Mekanisk musik

Af
| Årgang 13 (1938) nr. 09 - side 214-216

MEKANISK MUSIK ved Jilrgen Baltzer.

// J. S. Bach: Suite nr. I i g-dur. (HMV. DB 5221, 6,50 kr.)

Det fremgår allerede af satsfølgen: Largo-Vivace (ikke allegro!)-Adagio Presto, at der her ikke er tale om nogen »suite«, men om en regulær kirkesonate. Kompositionen er den kendte sonate for fløjte, violin og continuo, der findes i den store hachudgaves 9. bind, side 221. - Bach foreskriver en »violino discordato«, d. v. s. spilleren skal omstemme a- og e-strengen til henholdsvis g og d. Det fremgår ikke umiddelbart af stemmen, hvilket formål omstemningen tjener, men antagelig har Bach tænkt sig, at violinklangen derved bedre vilde smelte sammen med fløjtens klang. Sammensmeltningen af instrumenterne er jo imidlertid allerede ødelagt ved besætningen af continuoen med et moderne flygel. Det skal anerkendes at Lund Christiansen spiller sin part med al mulig diskretion, men det er og bliver en underkendelse af komponistens klanglige intentioner at udføre denne stemme på noget som helst andet end orgel, cembalo eller spinet. - I øvrigt synes det mig, at denne plade er langt den bedste af de plader med ældre musik, som »Den danske kvartet« har indspillet.

// Veracini: Largo og Guiga. (HMV. DA 5209, 4,50 kr.)

Gracioli: Adagio og Händel: Aria. (HMV. DB 5222, 6,50 kr.)

At Louis Jensen er en mester på sit instrument vil vel ingen benægte, men selv hans varmeste beundrer må dog føle noget ubehag ved hans altfor sødladne gengivelse af Händels arie (af op. »Berenice«?). Også de langsomme satser af Gracioli og Veracini lider noget, men ikke helt så meget, af samme onde. Bedst står Veracinis Guiga.

/1 Mozart: Klaversonate i c-dur. (K-V: 330.) (HMV. DB 3424-25 å 6,50 kr.)

Edwin Fischers gengivelse af denne tidlige Mozartsonate er i den reneste

stil. Hans beherskelse af det moderne instrument er så stor, at man ikke et øjeblik føler hans tilbageholdenhed overfor dets klanglige muligheder som asketisk. Disse plader er guld værd for enhver Mozarts Piller og deres besiddelse er en selvfølgelighed for alle grammofile Mozartelskere. Den fjerde side optages af en romance i as-dur, som er ny på plader.

/1 Beethoven. Klaversonate, i as-dur, op. 110. (Pol. 67088-90 å 6,50 kr.)

Beethovens næstsidste klaversonate er skrevet i tidsrummet mellem 8. og 9. symfoni, samtidig med arbejdet på »Missa solemnis«. Hans døvhed var jo i disse år tiltaget så stærkt, at han så sig nødsaget til at opgive offentlig optræden på det instrument, der før i tiden havde været hans yndlingsinstrument, men nu blot bliver et blandt mange andre. Det har for hans klaverkompositioner det resultat, at ethver L træk, hvormed komponisten før havde kunnet brillere som udøvende kunstner, forsvinder. Teknisk formerer den Beethovenske klaversats sig ikke i hans sidste periode. Udviklingen gælder indhold og form. Efter op. 106, den sidste »store« sonate forenkler han begge dele, søger at gennemføre én grundstemning, der her i op. 110 så afgjort er den lyriske. Alle dens tre satser ånder rolig skønhed, ejer intet af det eksplosive. Formelt er den også typisk for sin periode: finalen er hovedsatsen. Det er ikke mere en enkelt rondo, men en kompliceret fuga. - Wilhelm Kempff kommer i sin udførelse stilen så nær som mulig. Hans klang er varm, uden tyngde, hans frasering rolig, næsten somnolent. Tekniken opfylder alle ri-melige krav, den er fuldt up-to-date. - Sjette pladeside rummer de sex varia~ tioner over et tema fra Paisiellos oper,.,i »La Molinara«. Det er ren wienerklassicisme; man tror næsten ikke på, at de og sonaten har fælles ophav.

1/ Weber: Ouverture til »Oberon«. (Pol. 15197, 5,00 kr.)

Denne optagelse bringer et nyt navn på plader: Ouverturen spilles af Berliner filharmonikerne under Leopold Ludwigs ledelse. Resultatet er ganske tiltalende ved sin præcision og linjeføring, men ikke særlig poetisk. Tekniken er god, når frases nogen hårdhed i strygernes højeste register.

// Weber: Af »Oberon«. Oceanarien. (HNIN"". DB 3440. 6,50 kr.)

Denne dramatiske arie står smukt til Kirsten Flagstads stemme og syngemåde. Akkompagnementet ved Philadelfia filharmonikerne under Ormandy er endnu bedre end på hendes »Fidelio«plade.

/1 Weber: Af »Jægerbruden«: Max' scene og arie. (Pol. 67260, 6,50 kr.)

Franz Vblker repræsenterer her god tysk tradition, rigeligt med teater og lidt for lidt musik. Teknisk er optagelsen upåklagelig.

11 Schubert: »An Silvia« og »Frilhlingsglaube«. (Pol. 62795, 4,50 kr.)

Optagelsen betyder teknisk en væsentlig forbedring siden den 10 år gamle første publikation. Schlusnus er jo imidlertid også blevet 10 år ældre og en vis anstrengthed gør sig gældende. Til trods herfor er det dog vist den bedste existerende optagelse af disse to prægtige sange.

/1 Schubert: Marsch i g-moll, op. 1t0 nr. 2. - Tre militærmarscher, op. SI. (HMV. DB 3527-28 å 6,50 kr.)

Det er ikke nogen dårlig idé at give os disse små stykker i deres originale form for 4-hdg. klaver. Den bekendteste af marscherne er den første militærmarsch i d-dur (på DB 3527). Ved klaveret sidder Arthur og Karl Ulrieli Schnabel. De lider åbenbart under det samme problem, som plagede os andre i vor barndoms dyrkelse af den fire-hændige kunst: hvem passer pedalen'? De synes at være nået til det resultat at lade den passe sig selv'. Det gør måske nok indtrykket lidt mindre charmeren(le, men ellers er det en god optagelse.

11 Liszt: Ungarske rapsodier nr.' 4. 5 og 6. (Pol. 62777-79 å 4,50 kr.)

Borofski fortsætter rapsodiernes, serie i samme fornemme stil. Morsomst af disse er vel nok nr. 6 og typisk for Borofskis gengivelse er finalens lette, perlende teknik, hvor hans virtuose overlegenhed er så stor, at man ikke et øjeblik mærker, hvor vanskelig den egentlig er. Det er fortræffelige studie

plader, ikke mindst fordi optagelsestekniken er så fin, at hver detalje står klart.

// Wagner: Af »Valkyrien«. »War es so schmåhlich, was ich verbrach«. (HMV. DB 4555, 6,50 kr.)

Først og fremmest: pladesiderne er galt nummereret, nr. 2 skal spilles først. Dette afsnit begynder med »War es so schmåhlich -« og ender med »dein trautestes, Kind«. Så er der en overspringelse inden fortsættelsen på »Weil fiir dich im Auge -«. Men iøvrigt: Det er en af de smukkeste Wagneroptagelser, vi længe har hørt. Marta Fuchs har en skøn, levende sopran; hun forlener Brynhildes bøn til Wotan med en tiltalende menneskelighed. Godt akkompagnement og god teknik fuldender indtrykket af denne smukke plade.

// Smetana: »Moldau« og »Fra Bøhmens enge og skove«. (HMV- C. 2779 -81 å 5,00 kr.)

For omtrent 10 år siden lige i begyndelsen af den elektriske optagelsestekniks periode, optoges hele Smetanas cyklus »Mit fædreland« med de tjekkiske filharmonikere under Talichs direktion. Disse optagelser er idag forældede og nye ønskelige. Under de tjekkiske filharmonikeres besøg i London for nylig blev bl. a. de to ovennævnte udsnit af denne cyklus genoptaget under Raphael Kubeliks direktion. Tekniken er nu fineste engelske standard og orke.steret fortjener det. Det er et meget fint ensemble.

11 Tjaikofski: Marche slave. (Pol. 15190, 5,00 kr.)

Et populært stykke musik til en lav pris, men i en både musikalsk og teknisk fremragende gengivelse. Det er Dresdner filharmonikernes udmærkede ensemble under Paul von Kempens direktion, der står for udførelsen.

// DL--,rak: Cellokoncert i h-moll, op 104. (HNIV. DB 3288-92 å 6,50 kr.)

Dvoraks cellokoncert stammer fra samme tid som den femte symfoni. Den indeholder en masse god musik, omend af betydelig mindre original natur end symfonien. Den bliver her prægtigt spillet af Pablo Casals og de tjekkiske filharmonikere under Georg Szell, der må være en ualmindelig dygtig orkes T-erieder. Tekniken er udmærket, men optagelsen egner sig kun for elektrisk gengivelse.

/1 Puccini: »La Bohéme«. Komplet optagelse. (HMV. DB 3448-60 å 6,50 kr.)

Tredje komplette udgave af »Bohéme« er det ikke lidt rigeligt? Men naturligvis, ingen af de foregående havde Gigli, den forgudede, som forgrundsfigur. Syngemåde og dramatisk fremstilling er naturligvis helt italiensk med rigeligt med hulk etc., men Puceini var jo endelig Italiener, så det er jo nok rigtigt. En særlig kompliment til Scala operaens orkester under Umberto Berretoni; det er meget fint gjort og teknisk er orkesteret også det bedst behandlede i hele optagelsen. For stemmernes vedkommende gør der sig en mærkbar forskel gældende mellem tekniken i I. halvdel og 2. halvdel. I begyndelsen dominerer en strålende, men altfor hård klang med lidt for ringe bas. Mod slutningen bliver tonen blødere og fyldigere. Vil man nøjes med at pille enkelte plader ud af sættet, gør man derfor rigtigst i at vælge dem fra anden halvdel.

// Riisager: To danske peblin*geviser.

I anledning af (Hi NIV. X 6151, 3,51)

kr.)

Riisagers bearbejdelser af børnesan.Ige og peblingeviser er morsomme, men dog næppe at betragte som andet end den produktive komponists tidsfordriv i idéforladte stunder. Optagelsen med Københavns filharmoniske orkester under Thomas Jensen er god. Hvornår får vi noget »rigtigt Riisager« igen?

/1 Carl Nielsen: To sange af »Tove,«. (HIIV. X 6152, 3,50 kr.)

Schiøtz og Nielsen, det er efterhånden ved at blive en konstant konstellation, men den er jo heller ikke ilde, så bliv hare ved! Af de to sange af »Tove« er »Vi sletternes sønner« den bedste o,,,, også den, der klæder Schiøtz' stemme bedst. Hermann D. Koppel har sin grammofondebut ved flyglet. Koppel og Nielsen er jo også en kendt o.I agtet sammenstilling, der godt kunde fortjene en større plads i repertoiret.