Dansk Komponistforening 1913-1938 Del 1

DANSK KOMPONIST-FORENING 1913-1938

AF TORBEN KROGH

Denne Artikel hviler først og fremmest paa Dokumenter, som findes i »Dansk Komponist-Forening«s Arkiv. Jeg takker Magister Kaj Aage Bruun for den Hjælp, han har ydet mig ved Gennemgangen af det omfangsrige Materiale.

Begyndelsen

Den betydningsfulde Kamp for Opnaaelsen af et reelt Eksistensgrundlag for den skabende Musiker tog egentlig sin Begyndelse kort Tid efter at Danmark ved Forfatterloven af 1. April 1912, der fortsatte og forbedrede Lovene af 1902 og 1904 havde kunnet tilfredsstille Berner-Konventionen af 1908, der blandt andet gav Komponisterne Muligheden for Beskyttelse ved offentlig Fremførelse af deres Kompositioner. Grundlaget var hermed teoretisk set skabt, men selv om man i Princippet stod paa Lovens Klippegrund, var den Opgave at hævde denne Beskyttelse ikke desto mindre næsten uoverskuelig vanskelig. Eet var, at Kravet var lovligt, et andet hvorledes det praktisk lod sig gennemføre. Dansk Musikorganisation stod her overfor en af sine største og mest brydsomme Opgaver i vor Tid.

Meget hurtigt sporer man det stærke Røre, som Berner-Konventionens forjættende Udsigter skabte i danske Komponistkredse. Som ganske naturligt var, søgte skabende danske Musikere først Støtte hos deres Hovedorganisation: »Dansk Tonekunstnerforening«. Man afholdt den 4. December 1913 et betydningsfuldt Møde paa Overretssagfører F. Dyrlunds Kontor i Musikkonservatoriet. Under dette Møde, viste det sig dog, at det ikke var saa lige til en Sag for »Dansk Tonekunstnerforening« at paatage sig denne nye Opgave. Formanden, Professor Anton Svendsen, fremhævede, at man let kunde skabe divergerende Interesser mellem Tonekunstnerforeningens to store Hovedgrupper: Komponisterne og de udøvende Kunstnere. Som den erfarne Praktiker gav Overretssagfører Dyrlund derefter en juridisk Oversigt over Spørgsmaalet. Han hævdede som sit principielle Syn paa Sagen, at Opgaverne ganske, ligesom det var sket i Udlandet, burde lægges i Hænderne paa en Kooperation af Komponister, bl. a. for at forhindre, at den offentlige Musikdyrkelse skulde blive skadet unødigt ved en for overdreven forretningsmæssig Udnyttelse af de nyvundne Rettigheder.

Det var gode og besindige Tanker, der her var kommet til Orde, de vandt almindelig Tilslutning, og det blev vedtaget at stifte en Forening til Varetagelse af samtlige danske Komponisters Tarv, med særligt Henblik paa Opkrævning af de saa længselsfuldt imødesete Opførelsesafgifter. Der førtes en Protokol, som oplyser, at Foreningen egentlig stiftedes allerede Dagen efter, den 5. December; dens Navn blev Dansk Komponist-Forening og den første Bestyrelse bestod af Alfred Tofft (Formand), P. E. Lange-Müller, Hakon Børresen, Gustav Helsted, og Olfert Jespersen, en fyldig Repræsentation for Tidens danske Musik, der strækker sig fra »Der var Engang-«s Skaber til Mesteren for de kaade, folkekære Revuemelodier. En fortrinlig Sekretær og juridisk Raadgiver fik den nybagte Forening i Overretssagfører Dyrlund. Allerede ved et Møde i Februar Maaned 1914 kunde man konstatere en glædelig Tilslutning fra de danske Komponisters Side, og i April s. A. drog Tofft, Børresen og Dyrlund til Berlin for at indlede Forhandlinger med den tyske Broderorganisation, »Genossenschaft deutscher Tonsetzer«. Man var altsaa fra første Begyndelse klar over, hvor betydningsfuldt det var for et lille Lands Organisation at have Føling med et Foregangsland. Mange frugtbare Tanker kunde sikkert have været udvekslede, men den ulykkelige Krig kom og skar for en Tid dette som saa mange andre Baand over.

Afgifterne hang stadig over Hovederne paa Komponisterne som gyldne Appelsiner paa et uforskammet højt Træ. Man havde ganske vist Forening og Love, men dette var dog ikke nok, man manglede saa at sige,en rask Mand til at ryste Træet. Denne raske Mand meldte sig pludselig i Skikkelse af et nydannet Aktieselskab, »Skandinavia«, der vakte stor Opmærksomhed i Musikverdenen ved et tilsyneladende fristende Cirkulære. Aktieselskabet, hvis Bestyrelse bestod af Komponisterne Sophus Andersen og Charles Kjerulf, »Figurmaleren« Oscar Matthiesen, Forfatteren Martin Andersen-Nexø og Overretssagfører Aage Park, gik ud fra den i og for sig ganske fornuftige Tankegang, at det for at skabe et rimeligt Forhold mellem de enkelte Kunstneres Udbytte og de overordentlige store Administrationsudgifter gjaldt om at raade over saa vid en Arbejdsmark som muligt. Ifølge Cirkulæret maa derfor »Repræsentationen ikke alene omfatte flere Landes Komponister, men Selskabet maa tillige varetage saa mange Kunstnerrettigheder som muligt, for Eks. Reproduktionsrettigheder for bildende Kunstnere m. v.«. Efter Selskabets Mening var imidlertid Komponisternes Krav det, der lettest lod sig realisere. Her ventede man den største økonomiske Gevinst, ligesom, Vejen her syntes mest farbar, navnlig efter at en Række Processer i Udlandet havde skabt klarere Linjer.

Havde »Skandinavia«s Fædre ventet at blive bespist paa det stedlige Prytaneion af begejstrede Tonekunstnere, saa blev de slemt skuffede; tværtimod blev Foretagendet mødt med harmdirrende Protester. Med Cirkulæret var der bl. a. fulgt en Fuldmagt, som Komponisten skulde sende tilbage i undertegnet Stand, og til en vis Grad maa man jo indrømme, at det saa ud, som om Komponisten herefter havde solgt sig saa temmelig med Hud og Haar. Komponistforeningens Bestyrelse saa sig da ogsaa efter et Møde den 10. December 1915 foranlediget til gennem Ritzaus Bureau at udstede en Erklæring, i hvilken den paa det bestemteste tog Afstand fra det nyopdukkede tjenstivrige Selskab. I denne Erklæring fremhæves det, at »Skandinavia« ikke er en Repræsentation for danske Komponister, »men en af disse ukontrolleret Privatforretning, der byder Komponisterne ugunstige Vilkaar«, en Erklæring, der fremtraadte undertegnet af en anselig Samling Komponister, saasom. Lange-Mülller, Louis Glass, Carl Nielsen og Carl Gottschalksen. Det fremgaar iøvrigt klart af Foreningens Arkivalier, at man ogsaa i høj Grad frygtede for, at det entreprenante »Skandinavia« havde for stærk Forbindelse med Komponisternes Kontrapart, Forlæggerne.

Ifølge Fuldmagtens Betingelser havde »Skandinavia« Ret til at tillade eller forbyde Opførelsen af Værkerne under de Betingelser, som Selskabet fandt for godt, opkræve og kvittere for Honorarer, indstævne for Domstolene Personer, der udførte Værkerne uden Tilladelse, indgaa Forlig, ordne Erstatningsspørgsmaal og, som der staar, »i det hele taget handle paa Underskrivernes Vegne, som det finder for godt«. Af det tilkommende Honorar skulde 60 p Ct. tilfalde Komponistforeningen, 40 p Ct. Selskabet.

Men det var ikke alene Komponistorganisationen, der fôr ud mod Opkomlingen; Musikerorganisationen, Orkesterforeningen, blev ikke mindre opbragt. Man frygtede, at det ny Krav skulde skade den udøvende Musiker i hans Erhverv. Hvor let kunde det ikke ske, at de Etablissementer, der engagerede Orkestrene, naar de paa denne Maade fik forhøjet deres Musikbudget, vilde besvare Udfordringen ved at lade det gaa ud over Musikerne selv. Hvad skulde ogsaa den ulykkelige Musiker gøre; først skulde han i dyre Domme købe Musikalier for derefter at faa at vide, at han ingen Brugsret havde over dem, med mindre der vankede Ekstrabetaling til Komponisten. Som der staar i »Dansk Musikertidende« for December 1915: »Man kan ikke frigøre sig for den Tanke, at der ligger noget urimeligt i dette Forhold, og der synes her atter at blive beredt Musikerne nye Vanskeligheder i deres Erhverv. At denne Beskatning ogsaa vil komme til at influere paa Musikprogrammerne, er givet; det vil være nærliggende at antage, at man af Sparsommelighedshensyn vil tage Hensyn til, hvilke Komponisters Værker der er honorarforpligtigede og hvilke ikke.« Samme Maaned, som denne Artikel fremkom, havde Bestyrelsen for »Dansk Komponist-Forening« ydermere sendt en Advarselsskrivelse til Tivolis Direktion og Formanden for »Restauratørforeningen«. Lavinen rullede videre; »Dansk Musiker-Tidende« for Juli 1916 indeholder en meget skarp Artikel, i hvilken der udtales den graverende Formodning, at »Skandinavia« lokkede fagorganiserede Musikere til at optræde som Spioner, naar der skulde tages kontrollerende Stikprøver paa de forskellige Restauranters Musikrepertoire. Det var jo Broder mod Broder. Sammesteds foreligger ogsaa en Erklæring fra Formanden for Restauratørernes Fællesudvalg, Carl Jørgensen, Industrikafeen, der fælder en knusende Dom, som bl. a. rammer »Skandinavia«s Angivelse af afgiftspligtige Værker. Det hedder bl. a. i Erklæringen, »at flere udenlandske og danske Komponister, som ogsaa nævnes i Selskabets Liste, har solgt deres Arbejder til danske Forlæggere, og at ca. 1950 eller maaske endnu flere af nævnte Komponister, endnu mindre deres Kompositioner, slet ikke kendes eller spilles paa vore Restauranter«. Den dybe Mistillid, langt Flertallet af danske Komponister nærede. til »Skandinavia«, gav sig ogsaa. Udslag i en Skrivelse, som »Dansk Komponist-Forening« sendte til »Norsk Tonekunstnersamfund«, en Skrivelse, hvis største positive Værdi egentlig ligger i den afsluttende indstændige, Opfordring til et dansk- norsk, eller rettere sagt til et skandinavisk Samarbejde.

Der tages fat for Alvor----.

Man blev nu indenfor »Dansk Komponist-Forening« mere og mere klar over, at Tiden var inde til Handling. Det var ikke nok at protestere mod andres Indgriben, man maatte tage fat selv. I Juni 1916 bestemtes det paa en ekstraordinær Generalforsamling, at man skulde begynde paa en forsøgsvis Opkrævning af Afgifter for Musikopførelser. Det maa dog siges til Komponisternes Ros, at de holdt Hovedet prisværdigt klart; de udviste ikke nogen udpræget Optimisme med Hensyn til de forventede glimtende Guldstrømme. Formanden, Alfred Tofft, erklærede, at Medlemmerne jo ikke foreløbig kunde vente nogen større Indtægt af en Opkrævning, men mente dog, at man burde tage alle de Indtægter med, der overhovedet kunde skaffes. Da det under de forhaandenværende Forhold imidlertid ikke var muligt at tænke paa at stille det betydelige Apparat paa Benene, der kr2evedes til Fordeling af Indtægten mellem Medlemmerne, blev man fornuftigvis enig om, indtil videre at lade denne tilfalde et Grundfond. Overensstemmende med denne Beslutning rundsendtes der en Fuldmagt, som blev underskrevet af bogstavelig talt alle de Navne, der havde Klang indenfor den danske Komponistverden. Komponisten der maatte erklære ikke at være Medlem af noaet andet indenlandsk Selskab til Opkrævning af Afgifter til Musikopførelser, overdrog alle Opførelsesrettigheder til Organisationen, dog med det Forbehold at han, som hidtil, kunde sælge enkelte Kompositioner til Opførelse i samme Omfang som tidligere.

Som en første Svale, der bebudede det økonomiske Foraar for de danske Komponister, resulterede dette første dristige Skridt i, at der kom Brev fra »Kjøbenhavns Sommer-Tivoli«, underskrevet af Direktør Arne Petersen, i hvilket det meddeles, at Tivolis Direktion, der var indgaaet »paa at tilsvare Repræsentationen for de udenlandske Komponistorganisationer (»Skandinavia«) 1000 Kr. for Sæsonens Koncerter, ogsaa med Velvilje vil komme de danske Komponisters nystiftede Organisation imøde, og derfor i Betragtning af Omstændighederne vil indgaa paa at betale Dem den ønskede Afgift paa 500 Kr. i samlet Honorar i indeværende Sæson«. Men Forsigtighed varer længst; Skrivelsen slutter med det lille Forbehold, at der ikke »udskiller sig nye Grupper af danske Komponister, som eventuelt i en særlig Organisation vil fremsætte Krav, men at alle danske Komponister af Betydning forbliver indenfor denne ene Organisation«.

Paa samme Bestyrelsesmøde i August, hvor denne glædelige Efterretning blev forelagt, begyndte man at diskutere Mulighederne af en forsøgsvis Opkrævning af Afgifter paa Koncerter. Man var klar over, at der her var Muligheder for et betydningsfuldt Fremstød; men man var ogsaa klar over Vanskelighederne. Det var jo temmelig givet, at de danske Komponister gennemsnitlig vilde blive mindre repræsenteret paa Koncertprogrammerne end de udenlandske Klassikere og Romantikere, og derfor fandt Bestyrelsen, at det vilde være uhensigtsmæssigt at indføre en fast Afgift pr. Koncert. Ræsonnementet minder iøvrigt om Orkestermusikernes, idet man frygtede, at selv en en fast Afgift paa f. Eks. 5 Kr. nemt vilde medføre, at Koncertgiveren strøg de enkelte Numre af dansk Musik, Vedkommende havde tænkt paa at fremføre. Man enedes derefter om følgende foreløbige, i vore Øjne yderst beskedne Tarif:

Sange og Klaverstykker pr. Stk. (dog mindst 1 Kr.) 0,50 Kr.
Sang-Duetter, Instrumentalstykker med Klaverledsagelse 1,00 -
Sang-Terzetter, Sange med Klaver og obligat Instrument 1,50 -
Kammermusik.Klaversonater eller Suiter 2,00 -
Sonater eller Suiter for et Soloinstrument og Klaver 2,50 -
Trioer 3,00 -
Kvartetter, Kvintetter etc . 4,00 -

Med Hensyn til Orkestermusikken har man aabenbart været noget i Vildrede, man nøjes derfor med den noget svævende Bestemmelse, at Betalingen skulde fastsættes i hvert enkelt Tilfælde. Opkrævningen skulde foreløbig finde Sted gennem Wilh. Hansens Musikforlag, de danske Komponisters »Ven og Fjende i samme Person«, som en af Datidens kendteste Musiknavne indenfor den lettere Genre udtalte. I Oktober samme Aar blev der endelig skredet til Handling. Opkrævningen begyndte, og der nedsattes et Forretningsudvalg, bestaaende af Formanden og Sekretæren.

Den store, for danske Komponister saa livsbetingende Sag, var altsaa sat i Sving, der var skabt et værdifuldt, Arbejdsgrundlag, selv om Resultaterne set med moderne »Koda«-Øjne var beskedne. Det var jo nemlig kun smaa Appelsiner, der til at begynde med faldt i de stedlige Komponistturbaner, foreløbig endda saa at sige paa forventet Efterbevilling, da det ret minimale Overskud stadig tilfaldt det højst nødvendige Grundfond. Paa en Generalforsamling allerede Aaret efter, i 1917, kunde man dog med en vis berettiget Optimisme konstatere, at der var gjort »en efter Omstændighederne lovende Begyndelse«. Foreningen var naaet op paa et Medlemstal paa 60, og den Beholdning, der stod i Københavns private Laanebank fremviste den relativt svimlende Størrelse af 726 Kr. 46 Øre.

Paa den nævnte Generalforsamling skete der en Ting, der i og for sig var ret betydningsfuld, idet der blev fremlagt og diskuteret et foreløbigt Udkast til en Normal-Forlagskontrakt. Dette blev Indledningen til en langvarig Diskussion mellem »Dansk Komponist-Forening« og de hjemlige Musikforlag, en Diskussion, som den Dag idag stadig er uafsluttet. Det er interessant at sammenligne det nye

Kontraktforslag, som her blev fremlagt, med Wilh. Hansens gamle Kontraktformular, ifølge hvilken Komponisten paa egne, Arvingers og retmæssige Efterfølgeres Vegne sælger og overdrager den fulde, uindskrænkede Ejendomsret til Værket til Firmaet, en Ejendomsret, der kun indskrænkes paa det ene Punkt, Retten til offentlige Musikopførelser. Firmaets Eneret gælder Værket, saavel i Originalskikkelse, som i »hvilket som helst andet Arrangement, hvilken som helst Bearbejdelse eller Omskrivning samt Oversættelse til andre Sprog, for alle Tider, for alle Oplag, for alle Lande«. Bestemmelsen med Hensyn til Udgivelsen bliver ogsaa fuldt og helt overladt Firmaet, der ligeledes har Retten til Optagelser og Reproduktioner af enhver Art for mekaniske Musikinstrumenter, saavel dem, der findes, som dem, der i Fremtiden maa fremkomme; endelig maa Komponisten erklære sig for i enhver Henseende fyldestgjort med det engang for alle modtagne Honorar. Denne Kontraktformular, der i Hovedsagen stadig anvendes, kan jo, efter Oprettelsen af »Koda« i 1926 og Gennemfør&sen af Forfatterloven af 26. April 1933, delvis betragtes i historisk Perspektiv, idet generelle Overenskomster Parterne imellem og selve Lovens Bestemmelser paa mange afgørende Punkter har ophævet dens Virkninger.

Det, der først og fremmest havde vakt Komponisternes Misfornøjelse med den efter deres Mening forældede og utidssvarende Kontrakt, var den Ensidighed, med hvilken den betonede Forlæggerens Ret. I et Brev fra Komponistforeningens Bestyrelse til Musikforlaget hævdes det, at den gængse Formular kun rummede Halvdelen af, hvad der hører til en Kontrakt, nemlig en meget omhyggelig Opregning af Forlæggerens Rettigheder, medens der ikke stod et Ord om Komponistens Rettigheder. Ligeledes ankedes der over Forlæggerens Bestemmelsesret med Hensyn til Tidspunktet for Udgivelsen og over det engang for alle udbetalte Honorar. Man ønskede nu fra Komponisternes Side at faa vedtaget en Formular, der gjorde Ret og Skel til begge Sider og ydede Komponisten en Vejledning, men det betonedes udtrykkeligt, at man selvfølgelig ikke vilde betragte den ny Formular som ufravigelig, lige saa vel som man erkendte, at den bestaaende Kontraktformular ingenlunde havde været fastholdt som ufravigelig fra Forlagets Side.

Det nye Kontraktforslag var Udtryk for et ikke ringe Fremskridt, for Ønsket om en moralsk Styrkelse af den skabende Kunstners Stilling. For det første skelnedes der i det nye Kontraktforslag mellem det første og de følgende Oplag, og for hver Kompositions Vedkommende skulde Kontrakten indeholde nøjagtige Talangivelser for Oplagenes Størrelse og den Afgift, Forslaget skulde yde. Dernæst indførtes den for begge Parter meget væsentlige Bestemmelse, at Ejendomsretten skulde gaa tilbage til Komponisten uden medfølgende Tilbagebetalingskrav fra Forlaget, hvis første Oplag ikke var udkommet senest et Aar efter Underskrivelsesdatoen. Den samme Passus skulde gælde, hvis et nyt Oplag ikke var udkommet 3 Maaneder efter, at Værket var udsolgt, hvilket Forlaget skulde være pligtigt til omgaaende at meddele Komponisten. Kompositionen maatte endvidere, hed det, kun udgives i sin Helhed og særskilt, og maatte, navnlig ikke helt eller delvis uden Komponistens skriftlige Tilladelse optages i Samlinger. De to vel nok allermest betydningsfulae Indskrænkninger i de tidligere gældende Forlagsrettigheder møder vi i Bestemmelserne om, at Forandringer i Kompositionen, Arrangementer og Tekstoversættelser ligeledes kun maatte ske med Komponistens skriftlige Tilladelse, og at Overdragelsen ikke omfattede Ret til Reproduktion gennem og Opførelse ved Hjælp af mekaniske Instrumenter. Det er meget interessant bagefter at se, at en Række af disse Krav er blevet opfyldte, dels ad Lovgivningens Vej og dels ved Overenskomster, og det viser netop, at Problemerne har været. rigtigt stillet af Foreningens daværende Ledelse.

Det nye Kontraktforslag virkede naturligvis som ikke saa lidt af en Udfordring for Wilh. Hansens Musikforlag, der som venteligt i Principet stillede sig ret afvisende, ihvorvel man i Kampens Begyndelse var forhandlingsvenlig. I Forlagets Svar til »Dansk Komponist Forening« hævdes det imidlertid, at Komponisterne ikke har taget tilstrækkeligt Hensyn til den Forskel, der er mellem Udgivelsen af Musikværker og anden Forlagsvirksomhed. Saaledes afvises ret skarpt den foreslaaede Bestemmelse om Forlagsrettens Ophør, ligesom Indskrænkningen af Udgivelsesfristen, Komponistens Raadighed over Musikarrangementer m. m. Forlaget paastaar, at man ikke uden videre kan gaa med til den Art Kontraktændringer, der vilde stille Wilh. Hansens Musikforlag i Opposition til de i Udlandet gældende Vedtægter for Musikudgivelse.

I Wilh. Hansens afvisende Holdning skabte naturligvis ikke saa lidt Røre i Komponistverdenen, og man besluttede nu paa effektiv Maade at vise Standens Solidaritetsfølelse. I et Svar til Forlaget meddeles det, at en anselig Række af Komponistforeningens Medlemmer skriftlig har forpligtet sig til, overfor hinanden indbyrdes og overfor Foreningen kun at slutte Aftaler eller Kontrakter paa Grundlag af den nye Formular. Det var Fanen, man fylkede sig om, og man truede med, at man vilde lade alt komme til Offentlighedens Kundskab, hvis ikke Forlæggerne hejsede det hvide Flag og kapitulerede. Det hvide Flag kom ganske vist ikke ud i Gothersgade, derimod tilkendegav Wilh. Hansen sin Forundring over, at Forlagets Kommentarer var blevet opfattet som en pure Afvisning, man var fremdeles forhandlingsvenlig, ihvorvel man ikke kunde indse, at det skulde være nødvendigt alene i Danmark at bryde med internationale Vedtægter. Samtidig meddeltes det en passant Komponistforeningen, at der gik det Rygte, at der var afsluttet Overenskomst med Udlandet angaaende Udgivelse af danske Komponisters Værker, hvilket Forlaget fandt ganske ypperligt, da det under de for Tiden saa vanskelige Forhold ikke vilde udgive slet saa meget som hidtil. Saaledes saa altsaa Krigsskuepladsen ud i 1918-19, Forlaget maatte fremdeles haandhæve sin gamle Kontraktformular med eventuelle Tilføjelser og Udeladelser og følge Trop med de europæiske Kolleger, medens Komponisternes lille »Krigslist«, Trudslen om Udgivelse paa udenlandske Forlag, var mislykkedes.

Roligere Aar --.

De følgende tre-fire Aar under Alfred Toffts fortsatte Formandsskab synes at være gaaet ret jævnt og stilfærdigt, med støt Kurs fremad, men uden større sindsoprivende Begivenheder. De danske Komponisters Organisation var aabenbart lagt rigtigt an. 1 1922 skete der dog en bemærkelsesværdig Henvendelse fra Undervisningsministeriet til Formanden, med Opfordring til at deltage i nogle Forhandlinger angaaende eventuel Revision af Forfatterloven. Toffts letbevægelige, Temperament, der altid var præget af en gunstig Optimisme, kom ligefrem i Bevægelse, hvad han giver Udtryk for i et Brev til Dyrlund, hvor han skriver: »Det synes altsaa virkelig, som om Ministeriet er »sindet« til at foretage noget for at faa Mening i Forfatterloven, der for Komponisternes Vedkommende har været ubrugelig, - ak, det ved vi alt for godt«.

Generalforsamlingen i 1923 var noget af en Mærkedag i Foreningens Historie, selv om Virkningen udadtil ikke var i den Forstand mærkbar. Den fornemme Repræsentant for den ældste Komponistgeneration, Bestyrelsens Nestor, Lange-Müller, nedlagde sit Mandat; han gjorde det, som han skriver, »paa Grund af Alder og Skrøbelighed«, og fordi han ønskede at gøre »Plads for yngre og mere virkelystne Kræfter«, hvad der særlig motiveredes ved den Indbydelse, Foreningen havde faaet til at deltage i en paatænkt Musikfest i Göteborg, en Begivenhed, der iøvrigt truede med at sætte Splid imellem Komponistforeningen og »Dansk Tonekunstnerforening« angaaende Repræsentationsspørgsmaalet. Den gamle, graanede Romancemester blev virkelig ogsaa afløst af et af de friskeste, fremspirende Talenter indenfor dansk Musik, den unge Johan Hye-Knudsen.

I December samme Aar fik man Opfordring til at deltage i »Konsertforeningen«s Jubilæum i Stockholm og vedtog at lade Danmark repræsentere med et meget smukt og vægtigt Program, bestaaende af Louis Glass' »Svastika«-Symfoni, Hakon Børresens Violin-Koncert med Julius Thornberg som Solist og Carl Nielsens 5. Symfoni, alt dirigeret af Georg Høeberg.

Den nødvendige Føling med Udlandet bestyrkedes iøvrigt i Løbet af 1924 gennem Kontrakter med Holland og Sverige og Forhandlinger med Tjekoslovakiet. For at Komponisterne dog ikke udelukkende skulde nøjes med gyldne Veksler paa fremtidig pekuniær Vinding, besluttede man direkte at betale de ret beskedne Beløb, der indgik fra Udlandet, dog med et 10 pct. Fradrag til Administrationen. Samme Aar mistede Foreningen en af sine trofaste Støtter, den noble og smagfulde Komponist Gustav Helsted, der indenfor Bestyrelsen blev efterfulgt af den ny Tids Mand: Carl Nielsen. Den af gode Grunde ikke alt for velhavende Forening kom paa dette Tidspunkt ud for en smertelig Hændelse, idet en anonym Velynder, der i en Aarrække havde stillet et større Beløb til Foreningens Disposition, mistede hele sin Formue paa Grund af et Bedrageri. Ved Generalforsamlingen paa Hotel Dagmar takkede man hjerteligt for det allerede modtagne og beklagede dybt det forefaldne.

Radioen skaber Røre --.

I 1925 dukkede for Alvor en stor ny Sag op; Fabeldyret Radioen steg for første Gang frem paa Arenaen, og man saa paa Fænomenet med Undren og Skepsis. Æteruhyret viste sig straks fra en ret medgørlig Side, idet Foreningens Formand blev indbudt som Komponistrepræsentant til det første, historisk berømte, voluminøse Radioraad, hvis Talstørrelse stod i en nærmest komisk Kontrast til den spæde, men unægteligt, som det hurtigt viste sig, forbavsende udviklingsdygtige Institution. Selv om man ikke anede, hvad Fremtiden skulde komme til at bringe, vejrede man dog straks, al Skepsis til Trods, visse fordelagtige Muligheder og søgte derfor Føling med »Danske Dramatikeres Forbund« om Fællesoptræden i Anledning af den pr. 1. Maj indførte Radioordning. Tilknytningen til Dramatikerorganisationen fik snart efter et mere haandgribeligt Udslag, idet Komponistforeningen fik Husly i dets Lokaler i Tietgensgade 30. Da Dgrlund samtidig trak sig tilbage, blev den utrættelige Fru Marie Munkholm ansat som Assistent og Sekretær, og Otto Rung paatog sig Hvervet som juridisk Konsulent.

Et af de Punkter, der stadig i høj Grad beskæftigede de danske Komponister, var den i Tidens Løb saa omstridte og praktisk talt uanvendelige Forfatterlov. Der planlagdes derfor i 1925 en Henvendelse til Undervisningsministeriet og forskellige Rigsdagsmænd for at faa indført saadanne Ændringer, der kunde give Musikværker fuld Lovbeskyttelse, i Lighed med den, der med Undtagelse af Genrer som Militærmusik, folkelig Musik, Dansemusik og lignende, var gennemført i langt de fleste Lande i Europa med Frankrig, England, Rusland, Italien og Østrig i Spidsen, ja, i det sidstnævnte Land var man endog saa vidt, at man saa tidligt som ved Udgangen af 1916 som Resultat af den praktiske Udnyttelse af denne Lovgivning havde kunnet betale Pensionsbidrag til 52 Medlemmer og 29 Enker. Men der var lang Vej til Maalet herhjemme, hvor Lovgivningen paa dette Punkt var lige saa ufuldkommen som i Norge, hvorimod Sverige forlængst havde vist sin Fremskridtsvilje og ydet fuld Beskyttelse til al Musik, undtagen Dansemusikken.

I 1926 dukker for første Gang den helt unge, rebelske Komponistgeneration op. Knudåge Riisager, den uforfærdede og omdisputerede, blev optaget, oven i Købet paa direkte Opfordring af Formanden Alfred Tofft, der havde set hans Navn figurere paa et Par Radioprogrammer. Naar en saadan opsigtvækkende Radikaler tilmed fik Adgang til Emil Holms fine Radio, hvor han skulde komme til at give Lytterne mangen en haard Nød at knække, maatte han ogsaa indrulleres blandt de organiserede Tropper.

Efterhaanden var det iøvrigt ogsaa. stadig mere paakrævet, at ,den skabende Musiker maatte være Medlem af Foreningen. Den repræsenterede i stigende Grad hans vitale Interesser, ikke mindst efter at Synet paa Radiofoniens Udviklingsmuligheder var blevet stærkt grundfæstet. Naturligvis drejede det sig endnu kun om smaa, men ikke desto mindre velkomne Pengebeløb, hvis Fordeling var blevet en vigtig Side af »Dansk Komponist-Forening«s Virke. Den 4. Juli 1925 havde man oprettet den saakaldte »Radiokasse«, i hvilken Statsradiofoniens Honorarer skulde opsamles, og denne Kasse blev naturligvis ikke saa lidt af et Kælebarn. Ganske vist var det endnu langt fra nogen Fedekalv, men den voksede dog ganske pænt. Den Overenskomst, der blev sluttet fra Tidsrummet 1. April 1926 til 31. Marts 1927 mellem Radioraadet og Radiokassen, omfattende »Dansk Komponist-Forening«, »Dansk Forfatterforening«, Wilh. Hansens Musikforlag, »Revyforfatternes Forbund« samt »Nordisk Copyright-Bureau«, illustrerer dette Forhold ganske godt. Radioraadet .stillede en Totalsum paa 35.000 Kr., beregnet efter den daværende Licensindtægt paa 1 Mill. Kr., til Raadighed for Honorarudbetalingen, hvorved Staten, som det udtrykkelig hed blev frigiort for all videre Honorarforpligtelser. Naturligvis forudsaa. man straks en hurtigt stigende Licensindtægt og bestemte en gradvis stigende Procentskala, saaledes at der af de første 200.000 Kr. skulde udbetales 4 pct., for de næste 41/2 pct. og fremdeles 1/2 pct. for hver 200.000 Kr. Givet ,er det jo imidlertid, at selv Kammerherre Lerches Skarpsyn her ikke kunde overse, hvor rivende en Vækst den Institution, for hvilken han var øverste Chef, skulde gaa imøde.

Havde man saaledes Grund til at nære forventningsfuld Tillid til, den økonomiske Forbindelse med den unge, livskraftige Radiofoni, saa var der andre Punkter, der voldte mere Bekymring. . Det første ,eventyrligt omfangsrige Radioraad var jo af mere provisorisk Karakter, og nu skulde Rigsdagens Radioudvalg i 1926 fastlægge Linierne for den kommende radiofoniske Overledelse. Komponistforeningen havde været med i det første Opløb; men hvordan vilde det nu gaa? Snart viste det sig, at der ved den fremtidige Ordning kun vilde blive taget Hensyn til Administrationen, Lytterne og Pressen, hvorfor Alfred Tofft paa Bestyrelsens Vegne sendte Rigsdagsudvalget en indtrængende Henstilling om at faa. en delegeret for Foreningen optaget som Medlem af det nye Raad. Denne Henstilling blev, som bekendt, hverken dengang eller senere taget til Følge, en Kendsgerning, der absolut maa beklages. Ganske vist fik Alfred Tofft og efter ham Peder Gram Sæde i Statsradiofoniens Programudvalg, men ud fra andre Forudsætninger end dem, Komponistforeningen oprindelig kæmpede for, nemlig som Undervisningsministeriets Tilforordnede og ved Peder Grams Ansættelse som Musikchef i 1937 forlod man, endog helt den hidtidige Praksis og besatte Pladsen i Programudvalget med en Mand udenfor Komponisternes Kreds.

Til Sammenligning med senere Tiders Komponisthonorarer gennem »Koda« kan det maaske have en vis Interesse at tage et Par Stikprøver paa de økonomiske Velsignelser, »Radiokassen« spredte Iblandt danske Komponister i de første Par Aar. Carl Nielsen oppebar saaledes i Juli Kvartal 1926 for 21 Opførelser, deriblandt 2 Gange Udtog af »Maskarade«, 2 Gange Ouverturen til samme Opera, 3 Gange Magdelones Danse-scene og »Folie d'espagne«, 1 Gang Hanedansen, 2 Gange Strygesuiten Opus 1, 1 Gang Forspillet til 2. Akt af »Saul og David«, 1 Gang Violinromancen og 8 Sange, ialt 156 Kr. 50 Øre. Oktober Kvartal samme Aar fik Emilius Bangert 10 Kr. 15 Øre for Ouverturen »Jeg vælger mig April« og Emil Reesen 8 Kr. 50Øre for 3 mildest talt landskendte Schlagere. April Kvartal 1927 fik Riisager 7 Kr. 56 Øre for »Erasmus, Montanus«-Ouverturen og Riis Magnussen i Juli Kvartal 7 Kr. 56 Øre for 5 Romancer. Vi ser dog, hvorledes der allerede paa dette tidlige Tidspunkt sker Svingnin.er i Honoreringen af et og samme Værk fra Kvartal til Kvartal. Allerede. nu sporedes Vekselvirkningen mellem Totalsummen, der skulde fordeles, og den stigende Skare af store og smaa Komponister, der skulde nyde godt af den nu nærmest bygevise Optræden af Guldregnen.

Det blev dog mere og mere indlysende, at »Dansk Kumponist Forening« vanskeligt alene kunde klare hele det store Administrationsapparat, som den økonomiske Forvaltning af Komponistrettighederne krævede. Men der var ogsaa andre Motiver, der bidrog til en Kursændring - den Kursændring, der førte til det kommende frugtbare Samarbejde med det internationale Forbund til Beskyttelse af Komponistrettighederne, hvis Afdeling i Danmark under det nu saa velkendte, ja forkætrede Navn »Koda«, blev stiftet i 1926. Et af de. væsentligste af disse Motiver var Interessemodsætningerne mellem Forfatterne og Komponisterne, der ifølge Radiokasseordningen skuldegræsse fredeligt sammen paa den fælles, Licenseng. Forudsætningen var jo den, at Forfatterforeningen fik tildelt 1/4 af Honorarerne,. hvilket Alfred Tofft i 1925, omend noget modstræbende, var gaaet. med til. Allerede November samme Aar viste det sig imidlertid, at Forfatterne i Virkeligheden gennem denne Ordning efter Komponistforeningens Opfattelse havde faaet mere, end der egentlig kunde tilkomme dem, og saaledes var begyndt at gnave temmelig kraftigt paa de musikalske Kollegers Domæne. Kort sagt, de to Grupper af skabende Kunstnere truede med at komme i en uheldig økonomisk Konflikt; en Adskillelse vilde absolut være ønskværdig.

»Koda« oprettes --.

Ved en Generalforsamling i April 1927 viste det sig, at der var stærk Stemning for den allerede ved selve Oprettelsen i November 1926 forudsatte Tilslutning til »Koda«. Man vedtog en Indmeldelse, ikke alene i denne nye Sammenslutning, men ogsaa i de beslægtede udenlandske Selskaber, »Gema« og »Gefa«, ligesom man uden større Vanskeligheder enedes om at afgive 25 pct. af det Beløb, der skulde efterbetales af Statsradiofonien for det forløbne Aar udover de 35.000, Kr., til Brug for »Koda«s højst nødvendige Grundkapital. Komponistforeningen var altsaa ganske klar over, at det gjaldt om at skabe et saa sikkert Fundament som muligt for »Koda« og dets joviale og virkelystne Direktør Ravn-Jonsen. Fra dette Tidspunkt blev de rent økonomiske Anliggender i stigende Grad overført til og intimt knyttet sammen med »Koda«s Forretningsomraade.

Et Stridspunkt, der atter og atter dukkede op i disse første Aar,var Forholdet til Restauratører og Biografteaterejere; der blev gjort alt for at gennemføre Inddrivningen af Afgifter herfra, mendet var haarde Halse, man havde med at gøre. Gang paa Gang gik Sagen i Staa, indtil det endelig lykkedes, gennem »Koda«, at skaffe Komponisterne deres Rettigheder ogsaa paa dette -- ikke mindstfor den lettere Musik saa betydningsfulde - Punkt. Ogsaa Klarlæggelsen af Ejendomsforholdet til og Udnyttelsen af Radio- og Grammofonrettighederne voldte en Del Bekymringer, men ligeledes disseto vigtige Rettigheder blev, i 1929, helt og holdent overdraget til »Koda«, hvilket naturligvis foraarsagede en Lovændring, ved et Supplement til Foreningens Love. Forholdet til »Koda« blev ordnetsaaledes, at »Dansk Komponist-Forening«s Generalforsamling indstillede to af Foreningens Medlemmer til »Koda«s Raad med dert Klausul, at mindst et af disse Medlemmer skulde sidde i Komponist-foreningens Bestyrelse. De skulde altsaa fungere som Mellemmændog paa enhver Maade varetage Komponisternes Interesser, holde Bestyrelsen underrettet om alle vigtige Forhandlinger, føre Tilsyn med Fordelingen af de indkomne Beløb o. s. v. Forholdet til »Koda« varselvfølgelig fra første Færd baseret paa fuld Gensidighed, bl. a.opnaaede Foreningen omvendt det Gode, at den fik Part i »Koda«s Overskud. De herved indkomne Beløb skulde samles i et Fond, somman vilde anvende dels som Hjælp under økonomisk vanskelige Forhold til Komponister og Komponistenker, til Tider ogsaa til Rejse-understøttelser eller lignende (Understøttelsesfonden), dels som Støtte for Medlemmernes kunstneriske Virksomhed (Komponistfonden), og disse to Bestemmelser vidner jo tilstrækkeligt om den moralske Ansvarsfølelse, med hvilken Foreningens Midler blev administreret. Komponistfonden fik sin særlige Bestyrelse og sine egne Love.Til Komponistfonden knyttede der sig en ny Bestemmelse, en Inddeling af Komponisterne i tre »Fonds-Klasser«. Bestyrelsenskulde afgøre, hvornaar et Medlem kunde optages i den første af Klasserne eller avancere til de følgende, mere begunstigede, et Spørgsmaal, hvis Afgørelse naturligvis blev gjort afhængigt af Alderen og af Omfanget og Kvaliteten af vedkommende Medlems kunstneriske Produktion. Det var altsaa en Skønssag der afhang af Bestyrelsensbonsens, dog saaledes at dens Kendelse kunde forlanges forelagt Generalforsamlingen. Profitten var imidlertid ikke helt garanteret, den afhang nemlig af, om der det paagældende Aar indkom mindst1000 Kr. fra »Koda«s store Overflødighedshorn. Svigtede det, maatte Komponisterne indstille sig paa den noget magre, men fortrøstningsfulde Glæde, at Beløbet overførtes til næste Aars Fonds-beholdning. Lovsupplementet indeholdt endelig til Slut den betydningsfulde Bestemmelse, der berettigede Bestyrelsen til hvert Aar forlods at anvende 10 pct. af Fonden - dog ikke over 1000 Kr. til Støtte for Udgivelse af dansk Musik, et Beløb, der saaledes kunde komme »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik« til Gode. 1929, havde altsaa alt i alt været et bemærkelsesværdigt Aar i den forholdsvis unge Forenings Historie.