Torsdagskoncerterne - og dansk musik

TORSDAGSKONCERTERNE - OG DANSK MUSIK

AF SVEN LUNN

I Oversigten over, hvad Statsradiofonien vil bringe i den komfende Sæson ved Torsdagskoncerterne staar, at Fritz Busch skal dirigere samtlige 9 Symfonier af Beethoven. Man sender en venlig Tanke til Fritz Jürgensen og hans lille Maler, der siger: Gud bevares, jeg bøjer mig for Vandyck, men Enhver har sine Fortrin. Vi bøjer os i dyb Ærbødighed for Beethoven, men der gives ogsaa anden Musik, og anden god Musik. Nu har vi hørt de Beethoven-Symfonier saa mange Gange i de senere Aar, at det kunde være rart, om vi ogsaa fik lidt andet ind imellem. Naar vi saa tilmed ogsaa skal høre de to oftest spillede - Nr. 7 og Nr. 8 (»Den ufuldendte«) - af Schubert, spørger man.sig selv, om det skyldes Mangel paa Opfindsomhed eller Mangel paa Overblik hos de ansvarshavende indenfor Statsradiofonien. Det skulde i hvert Fald nødig være Resultatet af en Uformaaenhed overfor Kapelmesteren.

Statsradiofonien betragter det som sin »fornemste Opgave at udbrede Kendskabet til Musiklitteraturens symfoniske Standardværker og bringe disse i bedst mulig Udførelse, samtidig med at den nationale Litteratur ikke forsømmes. I anden Række maa komme de nyeste Værker«. - Se, det er altsaa klar Besked orn Opgaven. Den har først og fremmest en pædagogisk Side: at udbrede Kendskab til Musiklitteraturens Standardværker. Det lyder helt Emil Holinsk. - Men tror Radioledelsen ikke, at vi ikke snart kan dette Hav af Repriser udenad? Jeg skulde mene det. Og vil man endelig favorisere Musiklitteraturens symfoniske Standardværker, saa findes der sandelig adskillige andre - udover de Beethovenske og de do. af Schubert - bl. a. af Mozart og Haydn, som i højeste Grad trænger til at spilles. Vi skal kun høre een Symfoni af Mozart og een af Haydn, ingen af Mendelssohn og heller ingen af Schumann. I Virkeligheden er disse Programmer saa lidt som mulig i Kontakt med de Strømninger, der nu gør sig gældende. Vi er kommet udover de Idealer, der var de ledende for Musikforeningen i 1870. Vore Interesser er meget mere vidtspændende, baade frem og tilbage. Lad os høre Værker af Corelli og Vivaldi, af Bachs Sønner, af de Falla, Granados og Svenskeren Fr. Berwald. Vi ofrer gerne en hvilken som helst af Beethovens Symfonier for i denne Sæson at høre Fritz Busch spille Berwalds g-moll Symfoni, som han har fremført i Stockholm.

Opgavens andet Punkt: »samtidig med at den nationale Litteratur ikke forsømmes« lyder ikke lovende. Det er for det første en Deklassering af det danske Repertoire; det kommer kun i anden Række ved Siden af det udenlandske. Og for det andet betyder en saadan Udtalelse i Reglen, at man ikke ønsker at gaa ud over det nødtørftigste Minimum. Var man utilfreds med Løsningen af det første Punkt, saa maa man sige, at det andet løses overmaade slet. Den danske Musiklitteratur forsømmes paa det groveste, ja rnere end det, den ignoreres paa det skammeligste.

Ialt er der af danske Værker annonceret 3 Symfonier, 3 Ouverturer, 1 Koncert, 3 Orkesterstykker og 2 Værker for Sangstemme rned Orkester. - Hvad er det at møde op med? - Kun to Værker af Carl Nielsen, intet af Kuhlau, intet af Weyse, men derimod »In a summer Garden« af Delius og »Die Glocken« af Rachmaninoff. Kun et af Gade og to af Hartmann, intet af Lange-Müller. To danske Værker for en enkelt Sangstemme med Orkester, men intet af de dejlige større og mindre Korværker, som bl. a. Gade og Hartmann skrev, og hvis musikalske Værdi ligger i allerhøjeste Plan.

Af nulevende danske er følgende repræsenteret, hver med et Værk: Riisager, Rudolph Simonsen, Klenau, Rud. Langgaard og Schierbeck. - Sammenstillingen synes noget tilfældig. - Riisager, soin har et internationalt Navn som Orkesterkomponist, kunde godt fortjene større Plads. Blandt de store paa Parnasset savner inan Fini Henriques og Jørgen Bentzon, og blandt de yngre Talenter kunde man godt tænke sig Otto Mortensen og Svend Erik Tarp repræsenteret. Og saa gjorde det helle'r ikke noget, om inan en Gang hørte et Værk af Hakon Børresen og Peder Gram.

Man havde ventet mere af den nye Radioledelse. Set hen til den Dag, da den for Alvor skulde sætte ind. Holdt igen med de simpleste Krav, fordi man regnede med, at de var saa selvfølgelige, at de vilde blive indfriet, endnu før de var fremsat. - Og saa kommer dette Resultat.

I den store Opmarch af Repriser finder vi ogsaa Verdis Requiem, dirigeret af Fritz Busch. Hvad skal nu det betyde? To Gange har vi hørt Verdis Requim mesterligt fremført af Egisto Tango, og nu er det afgivet til Fritz Busch, medens Tangos Navn ikke findes blandt Torsdagskoncerternes Dirigenter. Hvorfor det? Det kan da ikke være af musikalske Grunde. I Fjor havde man taget Hymnus arnoris af Carl Nielsen og et Korværk af Verdi fra Tango og givet dem til Nikolai Malko. Det gik som bekendt daarligt. Venter man, at Busch kan fremføre Verdis Requiem. bedre end Tango? Jeg mener Nej! For det første er Busch meget ensidig Germaner, og det har aldrig været med fuld Tilfredsstillelse, at man har hørt ham dirigere andet end tysk - eller tyskpræget - Musik, medens Tango er den fødte Verdi-Interpret, og desuden opnaar Busch aldrig de samme Klangvirkninger som Tango, fordi hans naturlige Styrke er Forte, medens Tangos er Piano.

Men naar man ikke kan tænke sig, at det er musikalske Grunde, der har bevæget Ledelsen til at refusere Tango, hvad kan Aarsagen da være?

Det havde været ønskeligt og rimeligt, om man havde tildelt Busch flere Opgaver indenfor dansk Musik. Der findes adskillige, som synes oplagte for ham. Han maatte da være den første til at give Kuhlaus stolte Række af 9 Ouverturer en værdig Fremførelse, saa nær paa Beethovens og Webers Stil, som de ligger. Det er glædeligt at se, at han ved den 6. Torsdagskoncert skal dirigere Hakon Jarl-Ouverturen af Hartmann. Man skulde, tro, at Corregio-Ouverturen ligger ham nærmere, men det bliver en anden Sag. Men kunde han ikke dirigere Hartmanns 2. Symfoni. Ingen af Hartmanns to Symfonier har nogensinde været spillet ved Torsdagskoncerterne. Og de staar i hvert Fald fuldt ud paa Højde med Schumanns.

Lad ham fremføre Kuhlaus lille drarnatiske Situation Euridice in Tartarus, der maaske er det mest geniale, Kuhlau nogensinde har skrevet. Udover Orkestret kræver det kun en Sangerinde. Den handler om Euridice, der er kommet ned til Underverdenen. Hun ligger paa Tartarus-Klippen, rundt om hende raser Uvejret, og Ouverturen skildrer - efter Kuhlaus egne Udtalelser - »Toben des Abgrundes«. Hun tror at høre Orfeus kalde paa sig i det fjerne, og i Slutningen bryder Haabet om hans Ankomst igennem. - Ouverturen har Kuhlau senere forsynet med en selvstændig Slutning, og den øvrige Musik har han anvendt i Lulu.

Det er ganske interessant at se, hvorledes de nationale Rejsninger rundt om i Europa styrker Interessen for den nationale Musik. Hollænderne gør meget for den gamle hollandske Musik, Polakkerne fremdrager og spiller gammel, polsk Musik, Italienerne gør et stort Arbejde med gammel italiensk Musik, og naturligvis gør lignende Forhold sig gældende i Tyskland. - Men herhjemme er Torsdagskoncerterne, der i Øjeblikket er vort fornemste Udtryk for Musikliv, præget af Stilstan,d - Repriser - og overvejende tyske Prograinmer. Det er Forhold, som i højeste Gra.d maa beklages, og de kan ikke tages som Udtryk for andet end, at Ledelsen paa denne vigtige Post ikke er sig sit kulturelle Ansvar bevidst overfor den Stat, den tilhører (1). - Der gaar en lige Linie fra Weyse og Kuhlau over Gade og Hartmann, Heise og Lange-Müller gennem C. F. E. Hornemann og Carl Nielsen ned til vor Tids danske Komponister. Og det maa være en af Radioens Hovedopgaver at fremføre ældre danske Komponisters Værker, ikke alene for at Folk kan faa Lejliglied til selv at trække de Linier, der er, og derigennem lette Forstaaelsen af vor Tids unge, men sandelig ogsaa - og ikke mindst - fordi det er god Musik, og fordi det er et Led i dansk Kultur, som skal værnes; navnlig nu. Hvis vi ikke selv værner vore kulturelle Værdier, hvem. skal saa gøre det?

Tænk hvad det har betydet, at Det kgl. Teater altid har spillet Holberg. Hvilken Rigdom giver det os ikke! - Og hvad vilde det ikke betyde, om de stærkeste Værker af Weyse og Kuhlau, Hartmann og Gade fik Lov at leve og være Allemandseje.

Ebbe Hamerik møder op med et rent dansk Program. Han burde have Fortjenstmedaljen i Guld; han har altid været en varm Forkæmper for dansk Musik. Georg Høeberg skal dirigere Carl Nielsens femte Symfoni, men saa er det ogsaa slut med de danske Dirigenters Virken med dansk Musik. De fire Herrer: Erik Tuxen, Launy Grøndahl, Mogens Wöldike og Thomas Jensen spiller udelukkende fremmed Musik.

I December skal Mogens Wöldike opføre Bachs Juleoratorium. Man har Lov til at vente sig meget af denne Opførelse, men imidlertid plejer det at være saadan, at dette Værk paa denne Tid opføres mange Steder i tysk Radio. Derimod har vi aldrig hørt nogen af Weyses Julekantater. Det vilde være ønskeligt, om vi fik Lejlighed til at høre Mogens Wöldike fremføre en af dem. - Saa underligt det end lyder, har ingen af de større Kantater, Weyse skrev til de store kirkelige Højtider og som kom frem i Slotskirken, nogensinde været fremført i Radioen. Og dog har vi i dem en national-musikalsk Skat af højeste Værdi. Der er en Rejsning over de stolte Kor, soni virker betagende, der lyser en Skønhed og en Renhed over de niusikalsk fortættede Solosteder som den, man møder i hans Morgenog Aftensange, og de store Fugaer ruller frem med en saadan Vælde og Bredde, at de kun taaler at sammenlignes me.d. selveste J. S. Bachs. - For de flestes Vedkommende er Kor- og Orkesterstemmer i Orden. De er lige til at opføre.

Den store officielle Musik: Beethovens Symfonier, Tschaikowskys Klaverkoncert, Schuberts ufuldendte, Webers Ouverturer etc. er der altid Lejlighed til at høre. Bladenes fortræffelige Radiotillæg fortæller en, hvor man har Lejlighed til at høre, hvad man ønsker, og den høje Apparatstandard, man har herhjemme, gør, at 99 pct. af Lytterne med største Lethed kan tage hvilken udenlandsk Storstation, der ønskes. Statsradiofonien forsømmer aldeles intet ved at slaa af paa Mængden af den officielle internationale Musik til Fordel for den danske, men den forsømmer meget ved ikke at gøre det. - Det gamle danske Repertoire er ikke stort Kuhlaus og Weyses, Gades og Hartmanns Storværker er kun faa. Men de er der. Og de skal frem.

Er Slaget saa meget tabt, at der ikke er Tid til at vinde et nyt? - Selvfølgelig er det ugørligt paa det nuværende Tidspunkt at lave Programmet helt om. Dispositionerne er for vidtrækkende og Engagementerne kan man ikke komme udenom. Vi kan derfor ikke vente at høre Tango fremføre Verdis Requiem, men Statsradiofonien har sikret sig Ret til Programændringer. Og det er i højeste Grad ønskeligt, at den benytter sig af denne Ret. Det er den eneste Maade hvorpaa der kan komme et anstændigt Resultat ud af denne Historie, og hvorved »den nationale Litteratur ikke forsømmes«.

Fodnoter:
(1) Rimeligvis er det reelle Ansvar slet ikke Radioledelsens men radioraadets. Men da det er nødvendigt overfor Offentligheden, at Ansvaret er placeret et Sted, er det ordnet saaledes, at Radioledelsen udadtil er fuldt ud ansvarlig for de Beslutninger, som Radioraadet fatter.