Dansk Komponistforening 1913-1938 Del 2

Af
| DMT Årgang 13 (1938) nr. 10 - side 219-243

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Under Peder Grams Ledelse

I 1930 traadte. Hye-Knudsen ud af Bestyrelsen, hvor han blev afløst af den initiativrige Peder Gram, der omgaaende gjorde Avancementet til Næstformand. I 1931 mistede Komponistforeningen en af sine mest veltjente Forgrundsskikkelser, den Mand, der vel nok til Dato havde trukket det haardeste Læs, Foreningens mangeaarige. Formand, Alfred Tofft. Som hans Efterfølger valgtes Peder Gram, der kort Tid forinden var blevet Formand for »Koda«. Inden ret lang Tid skulde Foreningen miste endnu to af sine førende Navne indenfor den ældre Generation, Carl Nielsen, og Olfert Jespersen, hvis Mandater i Bestyrelsen overgik til N. O. Raasted og Louis Glass. Begge disse sad allerede i »Koda«s Raad som Foreningens Repræsentanter.

Den ny Tids Problemer, der allerede var dukket op i Forbindelse med Radio- og Grammofonrettighederne, viste sig snart fra endnu en Side, nemlig Tonefilmen. Det vanskelige Spørgsmaal om Varetagelsen af disse Rettigheder blev dog efter en Del Forhandlinger frem og tilbage ordnede saaledes, at baade Tonefilms- og Grammofonrettighederne i 1932 ved Fuldmagt blev overgivet til »Nordisk Copyright-Bureau«, et Selskab, der nu kontrolleres af de skandinaviske »Koda«-Selskaber i Forening. Ogsaa i anden Henseende viser de nye Tider ændrede Signaler. Gennem den tætte administrative Tilslutning til »Koda« havde saaledes den gamle Radiokasseordning i Virkeligheden overlevet sig selv, og der stilledes da ogsaa paa en Generalforsamling i 1932 Forslag om en Ophævelse af den i sin Tid med saa megen Glæde hilste Radiokasse, der snart efter gik ind under »Koda«s brede Favntag. Initiativet til denne Nyordning var forsaavidt udgaaet fra Statsradiofonien, der fandt det gamle Forhold uholdbart i det lange Løb, idet Procentafgiften stadig var steget i Forhold til Lytterantallet. Man var derfor fra denne Institutions Side interesseret i at komme ud af den bestaaende Kontrakts alt for overraskende Resultater og at faa den stadigt varierende Afgiftsskala afløst af en een Gang for alle fastslaaet Afgiftsnorm.

Allerede i Marts 1931 havde Radioraadets Formand, Kammerherre Lerche, udarbejdet et Udkast til en Overenskomst mellem Statsradiofonien og »Dansk Komponist- Forening«, »Dansk Musikforlægger-Forening«, Wilh. Hansens Musikforlag, »Nordisk Copyright Bureau«, »Komponistforeningen, Koda« og »Revyforfatternes Forbund«, der gik ud paa, at Statsradiofonien som Honorar for lovbeskyttede Værker skulde betale 5,6 pct. af den i Finansaaret indgaaede Radiolicensafgift, en Aftale, der dop, ikke skulde gælde dramatiske og dramatisk-musikalske Værker. A propos Radioen,

Emil Holms mere og mere velnærede Guldkalv, om hvilken alle Danmarks store og smaa Komponister i højeste Grad ønskede at danse Point-Dans, havde visse Fejl, syntes man. Man var nemlig ikke helt tilfreds med den imposante Kammersangers Programvalg, som man fandt for ensidigt præget, af hans Begejstring for Wiener-Klassicisme, tysk Romantik og italiensk Operamusik. Det var det, man populært kaldte »Smudskonkurrencen« fra de afgiftsfrie Klassikere. Emil Holm vilde ganske vist gerne spille dansk Musik, men helst af de gode gamle, fra Weyse og Kuhlau til Heise, Horneman og Lange Müller, til Nød Carl Nielsen, men den egentlige Nutid fandt man i betænkelig Grad forsømt. Paa Foranledning af Tonekunstnerforeningens Formand, Hakon Børresen, henstilledes det paa den førnævnte Generalforsamling i 1932, at d'Hrr. Peder Gram og Otta Rung, der begge var Medlemmer af Statsradiofoniens Programudvalg, skulde arbejde for dansk Musiks videre Trivsel indenfor Radiofoniens Rammer, ikke mindst med de offentlige Koncerter for Øje, en Bestræbelse, der jo ogsaa efterhaanden i nogen Grad kunde spores.

Paa Baggrund af de store Fortjenester, Foreningens første Formand, Alfred Tofft, havde indlagt sig, kan man dog vel nok sige, at man havde forpasset den første gunstige Lejlighed til at faa samlet alle Rettigheder, derunder ogsaa Forlagsrettighederne, i eet Punkt, i Lighed f. Eks. med Sveriges »Koda«- Sammenslutning, »Stim«, der har skaffet den yngre svenske Musikproduktion saa glimrende Vækstbetingelser ved sine Udgivelser. Da der sénere, ikke mindst paa Peder Grams Initiativ, blev søgt at raade Bod paa denne gamle Undladelsessynd, var det umuligt at gennemføre en radikal Reform paa dette Omraade. Komponisternes Organisation stod derfor, hvad der tydeligt spores i Foreningens Annaler, iet forsaavidt ganske naturligt betinget Modsætningsforhold til den anden Interessegruppe: Forlæggerne, og selvfølgelig i første Række til de førende Forlag. Den først gældende Overenskomst med Forlaget Wilhelm Hansen gik saaledes ud paa en Firdeling af Udbyttet af Opførelsesrettighederfle, saaledes at Indtægten fordeltes med 25 pct. til Forlaget og Resten til Komponisten. For Radioafgiftens Vedkommende var Fordelingen 30. pct. til Forlaget, 70 pct. til Komponisten; men omkring 1932-33 begyndte Forlaget for Alvor at røre paa sig, idet det foreslog en Tredeling over hele Linjen, der forhøjede Forlagets . Afgiftskrav til 33% pct. baade for almindelige Opførelser og for Radioopførelser. Dette vakte naturligvis stort Røre indenfor Komponisternes Kreds. Sagen blev heftigt debatteret og endelig forelagt en Generalforsamling, der godkendte Forslaget, dog under den udtrykkelige Forudsætning, at Forlaget holdt de gyldne Løfter, med hvilke det saa indtrængende havde anbefalet Nyordningen. Disse Løfter gik først og fremmest ud paa, at Tredelingens Gennemførelse vilde betyde en stor Gevinst, navnlig for de unge Komponister, som Forlaget i saa Tilfælde vilde kunne trykke i langt større Udstrækning end hidtil. Wilh. Hansen hævdede udtrykkelig i denne Forbindelse, at det nu burde være de ældre, langt oftere udgivne, Komponisters Sag at resignere og støtte Ungdommen i den Chance, den nu herigennem vilde faa.

Hvor mange Fjer de unge Talenter fik i Hatten ved denne Lejlighed kan naturligvis diskuteres - og det blev det ogsaa, navnlig da Ungdommens uforfærdede Frontkæmper Aksel Agerby tog Bladet fra Munden. Den Kompensation, Forlagene skulde yde, blev ved »Tredelingsoverenskomsten« mellem Komponistforeningen og den danske Forlæggerforening fastlagt saaledes, at de Forlæggere, der tidligere havde udgivet Arbejder af Komponistforeningens Medlemmer, aarligt skulde forpligtige sig til at udsende mindst 12 tidligere udgivne Arbejder i et saadant Arrangement, at det kunde udføres »af Statsradiofoniens almindelige Musikensembler, af lignende udenlandske Orkestre og af større Restaurationsorkestre«. Man havde med andre Ord straks Kig paa de to største Musikaftagere, Radiofonierne og Storrestauranterne i Verdensbyerne. Naturligvis skræmte det i ikke ringe Grad de unge, at denne, Plan paa saa ensidig Maade begunstigede de ældre kendte Komponister, men Sagen var prekær, og Riisager mente, at man jo dog maatte regne med Forlagenes moralske Forpligtigelse overfor de yngre, den Wilh. Hansen jo saa udtrykkelig havde paaberaabt sig. Alt Samarbejde mellem de to Faktorer i den samme Proces: Komponisterne og deres Udgivere beroede jo dog til syvende og sidst nødvendigvis paa et Tillidsforhold. Generalforsamlingen vedtog da ogsaa med stor Majoritet Forslaget, karakteristisk nok mod Aksel Agerbys Protest.

Det er ogsaa, typisk for de unges Holdning, at der omtrent samtidig var fremkommet et Forslag fra Knudåge Riisager til Oprettelse af en Laanekasse indenfor »Dansk Komponist-Forening«s Rammer, hvis Midler skulde bruges som Bidrag til hel eller delvis Dækning af Trykkeomkostninger, mod Sikkerhed i samtlige tilkommende Opførelsesrettigheder og med en vis praktisk Tilknytning til »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«, som man allerede ydede sin Støtte gennem Komponistfonden.

En Sag, der i lang Tid havde staaet paa imellem Wilh. Hansen og Komponistforeningen angaaende Ejendomsforholdet for Grammofonrettighederne, fik i 1934 skærpet Betydning i Anledning af Statsradiofoniens Konflikt med Grammofonselskaberne. Det, man frygtede, var den truende Udsigt til, at den altid saa kampivrige Emil Holm skulde finde paa at lade en hel Række Grammofonindspilninger foretage af Radiofonien selv. For at faa juridisk Bund i hele denne store omfattende Sag, henvendte man sig, da Otto Rung imidlertid var fratraadt, til den fremstaaende Jurist, Højesteretssagfører Leif Gamborg.

Musikraadet ----.

Samtidig begynder en anden meget omfattende Sag saa smaat at dukke op. De mest vidtgaaende og forskelligartede Interesser indenfor dansk Musikliv havde jo i Aarenes Løb fundet hver deres større eller mindre Forum indenfor en Række større og mindre Foreninger, og nægtes kan det jo ikke, at man efterhaanden havde oplevet mange Situationer, hvor Særinteresser krydsede Særinteresser. I vaagnende Erkendelse af dette Faktum - ikke mindst fra den unge Generations Side - opstod nu Tanken om et bredere, større anlagt Fællesforum, hvor alle Interesser kunde samles, hvor alle Synspunkter og Problemer kunde belyses, diskuteres og klarlægges i Fællesskab.

Allerede som Følge af visse Stridigheder i Anledning af Musikfesten i Finland 1932, havde Aksel Agerby ført adskillige Forhandlinger med Foreningens Formand, Peder Gram, om Dannelsen af et saadant Fællesforum, og omkring Jul 1932 havde »Det Unge Tonekunstnerselskab« indkaldt til et Møde, hvor, foruden den stadig lige illusoriske Radiokandidat, ogsaa. dette Spørgsmaal blev drøftet. Nu fremkom Riisager i April 1934 paa et Bestyrelsesmøde med et Forslag, der gik ud paa, at man skulde bevæge »Tonekunstnerforeningen« til at tage Initiativet til at sammenkalde til et konstituerende Møde mellem de forskellige Musikorganisationer med det Formaal, at faa dannet et »Musikraad« som selvstændig Institution. Naturligvis maatte et saadant Forum, som Agerby rigtigt fremhævede, ikke berøre de enkelte Organisationer i deres egen Selvstændighed og Virketrang. Angaaende Spørgsmaalet, om hvilke Organisationer, der skulde have Sæde i Raadet, fremhævede Peder Gram, at der efter hans Formening kun kunde være Tale om de Foreninger, der varetog centrale Opgaver indenfor det danske Musikliv. Efter disse Drøftelser tiltraadte Bestyrelsen principielt Tanken om Oprettelsen af et Musikraad. Iøvrigt fik man kort efter tilstillet et Referat af et Møde, der havde fundet Sted den 5. Maj mellem Agerby, Jørgen Bentzon, Lektor Forchhammer, Peder Gram og Poul Schierbeck, hvor man med Henblik paa Raadets Sammensætning bl. a. besluttede at rette en foreløbig Henvendelse til en Række af de mest fremtrædende Kunstorganisationer. Man var ved dette Møde ogsaa. enig om, at der i Tidens Løb var kommet til at paahvile »Dansk Tonekunstnerforening« Opgaver af et saadant Omfang, at de i Virkeligheden burde henvises til en Fællesdrøftelse paa bredere organisationsmæssig Basis. Komponistforeningens Bestyrelse tiltraadte yderligere de Tanker, der her var kommet til Orde, og mente, at Udkastet var et godt Grundlag for videre Forhandlinger. En vigtig Side af hele Musikraadssagen var naturligvis Spørgsmaalet om den konsultative Virksomhed overfor Ministerierne i Sager af almen Interesse for vort Musikliv, en Opgave der hidtil først og fremmest havde paahvilet »Tonekunstnerforeningen«.

En saa omfattende Sag, hvor der som venteligt til syvende og sidst maatte blive visse Skæringspunkter mellem Særinteresser, forløb naturligvis ikke ganske glat. Fra »Dansk Tonekunstnerforening«s Side saa Sagen saaledes paa et givet Tidspunkt noget betænkelig ud. Efter at Riisager paa et Repræsentantskabsmøde i »Tonekunstnerforeningen« i Januar 1934 havde forelagt en detaljeret Plan til Musikraadet og denne var blevet forkastet med alle Stemmer mod hans egen, var der allerede opstaaet en SPlittelse mellem den ældre, mere traditionstro Fløj og en mere radikal Gruppe, der senere samledes om Jørgen Bentzon, Finn Høffding og Agerby. Den truende Opløsning blev dog undgaaet ved de ovenfor beskrevne Begivenheder, endda saa vidt at Sagens endelige Løsning førte til det Resultat, at det nybagte Musikraad, da: det endelig blev dannet, fik nær administrativ Tilknytning til »Tonekunstnerforeningen«, saa at sige fik til Huse i den gamle Organisation. Musikraadet, der traadte ud i Livet i Juni 1935, skal ifølge sine Statutter »drøfte Spørgsmaal af almen Betydning for det danske Musikliv, vejlede Myndigheder i Sager, hvor Indsigt i Musik og Musikforhold har Betydning, repræsentere den danske Tonekunst ved officielle Henvendelser fra Udlandet, stilet til Dansk Tonekunstnerforening eller oversendt til denne, afgive Erklæringer om Musikspørgsmaal til Brug i Retssager og Tvistigheder,« og dets 13 Medlemmer bestaar af Formændene for »Dansk Tonekunstnerforening«, »Det unge Tonekunstnerselskab«, »Dansk Komponist Forening«, »Musikpædagogisk Forening«, »Dansk Organist- og Kantorsamfund af 1905«, »Solistforbundet«, »Solistforeningen af 1921«, «Danske Musikeres Landsforbund«, »Københavns Orkesterforening«, »Koncertgiverringen«, »Dansk Revyforfatter- og Komponistforbund« samt Direktøren for Det kgl. danske Musikkonservatorium og Professoren i Musikvidenskab ved Københavns Universitet. »Dansk Komponist-Forening« var altsaa faktisk af Musikraadstankens Ophavsmænd blevet brugt som Rambuk overfor Planens Modstandere. Kostede det paa mange Maader Kval at faa startet Musikraadet, saa har til Gengæld allerede Raadets til Dato ret korte Levetid ikke alene vist dets Eksistensberettigelse, men givet en Borgen for et sundt og frugtbart Samhold og Samvirke indenfor de Opgaver og Problemer, der fremtidig vil blive at løse indenfor det til Tider omtumlede danske Musikliv.

I Slutningen af 1934 var det Tidspunkt kommet, da »Koda« kunde vente at faa gennemført et Statsmonopol. Da denne Sag imidlertid blev kædet sammen med Teaterkommissionens Plan om Oprettelsen af et Kulturfond, bl. a. jo i høj Grad til Afstivning af »Det kgl. Teater«s noget vaklende Økonomi, fik den selvfølgelig en ikke ringe principiel og praktisk Betydning for den danske Komponiststand, indenfor hvilken der var adskillige, navnlig blandt de yngre, der ikke just følte deres Hjerter gennemstrømmede af nogen særlig varm Taknemmelighedsfølelse overfor Nationalseenen. Ministeriet tilsagde nemlig i Overensstemmelse med § 8 i Loven af 14. Februar 1935 »Koda« Eneretsbevilling paa offentlig Udførelse af de efter Forfatterloven beskyttede Musikværker, foreløbig for 15 Aar, paa den Betingelse, at Kulturfonden aarligt fik tillagt et Beløb, svarende til 10 pct. af »Koda«s Bruttoindtægt, ligesom Ministeriet forlangte en Repræsentant i Selskabets Bestyrelse. Til en vis Grad kan man jo nok sige, at Komponisterne kom til at betale Gildet, men paa den anden Side maa man jo heller ikke underkende den Betydning, det havde, at det lykkedes Peder Gram og Ravn-Jonsen at sikre »Koda«s Magtstilling, der jo naar alt kommer til alt havde vist sig at være det sikre Grundlag for Komponisternes økonomiske Velfærd, ligesom man heller ikke maa underkende Betydningen af det moralske Krav, dansk Tonekunst fik overfor Staten gennem dette Offer.

Komponisternes eget Forlag --.

Gang paa Gang var, som vi lejlighedsvis har set, den Tanke dukket op at skabe en Udgivelsesvirksomhed indenfor »Dansk Komponist-Forening«s Rammer. Det var et godt Sædekorn, der dog som Regel havnede paa saa temmelig gold Klippegrund. Udgivelsen af de 12 aarlige Ensemblehæfter til Radio- og Restaurationsbrug kom jo hovedsagelig kun de ældre, gangbare Værker til Gode, de tilførte ikke det praktiske Musikliv synderlig meget nyt Blod, og senere Forslag havde ogsaa vist sig ufrugtbare. 1 1935 lysnede det imidlertid stærkt; paa et Bestyrelsesmøde i Januar mødte Formanden, Peder Gram, frem med en færdig Plan, der, navnlig med Hensyn til Udgivelsen af nye Værker paa Forlagets egen Regning, var baseret paa et tidligere af Otto Rung udarbejdet Forslag til et Laanefond. Foruden Udgivervirksomheden skulde Forlaget naturligvis gøre et effektivt Kommissionsarbejde overfor de Værker, som Foreningen udgav paa eget Forlag, overtage Ekspeditionen ved Udlejning af Partiturer og Stemmer til Manuskriptarbejder, ja kort sagt være Mellemled mellem Komponist og Musikudøver, en overordentlig fortjenstfuld Tanke, hvis fulde Iværksættelse imidlertid foreløbig strandede paa den almindelige Uvilje mod at oprette et saadant Laanefond; men dermed var dog ingenlunde Tanken om en Forlagsvirksomhed denne Gang opgivet. Tværtimod nedsattes der kort Tid efter et Udvalg, bestaaende af Aksel Agerby, Riisager og Jørgen Bentzon, der skulde udarbejde nærmere Forslag til en saadan Virksomhed.

Imidlertid kom Foreningen ud for et Stormvejr, der brød løs paa den ordinære Generalforsamling i Februar 1935, hvor en Flok af Medlemmerne, hovedsagelig repræsenteret af Riisager, Bentzon og Agerby, af principielle Grunde ønskede Formandsstillingerne i »Koda« og »Dansk Komponist-Forening«, der begge indtil da havde været besat med Peder Gram, adskilte, da man mente at have Erfaring for, at der kunde opstaa Situationer, under hvilke »Koda«s Formand ikke kunde gaa ind paa det Synspunkt, som »Dansk Komponist-Forening«s Formand naturnødvendigt maatte hævde. Bølgerne gik unægtelig højt; Gram ønskede ikke mindst paa Grund af de Angreb, -han havde været ude for fra Forlæggernes Side i »Koda«, et Tillidsvotum fra sine Kolleger, men Riisager, der omend efter Betænkeligheder var villig til at stille sig som Formand, og hans tro Meningsfæller Agerby og Bentzon, kunde ikke fravige deres een Gang tagne Standpunkt, ihvorvel de uforbeholdent anerkendte selve Grams Ledelse. Det var ikke en Person, men et Princip de vilde til Livs, sagde de. Afstemningen gav dog ikke desto mindre Gram et stort Flertal, han blev, mens Oppositionens Mænd, der havde tabt Slaget med Glans., tog Konsekvensen og gik; i deres Sted traadte Komponisterne J. L. Emborg og Otto Sandberg Nielsen ind i Bestyrelsen, medens Louis Glass og N. O. Raasted blev, og idet denne sidste afløste Riisager paa Næstformandspladsen.

Et nydannet. Forretningsudvalg fortsatte imidlertid Arbejdet med Forlagsvirksomheden med det Resultat, at Bestyrelsen kunde forelægge. Medlemmerne en færdig Plan, der blev vedtaget paa en ekstraordinær Generalforsamling i August 1935. Den nye Virksomhed, som man oprindelig vilde kalde »Dansk Musikforlag«, blev ganske vist begrænset til at virke som Kommissionsforretning; den skulde »overtage Værker af Dansk Komponist-Forenings nulevende og. afdøde aktive Medlemmer«, saavel som Værker udgivne af »Samfundet til Udgivelse, af dansk Musik« og endvidere overtage Ekspeditionen ved Udlejning og Udlaan af Opførelsesmaterialer til de paagældende Kompositioner. Dette var jo allerede noget, men som sagt, lidt Malurt var der i Bægeret, da det udtrykkelig blev bestemt, at Forlaget ikke skulde udgive Værker for egen Regning. Grunden til denne negative Holdning var fremdeles den manglende Tillid til Oprettelsen af en Laanekasse, en Foranstaltning der, som det under Diskussionen blev fremhævet, yderligere kunde bestyrke Forlagene i deres stigende passive Holdning overfor Trykningen af nyere danske Musikværker, ikke mindst de mere problematiske og seriøse.

Det voldte imidlertid lidt Knuder at finde et passende Navn til det nyfødte, haabefulde Barn. Navnene »Dansk Musikforlag« og »Nyt dansk Musikforlag« var begge beskyttede, hvorfor Bestyelsen foreslog »Edition Dania«, hvilket dog indbragte en Protest fra Chr. Geisler, der syntes bedre om »Danica«, men det blev alligevel ved »Dania«. Til at lede Forlaget blev der nedsat et Udvalg, bestaaende af Komponisterne Otto Sandberg Nielsen, der blev Udvalgets Formand, Emilius Bangert og Emil Reesen. Den 27. August 1935 traadte Komponistforeningens eget Forlag ud i Livet som en glædelig Realitet, oven i Købet hilst med Sympati og Forstaaelse fra de førende danske Musikforlag, der gerne vilde udstille de smukke Udgaver i deres Vinduer Side om Side med deres egne Publikationer. Kataloget fra 1937 kunde mønstre et Antal af 141 større og mindre Værker, saavel Orkesterværker, Kammermusikværker, Korværker, Orgelværker, Klaverværker, solistiske Vokalværker m. m. af en anselig Række, fortrinsvis nulevende danske Komponister, og Supplementskataloget har allerede forøget denne Samling med yderligere 58 Værker. Disse Kataloger er iøvrigt med omhyggeligt gennemarbejdet Angivelse af Titler, Satser, Besætninger, Spilletider, Materialeangivelser og Salgspriser af overordentlig stor og praktisk Nytte. De Betingelser, som »Dania« giver sine Medlemmer, maa siges at være overordentlig forsvarlige og velovervejede. Under Hensyn 'til Driftsomkostningerne er Afgiften Lil Forlaget fastsat saaledes, at det faar 25-33 pct. af Kommissionsforretningerne, 15 pct. af Udlejningsafgifterne, der i hvert enkelt Tilfælde fastsættes efter Forhandling mellem Forlaget og Komponisten, medens alle Opførelsesgebyrer ubeskaaret tilfalder Komponisten. 1 1938 har »Dania« endelig fuldbyrdet det oprindeligt planlagte nøje Samatbejde med »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«.

Da Louis Glass var død og J. L. Emborg ikke længere ønskede at fortsætte i Bestyrelsen, blev der sluttet en Borgfred paa Generalforsamlingen i 1936, hvorved Agerby og Svend Erik Tarp traadte ind i Bestyrelsen.

Et af de Spørgsmaal, der ustandselig dukker op, men hvis forhaabentlig lykkelige Løsning endnu er Fremtiden forbeholdt, er Ordningen af en Normalkontrakt med Forlagene. Et andet Spørgsmaal, der ligeledes har været fremme i de sidste Aar, er de danske Komponisters økonomiske Udbytte af Opførelser i Udlandet, et Problem der naturligvis i allerhøjeste Grad berører »Koda«s Interessesphære, men som unægtelig tager sig tragikomisk ud, naar man af Foreningens Protokol erfarer, at f. Eks. Ebbe Hamerik for et Værk, der i den danske Statsradiofoni vilde være blevet betalt med 100 Kr., fra Frankrig har faaet tilsendt det overraskende Beløb af 45 Øre, mens Raasted for Fremførelsen af en Orgelsonate i samme rundhaandede Land har modtaget 22 Øre, Talstørrelser der fremkommer derved, at man i Frankrig kun afregner efter den Indtægt, den paagældende Koncert har givet, hvilket jo maa siges at være et yderst spinkelt Grundlag for en Komponists økonomiske Eksistens.

Kravet om dansk Musik -

I disse Aar kommer der ogsaa fra visse Sider en stigende kritik til Orde overfor Statsradiofonien, dels en Kritik af den tvungne Censur overfor de danske Værker, dels en Kritik af hele den danske Musiks Stilling indenfor Radioprogrammerne, den utilstrækkelige Prøvetid, der forhindrer Nyindstuderinger, den udenlandske Musiks dominerende Stilling paa Torsdagskoncerterne m. m. Ebbe Hamerik gjorde sig til Talsmand for en Henstilling til Statsradiofonien, bl. a. om at faa, gjort »Dansk Komponist-Forening«s Medlemmer censurfri, en Foranstaltning, der forsaavidt senere er blevet overflødiggjort, som Statsradiofoniens Stilling til anerkendte Værker og anerkendte Komponisters Produktion paa mange Maader har taget langt mere elastiske Former. Da der paa det Tidspunkt, da disse Betragtninger blev fremsat, nemlig paa Generalforsamlingen i Foraaret 1937, ikke var mere end 2 Maaneder tilbage af Kammersanger Emil Holms nu ellers ogsaa af den danske Musikverden saa højt værdsatte Regimente, besluttede man sig, stærkt tilskyndet af Formanden, til at afvente den kommende Nyordning indenfor Statsradiofoniens Ledelse. Man behøvede vel allerede paa det Tidspunkt ikke just at være Spaamand for at kende Peder Grams Fremtidsforhaabninger angaaende Musikchefsposten. Ydermere vandt han i stigende Grad det danske Musiklivs Støtte. Han var en erfaren Organisator og ^maatte skønnes at være den, der bedst kunde raade Bod paa tidligere Brøst, og ansaas derfor som den, der var bedst rustet til at føre det danske Musiklivs Krav igennem. Man forberedte da ogsaa indenfor Bestyrelsen det eventuelle nye Formandsvalg og tog Føling med den, der en Tid havde repræsenteret Oppositionen, Knudåge Riisager.

Formandsskifte -.

Efter at Peder Gram den 1. April 1937 havde tiltraadt Stillingensom Musikchef ved Statsradiofonien valgte den ekstraordinære Gene-ralforsamling den 19. April Riisager til Formand (mens den øvrige Bestyrelse fortsatte uændret), et Valg, der blev stadfæstet ved denfølgende ordinære Generalforsamling. Ser man tilbage paa de svundne Aar, maa der ydes Peder Gram den største Anerkendelse for det omfattende og energiske Arbejde, han har udrettet til Gavn for de danske Komponisters Kaar. Disse Aar i »Dansk Komponist-Forening«s Historie har ikke alene betydet en økonomisk, men ogsaa en social Højnelse af den danske Komponiststands Livsvilkaar.

I Knuddge Riisager, den yngre Generations Bannerfører, har Foreningen faaet en hurtigt handlende og bl. a. ogsaa juridisk kyndig Leder, en Mand der til fulde ser og forstaar de Problemer, som en ny Tid med stærkt Tempo og haard Konkurrence kræver. Et Udslag heraf var det, da han kort efter sin Tiltræden i Anledning af Striden mellem Statsradiofonien og Restauratørforeningen i 1937 sammen med Formanden for »Dansk Revyforfatter- og Komponistforbund Ravn Jonsen, opsøgte Direktør F. E. Jensen, for at foranledige Statsradiofonien til at give de danske Komponister Løfte om Erstatning for de økonomiske Tab, man kunde frygte ved Transmissionernes Ophør. Deputationen, der iøvrigt mødte fuld Forstaaelse hos Direktør Jensen, henstillede, at man ved de Koncerter, der skulde erstatte Transmissionerne, i videst mulig Udstrækning tog Hensyn til dansk Musik og fortrinsvis de anerkendte Komponisters Arbejder. Man vilde herigennem, bl. a. ogsaa med Fremtiden for Øje, søge at ramme noget af den efterhaanden overhaandtagende slette Amatørmusik, der havde floreret, f. Eks. ikke mindst paa Restaurationsorkestrenes Underholdningsprogrammer. De to Organisationer sigtede her i Fællesskab paa et Maal, der er af vital Betydning for dansk Musikkultur: Kvalitetsforbedringen og dermed en almen folkelig Smags Højnelse. Et andet Punkt, der under Riisagers endnu kun korte Regeringstid er blevet taget op, er Kravet om Komponisternes Repræsentation i det nye Filmsraad og i det hele taget Forholdet til Tonefilmen, Fremtidens musikalske Virkeplads. Desværre har Komponisterne paa dette Omraade indtil videre kun mødt ringe Forstaaelse. Og endelig blev det interskandinaviske Samarbejde indledet med »Det første nordiske Komponistmøde«, der fandt Sted den 4. September 1938, og som resulterede i Oprettelsen af et nordisk Generalsekretariat.

Som Formand for »Dansk Komponist-Forening« er Riisager endnu Fremtidens Mand, omend ikke noget ubeskrevet, saa dog ikke noget tætbeskrevet Blad. Hans første og vel nok hidtil mest indgribende Regeringshandling var det store Forslag til Ændring af Lovene, der blev forelagt og enstemmigt vedtaget af Medlemmerne paa den ekstraordinære Generalforsamling Onsdag den 10. November 1937. Særdeles typisk er Riisagers Redegørelse for den ny Lovordnings »Hensigt og Indhold«. De gamle Love var blevet forældede og ubrugelige i adskillige Forhold, først og fremmest i Forholdet til »Koda«, og da ikke mindst med Hensyn til Delingen af Forfatterrettighedsbesiddelsen. Det ganske kaotiske Væv af mod-stridende og uforstaaelige Bestemmelser, som den hastigt skiftende Udvikling havde hidført, skulde nu afløses af »utvetydige, klare Regler, ifølge hvilke de Rettigheder, der allerede er anbragt i »Koda« skulde blive dér og kun dér, medens alle andre Rettigheder skulde forvaltes af »Dansk Komponist Forening«.« Ogsaa i denne Redegørelse træder Riisager ind som Kvalitetens Forkæmper, naar han siger: »Det er klart, at efterhaanden som »Dansk Komponist-Forening«s Betydning som en faglig og saglig Sammenslutning er steget, jævnsides med Væksten i »Koda«s Virksomhed, d. v. s. Udnyttelsen i Praksis af de økonomiske Forfatterrettigheder, maa hele den Kreds af Medlemmer, der kan optages i Foreningen, sigtes og skærpes meget stærkt. Det maa, understreges, at vi er en Forening af aktivt og professionelt arbejdende Komponister, og at det er vor Hensigt med alle Midler at holde Dilettantisme o., Uduelighed ude fra vor Kreds«

I Overensstemmelse med dette er Reglerne for Optagelse i Foreningen blevet revideret, Brugen at Proponenter oplieevet og erstattet at en enstemmig Bestyrelsesbeslutning eller i Mangel heraf af en Generalforsamlings Tilkendegivelse. Hertil kommer endvidere Bestemmelser om forhøjet Kontingent for aktive Medlemmer, Lempelser for passive (især de yngre) Medlemmer og Kontingentfrihed for Arvinger. Udvidelse og'Forbedring af »Komponistfonden«s Virksomhed blev desuden foretaget, og Foreningen stiftede en selvstændig Jubilæumsfond paa 25.000 Kr., hvis Renter skal uddeles paa Stiftelsesdagen, første Gang ved selve Jubilæet, og hvis Kapital væsentligst hidrører fra de i Aarenes Løb fore.tagne Henlæggelser. Endelig gennemførtes den tidligere ønskede principielle Adskillelse mellem Formandsstillingerne i Foreningen og »Koda«. Paa dette Tidspunkt valgtes Landsretssagfører Carl Ricard til Foreningens juridiske Konsulent.

Fremtiden

Et stort og gavnligt Arbejde er der gjort i de forløbne 25 Aar i »Dansk Komponist-Forening«, til Held for skabende danske Tonekunstnere. Maatte i stigende Grad Forbedringen af de Vilkaar, vort Samfund - kan yde og den Sum af Evner og Talent paa Musikkens Omraade, vort Land formaar at fostre, gaa Haand i Haand til Ære for dansk Kultur. Fortsat Bestaaen af de gamle Tiders patriarkalske Forhold mellem Forlægger og Komponist og den manglende Forstaaelse for Komponisternes hele Stilling fra det offentliges Side har Udviklingen umuliggjort. I skarp Modsætning hertil staar vor moderne Tids Drejning af hele dette vitale Problem, saaledes at det maa blive en Sag mellem Magter af højere Enhed: paa den ene Side Samfundet som Helhed og paa den anden Side den skabende Kraft, der er nødvendig for vort Lands musikalske Kulturfornyelse. Denne skabende Kraft er først og fremmest givet i Kunstnerens frembringende Evne, men denne Evne maa, for at frugtbargøres og for at blive praktisk anvendelig, forenes med Udgiverens, Forlæggerens Initiativ og med de respektive Organisationers forretningsmæssige Dygtighed. Det er Samfundsmagtens Pligt, og detligger i dens Interesse, dels gennem regulerende og udbyggende Lovgivning og dels ved direkte Handling, saaledes ved at øve Indfly delse paa de offentlige musikforbrugende Institutioner som Radioen og Det kgl. Teater at bidrage sit til, at dette Samarbejde maa lykkes og at de Punkter, hvor Særinteresserne tørner sammen, bliver taget op til Drøftelse og effektiv Løsning under gensidig Forstaaelse og Respekt for berettigede Krav, til Gavn for det større Formaal, for hele vort Musiklivs Trivsel.

Bestyrelsen i Dansk Komponist-Forening:

1913: Alfred Tofft, Formand, P. E. Lange-Mülller, Gustav Helsted, Hakon Børresen, Olfert Jespersen.

1923: Johan Hye-Knudsen afløser P. E. Lange-Mülller,1924: Carl Nielsen indtræder ved Gustav Helsteds Død,1930: Peder Gram afløser Johan Hye-Knudsen,

1931: Peder Gram bliver Formand ved Alfred Toffts Død. Knudåge Riisager indtræder i den ledige Plads.

1932: Louis Glass og N. O. Raasted indtræder ved Carl Nielsens og Olfert Jespersens Død.

1934: Aksel Agerby indvælges i Stedet for Hakon Børresen,

1935: Knudåge Riisager og Aksel Agerby udtræder og erstattes af J. L. Emborg og Otto Sandberg Nielsen.

1936: Aksel Agerby og Svend Erik Tarp indtræder efter Louis Glass' Død og J. L. Emborgs Afgang.

1937: Knudåge Riisager bliver Formand ved Peder Grams Afgang.

Komponistfondsraadet:

1929: Alfred Tofft, Carl Nielsen, Hakon Børresen, Olfert Jespersen, Johan Hye-Knudsen.

1930: Peder Gram afløser Johan Hye-Knudsen,

1931: Peder Gram bliver Formand og Knudåge Riisager indtræder.

1932: Louis Glass og N. O. Raasted indtræder ved Carl Nielsens og Olfert Jespersens Død.

1934: Aksel Agerby afløser Hakon Børresen,

1936: Jørgen Bentzon indtræder ved Louis Glass' Død.

1937: Knudåge Riisager bliver Formand i Stedet for Peder Gram, der forbliver som Raadsmedlem.

Årgang 13/1938, nr. 10