Mekanisk musik

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 08 - side 192-193

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

MEKANISK MUSIK ved Jilrgen Balzer

/1 J. S. Bach: Toccata i c-moll. (HNIV. DA 1613-14 å 4,50 kr.)

Store pianister spiller Bach under mottoet: »Hver mand sin Bach-opfattelse«. Resultatet må jo nødvendigvis blive noget blakket. Schnabel synes her at have fået den idé at spille en Bachfuga i hopsastil. Resultatet er ganske ejendommeligt, aldeles ikke uden interesse, men Bach - nå ja, det er en anden historie.

1/ Mozart: Kiarinetkvintet i a-dur. (HMV. DB 3576-78 å 6,50 kr.)

Sammen med Budapester-kvartetten spiller her klarinettisten Benny Good~ man, der vil være jazzofiler bekendt som bandleder og jazzklarinettist. Goodman er en udmærket musiker, men optagelsen kommer dog som helhed ikke op på siden af den udgave, som Co~ lumbia publicerede i november f. å. (LX 624-27) med Bellison og Rothkvartetten. Dens eneste fordel fremfor denne er, at man her ved udeladelsen af alle repetitioner har indvundet en plade.

11 Beethoven: Symfoni nr. 1, c-dur. op. 21. (HMV. DB 3537-39 å 6,50 kr. + DBS 3540, 3,25 kr.)

Det er ikke længere siden end januar dette år, at den sidste udgave af dette værk blev publiceret med Wiener filharmonikerne under Weingartner (Col. LX 677-79) i en teknisk ganske god gengivelse. En ny udgave synes derfor overflødig, selv om det er Toscanini og B.B.C.-symfonikerne, der står for gengivelsen.. Jeg er da heller ikke sikker på, at ikke mange vil foretrække Weingartners udgave (den er tilmed 3,25 kr. billigere), for B.B.C.-orkesteret kan jo ikke stå mål med Wienerne. Den nye optagelses fordele er en større

klanglig klarhed, ganske vist med en let overbetoning af fløjten, samt en smule større volumen. Som et kuriosum kan nævnes, at man et par gange ganske tydeligt kan høre Toscanini synge

med (f. ex. i passagen umiddelbart før 1. sats' reprise.)

11 Sibelius: SUmfoni nr. 4, a-moll, op. 63.

»Lemminka Ynen drager hjem«. Legende for ork. op. 22, 4.

6 stykker af musikken til »Stormen«, op. 109.

(I »The Sibelius-Societ_v« vol. V. 7 HNIV-plader å 6,50 kr.)

Sibelius' 4. symfoni indeholder noget af den mest asketiske, (len mest nøgne musik, han har skrevet. Den er knap så koncentreret, men mere primitiv end den S., ganske fri i formen, men (log af en ubøjelig logik, mi`iske hans største symfoniske værk, i alle tilfælde et af den moderne literaturs mesterværker. Er den m.oderne i sin stil? Et øjeblik siger man nej, følemåden er dog *helt romantisk. Et andet øjeblik bliver man slået af (len melodiens urkraft, der ,strømmer en i møde og synes, man her møder noget af Bartóks og Strawinskys ånd. Et overgangsværk altså. Ja, men dog uden noget præg af experiment. De to strømninger i tiden er her så fast sammensmeltet, så intimt forbundet til ét væsen, én stil, at det præg af noget ufuldendt frembrydende, der klæber ved de typiske overgangsværker, er ganske forsvundet. Det er et vanskeligt værk at kapere, kræver mange overhøringer, men det lønner sig. Udførelsen ved Londoner filharmonikerne under Thomas Beecham er fremragende. Beecham viser sig her som en værdig efterfølger af afdøde Robert Kajanus. Også tekniken er f in. - De andre værker i bindet er jo ved siden heraf lidt ligegyldige. Lemminkalnen-legenden, er typisk for Sibelius' tidligste periode, men ikke det bedste af den. Musiken til »Stormen« blev jo komponeret til det kongelige teaters opførelse i 1926. Disse korte stykker siger ikke alt for meget.

11 Ravel: Klaverkoncert for venstre hånd alene. (Pol. 67192-93 å 6,50 kr.)

Et af Ravels seneste værker, skrevet for pianisten Paul Wittgenstein, der mistede sin højre arm i verdenskrigen. Det er et værk af yderst ujævn kvalitet. Der er steder i det, hvor man har forneminelsen af, at Ravel ikke rigtig har vidst, hvad han vilde, men der er på den anden side også steder, der kommer på højde med hans bedste ting. Udførelsen ved Jacqueline Blancard og Pariser symfonikerne under Charles Miinch er, såvidt man kan dømme uden partitur, udmærket. Orkesteret står i

forte hårdt og grimt, mens klaveret overalt har fået en god gengivelse.

11 Carl'Nielsen: Sonate nr. 2, g-moll, for violin og klaver. (HMV. DB 52192 0 å 6,5 0 kr.)

To af »Den danske kvartet«s medlemmer, Erling Bloch og Harald Lund-Christiansen har her slået sig sammen om at bringe os endnu et kammermusikværk af Carl Nielsen på plader, det fjerde i rækken, der nu egentlig kun trænger til at kompletteres med én, helst to, af strygekvartetterne for at give os en virkelig fyldig oversigt over denne del af mesterens produktion. Det er dygtige musikere begge to, fuldt fortrolige med Carl Nielsen's egenart og resultatet er da også godt uden helt at nå Telmanyi og Chr. Christiansens gengivelse af den 1. sonate. Erling Blochs tone har desværre en tendens til at blive noget hård i fortet. Tekniken er fremragende, balancen er ideel og volumenet helt rigtigt.

Årgang 13/1938, nr. 08