Hvad er jazz?

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 09 - side 203-210

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

HVAD ER JAZZ?

AF SVEND TURNING

Rytmens Problem - I Anledning af Sven Møller Kristensens Bog: HVAD JAZZ ER.

I en lille god Bog har Dr. phil. Sven Møller Kristensen redegjort for den moderne Rytmemusik. Bogens Titel er blevet: Hvad Jazz er.

Hvem skulde vel egentlig være nærmere til at skrive denne Bog end Sven Møller Kristensen, cand. mag. i Musik, fortrinlig Akkompagnatør til Rytmemusik, Doktor paa en Literaturafhandling (hvorfor valgte M.-K. ikke Rytmeproblemet, Mangel paa kvalificerede Opponenter?) udmærket Forfatter til Tekster, som Bernhard Christensen har givet alt det Liv og Lune, som Rytmer kan give en skematisk Tanke. Sv. M.-K. er nemlig som Stilist Puritaner. Skulde man bebrejde denne Kender af Swing noget, maatte det være det, at hans Stil mangler - - Swing. Ellers vilde vi sikkert have faaet en mere levende Redegørelse og Karakterisering af de forskellige Rytmeorkestre og Rytmikere, som omtales i Bogens sidste Kapitler. Og ærlig talt, det vilde ingen Skade være til.

Men man har en Fornemmelse af, at M. K. nærer en panisk Angst for Lyrik og Følelse og som en Jomfru før det første Kys snærper Munden sammen og ser til den modsatte Side af den, hvor den unge pæne Mand med Rosen i Knaphullet staar.

Sven Møller Kristensen har en talentfuld Evne til at skildre det, der ligger ham paa Hjerte, uden Lidenskab. Han er renlig som en Matematiker, lægger sine Resultater frem uden at løbe omkring Hjørner. Naar han stiller Rytmens Grundbegreber op - Jazz kontra Klassicisme (som bekendt er al Musik udenfor Jazz kla-sisk) sigter han mod det rigtige, Paavisningen af at Jazzen benytter en pentaton Skala med blaa Toner mod Klassicismens brudte Harmonier er rart at se paa Tryk, Kapitlet om Instrumentation og Improvisation med Klarlæggelse af de forskellige Skoler, den harmoniske Improvisering, den rytmiske dito, plus den blandede (Chicago Stilen) ogsaa god og paakræevet. -

Om Swing-Begrebet mener jeg dog, at der burde have været sagt mere, og Paastanden i Kapitlet om Tekst er set ud fra for snæver en Synsvinkel, men dette hænger sikkert sammen med M. K.s hele Indstilling til Sprog og Stil, og han har Lov at have sin Mening.

Naar jeg anmoder Redaktøren af nærværende Blad om Plads for nogle Bemærkninger, vil jeg gerne først understrege, at jeg nødig saa samme opfattet som en nærgaaende Kritik af Sv. M. K., hvis Arbejde jeg nærer al Respekt og Sympati for, men de Problemer, jeg gaar i Debat paa, stikker saa dybt og har til Dato kun været saa svagt formulerede og definerede, at ingen enkelt Mand maa vente at kunne sige det sidste Ord desangaaende.

Selv Prof. Abrahamsen indrømmer i sin Bog TONEKUNSTEN Vanskeligheden ved at tale om Rytme, men han kommer dog til det Resultat, at Rytme er: en Gentagelse og et Modsætningsforhold.

Vilde det ikke være rigtigere at sige: et periodisk gentagende Modseetningsforhold.

Baade Prof. Abrahamsen og Dr. phil. Møller Kristensen betragter Rytmen fra en akustisk Synsvinkel. Fru Astrid Gøssel, paa hvem M. K. støtter sig, tillige Rytmen fra et fysiologisk Stand punkt. Men hvorfor ikke forfølge Rytmen ind i det psykologiske. Kunst har jo ikke noget fysisk eller fysiologisk Udspring, i Udførelsen støtter den, sig herpaa, men den bunder og har sin Oprindelse i det psykologiske- I MENNESKELIGT SIND.

M. K. er paa den rigtige Side, naar han stiller Jazz Rytmen op som en Bølgelinie, men naar han vil sammenligne den klassiske Musiks Rytme med en punkteret Linie, afbrudt af Stød, gør han denne Uret. Den klassiske Musik er skrevet ikke i punkterede Linier, men i Parabler, i musikalske Fraser, der har rytmisk Sammenhæng. Der ligger en Organisme ogsaa. bag denne, men den punkterede Linie, eller »Rytmen« ved et 'Ur's Tikken 'er ingen Organisme og heller ingen Rytme. Ikke i kunstnerisk Forstand. Den er en matematisk Konstruktion. En Skyggetegning af et Menneske udtrykker heller intet organisk ved Mennesket. Afbrydelsen mellem Tonerne, som M. K. hører, maa Udøverene helt og holdent tage paa sin Kappe. Jeg vil hævde, at den ikke ligger hos Komponisterne. Mener NI. K., at der ikke er rytmisk Struktur i Wienervalse, Zigøjnermusik, fransk Visekunst eller svensk Viseforedrag. Mængder af særlig den poptikere spanske og italienske Musik er tydeligt melodisk-rytmisk inspireret, det vil sige sammenbundet af rytmiske Fraser.

Der bestaar en dybtgaaende Forskel mellem denne Rytme og den negroide, men denne Forskel kan belyses paa en anden Maade.

Mon man ikke maa ind paa det psykologiske Omraade og finde tid af, at der findes en bevidst og vilkaarlig Rytme (den, som M. K. kalder Metrum, jeg vil kalde den Taktering) og en Rytme, der hænger sammen med den ubevidste og uvilkaarlige Side af vor Psyke. Denne sidste Rytme er Jazzens Rytme.

Kikker man ind i sig selv, kan man med et Billede sige, at vort kulturelle Ego rider som en bevidst Rytter paa en ubevidst Psyke, der kun delvis - t. Eks. gennem Psyko-Analyse er hentet frem til Beskuelse. Naar jeg hævder, at denne ubevidste Psyke hovedsagelig beherskes af rytmiske Love, kan jeg i fysisk Henseende vise hen til Hjerteslaget og Aandedrættet, medens jeg i psykisk Henseende kan pege hen paa den indiske Kultur, der hedder Yoga, og som uanset religiøs Tænkning og Moral, undtagelsesløs hviler paa Rytme, maaske den eneste rytmiske Kultur, der eksisterer.

Yoga hævder, at det Menneske, der giver sig ind under bestemte Aandedrætsrytmer før eller senere vil føle nye psykiske Egenskaber vokse frem i sit Indre. Den, der ud fra saglig Prøvelse vil bestride det, kan jo forsøge sig.

Jeg vil her kun fremføre, hvad jeg selv har erfaret under Arbejde med klassisk Musik. Ved Hjertet - og omkring solar plexus - findes to andre psykiske Centre, der begge paavirkes af Musik. Hjertets sympatiske Center paavirkes af følsom Musik, medens solar plexus reagerer for dramatisk, energipræget Musik og af Marcher. Jeg har opdaget, at de fleste Mennesker er fast indstillet -- enten paa det ene - eller paa det andet Center. Kun enkelte har psykisk Elasticitet til at kunne veksle deres Indstilling.

Men der er en tredje Indstilling, nemlig den ravgale, som den største Samling Mennesker hører til; alle de Musikstuderende, alle Musiklærerne, dem med Skiltet: Musikundervisning gives. Udd. ved Del Kgl. Musikkonservatorium. Det er den intellektuelle Indstilling omfattende alle Arter af Pedanter og Pædagoger.

Hvor denne hjernemæssige, selvbeskuende Indstilling raader, opløses al organisk Kunstydelse. Indstillingen hører til i Kunstens Laboratorium, i Studerekammeret, ikke andre Steder. Denne Indstilling er en absolut Rytmedræber, den piller Musikens Kontinuitet og dens Elementer fra hinanden, og den evner ikke at forme en Strofe. Alle Kunstnere har i deres Opvækst været under Indflydelse af denne Indstilling; er blevet smittet af den. Den udtrykker nemlig »det fine« i vort europæiske Musikliv, og ikke alene Halv-Talenter, men ogsaa, Heltalenter snobber bevidst eller ubevidst for denne Professor-Indstilling. Den har i sin Goldhed skabt Opfattelsen af de forskellige Musikstilarter, og formet dem blodløse og skeletagtige, med stive Mumietræk. Denne Indstillings Taktering kan sammenlignes med Stød, med taktmæssig Formløshed netop paa det Punkt, hvor den stærkest tror, den holder Formen fast, Takten.

Hvad der gælder Musik, gælder Oplæsning af Digte, der gennem Versets Skandering kan lignes ved Musik i Taktperioder. Jeg har hørt nogle unge Mennesker levendegøre nogle Digte ved pudsige Betoninger og ved helt at se bort fra Skandering og Form, men hvad med alle vore store Navne. Bulder i Stemmeføringen for at dække over Mangel paa logisk Fraseudvælgelse, ellers en Gyngen henover Versets Rytmik, enstonigt og trættende. Ligner dette ikke den almindelige Foredragsstil. for store Mængder af Koncertgivere.

Der er meget lidt Musik, der ikke kan reddes ved en rytmisk Frasering; der er Musik, der som Johs. Brahms i hver Nodelinie raaber paa rytmisk Form. Men faar han den? Jeg har for 15 Aar siden hørt en tysk Sangerinde foredrage Brahms rytmisk, men det er vel et Aar siden, at Sv. Møller Kristensen erklærede en dansk Sangerinde (Helga Weeke) for fortrolig med Brahms Stil, endskønt hun - andre gode Egenskaber ufortalt - aldrig har vist blot Antydning af rytmisk Fraseringsform.

Ikke alene i Fraseringen, men ogsaa i Intonationen kan rytmisk Fornemmelse vises. Jeg tænker her paa de russiske Kosakkor, der sætter an, klart og uden paafølgende »Toneforbedring« eller Tonestigning, og uden at »søge ind« til Tonens Svingningsmidte. Hvor mange andre europæiske Kor gør det. Hvor mange Orkestre spiller paa denne Maade. Lægger man Mærke til de Orkestre som Stokowski og Toscanini leder, saa vil man høre, hvad jeg her hentyder til. Men kan vore »fine Orkestre« ikke denne Kunst, saa kan Jazzorkestrene den. Den er Minimumsfordring for et middelgodt Orkester, og det hæriger sammen med, at disse Musikere ikke er blevet smittet af Musikkoketteri. De giver, hvad de har, og gaar til Sagen. Deres Tonedannelse er ikke altid lige smuk, men de spiller Musiken, og blandt de bedste som hos Colemann Hawkins og Armstrong hører man en »psykisk« Tone, som ikke mange klassiske Musikere kan vise Magen til. Jeg vilde ønske, at jeg var i Stand til at nævne en dansk Sangerinde med en Tonedannelse. bedre og en sikrere Musikalitet end Adelaide Hall, men jeg kan ikke. Kun een - Ebba Wilton - kunde komme i Betragtning ved en Sammenligning.

Den Musiker, der ikke har mistet Forbindelse med Rytmeinstinkterne, sætter an uden »Eksponering«, en Toneeksplosion (Sangerens »glotti-slag«, Violinistens »portato«), det gælder hver enkelt Node, der dynamisk føjes ind under den rytmiske Frasering, uanset Taktering. Mellem Toneeksplosionerne »hænger« den fine Tonebro, der er en Fortynding og Svingningsformindskelse. Opsving og Nedsving, dette er det primitive »Swing«. Der er en Teknik for Udførelse af korte Noder og en anden Teknik for lange Noder. For sidstes Vedkommende er det Efterklangen, »smear«et, der desværre hyppig bliver et Tremolo hos mindre gode Jazzmusikere.

I den klassiske Musiks Udførelse pilles der ustandseligt ved Tonebølgernes Udfoldelse. Pendulet faar ikke Lov at svinge. Og det er Jazzmusikernes uvisnelige Fortjeneste - det kan ikke siges stærkt nok - at de lader Tonebølgerne rulle uden intellektuelt Pilfingeri, og herved redder de det rytmiske Grundelement. Deres Svaghed er Mangel paa Nuancer, eller rettere var, thi med »Swing« er den rytmiske Frasenuancering kommet tilbage, og i Fraseringen skal een af Swingets Hemmeligheder søges. En anden skal jeg straks komme til.

Hvorfor mener M. K, at Synkoperne hos Mozart skal udføres slavisk efter det, de er tegnet nedtil. Er Noder andet end approximale Værdier. Forsell har engang spurgt om det samme. En rytmisk Form høres stærkt hos Bach, men ogsaa, om end mindre stærkt hos Mozart. Jeg er ikke sikker paa, at der skal gaas til de to Herrer med kirkeagtig Alvor, men nok at man skal gøre en psykisk Anstrengelse for at forsøge, om deres Lune og Spiritualitet kan løftes op i rytmisk Form selv om der ryger lidt Tidsværdi paa nogle Noder hist og her.

Den uvilkaarlige Rytme.

Den store psykiske Forskel paa klassisk Musik og paa Jazz Musik ligger i, at Jazz Musiken er søgt ned i de primitive uvilkaarlige psykiske Centrer, der ligger i Underlivet.

Et af disse psykiske Centrer behersker Bevægelse og Gangrytme. Og dette i Forbindelse med den nære Sammenhæng med Underbevidstheden, vil forklare et og andet ved primitive Folkeslags Besættelse og Danserus. Vort intellektuelle Hoved er vel nok for stort til at kunne forsvinde ind gennem de smalle Spalter til Underbevidstheden, men de fleste Jazz Musikere vil kunne fortælle noget om en mærkelig Grebethed, ganske uligt noget andet, der stiger op fra Bunden af deres Sind og fører dem med sig.

Den monotone Rytme er magisk i sin Virkning; magisk, taget i dette Ords bogstavelige Betydning.

Fru Gøssel har iagttaget de ejendommelige uvilkaarlige Bevægelser hos Negre under rytmisk Paavirkning, og har forsøgt at bygge en Pædagogik paa dem. For mig er disse Bevægelser ikke Aarsag til nogetsomhelst, de er en Følge af en bestemt Psyke.

Det er sikkert rigtigt, at den rytmiske Fornemmelse lever mest uhindret hos Børn (indenfor den hvide Race). Det er ogsaa rigtigt, at Jazz Musiken ikke er individualiseret. Noget af det smukkeste og mest gribende og det mest ægte findes i den rytmiske Musik, hvor den udtrykker almengyldige Fornemmelser, en Folkesjæl, en Klage og Sorg, der har mere af Elementerne i sig end af menneskelig Smerte. Den er social i dette Ords nu næsten oversete Betydning.

Er det et Tilfælde, at den betydeligste Jazz Musik udtrykkes bedst med stoppede Instrumenter. Disse sære Klange, der snart hviskes, snart kommer fortrykte til Verden, giver Udtryk for Sjælstilstande, der har ligget forkuede, nedgemte i vor Kælderbevidsthed som Fanger. Blues er blevet det dybeste Udtryk for Jazzen, i alt Fald det mest sjælfulde, og med et Spring - uden formidlende Overgang - gaar Musiken over til halsbrækkende, overgivne Rytmer, en animalsk Livsglæde paa Sansningens øverste Top. Det er i denne Forbindelse helt hen i Vejret at spørge efter et Aandsliv som hos Bach. Jazzen prætenderer det ikke. Medens saa mange Musikretninger protesterede mod det, de ikke kunde lide, gik Jazzen ganske roligt hen og fandt den Rytmens Traad, som helt var tabt gennem de sidste Slægtled. At den blev Dansemusik var ikke Tilfældighed, næppe heller Spekulation, det var naturnødvendigt. Begge springer ud fra samme rytmiske Center.

Naar M. K. vil hævde, at i Takter med 4 Slag spilles alle Slag ensbetonede, er dette ikke rigtigt. Han spiller heller ikke saadan selv. »Beat - afterbeat« falder saa tydeligt paa 1 og 2, som noget kan være. Baade han og Bernhard Christensen akkompagnerer saaledes med venstre Haand, saadan slaar Janitscharen i alle sorte rytmiske Band. Et resonerende »beat« og et mere afknappet »afterbeat«. Rytmen har udviklet sig, og i denne Form har den faaet Struktur uden at miste sin underbevidste Tilknytning.

Men der er en anden Ejendommelighed, som M. K. heller ikke bemærker. Medens alle klassiske Musikere søger at komme straks i Tælletiden, svinger Jazz Musikerne ind i Tælletidens Midte, før de lader deres Tone eksplodere. I Blues kommer den rytmiske Akeent sidst i sidste Halvdel. Hyppigt spiller Negre ogsaa fox trots, hvor Rytmeakcenten hver Gang er ved at komme for sent. Rytmen stejler. Denne Finesse virker sammen med Fraseringen til at skabe Illusion. Nogle Musikere kalder den: Atmosfære. Der slæbes ikke, man føler Rytmeakcenten »ligge i Luften«, før den slaar ned, men der kræves en utrolig sikker Rytmesans for ikke at spilde Rytmen paa denne Maade. Dette hører sammen med SWING.

I dette er Negrene forud for alle Hvide. Benny Goodman indbefattet. Vore hjemlige kommer slet ikke i Betragtning. Negrene bevæger sig her paa et Felt, hvor de er hjemme. De kan lægge Klangfarve, improvisere med ægtere og simplere Midler end de Hvide, der trods alt stadig er Efterlignere.

Endelig synes jeg ogsaa, at man nu hører baade hos hvide og sorte en kortere rytmisk Frasering. Ikke den store uregelmæssige Frasering som hos Brahms, men smaa korte Rytmegrupper, ensbyggede, der gentages med dynamisk fraseret Struktur.

Tekstens Forhold til Musiken.

Egentlig er jeg enig med M. K. i den Kritik, han retter mod det Sprog, der bruges til Musik, men jeg er ikke enig med ham i hans Argumenter. Her som hos Musikerne ligger større Forklaring i teknisk Uvidenhed og en sørgelig Mangel i deres Uddannelse.

Vort Skriftsprog kan - om man ønsker det - fremsiges liogesaa musikalsk bundet, uden Stød, som det Talesprog M. K. anfører. Naar det ikke bliver gjort, kan man vende sig mod Pædagogerne med sin Kritik. Hvis Landet var modent til en musikalsk Kvaksalverlov, vilde 99 pct. Sanglærere og -Lærerinder blive idømt Fængselsstraf. Et teoretisk Kendskab til virkelig Tonedannelse eksisterer næppe udenfor Finnen Talvi. Evnen til gennem Øret at skille brugbart fra ikke brugbart er saa glidende og individuel, at den største Usikkerhed raader. Hvad Tekstudformning angaar er det meste herhjemme baseret paa Viggo Forchhammers skriftlige og praktiske Arbejde med Læbe og Tungestillinger, men da det vigtigste mangler, bliver hans Lære skæv og misvisende, om end - maaske - uangribelig i sig selv.

Hvad der fattes er - teoretisk og praktisk - Paavisning af, at hver Vokal har sin individuelle Organspænding og sit eget Register i Forhold til alle andre Toner paa samme Tonetrin. Man lærer ikke som M. K. rigtigt paaviser - at synge de tonehærende Konsonanter, kan ikke skelne mellem utilstedelig Gaardsang og den Konsonantsang, der findes selv i den italienske Sangskole.

Om man vil anvende Dagliglivets Sprog eller en Tilnærmelse til det »pænere« Skriftsprog er uden Betydning i denne Sag. Det er blot et Spørgsmaal, om man gider være Pioner for en Talereform eller ikke.

Det, der bestemmer et digterisk Sprogs Stade ligger ogsaa i andre Ting end lige eller omvendt Ordstilling. Vers er nu en Gang, paa Grund af Rim og Versefødder, et stiliseret Udtryk for Tanker og Følelser. Det vækker Tanker, Associationer og Følelser ved den »Musik«, der ligger i Ordene, akustiske eller visuelle. Det poetiske Udtryk har sin egen Logik. Til Eksempel vil jeg mene, at »det drønende Dagslys« - et Udtryk som M. K. anvender i sin Tekst til »de 24 Timer«, giver en falsk Association, Drøn er noget, der omslutter Sanserne. Hvin er noget, der skærer igennem dem. Men Lyset mere skærer igennem end omslutter Bevidstheden.

Det berygtede »Frejas Sal«, overbundne Vokaler, er ikke uden Sidestykke i Jazz Musiken. Medens jeg skriver, hører jeg Stats radiofonien udsende Chick Webb: Cryin' Moon, hvor Refrænsangerinden (Ella Fitzgerald?) ikke mindre end 3 a 4 Gange bruger Vokaler spændt ud over et lille Interval. Og hvordan med Calloways Hi-de-ho. Men ogsaa her spiller Maaden, det udføres paa, den afgørende Rolle.

Til Slut kun dette: uden Tvivl er M. K. - som ogsaa jeg selv - en Beundrer af den ukrukkede Maade, hvorpaa de sorte Jazz Musikere og Sangere gaar til deres Opgave, umiddelbart, uden Skønhedsmageri. Men saa burde alle de efterlignende »Krukker« t. Eks. med Bing Crosby i Spidsen ogsaa være hængt ud for urent Trav. Hvis man i Dag vil indrømme, at Jazzen gennem Rytmen har givet vor Kultur en haardhændet Saltvandsindsprøjtning burde alle de »farlige« Navne, der forfusker Sprøjteindholdet med sentimentale Indskud slaas op til Skræk og Advarsel. Vi har adskillige Stykker gaaende herhjemme, medens en af de sundeste og reneste i sin rytmiske Fraseføring, Grete Kordt, høres alt for sjældent.

Årgang 13/1938, nr. 09