvendig for at »forstaa« og optage i sig den Skønhed, der findes i disse Værker?

En meget stor Del er det ikke.

For at kunne udtrykke og tilegne sig Fortidens Musik kræves ikke alene en vis musikalsk Modenhed, men der kræves ogsaa Evner til at kunne leve sig ind i Fortidens Tanke- og Følelsesliv for at forstaa den Kultur, der har været bestemmende for de forskellige Værkers Form og Udtryksmaade. Det er ikke givet enhver, -der vil lære at spille lidt, Klaver, at opfylde alle disse Krav. Tænker man paa mange Klavervirtuosers mislykkede Forsøg paa at give os »virkelig Musik« og ikke bare Toner, er det ikke vanskeligt at forstaa, hvor svært det maa være for en Gennemsnitselev at komme i Kontakt med Fortidens mange Stilarter.

Vi Pædagoger har været saa optaget af at lære Eleverne Fortidens Musik at kende, at vi efterhaanden selv er blevet ufølsomme overfor de Strømninger, der er fremme i Nutiden; vi glemmer at være lydhøre overfor det, der begejstrer den Unge idag. Anvendes den nyere Tids Musik er det med Undtagelse af ganske faa lette Børnestykker af vore egne Komponister, den forfinede artistiske Musik af f. Ex. Bartók og Debussy, Musik der for at kunne forstaas og udtrykkes kræver en langt større musikalsk. Modenhed og Evne til klanglig Nuancering, end man i Almindelighed træffer den hos et 13-15 Aars Barn eller en Voksen, der har spillet et Par Aar. - Det er derfor heller ikke paa dette Omraade, at Gennemsnitselevens Musikhunger bliver tilfredsstillet.

Hvor ligger da Interessen hos Nutidens Unge? Ja, nu kommer jeg til at nævne et Ord, der for mange Pædagoger er ensbetydende med noget smagløst og uæstetisk, nemlig Jazzen; men det kan sikkert ikke være undgaaet selv Musikpædagogers Opmærksomhed, at Størsteparten af Ungdommen ikke søger til Stærekassens Torsdagskoncerter, men derimod til Jazzkoncerterne, naar den vil have Udløsning for Trangen til at høre Musik. Jazzens inciterende Rytme og dens Livlighed kalder i langt højere Grad paa mange Unges Aktivitet som Tilhørere end f. Ex. Mozarts Musik er i Stand til; den sidste staar for dem som noget graat og blegt, de ikke har Spor Føling med. Er det da mærkeligt at den, der er en begejstret Tilhører ved en Jazzkoncert, ogsaa vil have Lov til selv at spille den Slags Musik?

Nu er det naturligvis ikke min Hensigt at hæve f. Ex. Duke Ellingtons Produktion op til samme Højde som Mozarts og de andre Komponisters; vi maa blot være klar over, at Jazzen existerer, og at vi maa tage et Standpunkt til dens Betydning som Undervisningsmusik.

Som Resultat af den første Drøftelse af Jazzspørgsmaalet i Mp F.s Studiekreds anførtes i en Beretning i Maj-Heftet: »Med enkelte Undtagelser stillede Lærerne sig nogenlunde ens, naar Eleverne ytrede Ønske om at spille Jazzmusik, hvilket dog ikke forekommer saa hyppigt, som kunde forventes i Betragtning af Tidens store Jazzreklame. Lærerne stillede sig forsaavidt imødekommende overfor Elevernes Tilbøjelighed til at dyrke Jazz, ved at hjælpe dem tilrette med Vanskelighederne uden dog at optage Jazzmusikken som Led i Undervisningen.«

Hertil vil jeg gerne gøre et Par Bemærkninger. Muligvis har enkelte Lærere kun faa eller maaske slet ingen jazzbegejstrede Elever, men med de Erfaringer, jeg har gjort det sidste Aars Tid, vil jeg tro, at mange Læreres lidt afvisende Holdning overfor Elevernes Ønske om at spille Jazz giver et lidt forkert Billede af Situationen. Har en Elev først faaet Indtryk af, at Læreren helst undgaar den Slags Musik, stimulerer det ikke til gentagen Forespørgsel. Resultatet bliver blot i de fleste Tilfælde at Eleven forsøger sig med disse Ting paa egen Haand; og er Eleven ikke i Stand til at skelne mellem ondt og godt indenfor denne Genre, vil han rimeligvis gaa rundt med en sikker Forvisning om, at det, vi andre kalder de sletteste Revymelodier, er god Jazz. Hverken Læreren eller Eleven kan være tjent med denne Fremgangsmaade.

Ligesaa forkasteligt synes jeg det er kun »at hjælpe tilrette med Vanskelighederne uden at optage Jazz som Led i Undervisningen«. Resultatet bliver det samme. Eleven vil nemlig ogsaa i dette Tilfælde faa en Forestilling om, at Jazz er uanstændig Musik, som det ligger under Lærerens Værdighed at beskæeftige sig med; og skal man kun »hjælpe tilrette« vil det vel sige, at man hører Eleven spille det en eller højst to Gange, retter lidt paa gale Noder og Rytmer, og så iøvrigt, lader ham klare Resten paa egen Haand. Som Lærer er det vist heller ikke i dette Tilfælde værd, at gøre sig for store Forhaabninger med Hensyn til Udførelsen.

Hvorfor er Jazz dog saa foragtet af mange Pædagoger, at den helst skal undgaas som Undervisningsmusik? Er den da Musik af laveste Rang, som man bør lukke Ørerne for? Maaske er det bare, fordi den er saa forholdsvis ny, at den betragtes med lidt Haan og Overlegenhed; men som Pædagog - syntes jeg, at vi har Pligt til at lære Jazzen at kende og at forstaa den Ungdoin, der holder af den.

Naar jeg nævner Ordet Jazz, tænker jeg naturligvis ikke paa f. Ex. Mille-Marie-Filmens »Jeg har elsket -dig saa længe jeg kan mindes,-, »Du er min stille Bøn« eller andre af Døgnets større og mindre Banaliteter, men jeg tænker paa Jazzen, som den forekommer hos f. Ex. Duke Ellington.

Jazz er først og fremmest Dansemusik. Skal vi sidestille den med tidligere Perioders Musik, maa det ske indenfor dette Omraade, og Duke Ellington er næppe, ringere som Komponist end Lumbye og Strauss. Nu ved jeg, at mange Pædagoger ogsaa rynker paa Næsen af disse Komponister, men hvorfor? Dansen er et Udslag af Livsglæde, og det er da ganske urimeligt at holde Eleverne paa Afstand af alt, hvad der hedder Dansemusik. Schuberts Valse og Ecosaisser er der vist ingen, der viger tilbage for og ogsaa disse Ting er jo Dansemusik. Hvem af os har mon ikke med Glæde danset til Tonerne af en Wienervals. Selv om man blot er Lytter til en god Udførelse af de bedste Strauss-Valse kan man da næsten ikke lade være med at nynne med paa Melodien og at faa hver en Nerve til at svinge med i den rytmiske Bevægelse. - Dette er ganske vist ikke en saglig Bevisførelse for Valsenes kunstneriske Værdi. En saadan vilde vel ogsaa være overflødig, da Strauss forlængst er anerkendt som en respektabel Dansekomponist. Jeg anfører det kun, fordi jeg synes, det er meningsløst, at Adgangen til det, vi selv kan finde Behag i, spærres med »Adgang forbudt«, saasnart Eleverne nærmer sig. For det kan da vel ikke være den pædagogiske Virksomhed, der efterhaanden indsnævrer Følelseslivet saa stærkt, at man ikke mere kan glæde sig over det, der for andre er et oprindeligt og naturligt Udtryk for Livslyst?

Som Menuetter, Valse, Polkaer o. s. v. var tidligere Tiders Dansemusik er Jazzen vor Tids Danse- musik. Jeg synes, det er ganske forstaaeligt, at Jazzen tiltrækker,de Unge i en Tid som vor, der i saa høj Grad er præget af Maskinen med dens ensformige, taktfaste Stempelslag, og for den der kender Ungdommen idag er der ingen Tvivl om, at Jazzen i de kommende Aar vil vinde en stadig større Udbredelse.

Mange Musikpædagoger klager ofte over Spilletræthed hos 13-15 Aars Elever. Som Fru Whitta-Jørgensen pegede paa i sin Artikel i sidste Hefte, kan den have sin Aarsag i den stærke fysiske og psykiske Udvikling, der finder Sted i disse Aar; men det er min Overbevisning, at den i de allerfleste Tilfælde skyldes Repertoiret og at netop Jazzen vil virke ligesaa stimulerende som en kraftig Vitamindosis. Ser vi lidt nøjere efter, opstaar denne Tilstand nemlig sjældent hos de meget musikalske Elever, de vil altid have Glæde af at tumle med Klassikernes større saavel som mindre Opgaver; men den indtræffer som Regel blandt de jævnt eller mindre musikalsk begavede. Arbejder en saadan Elev med Klassikerne, vil han selv mærke, at han ikke er i Stand til at honorere de Krav, Opgaven stiller til den musikalske Udførelse; han kan ikke faa, den til »at lyde af noget«, og Resultatet bliver, at han helt mister Lysten til at spille. Hos mange fremkal,der et saadant utilfredsstillende Resultat endog en stærk Mindreværdsfølelse, som ligefrem kan virke ødelæggende paa Sjælelivet i disse Aar.

At bestemme Fænomenet som Spilletræthed eller Øveulyst, synes jeg derfor er at stille en lidt forkert Diagnose og at fordrive Ondet ved at give Eleverne lette Ting at arbejde med er at ordinere en virkningsløs Kur. Børn i 13-15 Aars Alderen vil som Regel meget gerne arbejde med svære Opgaver, naar de bare er i Stand til at give dem en tilfredsstillende Udførelse, og det er min Erfaring, at man ved at erstatte en Del af.Fortidsmusikken med Jazzmusikken, som de kender fra Radioen og ikke først skal have Besvær med at leve sig ind i, i de fleste Tilfælde vil give Eleverne en herlig og virkningsfuld Medicin til Forebyggelse af »Spilletræthed«.

Nu ved jeg, mange Pædagoger vil sige: »Stop nu lidt; der findes en meget stor og dyb Skuffe med Klaverlitteratur, hvorpaa der staar: Schytte, Gurlitt, Parlow, Zilcher o. s. v. Lad os saa hellere øse af denne og undgaa Jazz«. Men det er som Strudsen at stikke Hovedet i Busken og være bange for at se Forholdene som de er. (Hvad der er at være angst for, er det bare lidt vanskeligt at faa Øje paa). Ganske vist findes en Del anvendelige Stykker imellem, men selv de bedste naar ikke op over den gode Jazz, dertil kommer, at de ifølge Sagens Natur mangler det for Jazzen saa karakteristiske og tiltrækkende rytmiske Element. Holder Eleverne af at spille Jazz, er der da absolut ingen Grund til at søge Erstatning paa et Omraade, der slet ikke giver den rigtige Tilfredsstillelse.

Det er i denne Forbindelse værd at erindre det gamle Ord: Lysten driver Værket. Det er nemlig forbavsende Resultater en jazzbegejstret Elev kan naa med Hensyn til Teknik og hurtig Nodelæsning; er det bare Jazz, kan selv store Vanskeligheder overvindes let og smertefrit.

Selv om jeg Med denne Artikel for Elevernes Skyld vil forsvare Jazzen, er det naturligvis ikke min Hensigt at sætte den som Maalet for Undervisningen. Maaske vil den dog blive det i enkelte Tilfælde; jeg har selv været ude for et Par voksne Elever, der stillede som en Betingelse, at de fik Lov til udelukkende at spille Jazz. Men jeg vil blot ramme en Pæl gennem den blandt Pædagoger meget udbredte Mening, at Jazz skulde være Indbegrebet af Uanstændighed, som man skylder at holde sine Elever og sig selv fri for. At spille skulde dog gerne være en Glæde, og det er da meget morsommere at høre en .Elev spille et Stykke, der fylder ham med Begejstring, selv om del ikke er af allerhøjeste kunstneriske Kvalitet, end det er at høre ham spille et virkelig fint Stykke Musik som han ikke føler den ringeste Glæde ved. Desuden er det da meget ærligere at erkende dette.

At en Elev slet ikke har bedt om at spille Jazz og heller ikke forsøger sig med det paa egen Haand er ikke ensbetydende med, at Vedkommende ikke kan lide den Musik; mange anser Jazz for saa vanskelig at den ikke kan klares efter 1-2 Aars Spilletid og betragter derfor al Spørgen som unyttig. Jeg fik dette bekræftet, da jeg for nogen Tdi siden spillede flere Jazzstykker for 4 Elever, der har faaet Undervisning i 1- 2 Aar og er i Alderen 10--13 Aar. Gensidig Paavirkning var udelukket, da det foregik i de enkeltes Timer, og jeg sagde ikke forinden noget om min egen Stilling til Jazz. De blev alle vildt begejstrede, ikke mindst da de fik Lov til selv at gaa i Gang med Opgaverne. -

Jeg skal citere en Udtalelse af den ene af Eleverne, en Pige paa 13 Aar, hvis musikalske Evner ligger et godt Stykke over Gennernsnittet: »Jeg holder mere af Mozarts Rondo og de andre Ting jeg spiller, og jeg er klar over, at der er mere »rigtig Musik« i de Stykker end i Jazzen; men jeg vil alligevel meget gerne spille lidt af den Slags; de er vældig sjove og hjemme beder de mig saa tit om at spille saadan noget, for de »forstaar« slet ikke de Stykker jeg selv holder saa meget af. Siger jeg saa, at det kan jeg ikke spille, ender det gerne med, at Far og Mor bliver vrede paa mig, og jeg bliver ked af det«.

Denne Udtalelse viser tydeligt, at der ikke er Grund til at være angst for at lade Børn vælge selv. Jazzen er, selv om den virker stimulerende, ikke i Stand til at fortrænge de gode Ting, hvor disse een Gang har faaet virkelig Værdi for Eleverne. Og saa viser denne Piges Ord samtidig, at vi ikke fuldstændig kan negligere Hensynet til Hjemmene, hvis vi da ikke skal gøre Eleverne kede af det. Hendes Hjem er ikke en Undtagelse, men det viser det Niveau, Musikkulturen staar paa i det jævne Hjem idag.

Al Pædagogik maa baseres paa Samarbejde mellem Lærer og Elev; det er ikke tilstrækkeligt, at Læreren vælger det fineste kunstneriske Materiale og med hele sin Overbevisning søger at klarlægge Skønheden i Værkerne for Eleven, hvis dennes aan,delige Modenhed og musikalske Modtagelighed ikke er i Stand til at gøre Stoffet til en Værdi for ham.

Vi maa tage fat der, hvor Eleverne staar, hvis vi skal fremkalde og bevare Muligheden hos dem. Det gælder baade Voksne og Børn. Har Døgnets Slagere været deres væsentlige musikalske Næring, vil det være god Pædagogik at lære dem den gode Jazz at kende. Afstanden mellem disse to Kategorier er uhyre nem for dem at komme over, og den er minimal i Sammenligning med Afstanden fra Jazzen til Klassikerne.

Derfra kan vi saa bygge videre, og - saalangt Elevernes Evner tillader det - lære dem at lytte til Skønheden i den Musik, der har saa stor Værdi for os.

Det vil gaa her som altid i Livet. Indebærer Kimen Mulighed for en rig og harmonisk Udvikling, vil de rigtige Vækstbetingelser altid bidrage til, at alle Kræfter naar den fulde Udfoldelse; er disse Muligheder ikke tilstede, vil selv den omhyggeligste Pleje ikke kunne skabe om paa de Kræfter, Naturen har nedlagt i -den.

Vi maa tage imod detl Livet byder os; det har altsammen sin Berettigelse.

Desværre er Udvalget af gode Jazzmelodier for Klaver ikke stort, naar det skal klares indenfor de, første Undervisningsaar; men maaske vore hjemlige Jazzkomponister kunde bøde paa dette Forhold i den nærmeste Fremtid. Det vilde være ønskeligt, om der kom flere gode Ting af samme ringe Vanskelighedsgrad som Bernh. Christensens, Herm. Koppels og B. Roger-Henrichsens Melodier i Yidsskriftet H. O. T. Desuden mangler vi Ting, der kan anvendes efter B. Roger Henrichsens 12 Børnejazzetuder. Springet herfra og til Duke Ellingtons mange udmærkede Klaverstykker i de 3 »Hot«- Hefter med henholdsvis 20, 10 og 20 Melodier er ret stort. Vore Jazzkomponister plejer jo ikke at spare paa Krudtet, naar det gælder om at udbrede deres Anskuelser om Jazz, men de maa da ogsaa give os det fornødne gode Materiale, saa vi kan tilfredsstille de mange Børns og Unges Jazzhunger.

Endvidere er der Gyldimarks Rytmeskole, der indeholder en Del udmærkede Anvisninger paa, hvordan Rytme og Harmoni kan varieres. Desuden gives der et Eksempel paa hver af de i Øjeblikket eksisterende Danseformer tilligemed en Forklaring om Betoning og Tempo for hver enkelt Dans. Endelig er der B. Roger Henrichsens 2 Jazzhefter med henholdsvis 8 og 3 Stk. samt Francis & Day's Serie med Arrangementer af kendte Jazzkompositioner. Disse kræver en ret udviklet Teknik.

Et Spørgsmaal, der nu trænger sig paa, er, om vi skal lade Eleverne holde sig udelukkende til Noderne, eller om deres eventuelle improvisatoriske Evner skal have Lov at udfolde sig paa dette Omraade. Det sidste stiller store Krav ikke alene til Eleven, men ogsaa til Læreren i Retning af Opfindsomhed og teknisk Viden.

Det faar mig til at tænke paa, at alle vi Klaverpædagoger vist gjorde klogt i at tage et Kursus i Jazzspil for at naa til den rette Forstaaelse af denne Musik.

Som Resultat af en ivrig Diskussion om Jazzspørgsmaalet, der fandt Sted i Mp F.s Studiekreds efter at sidste Hefte var udkommet, kan anføres, at Begejstringen for Jazz som Undervisningslitteratur ikke steg til store Højder. En Del af de ovenfor nævnte Stykker blev spillet igennem, men selv om enkelte af dem blev anerkendt som brugbare, ønskede Lærerne dog helst at undgaa Jazz, hvis de paa nogen Maade kunde. Mit Indlæg i Diskussionen blev de i denne Artikel anførte Synspunkter, og det er mit Haab, at de maa bidrage lidt til, at enhver ærligt arbejdende Pædagog for Elevernes Skyld vil gøre Jazzspørgsmaalet til Genstand for nærmere Eftertanke. Jazz er en Del af Tidens Musik; dens Betydning for Ungdommen er nu blevet saa stor, at vi ikke mere slipper udenom den i det pædagogiske. Arbejde - hvis Musiklærerstanden da ikke skal stemples som snæversynet og konservativ.

Årgang 13/1938, nr. 06