Musik og fællesskab

MUSIK OG FÆLLESSKAB

AF ASTRID GØSSEL

Overalt i de vesteuropæiske Demokratier kaldes der paa større Sammenslutning overfor Diktaturstaternes sluttede Disciplin, og i speciel Form gaar denne Kamp igen i Skolens Arbejde og i Musikopdragelsen. Vi kan karakterisere de to Opfattelser, der staar overfor hinanden saadan: I den ene bestemmer Barnet Fællesskabet og Musikken gennem producerende Arbejde, i den anden bestemmer Musikken Fællesskabet og Barnet igennem Efterligning af Forbilledet. De to Opfattelser kommer frem i vidt forskellige Former fra Børnehaven til Ungdomsbevægelserne.

I Børnehaven er Fællesskab og Musik af impulsiv og improvisatorisk Natur, og den impulsive og improviserende Karakter præger helt igennem Fællesskabet og Musikken. Fællesskabet skifter, det kan i Dag være en lille Gruppe hjemme i Børnehaven og i Morgen hele Legepladsen i en offentlig Park. Det opstaar spontant omkring en eller anden Begivenhed.

Og Musikken opstaar og forgaar lige saa impulsivt. I en katolsk Børnehave drillede en Dreng nogle Kammerater. Hurtigt var alle Børnene samlede i et Udraab, alle sang de: »La`vær` mæ-aa slaa jæ si-red te` ma mè-re.......... «.

Paa en Hjemtur med en Sommerlejr var hele Børneflokken fra Morgenstunden indstillet mod den samme Begivenhed: Køreturen i Rutebil. Allerede før vi kom af Sted begyndte Sangen: »Styrmand, Styrmand skynd dig aa kør', vi ska' hjem i Da' - Da' - Da' «, og i de 11/2 Time, Køreturen varede, afløste den ene Fællessang den anden. Alle Hændelser blev sat om i Udraab.

Det er vanskeligt at afgøre, hvem der begynder. Raabet er over Flokken paa en Gang, det er der, og det gentages, indtil der sker noget nyt.

Det samler de sky og forsagte. De lister ind i Flokken og synger til at begynde med kun med Læberne; men i Fællessangen faar de Mod: Selvudfoldelsen. kommer frem med Lyst og Tilfredshed.

Virkningen er meget beroligende. Børnene bliver tilfredse og glade i sjælden Grad, og Drilleriet og Irritationen, som er uundgaaelig i de store Sammenhobninger af Børn, falder væk for en Tid.

Den anden Form for Fællessang i Børnehaven møder vi i de arrangerede Sangtimer. Særlig de sidste Maaneder før Jul er slemme for Børnene at komme igennem, naar alle vore gamle Julesange og Salmer skal læres. Det er et Stof, der baade tekstlig og musikalsk ligger langt forud for Børnehavebørns Standpunkt, og Resultaterne er grundige Misforstaaelser baade i Tekst og Musik, som kan være meget komiske; men det komiske lyder ikke godt i en rigtig Lærerindes Øre.

For at faa Orden i Sagerne er man gaaet over til bestemte Indlæringsmetoder. Vi begynder for det første i god Tid, forklarede en kendt Lærerinde paa et Møde i Viqter, og vi lærer først Børnene Teksten, Vers efter Vers med grundig Forklaring, saa de forstaar Meningen og kan Teksten udenad. Saa gaar vi over til Melodien, og der gaar vi lige saa grundig frem. Først lærer vi Melodien som Lydsang, og naar vi kan Melodien sætter vi til sidst Tekst og Melodi sammen, og saa er alle Misforstaaelser klarede. Det hele klapper som det skal.

Virkningen af denne ensrettede Fællessang, der saa helt bestemmer Fællesskabet og Barnet -og fuldstændig slaar Barnets impulsive Fællessang ud: deres glade og sikre Udraab, tilfredsstiller ikke Barnets Trang. Det mærker vi gennem deres Opførsel. De sidder adspredte og urolige: Hænderne piller og piller, Øjnene søger rundt i Stuen, der skubbes med Stole, skrabes med Fødder o. s. v. Naar Sangtimen er forbi skilles Børnene larmende, og Drilleriet er i Gang med det samme.

Efter Børnehaven dukker en ny Periode op. Mac Dougall karakteriserer den som den Tid, hvor Børnenes Fællesskab i stor Udstrækning reguleres gennem de sociale Omgivelsers Reaktion. Lærernes, Kammeraternes og Forældrenes Interesse, Forstaaelse eller Kritik bliver afgørende for Arbejdet baade i positiv og negativ Retning. Anerkendelse kan i højeste Grad opmuntre, og uvenlig Kritik eller uforstaaende Sammenligning mellem Børnenes smaa Ting og den store Musik i højeste Grad slaa ned og døde Arbejdet.

Gruppen i Skolen har en mere konstant Bygning. Den er ikke længer een i Dag og en anden i Morgen, men der gør sig en begyndende Organisation gældende i Relation til de forskellige Stemmer og Instrumenter i Orkestret. Børnene ser mere eller mindre klart et Formaal, som de indstiller sig til paa forskellige Maader.

Musikken er improviserende og kommer frem under mange forskellige Former. I en lille Gruppe, jeg arbejder med, rykker Børnene hyppig sammen om Klaveret og synger og spiller deres ny og aktuelle Produkter for hinanden. Virkningen er altid stor. Det er tydelig at se, hvordan det arbejder i dem, Øjnene bliver fjerne, de faar Ideer., de forlanger Gentagelser, eller de vil synge Sangen. Den bliver ofte bearbejdet i Arbejdets Løb og synges af Gruppen paa en hel anden Maade end det oprindelige Udgangspunkt.

Eller Samarbejdet kan tage helt andre Former. En lille Pige paa 11 Aar vilde f. Eks. lave en Slags Radioudsendelse, hvor man som gennemgaaende Linie havde et Kor med Lydsang, det var den stadig tonende Æter. Ind i denne Linie flettede hun Smaastrofer, Parodier paa kendte Kunstnere. Akkompagnementet var to enkle Harmonier, der skiftede fra Takt til Takt og Trommer. I dette Rytmeakkompagnement, modellerede hun Æterstemmen ind.

Det var en Tanke, der var tænkt i Fællesskabets Aand, og den slog straks an. Efter længere Diskussion mellem Børnene blev Rollerne fordelt, og hver udformede sin Stemme under Arbejdet i Orkestret. Gensidig Anerkendelse mellem Kammeraterne og gensidig Interesse for hinandens Ting og Opmærksomhed og Deltagelse fra Lærere og Forældre er de Betingelser, som er nødvendige for Barnesangens Trivsel og Udvikling.

Hvordan gaar det med Fællessangen i Skolen?

Ja! her er Anerkendelsen af Barnets Musik erstattet af Forbilledet. Tilegnelsen sker gennem Efterligning, og Nøjagtigheden i Efterligningen kræver Kendskab til alle Elementer og Sider: Takt, Agogik, Dynamik, Melodi, Harmoni, Intervallære, Skala o. s. v., som indlæres gennem særlige Metoder: Tonica-do, Solfége, Dalcroze o. s. v. I lutter Ærbødighed for den gamle Musæumsmusik sætter man Musikken paa Pidestalen og Barnet paa Gulvet, og lader Forbilledet bestemme Fællesskab og Musik.

I sidste Stadium bestemmes Fællesskabet af Individets Bevidsthed om Fællesskab, og vi er samtidig inde i Musikkens fuldt udviklede Former. I Musikken finder vi udmærkede Eksempler paa et saadant. levende producerende Fælles-skab i de store farvede Improvisa tionsorkestre i Amerika. Armstrong fortæller i sin Bog »Swingmusic« om de farvede Musikeres Opdragelse først i de frivillige Klubber, hvor alle kan gaa op og arbejde sammen i Amatørband, og senere i de professionelle Orkestre, og fra Samtaler med nogle af vor Tids største Improvisationsmusikere, bl.. a. Benny Carter og Valaida ved jeg, at de selv syntes deres Improvisationer og Klangfylde taber sig i Europa. Efter deres Erfaring kan den enkelte Musiker kun udvikles i Orkestret, derfor vender de stadig tilbage til Orkestrene i Harlem fra deres Europatournéer.

Det samme gælder Forholdet herhjemme omend i meget beskedne Former, naar vi som Pædagoger kommer i Gang med de Unge, hvis producerende Evner er kvalt i deres første Vorden fra Børnehaven til Gymnasiet. Jeg kan give nogle Eks. fra mit Arbejde paa Kursus for Smaabørnslærerinder i København, som i sin Tid blev stiftet af Dr. Næsgaard og Sophie Rifbjerg, og hvor jeg traadte til efter nogle Aars Forløb.

Vi tager straks fat i Musikkens Opgaver og Funktioner særlig Sproget og Bevægelsen. Forholdet mellem Musik og Sprog og Sammenligninger mellem Sprogets Stilling i klassisk Musik, rytmisk Musik og Barnesang fører os over i Forholdet mellem Sprogklang og Vokalklang, som vi uddyber under stadig improviserende Arbejde i Gruppen. En i Kredsen finder f. Eks. en lille Strofe. Den udvides eller varieres, Opgaven er at finde en Form baade for Tekst og Melodi, som alle kan synge sammen i en Kortone, der høres som en Totalklang lige som hos Børnene. Det er et Arbejde, der foruden at give Anledning til musikalske og sproglige Improvisationer fører os ind paa Stemmedannelse og Forstaaelse af Barnesang. De Unge samler i deres Kursustid Materiale sammen fra Børnehaver og Smaabørnsskoler, som vi drøfter paa Kursus.

Paa samme Tid studerer yi Musikkens Forhold til Legemsbevægelser. Ogsaa her gaar vi ind paa Sammenligninger af Bevægelser hos Dyr, Børn og primitive Mennesker og de indlærte Bevægelser, der er et Resultat af gamle og nye Gymnastikmetoder og saakaldt »Rytmik« hos Dalcroze. Gennem Erfaringer opdager Eleverne hurtigt, at vi ikke kan bruge- klassisk Musik til Akkompagnement: rytmiske Bevægelser kræver rytmisk Musik. Klaveret og Trommerne kommer i Gang i enkle rytmiske Figurer, (ler gaar igen paa Instrumenterne og i Gymnastikken, og efterhaanden svinger baade Musikanter og Gymnaster sammen i en rytmisk Gruppe. Fra Legemsrytmen gaar Vejen igen tilbage til de sproglige Improvisationer: Musik, Dagligsprog og Legemsrytmer arbejder Haand i Haand i fælles Arbejde.

Ogsaa paa anden Maade har jeg erfaret, at det er lettere at faa produktivt Arbejde i Gang i Hold og Orkestre end i Enetimer. Jeg raader f. Eks. alle mine Privatelever til samtidig at arbejde i Hold, fordi Gruppen er det naturlige Grosted for produktivt Arbejde i videste Forstand.

Som Modsætning til Fælleskabet som producerende Idé, hvor Orkestret er Middel for hver enkelt Musiker, har vi Fællesskabet, hvor Musikken er Maalet og Musikeren Middel. Det er især Fritz Jöde, der søger at genoplive Folkemusikken gennem Efterligning af det historiske Stof, hvad enten det nu er gammelt eller nyere Stof, det er ligemeget. Det afgørende er, at Musikken som Maal kræver Efterligning.

Jeg er klar over, at der fra Jödes Side vil blive protesteret mod denne Opfattelse, men ikke desto mindre er den rigtig. Der vil blive hævdet, at Efterligning er en producerende Proces, og naturligvis er der et lille Gran af Rigtighed i det, men det er ogsaa meget lille. Det er rigtigt, at Efterligning rummer Mulighed for at fremstilles paa forskellige Maader, Sætningen kan fremstilles mere eller mindre karakteristisk, og Temaet kan forberedes forskelligt, man kan, som det altid hedder, gøre Musikken mere eller mindre »personlig«.

Det er altsammen rigtigt, men vi ved jo, at Personligheden rummer andre Sider og Processer end de efterlignende, hvorfor maa de saa ikke komme frem?

Indenfor Tænkningen vil vi kalde den samme Begrænsning af Personligheden til udelukkende Efterligning for Fordummelse, og akkurat det samme er Tilfældet i Musikken. Efterligningen kan fremstille den givne Musik paa forskellig Maade, men den kan ikke tilpasse Musikken til ny Opgaver og en ny Kultur og danne ny Musik.

Vi kan sammenfatte det kort: Hvis Musikken bestemmer Fællesskabet, er Efterligning den eneste Vej, Individet kan komme ind paa, og omvendt: Hvis Fællesskabet fremtræder som det producerende Individs højeste Udfoldelse er Musikken det nødvendige Middel for Fællesskabet, et Middel, som maa fremstilles paa ethvert Tidspunkt i Barnets og Slægtens Udvikling.

Hvad kommer der frem gennem Individet som producerende Fællesskab?

Her er et Par Eks. fra Børnehavens Udraab fra Hjemrejsen fra Sommerlejren, som jeg omtalte: .

(nodeeksempler)

Forskellige Børnekompositioner er iøvrigt samlede i et lille Hefte, jeg har udgivet paa Wilhelm Hansens Forlag: »Børnehaven synger«, og for et 10-Aars Barn paa Boesens Forlag: »Barnerytmer« af Gerd Gøssel og Tekst af Sven M. Kristensen.

Et Par Eksempler fra Underskoletiden:

(nodeeksempler)

Eksempler paa Orkesterarbejder fra samme Tid hørte vi i den danske Radio for et Par Maaneder siden. Det var en Gruppe D. U. I.'er, som har arbejdet i Vinter under Komponisten Bernhard Christensens Ledelse. Vi hørte en Række Improvisationsformer, en enkelt bygget over »Dinah«. Den gennemgaaende Linie, dannedes af Grundrytmen, som gik rolig igennem. De enkelte Kor, d. v. s. 4, 8, 16 eller 32 Takts Grupperne var gennemført som fri Improvisation af Børnene. Men ikke nok hermed. Den harmoniske Udvikling var gennemført i meget forenklet Udførelse. Hele Musikken var et ægte barnligt Fællesudtryk.

Fra »Kursus for Smaabørnslærerinder« stammer dette Eksempel:

(nodeeksempler)

Som Resultat af flere Aars Arbejde og Udvikling har bl. a. Jazzmusikskolen i København samlet en Række Improvisationer og Kompositioner, der viser, at Improvisationskunsten ligger i os alle og kan kaldes frem i os alle som Grundlag for Folkemusikken.

Hvis vi nu til Slut vil søge at udlede noget almindeligt i Forholdet Mellem Musik og Fællesskab, saa maa, det blive, at det producerende Fællesskab kræver en særlig musikalsk Form: en Improvisationsform og et levende Fællesskab er derfor udelukket, naar vi holder fast ved klassisk Musik. Omvendt kræver det autoritære Fællesskab en given Musik som Formaal, og her er klassisk Musik selvskreven gennem sin Form og Afstamning.

Gennem Aartusinder har Improvisationsformen, været Folkemusikkens Form. Undtagelsen rammer kun det korte Mellemrum fra Tiden omkring 1600 til vor egen Tid og kun i Europa, hvor Musikken er blevet Formaal, og hvor Folkets Interesse for Musik gradvi's er døet hen. Vi har yderligere set, at det i Tegning, Maling -og Modellering er muligt at bygge Fællesskabet paa det producerende Barn, og de Forsøg, der er gjort i vor egen Tid i de demokratiske Lande paa at bygge Folkemusikken paa den producerende Ungdom, repræsenterer faktisk den Folkemusik, vi har.

Der er en umaadelig Interesse for Improvisation. Det er et godt Tegn, og det skal nok vise sig i Fremtiden, som det har vist sig før, at naar Folkemusikken vokser frem gennem producerende Arbejde bærer den, hvor den disciplinerede Fællessang gaar i Stykker.