Mekanisk musik

MEKANISK MUSIK ved Tiirgen Ba Zzer

/1 Mozart: »Tryllefløjten«. Den komplette opera på 181/_» plade å 6,50 kr. (Hi NIV.)

At opføre »Tryllefløjten« er nu om dage et problem. Det kgl. teater har flere gange forsøgt at løse det, sidst ved Paul Kanneworffs iscenesættelse med dens udnyttelse af den moderne scenes tekniske hjælpemidler og effekter. Det lykkedes ikke. Forestillingen varede 31,«.» time og virkede trættende som en 'Wagner-opera. Der var ophold mellem. alle 14 billeder og for livert ophold tyndede det ud blandt publikum, der med rette fandt. at man her havde taget alt for tungt 1A en mecet skrøbeli.Ig, ting. I virkeligheden fin(Ies der kun to muligheder for en nogenlunde heldig løsning af problemet: Enten sætter man operaen ol) i fuldstændig naiv dukke

teaterstil med få og hurtigt omskiftelige sætstykker, der kan skiftes uden tæppefald. Rundhorisonter, dybe scener og alskens slags naturalisme må undgås. Eller man udfører den i moderne, stærkt forenklet stil i en tæDDedekoration, hvor sceneskiftet alene markeres ved belysningsændringer. Og så er det ikke engang sikkert, at det lykkes, for problemet bunder jo langt dybere end i den ydre ramme. Det fortvivlende er jo, at Mozart, har nedlagt noget af sin aller,skønneste og reneste musik i dette værk og at man samtidig skal tvinges til at høre på den bunke gudsforgående vrøvl, som teatermageren Schikaneder har brygget sammen i en dialog, hvis dårlige vers, platte »folkelighed« og dumme udfald mod kvindekønnet fylder mere end halvdelen af tiden. Skrive dialogen om? Ja, men problemet går dybere endnu, helt ned i selve handlingen, hvis tåbelighed gør den ganske uinteressant. Selv om en moderne librettoforfatter med det rette håndelag kunde komme ud over det ofte nok påpegede omsving, der finder sted mellem L og 2. akt, vil det dog næppe lykkes ham at bringe nogensomhelst dybere mining ind i »mysteriet«, specielt fordi den eventyrlige glorie; der i hine tider omgav frimureriet, er blej2met efter afsløringen af denne gensidige understøttelsesforening.

Tilbage bliver musiken og det er neop og heldigvis det, der er -blevet tilbage i denne komplette optagelse af »Tryllefløjten«. Det er nu den fjerde Mozartopera, som publiceres af »The Mozart Opera Society« i London. NMedens de tre »italienske« operaer, »Figaros bryllup,«, »Cosi fan tutte« og »Don Giovanni« bley optaget med Glyndebourne festspillenes internationale ensembler, har man til denne tyske opera sammenstillet et ensemble af Tysklands bedste sangere under Sir Thomas Beecharns ledelse. Alle dette ensembles sangere er i første klasse A og dog rager Tiana Lemnitz' præstation som Pamina et stykke op over de andres. Et blik på hendes øvrige grammofonrepertoire viser denne kunstnerindes universalitet; blot få takters lytten til hendes prægtige, varme sopran og man forundres og glæCes endnu en gang over hendes naturli..«,e indstilling til sin kunst. Også Erna Berger er en stor sangerinde, som vi kender og beundrer fra hendes besøg i den danske radio, men det er som om partiet som »nattens dronning« ikke rigtig ligger for hendes ungdommelige stemme. Heller ikke er hendes koloraturer helt gode; de er for bastante, ejer så langt fra en Maria Ivogilns legende lethed. Blandt herrerne står Gerhard HUsch i første række. Han tager som Papageno fuld oprejsning efter en serie mindre gode Sehubert- DIader. Wilhelm Strienz (Sarastro) besidder et endogså ualmindeligt fint materiale i sin herlige stemme, men hans portamento virker af og til lidt slæbende. (Rollen er nu også en tun

fisk at slæbe i land i dens kolossale ædelhed og alvidende dumhed.) Helge Rosvænges Tamino er dygtig og ofte in tagende hans lunnr1.-r tfvi~i Q]z& f-r

I

alle teaterunoder. De er farli e i en

gramotonoptagelse« svnes større end fra ,scenen, indpræger sig mere ved gentagelsen. Thomas Beecham er den ideelle gramofondirigent, ikke et øjeblik

forceres tempi eller dynamik til fordel for en ydre virknin£~. en virkelig klassisk ro behersker klangen overalt. Tekniken er overordentlig fin. Rumklangen er ideel, tonen folder sig frit og naturligt ud uden nogensinde at give ekko. Ensemblerne står meget afdæmpet, men vinder derved i klarhed og gennemsi--tighed. Et par steder på de første plader konstateres en ganske let mikrofonoverstyring i de tre damers numre., men det forsvinder helt senere. Overfladen ' er på alle 37 pladesider så jævn, at friktionsstøjen praktisk talt er bortelimeneret.

// Mozart: Ouverturen til »Tryllefløjten«. (HMV. DB 3550, 6,50 kr.)

Endelig en Toscanini-optagelse med en virkelig god teknik. Men den er ogsåengelsk, Toscanini leder her B.B.C.symfonikerne. Kontrasten til Beechams gengivelse er morsom. Beecham tager ouverturen i et roligt tempo med klar gengivelse af det polyfone spil, Tosca

ninis tempo er væsentlig hurtigere med stærk betoning af det rytmiske. Det er en smagssag, hvilken man vil foretrække.

// Weber: Ouverturen til »Jægerbruden«. (HNIV. DB 3554, 6,50 kr.)

Den landflygtige Bruno Walter har til denne gengivelse valgt sig Pariser konservatoriekoncerternes orkester, der jo langt fra kan måle sig med Wiener filharmonikerne, hverken i klangskønhed eller i præcision. Tekniken er nok bedre end de wienske optagelsers, men dog ikke helt god. Bassen står en kende grødet.

/1 Mendelssohn: Ouverturen til »En Skærsommernatsdrøm«. (HNNIV. C 3004 - 05 å 5,00 kr.)Det er en i alle henseender overraskende optagelse. Den er indspillet af Boston promenadeorkesteret under Arthur Fiedlers direktion, hvis gengivelser ikke plejer at ligge i noget særlig højt plan, men denne er ualmindelig frisk og tiltalende. Dertil kommer, at tekniken, skønt amerikansk, er fortræffelig, bl. a. har den den fineste paukegengivelse, som tænkes kan. Fjerde pladeside er besat med bryllupsmarchen i en imponerende flot gengivelse.

1/ Tjaikofski: »Nød«leknækker-suite«. (HMI,ly. C 2922-24)

Rimski-Korssakof: Suite af »Guldhanen«. (HMV. C 3015-16)

Riisager: »Slaraffenland«. Suite. (HMI,~'. Z 250-51) (Alle å 5,00 kr.)

Det kan ved første øjekast synes en underlig sammenstilling, men faktisk har alle disse tre suiter flere berøringspunkter. Det er altsammen show-musik. De to første er ballet-uddrag, Riisagers suite burde have været musik til en barok tegnefilm. De brillerer alle mere ved en virtuos orkesterbehandling end ved egentligt værdifuldt indhold. Det er altsammen underholdningsmusik af bedste slags og prætenderer formodentlig heller ikke at være andet og mere. Riisagers er jo nok den morsomste, bl. a. fordi den netop har den varighed, som sådan musik skal have uden at virke trættende. (Satsen »Likørfontænerne« er udeladt, antagelig af tekniske grunde). Den danske optagelse ved Københavns filharmoniske orkester under Thomas Jensens udmærkede direktion har en nydelig teknik uden dog at nå op på siden af de to engelske, der begge repræsenterer den ypperste standard. I »Slaraffenland« kniber det af og til med balancen og lidt mere rum vilde have gjort sig.

11 Arnold Sehånberg: »Verklårte Nacht«, op. 4. (HMV. DB 2439-42 å 6,50 kr.) Sch,5nberg lever nu i Amerika. Da han i 1934 blev forjaget fra sin stilling som lærer i komposition i Berlin, opgav han at foretage det så ofte mislykkede forsøg på at skabe sig en stilling i Wien og tog til U. S. A., hvor han nu lever som en agtet lærer ved Chicagos

konservatorium. Det var da også fra Amerika, at den første gramofonoptagelse af et Seliónberg-værk udgik. Stokowski, Philadelfia- filharmonikerne, tre forskellige korforeninger og sex solister medvirkede ved denne optagelse af »Gurre-Lieder« på 14 plader. Optagelsen må vel nu være en lille halv snes år gammel og der skulde hengå adskillige år inden man igen vovede sig i lag med et Schónberg-værk. Endelig for to år siden vakte en opførelse af »Verklårte Nacht« ved Ormandy og Minneapolis symfonikerne optagelseslederne af deres dvale og det nu 37 år gamle værk. fik en uventet renæssance. Det er for så vidt beklageligt, at det netop skulde blive dette værk fra Sch,5nbergs første periode (det er endnu ældre end »Gurre-Lieder«), der fangede de, herrers opmærksomhed, for nu anser man vel Sch,5nberg for tilstrækkelig repræsenteret i gramofonrepertoiret i de kommende 10 år og dog trænger vi stærkt til optagelser fra hans anden, »expressionistiske« periode ogtilexempler fra hans tredie, »konstruktive« stil. Ganske vist er værket interessant nok i sig selv og både udførelsen og teknik er blændende, men med Sch,5nbergs navn forbinder vi dog en helt anden stil end denne, direkte fra »Tristan« udgåede efterromantik.