Povl Hamburger: Musikkens historie II

POVL HAMBURGER: MUSIKKENS HISTORl£ .11

Oprindelig havde jeg taenkt mig at skrive en større, mere indgående kritik af Povl Hamburgers musikhistorie, nu begge delene forelå. Den første del indbød dertil, fordi den kun havde et formål: sagligt og redeligt i lærebogsform at beskrive musikkens historie indtil 1750, således som nyere forskning har belyst den. I dette formål var jeg enig med Povl Hamburger, og jeg fandt her et fælles rundlag for en frugtbar diskussion af en nutidig, populær musik

histories plan og opbygning og af mange enkeltheder i fremstillingen, hvorom der ikke på forhånd kunde være enighed.

Den anden del, der behandler tiden fra 1750 til nu, har imidlertid for hver ny gennemlæsning stedse grundigere betaget mig lysten. Mens første del nemlig, heldigvis, var blottet for »idé«, så er anden del bygget over et program, som Hamburger forfølger med en sådan hårdnakkethed, at kendsgerningerne ma vige for hans vilde ridt, og han selv og hans musikhistorie ender i muddergrøften. Dette program har brændt Hamburger i den grad på læben, at han ganske umotiveret buser ud med det på 3. tekstside: »Det skæbnesvangre ved det 19. århundredes romantik var, at den så hurtigt lod sig formen slippe af hænde. Dermed mistede den enhver objektiv kontrol med det følelsesmæssige, som får lov at vokse uhæmmet, ja til syvende og sidst ad absurdum og således med logisk nødvendighed fører ud i de tilstande af babylonisk stilforvirring ogrådløst kaos, hvori vore dages musik befinder sig.«

Hamburger gør ingen røverkule af sit hjærte, bogen er i hver detalje bygget som et monument over den europ-æiske musikkulturs fuldstændige opløsning i hundredåret 1830-19,30. For at kunne påvise denne opløsningsproces i de for.skellige værker, anvender Hamburger væsentligst følgende synsmåder: hvis et værk benytier sig af en skrivemåde (fx. kontrapunktik), der er karakteristis)l~, for en tidligere tid, så arkaiserer komponisten og er følgelig rådvild (fx. Beethoven, p. 59 f.), videreudvikler et værk derimod en given form (fx. sonateformen) på det formalt-tonale område, så opløser komponisten formen, hvilket logisk fører til den europæiske musikkulturs ruin (se Beethoven og Schubert pp. 55-56, sammenholdt med pp. 70-71), fastholder endelig et værk de wienerklassiske formale og tonale regler, er komponisten åbenlyst reaktionær (se Brahms pp. 70 og 118). På denne måde ryger Hamburger og den europæ-iske musik let og smertefrit ned ad bakken til året 1914, hvor der af den europæiske musikkultur fra år 1000 til 1900 kun er »aske og forkullede rester tilbage«. Så udspringer en ny musik af folkesang og jazz, der imdlertid ca. 1930 løber ud i sandet og afløses af den såkaldte neoklassicisme. Denne ny musikart, der efter Povl Hamburgers sigende »er retningsvisende i alle førende lande«, er mig desværre ukendt som retningsvisende i noget land, jeg er bange for, at den, som ny retning betragtet, er en ren og skær konstruktion.

Povl Hamburgers fejl ligger klare for dagen. Han mangler for det første kritisk fantasi, dvs. at de synspunkter, han anlægger, er for få, for snævre, for overfladiske, de er ikke udsprungne af den musik, han beskæftiger sig med, de bliver derved direkte uretfærdige, idet de forbigår faktorer, der er af større betydning for den omhandlede musik, end dem han med vold og magt haler frem. For blot at nævne et eksempel, så er det ikke gået op for ham, at et tema i sig selv kan have en formal værdi udover den at markere en bestemt tonart; det er skæbnesvangert, fordi megen romantik og nyere musik sætter den tema

tiske sammenbinding over den tonale, ja i moderne musik kan temaet ligefrem

i formal henseende stå i stedet for tonarten.

Dernæst har Povl Hamburger historiske skyklapper på, dvs. at han for o-~^,te lader sin kunstneriske bedømmelse af et værk påvirke af sin viden om, i hvilken udviklingsmæssig linie det står, han glemmer m. a. o., at et hvilketsomhelst værk har en kunstnerisk egenværdi uafhængig af dets plads i historien. Var det i grunden ikke en populær musikhistories smukkeste opgave at gøre disse værdier tilgængelige? Det indtryk fæstner sig efterhånden ved læsningen af Hamburgers bog, at han er ude af stand til at opleve meget af den musik, han ski-iver om, direkte, han må gå historiske omveje; det er en alvorlig mangel for en musikhistoriker.

Jeg vil ikke svække min skarpe kritik ved at gå ind på de større eller mindre mangler og unøjagtigheder, som bogen ellers lider af. Jeg vil blot anbefale bogen til (,len kritiske læsers, bevågenhed som en interessant parnfle-t mod de sidste 100 års musik, en sådan læser vil utvivlsomt også mange steder kunne høste god belæring. Men anbefale denne anden-del som populær-videnskabelig håndbog, som objektiv og redelig musikhistorieskrivning eller som lærebog for ubefarne, det kan jeg ikke.

Gunnar Heerup.